Temaer
Valgtema: Schlüter-tiden 1982-1993
Tiden 1982 til 1993 blev den længste sammenhængende periode med borgerlige regeringer siden systemskiftet i 1901. Perioden blev dog også præget af det alternative sikkerhedspolitiske flertal (venstrefløjspartierne samt Det Radikale Venstre), som flere gange pålagde regeringen at føre en udenrigspolitik, den var modstander af. Trods dette overlevede Poul Schlüter som statsminister, da Det Radikale Venstre støttede regeringens økonomiske politik og derfor ikke stillede den overfor et mistillidsvotum.
I denne del af temaet om folketingsvalg har vi samlet information om de afholdte valg i perioden 1982-1993:
Det var en overraskelse, at den borgerlige regering, der var kommet til uden et valg i 1982, skulle bevare regeringsmagten i hele 11 år. Det var ikke blot den længste borgerlige periode siden 1901; Poul Schlüter blev også den længst uafbrudt siddende statsminister siden 2. Verdenskrig.
At det lod sig gøre skyldtes i høj grad, at indenrigspolitikken, især den økonomiske politik, dominerede i 1980’erne, og at midterpartierne, især De Radikale bakkede op om regeringens økonomiske politik, selvom partiet var uenig i flere sikkerhedspolitiske spørgsmål. På den anden side valgte regeringen at acceptere at føre den af oppositionen pålagte fodnotepolitik i NATO-sager, hvor Danmark tog forbehold overfor en række fælles NATO-beslutninger. For statsministeren Poul Schlüter handlede det først og fremmest om at rette op på landets økonomiske situation ved at nedbringe betalingsbalanceunderskuddet og reducere inflationen.
Den borgerlige regering, der indledte perioden, fik navnet firkløverregeringen, og bestod, som navnet antyder, af de fire partier: Det Konservative Folkeparti, Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti. Denne fortsatte indtil 1988, da CD og Kristeligt Folkeparti gik ud, og De Radikale kom ind i regeringen. De Radikale blev i regeringen frem til slutningen af 1990, hvorefter alene De Konservative og Venstre dannede regering med Poul Schlüter som statsminister og venstrelederen Uffe Ellemann Jensen som højtprofileret udenrigsminister.
Socialdemokratiet derimod befandt sig i den længste periode i opposition, siden partiet for første gang overtog regeringsmagten i 1924. Med Svend Auken som partiformand fra 1985 gik partiet frem ved valgene i 1987, 1988 og 1990, men ikke nok til at kunne indløse valgresultaterne til ministertaburetter, idet De Radikale, dets traditionelle samarbejdspartner i regeringer, ikke ville acceptere en socialdemokratisk regering med Svend Auken som leder.
Der skulle således en rigsretssag til, før regeringen gik af i foråret 1993, og Socialdemokratiet overtog regeringsmagten sammen med midterpartierne og med en ny formand i skikkelse af Poul Nyrup Rasmussen. Det drejede sig om den såkaldte tamilsag, der omhandlede justitsministerens ulovlige håndtering af tamilers familiesammenføring, og som endte med at fælde hele regeringen i 1993.