Sædelighedsfejden 1883-1887

Artikler

Sædelighedsfejden var en offentlig debat om samfundets seksualmoral, der foregik 1883-1887. Kritiske røster begyndte at pege på det problematiske i, at der gjaldt vidt forskellige normer for, hvordan mænd og kvinder måtte opføre sig seksuelt. Mange ønskede en opstramning af seksualmoralen, der stillede samme krav til mænd og kvinder om, at sex kun hørte til inden for ægteskabet. Heroverfor stod en lille gruppe forfattere og fritænkere, som udstillede dette som hyklerisk og påpegede det skadelige i seksuel selvfornægtelse. Den årelange diskussion, der er blevet kendt som Sædelighedsfejden, var den første behandling af seksualmoralen i det offentlige rum og dermed et tidligt grundlag for de løbende forhandlinger om seksualmoralen, der skulle komme til at præge store dele af det 20. århundrede, og som stadig præger os i dag.

Den seksuelle dobbeltmoral

I 1800-tallet var samfundets normer for, hvordan man levede sædeligt - dvs. seksualmoralsk acceptabelt - i princippet de samme for begge køn. Med udgangspunkt i Bibelens sjette bud om ikke at bedrive hor foreskrev loven, at sex kun hørte til inden for ægteskabet. Seksuelle forhold før indgåelse af ægteskab eller uden for ægteskabet var ifølge loven strafbare for begge køn. I praksis var det dog noget andet. Her så man ofte igennem fingre med, når mænd havde sex før ægteskabet eller gik til prostituerede. For kvinderne gjaldt andre standarder, idet der stadig var en udtalt forventning om, at kvinder var kyske og vogtede deres dyd indtil ægteskabet. Uligheden mellem kønnene på det seksualmoralske område spejlede den generelle ulighed i samfundet, hvor det i århundreder havde været normen, at kvinder på stort set alle områder var ringere stillet end mænd.

Frankrig var inspirationskilde for mange europæiske lande med hensyn til at registrere prostituerede og indrette offentlige huse. Henri de Toulouse-Lautrecs (1864-1901) malerier fra barer og bordeller i 1890'ernes Paris viste bagsiden af den lovkontrollerede prostitution. Her personificeret i to ventende prostituerede, der har stillet sig klar til den lovbestemte undersøgelse for kønssygdomme. Maleri fra 1894. Fra: Henri de Toulouse-Lautrec/Wikimedia Commons

Handskemoralen og det sædelige lighedskrav

Den seksuelle dobbeltmoral var ikke ny, men nyt var det, at den fra slutningen af 1800-tallet blev diskuteret i offentligheden. I 1883 kom kønsmoralen på den offentlige dagsorden, da den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910) udgav teaterstykket En Hanske. I stykket fremførte Bjørnson en løsning på den seksuelle dobbeltmoral: Den almindelige usædelighed, der allerede herskede i samfundet, skulle ikke tolereres. Tværtimod måtte de seksualmoralske krav strammes op, vel at mærke for både mænd og kvinder. Det var kun rimeligt at kræve samme grad af kyskhed af mænd, som man allerede forventede af kvinder, mente Bjørnson.

Handskemoralen, som Bjørnsons moralske fordring blev kaldt, vandt stor tilslutning i samtiden, og især mange kvinder fra borgerskabet støttede kravet om seksuel ligestilling gennem afholdenhed for begge køn.  Kvindesagsforkæmperen Elisabeth Grundtvig (1856-1945) gik ind i debatten i marts 1887. Hun fremsatte sit standpunkt om "det sædelige lighedskrav", der reelt var en gentagelse af Bjørnsons handskemoral. Ræsonnementet var, at når de "normale kvinder", dvs. borgerskabets, kunne tøjle den dyriske parringsdrift, så kunne mændene også. Mænd måtte blive som de dydige kulturkvinder og ikke omvendt, lød Elisabeth Grundtvigs slagord.

De nordiske fritænkere

I de mellemliggende år fra 1883 til 1887 havde diskussionen bølget op og ned. Der var udkommet en række bøger, fortrinsvis af svenske og norske forfattere, som gik imod handskemoral og dydige sædelighedskrav. Den lille skare af nordiske fritænkere argumenterede i stedet for, at man burde slække på den strenge seksualmoral og tolerere sex før og uden for ægteskabet for både mænd og kvinder. De plæderede for fri kærlighed og påpegede det skadelige i seksuel selvfornægtelse.

Mange anså litteraten Georg Brandes (1842-1927) for at være anfører for den lille, men højrøstede gruppe af fritænkere. Brandes gjorde i en artikel i 1885 klart, at han gik ind for at kunne tale frit om bl.a. kønsforhold. Endvidere mente han, at kønslivet burde være et rent privat anliggende, fri for offentlig indblanding og andre folks moralske domme. Det indbragte ham hurtigt et ry som en usædelighedens forkæmper, der ønskede fri kærlighed og "parring i flæng." I realiteten var han dog tilbageholdende med at blande sig i diskussionen, da han udmærket var klar over, at hans frisindede holdninger næppe ville vinde ham mange støtter i det blufærdige og konservative Norden.

Georg Brandes på talerstolen på Københavns Universitet. "Hvis man som Læge nærmer sig med et skarpt Instrument i sin Haand i den Hensigt at kurere Patienten for Stær, men denne tror, at man vil stikke Øjnene ud på ham, hvad Under da, at han skriger og raser og sparker," skrev han i 1891. Brandes var i egen selvforståelse lægen, og samfundet patienten. Det var ikke nemt at skulle kurere samfundet for forstokkethed. Fra: Harald Slott-Møller/Wikimedia Commons

Tremånederskrigen 1887

Elisabeth Grundtvigs indlæg i debatten blev trykt i bladet Kvinden og Samfundet og indvarslede den intense og hidsige kulmination på debatten om seksualmoralen under det, der i sommeren 1887 skulle blive kendt som Tremånederskrigen. Det skete, da Georg Brandes endelig kastede sig ind i sædelighedsdebatten. Han havde fået nok af handskemoralisternes moralprædiken og af at blive fremstillet som en amoralsk forkæmper for almindelig usædelighed. I tre fyndige artikler i Politiken den 6., 7. og 8. juli rettede Brandes et svidende angreb mod Elisabeth Grundtvig og hendes støtter, som han beskyldte for bl.a. råhed, perfidi og æreskænderi. Elisabeth Grundtvig svarede igen på Brandes’ angreb ved at lægge sag an for injurier - og vandt sagen. Da Brandes havde skrevet artiklerne under pseudonymerne "G.B." og "Lucifer", var det dog Politiken og bladets redaktør, Viggo Hørup (1841-1902), der måtte betale den bøde på i alt 140 kr., retten idømte sagens taber.

Tremånederskrigen fortsatte som et månedlangt privat brevskænderi imellem blandt andre Brandes og Bjørnson i august og september 1887. Diskussionen gik på, hvorvidt Brandes havde været for hård imod Elisabeth Grundtvig og de andre, der kæmpede for stramning af seksualmoralen. Bjørnson og Brandes, hvis forhold ellers havde været præget af gensidig respekt og sympati, blev rygende uvenner og brød efter den lange brevveksling med hinanden for bestandig.

Kvinder på cykel var et omdiskuteret fænomen i slutningen af 1800-tallet. Nogle læger mente, at cykling var en sund adspredelse for kvinderne, men andre var overbeviste om, at cykleriet var skadeligt for kvindernes kønsorganer, der ville blive mast og ødelagt af den hårde sadel. Værst af alt var det, at den konstante gnidning mod sadlen kunne gøre de kvindelige cyklister erotisk opstemte. Nogle vovede dog forsøget alligevel - som her Elisabeth Grundtvigs svigerinde med samme navn på et billede i 1895. Fra: Det Kongelige Bibliotek

Sædelighedsfejden og det moderne gennembrud

Sædelighedsfejden var nok en ophedet debat, men alligevel fik den årelange diskussion ikke umiddelbart nogen håndfaste resultater. Det var en lille, nordisk elite af forfattere, kunstnere og kvindesagsforkæmpere, der førte an i debatten, og deres holdninger var ikke altid i trit med den brede befolkning. Derfor gik der også mange år, før diskussionen satte sig spor i form af lovændringer eller i det generelle syn på seksualitet, kønsmoral og ligestilling. Handskemoralen og det sædelige lighedskrav vandt generelt set størst opbakning, og man holdt fast i de eksisterende seksualmoralske konventioner. Et godt stykke inde i det 20. århundredevar man stadig tilbageholdende med at tale højt om pikante emner som køn, seksualitet og ligestilling.

Alligevel er Sædelighedsfejden i historieskrivningen blevet forstået som et af de sociale og kulturelle nybrud, der skete under det moderne gennembrud. Sædelighedsfejden var danmarkshistoriens første offentlige forhandling af seksualmoralen, og med diskussionen fik den almindelige dansker for første gang mulighed for at forholde sig til emner, det ellers have været forbeholdt sagkundskaben at diskutere. Hvor seksualmoralen før havde været nærmest eviggyldig og mejslet i sten, kunne man nu betragte den som noget, der ikke bare kunne diskuteres, men også forandres. Dermed kom Sædelighedsfejden til at danne grundlaget for de løbende forhandlinger om seksualmoralen, der skulle komme til at præge store dele af det 20. århundrede, og som stadig præger os i dag.

”Ka’ du ikke la’ Hønen gaa?” Tegning fra Tremånederskrigen, bragt i satirebladet Ravnen den 14. august 1887. Tegningen viser Bjørnstjerne Bjørnson, i politiskikkelse, som redder en grædende Elisabeth Grundtvig, der bliver hevet i fletningerne af en uvorn Georg Brandes. Fra: Ravnen, 14.8.1887  

Om artiklen

Forfatter(e)
Cecilie Bønnelycke
Tidsafgrænsning
1883 - 1887
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
10. oktober 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Lars: Scavenius-affæren. En historie om privatliv, politik og moral i 1800-tallets København (2013)

Bredsdorff, Elias: Den store nordiske krig om seksualmoralen (1973)

Bønnelycke, Cecilie: Sædelighedsfejden. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2018)

Hertel, Hans (red.): Det stadig moderne gennembrud: Georg Brandes og hans tid, set fra det 21. århundrede (2004)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Cecilie Bønnelycke
Tidsafgrænsning
1883 - 1887
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
10. oktober 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Lars: Scavenius-affæren. En historie om privatliv, politik og moral i 1800-tallets København (2013)

Bredsdorff, Elias: Den store nordiske krig om seksualmoralen (1973)

Bønnelycke, Cecilie: Sædelighedsfejden. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2018)

Hertel, Hans (red.): Det stadig moderne gennembrud: Georg Brandes og hans tid, set fra det 21. århundrede (2004)

Udgiver
danmarkshistorien.dk