Runesten

Artikler

Runesten blev rejst fra 700-tallet, men langt de fleste danske runesten er rejst i årtierne efter kristendommens indførelse i cirka 970. Stenene blev blandt andet rejst for at vise slægternes betydning.

Fra det gamle danske område kendes i omegnen af 260 runesten, hvoraf langt de fleste er rejst i Østjylland og Skåne. Stenene har været rejst på synlige steder, for eksempel ved veje, vadesteder og gravpladser, og de har sikkert også været med til at markere grænsedragninger mellem forskellige magtområder. Runestenene har desuden været malet i stærke farver, især rød og sort, men også hvide og blå farver forekommer.

Slægtens kontinuitet

Det var datidens stormænd og storkvinder, der rejste runestenene over familiemedlemmer, fæller, høvdinge og hirdmænd. De rejste runesten for at vise slægtens kontinuitet, fællesskab og sikre den efterlevende slægt arverettighederne efter den person, som runestenene blev rejst over.

De ældste runesten er rejst fra cirka 700 til midten af 900-tallet og hørte hjemme i et førkristent samfund med indskrifter, der påkalder Thor. De er rejst på Fyn, i det sydjyske område og på Sjælland og var ikke mere en cirka 20 i antal. De berømte ældste sten er Helnæs, Gørlev, Glavendrup og Tryggevælde, de to sidstnævnte rejst af Ragnhild, som øjensynligt var en af Danmarks mest magtfulde kvinder i 900-tallets første halvdel. De yngste runesten i Danmark er rejst på Bornholm i 1000-tallet.

Kristendommen medførte flere runesten

Harald Blåtands kristning af Danmark og den store runesten i Jelling har været medvirkende til den vældige opblomstring af runestensrejsningen i slutningen af 900-tallet. De yngste runesten indeholder kristne bønner og er langt de fleste i antal. Sammen med kristendommen blev også den kristne gravskik indført, og med denne forsvandt muligheden for at de ledende slægter kunne demonstrere magt og rigdom gennem storslåede gravlæggelser. Stormændene havde derfor brug for nye måder at vise deres storhed, slægtsfællesskab og grænsedragninger på, og dette skete blandt andet gennem runestenenes budskaber og deres placering i landskabet.

Runestensskikkens ophør

Omkring 1020 ophørte runestensskikken i Danmark, bortset fra Bornholm, som først blev kristnet i midten af 1000-tallet. Samfundet havde i løbet af et par generationer efter kristendommens indførelse vænnet sig til den nye samfundsstruktur, og runestenene mistede dermed deres betydning som markører af slægtskontinuitet og grænsedragninger på overgangen mellem det hedenske og det kristne samfund.

Om artiklen

Forfatter(e)
Lisbeth Imer
Tidsafgrænsning
700 - 1000
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Sawyer, B.: The Viking-Age Rune-stones. Custom and Commemoration in Early Medieval Scandinavia, Oxford (2000).

Stoklund, M.: Runesten, kronologi og samfundsrekonstruktion. I: Iversen, M. (red.) Mammen. Grav, kunst og samfund i vikingetid. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter 28, 285-298, Aarhus (1991).

Øeby Nielsen, G.: De danske runestens oprindelige plads, 121-144 (Kuml 2005).

Øeby Nielsen, G. (red.): Runesten, magt og mindesmærker. Tværfagtligt symposium på Askov Højskole 3.-5. oktober 2002. Hikuin 32 (2006).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Emneord

Harald Blåtand Jelling Kernestof Danmarks tilblivelse Lisbeth Imer vikingetiden

Om artiklen

Forfatter(e)
Lisbeth Imer
Tidsafgrænsning
700 - 1000
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Sawyer, B.: The Viking-Age Rune-stones. Custom and Commemoration in Early Medieval Scandinavia, Oxford (2000).

Stoklund, M.: Runesten, kronologi og samfundsrekonstruktion. I: Iversen, M. (red.) Mammen. Grav, kunst og samfund i vikingetid. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter 28, 285-298, Aarhus (1991).

Øeby Nielsen, G.: De danske runestens oprindelige plads, 121-144 (Kuml 2005).

Øeby Nielsen, G. (red.): Runesten, magt og mindesmærker. Tværfagtligt symposium på Askov Højskole 3.-5. oktober 2002. Hikuin 32 (2006).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk