Runernes renæssance

Artikler

Runer blev brugt som skriftsystem i hele Norden i jernalderen, vikingetiden og middelalderen. Endnu omkring 1500 var der mennesker, der kunne bruge runeskriften. Senere overlevede viden om runerne på grund af en lærd interesse fra samlere og historikere, en interesse, der har holdt sig levende gennem århundreder op og til i dag. Den sidste rune er ikke ristet endnu. Runerne kan stadig bruges af nye firmaer eller andre til at markere et historisk tilhørsforhold.      

Den store Jellingsten er den mest berømte runesten i verden. Den står centralt placeret i det store monument over den tidlige kongemagt, som Harald Blåtand (regent ca. 958- senest 987) lod opføre i 960'erne. I dag findes der kopier af stenen over hele verden, fra Tokyo i øst til Los Angeles i vest. Men da Haralds runesten blev rejst, var runerne allerede et 800 år gammelt skriftsystem, og man blev ved med at skrive med runer længe efter. Runeskriften fortsatte gennem hele middelalderen, også selv om de latinske bogstaver kom til landet med kirken og det latinske sprog.

De fleste kender logoet for teknologien Bluetooth. Det består af to sammensatte runer, h-runen og b-runen, for Harald Blåtand. Foto: Wikimedia Commons

De sidste runer?

Det kan være vanskeligt at svare helt præcist på, hvilken runeindskrift der er den yngste, og hvornår runeskriften uddøde. Det gjorde den egentlig aldrig. Den sidste runeindskrift var endnu ikke ristet, før de første lærde i 1500-tallet begyndte at indsamle viden om runeindskrifter. Og det har betydet, at det i dag kan være svært at se forskel på, om en runeindskrift fra 1500-tallet eller senere er et resultat af den ubrudte runetradition fra middelalderen, eller om den er blevet til på grund af en senere interesse for fortiden. 

Allerede i midten af 1500-tallet publicerede de svenske brødre Johannes (1488-1544) og Olaus Magnus (1490-1557) "et gotisk alfabet", altså et runealfabet, hvor de arrangerede runerne i alfabetisk orden. Man kan se på nogle af indskrifterne fra renæssancen, at de blev til med afsæt i de runeformer, som var afbildet hos Magnus-brødrene. 

Men det er også sikkert, at der i 1500-tallet stadig var mennesker, der kunne bruge runerne. På en sokkelsten i Lunds Domkirke, som stammer fra en restaurering i 1520’erne af den tyske bygmester Adam van Düren ( -1532), kan man læse "Gud hjælpe" skrevet med runer efterfulgt af "Adams børn" med latinske bogstaver. Indskriften viser respekt for den nordiske tradition, selv om runeskriften praktisk talt ikke blev brugt længere.

Gudveigs pind kaldes denne ca. 20 cm. lange træpind normalt. Den er fundet i en kiste i Herjolfsnes i Grønland, hvor man i 1200- eller 1300-tallet har begravet pinden i stedet for Gudveig. Dermed søgte man at sikre hende et liv efter døden, da hun var død undervejs på rejsen til Grønland. Indskriften lyder: 'Denne kvinde, som hed Gudveig, blev kastet over bord i Grønlandshavet'. Foto: Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

I en af den katolske bisp fra Roskilde Joachim Rønnows (1500-1542) bøger er der en interessant notits. Notitsen blev tilføjet bogen i anden halvdel af 1500-tallet. I en linje står der "et rune-abc som gamle danske brugte, når de kastede runer, og nu står i gamle stene indhugne." Nedenunder er der et runealfabet i alfabetisk rækkefølge. Når runerne omtales som noget, "de gamle danske brugte", vidner det om, at runeskriften ikke længere var et alment brugt skriftsystem, og at runerne havde fået et skær af den mystik, som bredte sig fra folkeviserne.

Den lærde interesse i renæssancen

Der er ingen tvivl om, at runerne fra renæssancen og frem i høj grad overlevede på grund af den antikvariske interesse fra samlere og lærde. Bent Bille (1509-1555) var en gejstligt uddannet adelsmand, og i hans efterladte papirer kan man se, at han brugte runerne som kryptografisk skrift. Der findes blandt andet en samling logbøger fra årene 1543-44, hvor en række noter blev skrevet med runer. Der var tale om militære informationer, som kunne have fatale konsekvenser, hvis de faldt i fjendens hænder, ligesom der er optegnelser om et par møder med kvinder af tvivlsom karakter. 

Der er også håndfaste beviser på, at Christian 4. (født 1577, regent 1588-1648) lærte at skrive med runer. I et af den unge konges stilehæfter fra ca. 1590 er der blandt tyske, latinske og gudfrygtige remser en række alfabeter. Først runealfabetet, siden det græske alfabet og så det latinske alfabet med både store og små bogstaver. Runealfabetet er opstillet i alfabetisk rækkefølge, ikke i den oprindelige rækkefølge f-u-þ-a-r-k, og over nogle af runerne skrev kongen de tilsvarende bogstaver. 

Over de første tre runer skrev han a-b-c – formentlig for at markere rækkefølgen. Lige efter o-runen skrev han ø-runen. Det passer dårligt i den alfabetiske rækkefølge, men Christian (eller hans lærer) var åbenbart klar over, at ø-runen er en variant af o-runen. 

Senere dukkede runerne af og til op på forskellige genstande og bygninger, på malerier og i digtekunsten. Historikeren Anders Sørensen Vedel (1542-1616) blev afbildet med et stykke papir, hvorpå han noterede runer. Et sølvkrus, som tilhørte Peder Juel (1623-1656, bror til den berømte, danske søofficer Niels Juel), har en runeindskrift på låget. Den omkranser det Juelske våben og lyder "Peder Iuell Erichsen, Anno MDCXLVII". Både navnet og årstallet er skrevet med runer, og runeformerne minder om dem fra Magnus-brødrenes runetavle.

 

Håndskriftet Codex Runicus, som indeholder Skånske Lov, er det ene af to manuskripter i det gammeldanske område, som er skrevet med runer. Foto: Susanne Reitz, Den Arnamagnæanske Samling

Runer i dag

Runerne var også populære gennem hele 1800-tallet, hvor indskrifter blev brugt på gravsten, i malerkunsten og i digterkunsten. Da nazismen fik fodfæste i 1930’erne, fik runerne en bevidst og målrettet anvendelse i den nazistiske ideologi. Man besluttede simpelthen, at runerne var udsprunget direkte af bronzealderens helleristninger og dermed verdens ældste skriftsystem, som alle andre kulturers alfabeter havde efterlignet. Man vidste egentlig godt, at helleristninger og runer ikke havde noget med hinanden at gøre, og at der var flere tusind år til forskel, men det tog man sig ikke af i ideologiens navn. 

Runerne overlevede dog nazismens ideologiske misbrug og er endnu i flittig brug i dag, hvor det at få en tatovering skrevet med runer er blevet meget moderne. Runerne er blevet en del af vores kulturhistorie - ja, nærmest tatoveret ind i vores fælles identitet og er dermed ikke så lette at slippe af med.

Idag er der mange mennesker, der bruger runerne til at markere et historisk tilhørsforhold - fx med tatoveringer. Nationalmuseet modtager hvert år ca. 50 henvendelser fra folk, som gerne vil have en tatovering med runer. Her er det uddrag af Hávamál. Foto: Colin Dale

Om artiklen

Forfatter(e)
Lisbeth Imer
Tidsafgrænsning
1500 - 2000
Sidst redigeret
16. november 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Findell, Martin, Runes, 2014

Imer, Lisbeth M., Danmarks runesten - en fortælling, 2016

Imer, Lisbeth M., Rigets runer, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag, 2018

Spurkland, Terje, I begyndelsen var futhark: norske runer og runeindskrifter, 2001

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Lisbeth Imer
Tidsafgrænsning
1500 - 2000
Sidst redigeret
16. november 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Findell, Martin, Runes, 2014

Imer, Lisbeth M., Danmarks runesten - en fortælling, 2016

Imer, Lisbeth M., Rigets runer, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag, 2018

Spurkland, Terje, I begyndelsen var futhark: norske runer og runeindskrifter, 2001

Udgiver
danmarkshistorien.dk