Romerriget og Danmark

Artikler

I århundrederne omkring vor tidsregnings begyndelse var Romerriget en af historiens største og længstvarende rigsdannelser. Romerriget var i århundrederne før og efter vor tidsregning et stort oldtidsrige. Det område, der nu dækker store dele af Tyskland og hele Danmark, grænsede op til Romerriget. Befolkningen her blev af romerne kaldt germanere. Romerne vidste dog næppe meget om de nordlige folk. Talrige arkæologiske fund af genstande af romersk oprindelse vidner om, at de nordlige germanere gennem handel, krigsbytte og gaver mere eller mindre direkte havde kontakter til romerne.

Germania og germanerne

I sit skrift om Gallerkrigene fra 50’erne f.v.t. angiver Cæsar som den første Rhinen som grænsen mellem gallerne (kelterne) og germanerne, og efter den tid betegnede romerne området øst for Rhinen og nord for Donau, men vest for skyternes område, som Germania, og germanere (Germani) var den romerske fællesbetegnelse for de folk, der boede dér. Vores vigtigste kilde til romernes kendskab hertil er Tacitus’ Germania fra 98 e.v.t. i to bøger. I første bog giver han en generel beskrivelse af germanerne og deres skikke, mens anden bog behandler de enkelte stammer.

Hvor Tacitus har sin viden fra, ved vi ikke; men meget af skriftet rummer de gængse antikke opfattelser af (eller fordomme og klicheer om) barbarer; andet kan bero på, hvad romerske købmænd, agenter og soldater har berettet om deres besøg i området. Det er i al fald påfaldende, at hans skildring af de enkelte germanske stammer bliver mere og mere upræcis og tynd jo længere væk, vi kommer fra den romerske Rhin-Donau-grænse, indtil den om de fjerneste egne bliver til rene fantasier, som Tacitus skriver, han ikke selv tror på.

Ifølge ovenstående definition må det nuværende Danmark have været en del af Germanien, og de folk, der boede her, germanere. Det må dog forblive et åbent spørgsmål, i hvor høj grad Tacitus kan bruges som nærmere kilde hertil. Sikkert er kun, at hverken han eller hans ophavsmænd har kendt til områder så langt imod nord. De nævnes i al fald ikke.

Romerske fund i Danmark

Til gengæld har Romerriget næppe været noget helt fremmed og ukendt på vore breddegrader. Selv inden for det nuværende Danmarks grænser er der i tidens løb fundet en righoldig mængde af romerske genstande: bronzekar, glasskåle, drikkeservice i bronze og sølv, smykker, guld- og sølvmønter. Mest storslået er udstyret fra Hobygraven på Lolland, som blev fundet i 1920.

Umiddelbart ville man fortolke disse produkter som resultatet af handel. I givet fald er det store mængder af huder, skind, slaver og antageligt rav, der gik den anden vej. En anden mulighed er bytte fra germanske angreb på romerske poster foran den formelle grænse, senere også angreb ind over denne grænse. Der kan også være tale om ting, der er hjemført af indfødte efter endt tjeneste i den romerske hær som "hjælpetropper", som romerne havde for skik at hyre fra den anden side af grænsen.

Der imidlertid en mulighed mere. Ifølge Tacitus var en vigtig del af romernes politik overfor germanerne, at man støttede nogle stammer overfor andre "sjældent med …våben", "oftere med penge". Derved sikrede man sig ro ved grænsen og havde desuden potentielle allierede i det germanske område i tilfælde af konflikt. Gravfundet fra Hoby kan have været en sådan gave. Det rummer bl.a. to pragtfulde sølvbægre, der sagtens kunne have fundet vej til kejserens bord, men i bunden viser det romerske navn Silius, der kan være den Gajus Silius, vi kender som kommandant ved den romersk-germanske grænse i årene 14-21.

Bægrene viser scener fra Homers Iliade, som næppe har sagt den afdøde i Hoby særligt meget; men de må have vakt beundring i samtiden og ikke alene have forøget hans status som stormand, men kunne også have været brugt som gaver til andre stormænd. Måske er de selv kommet herop som gave fra en stormand i syd, der havde fået dem som gave fra den romerske kommandant.

Illerup Ådal

I årene 1950-56 og 1975-85 udgravede arkæologerne fire offerfundskomplekser i Illerup Ådal nær Skanderborg. De lokale indbyggere har ødelagt en besejret fjendes udstyr og våben og derefter ofret det hele til guderne ved at kaste det i den daværende sø. Det ældste og største fundkompleks kan dateres til ca. 200 e.v.t. At dømme efter det øvrige udstyr er fjenden kommet fra det nuværende Sydnorge/Mellemsverige, men hovedparten af våbnene var romerske, herunder hen ved 100 sværd med romerske fabriksmærker!

I disse år var der ikke nær så fredeligt sydpå ved den romersk/germanske grænse, som tilfældet havde været tidligere, således måtte den romerske kejser Marcus Aurelius tilbringe en stor del af sin regeringstid (161-180 e.v.t.) ved hæren for at holde germanerne væk.

Ifølge vore romerske kilder optrådte germanerne nu i større og mere velorganiserede grupper (stammer) end før, og det er nærliggende at forestille sig, at der bagved det ligger forandringer blandt de germanske folk, som indirekte var forårsaget af de mange års nærhed til og påvirkninger fra Romerriget, som har søgt at sikre sig ved nu også at forsyne deres allierede på den anden side af grænsen med våben (langt de bedste dengang), og at det også har sat sig spor oppe mod nord.

Det er imidlertid vigtigt at slå fast, at germanerne ikke ønskede at ødelægge Romerriget, men nu som før at rykke ind i det for at bo dér og søgte at gøre det med magt, hvis de ikke fik lov, og at vi skal op i 400-tallet, førend – den vestlige del – af riget reelt gik i opløsning i en række selvstændige kongeriger.

Senantikken

Et af de germanske folkeslag, der fik stor betydning for romersk historie i 400- og 500-tallet e.v.t., var goterne. Deres historie berettes af goteren Jordanes fra o. 550 e.v.t. Heri tillægges de en ældgammel fortid, der angiveligt gik helt tilbage til deres udvandring fra Scandza (Skandinavien?). I dag er det imidlertid klart, at beretningerne herom ikke – som hævdet – beror på gamle traditioner blandt goterne selv, men skyldes ønsket om at give goterne en ligeså gammel og ærværdig fortid som deres romerske værter. Der er derfor ingen grund til at tro, at det beror på en oprindelig historisk kerne, når Jordanes i denne forbindelse også nævner danere (dani). Det er mere påfaldende, at de også nævnes af den østromerske historieskriver Prokop årtier forinden, for så er vi nær det tidspunkt, da danerne træder ind i Europas middelalderhistorie, idet det her berettes, at deres konge (rex) blev dræbt og deres flåde knust i et slag ved Rhinens munding i 515.

Mens de folk, der boede i det nuværende Danmark, formentlig har haft forestillinger om et stort og rigt Romerrige imod syd, har man dernede ikke haft noget nærmere kendskab til de(t) folk, der boede så højt imod nord, eller hvad de(t) hed, førend Vestromerriget var ophørt med at eksistere som andet end en formalitet.

Om artiklen

Forfatter(e)
Erik Christiansen
Tidsafgrænsning
50 fvt. - 550
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Christensen, Arne Søby: Cassiodorus Jordanes and the History of the Goths (2002).

Christiansen, Erik: Romerrigets historie (2007).

Hedeager, Lotte og Tvarnø, Henrik: Romerne og germanerne, i Det Europæiske Hus bind 2 (1991).

Jensen, Jørgen: Danmarks Oldtid. Ældre Jernalder 500 f.Kr.-400 e.Kr. (2006).

Lund, Allan A.: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie (1993).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Erik Christiansen
Tidsafgrænsning
50 fvt. - 550
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Christensen, Arne Søby: Cassiodorus Jordanes and the History of the Goths (2002).

Christiansen, Erik: Romerrigets historie (2007).

Hedeager, Lotte og Tvarnø, Henrik: Romerne og germanerne, i Det Europæiske Hus bind 2 (1991).

Jensen, Jørgen: Danmarks Oldtid. Ældre Jernalder 500 f.Kr.-400 e.Kr. (2006).

Lund, Allan A.: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie (1993).

Udgiver
danmarkshistorien.dk