Retsopgøret efter befrielsen

Temaer

Selvom kun et fåtal af danskerne deltog i modstandskampen under besættelsen, var de fleste fjendtligt indstillet overfor den tyske besættelsesmagt. Der var dog også nogle danskere, som støttede tyskerne på forskellig vis. Det kunne være af ideologiske årsager, som fx for de danske nazister og de danskere, der meldte sig frivilligt til tysk krigstjeneste. Det kunne også være af rent økonomiske årsager, hvilket fx gjaldt for nogle af de stikkere, som angav modstandsfolk til tyskerne for penge, eller for såkaldte værnemagere, der tjente godt på det økonomiske samarbejde med besættelsesmagten.

Retshåndhævelsen var på danske hænder frem til den 29. august 1943, hvor den danske regering trådte tilbage, men det var naturligvis ikke muligt at vedtage love vendt mod besættelsesmagten eller at retsforfølge danskere, der samarbejdede med besættelsesmagten. Og efter 1943 var det naturligvis helt umuligt. Derfor måtte et opgør med de danskere, der havde støttet besættelsesmagten da også vente til efter befrielsen. Opgøret begyndte allerede den 5. maj 1945, hvor man internerede tusindvis af danskere, som var mistænkte for landsskadelig virksomhed. Ved det efterfølgende retsopgør blev omkring 13.000 mennesker idømt bøde eller fængselsstraf, mens 46 blev henrettet.

Retsopgøret blev meget debatteret, og der var en udbredt opbakning til opgøret i befolkningen. Ikke mindste i det første år efter befrielsen var der ofte kritik af, at der blev idømt for milde straffe og at for mange af de anklagede gik fri. Retsopgøret blev dog også af nogen kritiseret for at være for hårdt, og der var da også eksempler på, at ganske simple ting blev straffet unødvendigt hårdt, på grund af at retsopgørets love ofte brugte ufleksible minimumsstraffe. Efterhånden som retsopgøret skred frem, blev det efterhånden også en udbredt opfattelse, at det straffede de små forbrydere hårdt, mens det lod de store slippe billigere. Det var der en vis sandhed i, fordi man startede med de simple sager, som ofte var mod småforbrydere. De blev så dømt mens folkestemningen endnu var ophedet, mens de mere komplicerede sager ofte først kom for retten flere år efter befrielsen, hvor stemningen var kølnet og straffene generelt var mildere.

I dette tema kan du læse en række artikler om retsopgøret. Der er to oversigtsartikler om hhv. selve retsopgøret og om de omfattende interneringer, der foregik i dagene efter befrielsen. Herudover kan du læse artikler om en række af de grupper, der blev retsforfulgt under opgøret. Det drejer sig om værnemagerne og de danske østfrontfrivillige. Temaet indeholder også en artikel om stikkeren Grethe Bartram, som blev idømt dødsstraf men løsladt i 1956. Nogle af de allerhårdeste straffe under retsopgøret fik de danske medlemmer af tyske terrorgrupper, der havde terroriseret befolkningen i besættelsestidens sidste tid. Den måske mest berygtede af disse var den såkaldte Peter-gruppe, som havde ansvaret for over 100 drab og dødsfald.

Af historiske kilder kan du blandt andet læse to avisartikler fra retssagen mod stikkeren Grethe Bartram fra hhv. 1947 og 1953. Du kan også se de centrale love under retsopgøret, som nødvendigvis måtte bryde med det normale juridiske princip om, at man ikke lovgiver med tilbagevirkende kraft. Herudover indførte lovene også minimumsstraffe for en række forbrydelser, og de genindførte midlertidigt dødstraffen i dansk lovgivning, som ellers var blevet afskaffet endeligt i 1930 og ikke var blevet brugt siden 1892.

Modstandsbevægelsen planlagde allerede under besættelsen det kommende retsopgør, hvilket blandt andet kan ses i den illegale pjece Naar Danmark atter er frit, mens forordet til udgivelsen i 1946 af det såkaldte ”bovrupkartotek” over danske nazister afspejler dele af modstandsbevægelsens utilfredshed med retsopgørets omfang. Dele af modstandsbevægelsen var også utilfredse med, at så få lokale politikere og embedsmænd blev stillet til ansvar for deres kontakter med tyskerne. Som man dog kan se i det såkaldte ”amtmandscirkulære” fra 1940, opfordrede man fra centralt hold til, at lokale embedsmænd skulle være imødekommende overfor tyskerne, da man så en interesse i at kunne bevare samarbejdspolitikken længst muligt.

Mange af de anklagede under retsopgøret henviste til, at de blot havde fulgt den danske regerings opfordringer om at melde sabotører, eller at den danske regering havde accepteret, at danskere trådte i tysk krigstjeneste. Dette førte sjældent til frifindelse, men sagen var kompliceret, da den danske regering frem til 1943 havde talt imod sabotage og i flere tilfælde også opfordret til, at man meldte sabotører til det danske politik. Den danske regerings holdning til sabotagen kan blandt andet ses i statsminister Buhls antisabotagetale fra 1942. Regeringens meget tvetydige holdning til at danskere trådte i tysk krigstjeneste kan ses i krigsministeriets cirkulære om indtrædelse i Frikorps Danmark og i forbindelse med den danske regerings udtalelse om, at den billigede at en den danske general Kryssing overtagelse af kommandoen for Frikorps Danmark. I begge kilder ser man tydeligt hvorledes officielle danske myndigheder søger at formulere sig på en måde, så man ikke støder tyskerne men samtidig ikke lyder mere positiv end nødvendigt. Begge dokumenter er således et studie i samarbejdspolitikkens balancegang.

Udover kilder og artikler kan du også tage quizzen Døm ved retsopgøret, hvor du får lejlighed til at tage stilling til nogle af retsopgørets domme og praksisser. Du kan også teste din viden om retsopgøret med overordnede temaquiz.

 

 

Om temaet

Forfatter(e)
Peter Yding Brunbech
Tidsafgrænsning
1940 - 1955
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
13. august 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om temaet

Forfatter(e)
Peter Yding Brunbech
Tidsafgrænsning
1940 - 1955
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
13. august 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk