Rationering i Odder-området under besættelsen

Artikler

Under 2. verdenskrig indførte den danske regering regulering af varer, priser og forbrug for at kontrollere økonomien og undgå mangelsituationer. Når man ser på hverdagen i et lokalområde som Odder og omegn, fremgår det tydeligt af aviserne, at hver ny dag bragte udfordringer for husholdningerne i form af nye 'Overordentlige Foranstaltninger' og rationeringsbestemmelser fra ministerier og det nyoprettede Direktoratet for Vareforsyning.

Rationeringsmærker

Man hentede sine rationeringsmærker enten på Kæmnerkontoret, hvis man boede i Odder, eller hos et udpeget medlem af sognerådene i oplandskommunerne. Hele rationeringsmærkesystemet var en omfattende og for de ansvarlige i herredets kommuner tidskrævende affære, idet borgerne fik udleveret mærker alt efter indtægt og erhverv.

Privatbilisme og togdrift rammes

Rationeringen og restriktionerne ramte i første omgang alle former for transport. En skærpet benzinrationering trådte i kraft allerede fra den 4. april 1940, hvorefter al privatbilisme nu blev forbudt og de ca. 300 privat indregistrerede biler i herredet blev gemt væk i lader og skure.

Med privatbilismen så godt som stoppet måtte indbyggerne nu nøjes med tog og rutebiler, hvis rejsens mål lå uden for cykelafstand. Også her satte benzin- og brændselsolie-rationeringen sine spor, og Hads Herreds to privatbaner måtte i gang med nedskæringer. Da de fleste af banernes lokomotiver var kuldrevne, resulterede dette i første omgang kun i mindre nedskæringer.

Da tyskerne anså togdriften som vigtig, fik bl.a. de to privatbaner i Hads Herred del i de tyske kulleverancer frem til de sidste besættelsesår, hvor Tyskland blev afskåret fra en del store kulminer af Den Røde Hærs fremrykning. Da dette skete, overgik man i stedet til gamle damplokomotiver, som blev hentet frem fra pension og sat i stand. Fordelen ved damplokomotiverne var, at alt kunne lægges i fyret, således også tørv og brænde, som var lettere at få fat på end olie og kul. Nedskæring på kørsel og brug af alternativt materiel forhindrede dog ikke, at både passager- og godsbefordringstallene steg gennem alle besættelsesårene, i takt med at alternativerne forsvandt.

Mangel på cykeldæk

For de fleste var og blev cyklen dog det vigtigste transportmiddel, og derfor var de stigende problemer med at få nye dæk og slanger en stor kilde til irritation. Rågummi kunne pga. verdenskrigen ikke længere importeres.

Gennem Odder Dagblads annoncer kan man følge udviklingen fra almindelige dæk af dårlig kvalitet og til dæk af snoet halm, træ, og sammenpresset papir, som ikke gav megen kørekomfort og rent ud sagt "… var noget træls noget at køre på", som man sagde på egnen.

For de, som brugte cyklen i erhvervs- eller embeds medfør, var problemet endnu større. Pastor Chrillesen fra Randlev prøvede i 1944 at søge Direktoratet for Vareforsyning om nye dæk, så han kunne komme ud til sine sognebørn. Han fik dog det beklagende svar, at man ikke kunne hjælpe, da der ingen dæk fandtes.

Føde- og dagligvarer

Føde- og dagligvarer blev også ramt af rationering i større og større omfang, som besættelsen skred frem. Men i Danmark sultede man ikke, og i Hads Herred havde man det godt "... i Forhold til saa mange andre Steder", som det blev udtrykt på et møde i Odder Husmoderforening.

Problemer var der dog, og formanden for Odder Handelsstandsforening beklagede allerede i januar 1940 "Den Syndflod af Cirkulærer, der nu kommer frem...". Han fremførte, at de handelsmæssige vilkår var forringede som følge af små valutatildelinger, knappe varetilførsler og stigende priser. Butikkernes lagre blev naturligvis mindre, men da forretningerne i Odder fra starten lå inde med større lagre end i byerne, hvor omsætningen og fornyelsen af lagrene gik hurtigere, så gik der længere tid, før man her løb tør for varer af den gamle kvalitet og behøvede at gå over til surrogatvarer. Selvom det altså skete senere end i de større byer, blev vareudvalget også i Hads Herreds butikker i sidste halvdel af besættelsen præget af varer af dårligere kvalitet og i et mindre udvalg, som en følge af standardiseringen af produkter.

Den opfindsomhed, som blev udvist under besættelsen i forsøget på selv at producere alternativer til de rationerede produkter, er efterfølgende blevet en del af myten om 'de fem forbandede år', og der trækkes på smilebåndet af de kreative påfund. Dengang var det dog en ganske alvorlig sag, og for husmødrene i Hads Herred blev det noget af en sport at finde ud af "Hvad vi faar for vore Mærker og vore Penge, og hvordan faar vi dækket vort Behov?", som emnet var til et møde i Odder Husmoderforening. I de private husholdninger blev der eksperimenteret med te af solbærblade, ristet malet korn som kaffeerstatning og lignende kreative alternativer til de rationerede varer.

De tobakshungrende borgere kastede sig ud i dyrkelsen af tobaksplanter i baghaven, og senere også som regulær afgrøde på markerne. Emnet blev flittigt diskuteret i Odder Dagblad, og i byen oprettedes en mindre virksomhed til at skære den hjemmelavede tobak. Samme tankegang lå til grund for andre industriforetagender, som opstod på egnen i kølvandet på besættelsens specielle varesituation. Der blev oprettet en hørdyrkerforening, et andelstørreri og enkelte private tørrerier, hvor lokalt dyrkede sukkerroer og cikorierødder til produktionen af kaffeerstatning tørredes og sendtes til videre forarbejdning.