Protester mod kunststøtten heriblandt Peter Rindals 1965

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 27. maj 1964 blev Statens Kunstfond oprettet ved lov. Det blev fondens opgave at tildele kunstnere arbejdsstipendier og faste livsvarige ydelser, som blev finansieret gennem finansloven. Den første uddeling af de livsvarige ydelser fandt sted den 18. februar 1965 og medførte en protestbølge i befolkningen.

Lagerforvalter Peter Rindal (1923-2009) fra Kolding blev hurtigt primus motor i indsamlingen af underskrifter, og den 2. marts 1965 overrakte han personligt en række protestunderskrifter til den socialdemokratiske kulturminister Hans Sølvhøj (1919-1989). Rindal personificerede den almindelige danskers misbilligelse af kunststøtten, som blev opfattet som fråds med statens midler, især fordi den støttede kunst blev anset for at være af dårlig kvalitet og/eller uforståelig for den almindelige befolkning. Protestbevægelsen blev kaldt for 'rindalismen'.

Peter Rindals protestskrivelse.

Der er indsamlet 20.347 underskrifter 23. februar-31. marts 1965.

Til ………………-kredsens folketingskandidater.

Undertegnede vælgere protesterer herved på det kraftigste mod det af kulturministeren fremlagte forslag om støtte på 2 mill. kroner årligt til de i forslaget nævnte kunstnere.

Vi finder, at dette er misbrug af statens penge, og kan disse mennesker ikke leve af deres kunst, er der gode muligheder for at finde beskæftigelse i de produktive erhverv.

Vi tillader os at forvente, at ………………-kredsens folketingsmedlemmer vil gøre deres indflydelse gældende mod et sådant misbrug af skatteborgernes penge.

 

Til Fyns Stiftstidende udtalte Rindal den 25. februar 1965 følgende:

Det startede med, at jeg spontant udbrød over for mine arbejdskammerater, at nu burde der protesteres mod regeringens dispositioner […] Selv om jeg absolut ikke ønsker at være landets kulturfjende nummer ét, begyndte jeg at indsamle underskrifter på arbejdspladsen […] Efter den store interesse vil jeg nu sætte indsamlingen i system, og i de kommende dage vil der i første omgang blive sendt 500 lister ud over landet.

Vejle-slagteriarbejdernes skrivelse, virksomhedsindsamling 23. februar 1965. 853 underskrifter.

 

Åbent Brev til Regering og Rigsdag. Fra Slagteriarbejderne i Vejle.

I anledning af, at kulturministeren agter at udbetale 3½ Million Kroner, og mere senere, i Statshædersgaver til kunstnere, hvorimellem findes udøvere af den såkaldte moderne kunst, sender vi hermed vor skarpeste protest.
Vi er, med den indtægt vi har, og den skattebyrde, som er os pålagt, nødt til at lade vore Hustruer arbejde for at klare vore forpligtelser, og vi mener, at Staten burde spare i stedet for at ødsle.

Vi ønsker ikke at betale ”Kejserens nye klæder” i en tid, hvor der fra regering og folketing sker opfordringer til arbejderne om at vise mådehold i forbindelse med lønforhandlingerne.

 

Protestskrivelse fra den lokale købmand, Sædding pr. Esbjerg 20. marts 1965.

Til Kulturministeren.

20/3 1965

Jeg saa i Aktuelt (Fjernsyn) i aftes, at De havde en Kunstsælger fra København til at beklage sig over, at De kun havde faaet 3000 Protester imod Kunstnerpengene, men derimod havde De faaet 4000 Underskrifter imod Protestskrivelserne. Det synes jeg er beklageligt for Dem, saa derfor sender jeg 42 Protester mere, som jeg har samlet her i Formiddag. Saa har De da faaet 3042 Protester. Men mon De ikke har talt et Par Nuller forkert?
Ellers prøv at lade foretage Afstemning blandt hele Befolkningen, saa ser vi, hvor mange der er imod.
Men det tør De vel ikke?
De er vel ikke bange for, at det gaar som med Jordlovene?
Som blev grundigt nedstemt.

Med begrænset agtelse
V. Ravn

Om kilden

Dateret
1965
Oprindelse
Kastrup, Anne Marie: Rindalismen. Dokumentations- og studiebind (1979), s. 17, 22 og 35. Fyns Stiftstidende 25. februar 1965. Rettigheder: Gengivet med tilladelse fra Hans Reitzels Forlag
Kildetype
Erklæring , Brev , Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
19. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1965
Oprindelse
Kastrup, Anne Marie: Rindalismen. Dokumentations- og studiebind (1979), s. 17, 22 og 35. Fyns Stiftstidende 25. februar 1965. Rettigheder: Gengivet med tilladelse fra Hans Reitzels Forlag
Kildetype
Erklæring , Brev , Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
19. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk