Program for Den Internationale Arbejderforening for Danmark 1872

Kilder

Kildeintroduktion:

I løbet af efteråret 1871 havde Louis Pio, en yngre dansk socialist, sammen med Harald Brix og Poul Geleff stiftet en dansk afdeling af den internationale socialistiske arbejdersammenslutning Første Internationale. Dette skete bl.a. efter inspiration fra arbejderoprøret i Paris i marts tidligere på året, hvor arbejderne havde oprettet et folkestyre kendt som Pariserkommunen. Den danske afdeling blev døbt Den Internationale Arbejderforening for Danmark og fik allerede i vinteren 1871/1872 tilslutning fra arbejderne. Louis Pio havde desuden tidligere på foråret/sommeren anonymt udgivet Socialistiske Blade, senere afløst af arbejderdagbladet Socialisten, hvorigennem han fik væsentlig indflydelse på strejkebevægelsen i Danmark. I dette program, som bragtes i Socialisten, fremsattes programkravene fra Den Internationale Arbejderforening for Danmark. Kravene i programmet omhandler bl.a.:

  • Lige adgang til erhverv for alle
  • Reel lighed for loven
  • Arbejderens rettigheder til forsørgelse efter arbejdslivet
  • Fri og fælles undervisning
  • Kirkens adskillelse fra staten
  • En mere simpel rettergang, med erstatning til uskyldige anklagede
  • Ophævelse af al indirekte beskatning
  • Oprettelse af produktionsforeninger på land og i by
  • Statsarbejde overlades til arbejderne
  • En udenrigspolitik baseret på fredspolitik

Den danske afdeling af Første Internationale var forløberen til Socialdemokratiet, som stiftedes i 1876 med Gimle-mødet.

Program.

Med vor Titel, vor hidtilværende Virksomhed og vort nære Forhold til Bestræbelserne i andre Lande for at udfri Arbej­derne i By som paa Land af den utaalelige, trældomsagtige Tilstand, hvori Kapitalens Almagt har forsat dem, kunde det synes overflødigt nu paany at tale om vore Formaal; de maa jo staa tydeligt for Enhver, der har Kundskab om, hvad Socialisme vil sige. Vi tvivler heller ikke paa, at der er Mange, saavel i den ”lavere” som i den ”højere” Samfundsklasse, der ved den nys vakte Bevægelse er kommet til Eftertanke og har faaet Klarhed om, at Samfundsordenen lider af store Mang­ler, saa store, at det næsten ikke længere kan gaa at ”sætte nye Lapper paa det gamle Klædebon”. Det er derfor ikke til disse selvstændige og selvtænkende Meningsfæller, at vi idag henvender os; vi stoler uden videre paa dem som paa trofaste Forbundsfæller, og vi er overbevist om, at de ogsaa nærer Tillid til os, da vi ved med os selv, at vi har stræbt at fortjene den.

Derimod stiller det sig helt anderledes med den store Masse; den svinger frem og tilbage mellem de forskellige Partier, mel­lem Tiltro og Mistro, som Sivene for Vinden. Ligeoverfor den kan det ikke nytte at tro, at man kan holde op, naar man en, ti eller endog hundrede Gange aabent har vedkendt sig sine Grundsætninger. Der behøves blot en tilsvarende Anstrængel­se fra Modstandernes Side, en Løgn, en Bagtalelse, den være nok saa haandgribelig, for at faa dem til at vakle, og vil man ikke have, at de rent skal svigte, saa er man nødt til at begynde Arbejdet forfra.

For disses Skyld, som stedse vil danne Flertallet af et Blads Abonnenter, maa vi altsaa idag atter gennemgaa vore For­dringer og vore Formaal. Men ogsaa af en anden Grund vilde det være nødvendigt.

De Partier, som, før os, men dog i den senere Tid, er op­traadt paa den politiske Skueplads, har igrunden, hvad enten de kaldte sig Republikanere, Konstitutionelle eller Absolutister, kun været Afdelinger af et og samme Hovedparti: den formuende Klasse. De har tidt raset imod hverandre og vil vel ogsaa foreløbigt blive ved dermed, men deres Strid maa betragtes som indbyrdes, som en Slags Borgerkrig, og deres Tvistig­heder har kun drejet sig om rent ydre Ting, nemlig Regerings­maaden. Vaabenskjoldet, Altret og Pengeposen, med andre Ord: Adelen, Gejstligheden og Storborgerne, har ikke kunnet blive rigtigt enige om Formen, hvorunder de skulde beherske den fjerde Stand, men Et var de enige om, nemlig at den skulde beherskes af dem. Nu rejser den uformuende Klasse sig; den lader haant om Republik, konstitutionelt Monarki og De­spoti, saaledes som disse tre Ord hidtil er blevet forstaaet; den kan lige godt eller lige daarligt bruge dem allesammen. Dens første og vigtigste Formaal er et helt andet; den maa afkaste det Aag, som er lagt paa den, den maa kæmpe en Kamp mod den hele højere Samfundsklasse. Det bliver en Krig paa Liv og Død mellem den Rige og den Fattige, mellem den Fornem­me og den Simple, mellem Kapitalisten og Arbejderen, mellem Godsejeren og Husmanden, mellem Manden med Rettigheder uden Pligter og Manden med Pligter uden Rettigheder!

Og hermed er ogsaa vort endelige Formaal givet. Vi fordrer ingen Deling, vi fordrer ikke fuldstændig Ligestillelse af alle Mennesker; men vi fordrer lige Adgang til Erhverv for Alle, vi fordrer en virkelig Lighed for Lovene, vi erklærer, at ethvert Menneske skylder sin Samtid og det Samfund, hvori han lever, Alt, hvad han kan udrette, vi erklærer Religionen for en Sag, der vedkommer hvert Menneske privat, men ikke Staten; vi erklærer ethvert Menneske berettiget til, naar han har arbejdet, men ikke længere kan det, da at blive forsørget af Staten, ikke som et Almisselem, men som en fri Borger, der har Ret til at forlange det; vi erklærer endelig Krig for en Gal­skab og Nationalhad for en Dumhed!

 

*        *        *

 

Vore tilhængere kender som sagt vore Meninger om, hvorle­des det endelige Resultat af den fjerde Stands Bestræbelser bør se ud. Men Historien gør aldrig Spring i sin Udvikling; der er stedse Overgange fra en Samfundsorden til en anden, selvom saadanne end hyppigt bliver betegnet ved blodige Katastrofer af større eller mindre Udstrækning. Naar vi derfor har opstil­let os som Sagens Forkæmpere her i Landet, saa maa vi ogsaa være paa det Rene med, at vi ikke straks kan opnaa Alt, at der Iigesaagodt maa være et foreløbigt, mindre Maal, som et ende­ligt og større. Vi har derfor anset det for vor Pligt ogsaa at angive det nærmere Formaal saa tydeligt som muligt, idet vi dog samtidigt erklærer, at det kun er rent praktiske Hensyn i Forbindelse med et levende Ønske om, at Danmark ikke maa blive Skuepladsen for saa blodige Omvæltninger, som de, der er foregaaet andre Steder, der gør, at vi indskrænker vore Fordringer til det mindst mulige for Øjeblikket, med det For­behold stadigt at holde den rene socialistiske Samfundsorden for øje.

Som saadanne nærliggende Forandringer til det Bedre vil vi først og fremmest nævne en ny Ordning af Undervisningen. Den bør efter vor Mening være fri og fælles; de Børn, som har Forældre, der er ude af Stand til at forsørge dem, maa tillige underholdes paa Statens Bekostning. Kirken adskilles fra Staten, d. e. Præsterne lønnes og vælges af Menighederne og den teologiske Eksamen forandres til en simpel Prøve i Kendskab til Biblen. Rettergangen, saavel den civile som den kriminelle, gøres simplere; der oprettes særegne Domstole for Sager mellem Arbejdere og Arbejdsgivere; enhver uskyldig Anklaget eller Arresteret tilstaas der Erstatning. Der gives Love til Forebyggelse af Børnearbejde og Indskrænkning af Kvindernes Arbejde i Fabrikerne; der indsættes Fabrikinspek­tører til at vaage over deres Udførelse og indgive Beretninger over Fabrikvæsenets Tilstand i det Hele taget. Fideikommisser og Lehn[1] overgaar til fri Ejendom under saadanne Bestemmel­ser, som kan befordre Udviklingen af en bedre stillet Hus­mandsklasse. Klostre og Legater anvendes til Formaal, som maa anses for tidssvarende og almennyttige. Al indirekte Be­skatning søges efterhaanden ophævet. Oprettelsen af Produk­tionsforeninger saavel i By som paa Land understøttes, og alt Statsarbejde overlades saa vidt muligt direkte til Arbejderne. Statens Politik udadtil bliver en udpræget Fredspolitik, og den militære Tjenestetid indskrænkes.

*        *        *

Vi tvivler ikke om, at vore Modstandere finder disse For­dringer - hvortil der med Lethed kunde føjes flere -, ufor­skammede og ublu. Men vi fremsætter dem heller ikke, for at de skal synes godt om dem; vi fremsætter dem, fordi de er de nødvendige Overgangsled til en hel ny Samfundsorden, og vi opfordrer alle Venner af Frihed og Lighed til at slutte sig til os for at sætte dem igennem. Vi er overbeviste om paa den ene Side, at det lader sig gøre, saasnart blot alle Arbejdere slutter sig til os, og paa den anden Side, at disse Forbedringer er aldeles nødvendige, hvis ikke hele Arbejder­bevægelsen her i Landet skal blive forbigaaende og frugtesløs. Vi skal af al Kraft kæmpe fremad, men vi stiller ogsaa til Gjengjæld den Fordring til enhver Arbejder, som har lidt Sans for sin egen og sine Kammeraters ulykkelige Stilling, at han sætter sig ind i Sagerne og følger os paa vor vanskelige Vej, selvom den foreløbig skulde være klædt med Torne og Tidsler i stedet for med Roser!


Ordforklaringer m.m.

[1] Fideikommiser og len: dele af adels- og godsvæsenet

Om kilden

Forfatter(e)
Louis Pio
Dateret
02.04.1872
Oprindelse
Socialisten. Et Dagblad for Arbejdernes berettigede Fordringer, 2. april, 1872.
Kildetype
Partiprogram
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk