Poul Louring-Andersens beretning om modstandsbevægelsen i Odder (fra 1994)

Kilder

Kildeintroduktion:

Mange tidligere modstandsfolk har på forskellige tidspunkter beskrevet deres oplevelser i beretninger. I denne kilde er det tidligere regnskabschef Poul Louring- Andersen, der beretter om sin tid som medlem af modstandsbevægelsen i Odder. Beretningen er nedskrevet næsten 50 år efter befrielsen, og Louring-Andersen påpeger da også selv, at den er præget af både følelser og holdninger. De centrale begivenheder er dog stadig interessante, da de giver indblik i, hvordan tilværelsen kunne forme sig for ”menige” medlemmer af modstandsbevægelsen.

Louring-Andersens tid i modstandsbevægelsen minder sandsynligvis om mange andres. Frem til 1944, var hans kontakt med illegalt arbejde sporadisk, og bestod blot i at modtage og videregive illegale blade. I 1944 blev han så hvervet til en af de såkaldte M-grupper. M-grupperne skulle være ventegrupper, der først skulle træde til i befrielsessituationen, hvor de skulle fungere som et nødtørftigt militær, der kunne hjælpe med at holde ro og orden. Derfor er en stor del af Louring-Andersens erindringer også fra befrielsesdagene, da det først var her han for alvor kom i aktion.

Beretningen er ydermere interessant fordi den giver et indblik i situationen i Odder i befrielsesdagene. Her nægtede den tyske kommandant i første omgang at overgive sig til modstandsbevægelsen, og nedlagde forbud mod at byen fejrede befrielsen. Den spændte situation i maj-dagene i Odder, er der flere eksempler på i Louring-Andersens beretning.

Indhold:

Personalia.

Optakt til modstandsbevægelsen.

Hvordan jeg kom med. 

Oplevelser i modstandsbevægelsen under besættelsen.

4. og 5. maj 1945.

Vor gruppens opgaver den 5. maj og senere.

Afslutningsfesten.

Efterskrift.

N.B.

Noget om min deltagelse i modstandsbevægelsen i Odder - om befrielsen og tiden før og efter.

Min nevø, Ejgil Brauer, har opfordret mig til at skrive noget om min deltagelse i modstandsbevægelsen i Odder.

En opfordring, som jeg meget gerne følger.

Indledningsvis nogle

Personalia

Mit navn er Poul Louring-Andersen, født i Odder den 10. april 1923 som søn af typograf Marinus Andersen og hustru Kristine Andersen, født Louring, boende Mørupsvej 8.

Jeg er egentlig døbt Poul Louring Sand Andersen, men efter min yngste søns fødsel i 1948 fik jeg tilladelse til at føre navnet Louring-Andersen som slægtsnavn. Baggrunden herfor var, at der i min mors familie ikke var ret mange mandlige efterkommere, så der var en risiko for, at navnet Louring skulle uddø. Jeg syntes, at det var af betydning at bevare det gamle slægtsnavn.

Efter skolegang i Østre Forskole, Odder Kommuneskole og Odder Kommunale Mellem- og Realskole, tog jeg i februar-marts måned 1939 realeksamen. I sommeren 1939 arbejdede jeg på Sjælland som arbejdsdreng for min bror Karl, der dengang lavede en del vandværker rundt i landet for Ladegaard & Co.

Den 16. september 1939 blev jeg ansat som kontorelev på kommuneingeniørens kontor i Odder og var derefter ansat ved kommunen frem til marts 1947, med tjeneste dels på ingeniørkontoret, socialkontoret og kæmnerkontoret.

Marts 1947 blev jeg ansat som assistent ved Broager kommune og den 9. februar 1951 blev jeg udnævnt til kæmner i Ulkebøl kommune, en forstadskommune til Sønderborg.

Ved kommunesammenlægningen i 1970 (kommunalreformen) blev jeg regnskabschef i den nye Sønderborg storkommune, der blev dannet ved en sammenlægning af Sønderborg, Dybbøl og Ulkebøl kommuner.

Jeg virkede i denne stilling til den 31. marts 1991 og blev fra 1. april 1991 efter ansøgning pensioneret.

Optakt til modstandsbevægelsen.

Som for så mange andre var den tyske besættelse af vort land den 9. april 1940 også for mig et lammende slag, som uvilkårligt medførte en aversion, ja, en til had grænsende fjendtlighed overfor besættelsesmagten og ikke mindst nazismen - et politisk system, som vi allerede igennem 1930'erne var kommet til at foragte på grund af dets handlinger overfor anderledes tænkende. Holdningen i mit hjem har afgjort præget mig meget, idet blandt andet medmenneskelighed og kamp mod uret var grundpiller i vor opdragelse og opvækst.

Det skal erkendes, at det i begyndelsen af besættelsen var ret småt med organiseret modstand. Der var nærmest tale om "den kolde skulder" overfor de fremmede. Men efterhånden spirede det frem, som blev til den egentlige modstandsbevægelse. Det begyndte med de illegale blade. Ad mærkelige kanaler fik man fat i dem og lod dem gå videre.

Jeg selv fik kontakt med stenhugger H. Holm, Rosensgade, og arbejdsformand Hans Ravn, Ballevej. Vi udvekslede blade og havde vi en større sending, distribuerede vi dem. Jeg har selv flere gange taget en tur i etageejendomme, hvor man begyndte øverst med at kaste et blad ind gennem postkassen. Når vi altid begyndte øverst var det for hurtigt at kunne forsvinde nedad, hvis nogen skulle lukke døren op. Herudover har jeg deltaget i et par møder hos tobakshandler Søren Petersen i familiens dejlige hus på Holsteinsgade. Det var nok ikke egentlig "illegale møder", men dog noget med "tys-tys" og deltagerne var indbudt specielt. Talere var folk udefra, der kunne fortælle om alt det, som aviserne ikke måtte skrive om.

Jeg mener at kunne huske, at en af talerne var Robert Stærmose fra Dansk Samling, som allerede tidligt under besættelsen udfoldede en stadig udvidet opinionsdannende virksomhed, blandt andet ved utallige små og store møder over hele landet. Men efterhånden begyndte sprængstoffer og våben at ankomme fra England og de væbnede grupper kunne dannes.

[til top]

Hvordan jeg kom med. 

I 1944 stiftede Odder Gymnastikforening en atletikafdeling, som jeg meldte mig ind i.

En af idrætskammeraterne var manufakturhandler P. W. Christensen, der ligesom jeg selv var mellemdistanceløber. Dette førte til, at P. W. og jeg ofte mødtes på idrætspladsen eller i skoven til løbetræning og ved en lejlighed spurgte P. W. om min indstilling overfor modstandsbevægelsen. Jeg gav udtryk for en positiv indstilling og P. W. bad mig så rette henvendelse til skotøjshandler Thorvald Knudsen, Rosensgade, der forøvrigt også var en vore idrætskammerater.

Det viste sig, at Thorvald havde fået til opgave at danne en såkaldt "Militær­gruppe" (M-gruppe), som skulle træde i funktion ved en eventuel kapitulation med forskellige opgaver, herunder kampopgaver og bevogtning m.m.

Efterhånden var gruppen dannet, idet vi hver for sig fandt frem til personer, som vi kunne stole på, og måske fandt de så også kammerater og venner, der havde den rigtige indstilling. Altså en form for selvsupplering.

Gruppen bestod af følgende:

-          Thorvald Knudsen, skotøjshandler, Rosensgade, (gruppefører)

-          H. C. Andersen, maskinsnedker, (senere gift med Rita Sørensen, datter af murermester Axel Sørensen),

-          Kaj Jensen, købmand, Koloniallageret, Rosensgade,

-          Carlo Sloth, maskinsnedker, (senere gift med min søster Inge),

-          Niels Smidt, gårdejer, Snærild Vestergaard,

-          Søren Aagaard, ingeniør, senere borgmester i Odder,

-          Poul Andersen (som jeg dengang kaldtes), Mørupsvej.

Oplevelser i modstandsbevægelsen under besættelsen.

På et tidspunkt, vistnok i efteråret 1944, blev Søren Aagaard og jeg indkaldt til våbeninstruktion af og sammen med Thorvald Knudsen. Instruktionen skulle foregå i en ladebygning, tilhørende Rathlousdal, og beliggende mellem den daværende staklade ved Ondrupvejen og Vejlskoven.

Vi tre begav os om aftenen til mødestedet og afventede instruktørens ankomst. På et tidspunkt hørte vi en komme, men det viste sig at være P. W. Christensen, der kom for at meddele, at instruktøren, som vistnok skulle komme fra Horsens, var blevet forhindret, så instruktionen måtte aflyses.

Ret kort tid efter blev vi igen indkaldt til instruktion, dennegang på loftet over kapellet på den ny kirkegård. Jeg mener, at vi stadig kun var vi tre, men vi var vist også de eneste medlemmer af gruppen på det tidspunkt.

Når instruktionen skulle ske på kapellets loft var baggrunden følgende:

Graver Svend Aage (?) Kristiansen var også med i modstandsbevægelsen. Han havde gravet et betonrør ned i et nedlagt gravsted og sat en sten fra en nedlagt grav ovenpå. I røret var gemt våben til instruktionsbrug: Et maskingevær, en maskinpistol og en US-karabin. Vi mødtes med P. W. og instruktøren, som nu var kommet, ved kapellet, hentede våbnene og gik ad en sideindgang op på loftet.

Midt under instruktionen hørte vi, at det bankede på sidedøren i kapellet. P.W. havde selvfølgelig låst den, efter at vi var kommet ind.

Jeg skal ærligt indrømme, at vi blev noget betænkelige. Hvad var det? Var det tyskerne, der havde fået fat i noget - eller hvad?

P. W. sagde: "Bliv her, jeg lukker op". Vi hørte, at han talte med en eller anden, og da han lidt efter kom op, sagde han, at vi kunne være rolige.

Det var arkitekt H. P. Nielsen, der også var i byledelsen, og som dengang boede på Skolegade, skråt overfor kirkegården. Han havde bemærket, at der skinnede lys ud mellem tagstenene, idet understrygningen visse steder var faldet ud. Vi fik med nogle aviser stoppet de værste huller til og kunne tilendebringe instruktionen.

Efterhånden instruerede vi vore kammerater i gruppen i at adskille våbnene, rense dem og betjene dem.

På et tidspunkt blev instruktionsvåbnene, som vist også blev benyttet af andre grupper, transporteret til Snærild Vestergaard, hvor Smidt skjulte dem i et tærskeværk, som han delvist skilte ad.

En af de sidste dage inden befrielsen blev Carlo Sloth og jeg bedt om at tage til Snærild Vestergaard for at rense maskingeværet. Det skal indrømmes, at våbnene jo havde lidt noget under opholdet i betonrøret, så de trængte til en hovedrengøring og indsmøring.

Vi havde lige sammen med Smidt fået tærskeværket skilt ad, da der rullede en benzindrevet bil ind på gårdspladsen. Og det med benzindrevet var i sig selv betænkeligt, for det var jo nærmest kun besættelsesmagten, der kørte i benzindrevne personvogne. "Bliv her", sagde Smidt, "grib et par forke og rod lidt i halmen, jeg kigger efter".

Han løb over gårdspladsen og hilste på en mand, der kom ud af bilen, og sammen gik de ind i stuehuset.

Lidt efter kom han tilbage og sagde, at vi roligt kunne tage våbnene og gå op på et gavlværelse.

Det viste sig at være en læge fra De Kellerske Anstalter i Brejning (åndssvageanstalt, som det dengang hed). Han havde fortalt Smidt, at han hele dagen havde kørt rundt med modstandsfolk og at han nu kom for at få et alibi. Smidt havde på det tidspunkt patienter fra Brejning i familiepleje, og af og til kom der en læge på tilsynsbesøg. Forklaringen på den benzindrevne bil var netop også, at lægerne jo kunne få benzintildeling.

Carlo og jeg fik maskingeværet skilt ad og renset og det blev atter gemt i tærskeværket.

Og lægen fik Smidts underskrift på, at han havde været på tilsynsbesøg.

[til top]

4. og 5. maj 1945.

Den 4. maj 1945 hørte vi så fra London befrielsesbudskabet. Det er et øjeblik, man aldrig glemmer. Vi boede i en lejlighed på 1. sal i min fars og mors hus, og far hørte gerne den engelske presse hos os, da hans eget apparat havde svært ved at tage den.

Vi kiggede på hinanden og der gik nogen tid, inden det rigtigt gik op for os, at tyskerne i blandt andet Danmark havde kapituleret.

Jeg gik lidt senere op til Thorvald Knudsen og sagde, at jeg var parat, hvis han havde brug for mig.

Der var mange mennesker på gaden og selvfølgelig glæde. Men det var en egen stille og inderlig glæde, der kom til udtryk. Ikke de store armbevægelser, men en lettelse over, at "de fem forbandede år" nu var forbi.

Men allerede næste dag, den 5. maj, da kapitulationen skulle træde i kraft kl. 08,00, dæmpedes glæden noget.

Det forlød nemlig hurtigt, at den tyske kommandant i Odder ikke ville overgive sig medmindre han fik ordre fra den øverstbefalende i Danmark, general Linnemann, der havde hovedkvarter i Silkeborg.

Forholdene var jo temmelig kaotiske indenfor de tyske styrker og det var umuligt at få kontakt med den øverstbefalende. Odders kommandant havde også truet med, at der ville blive skudt på frihedskæmpere, hvis de viste sig i gaderne.

Vi fik derfor bud om at holde en lav profil og der blev optaget forhandlinger med kommandanten. Efter hvad jeg har hørt førtes forhandlingerne af sognerådsformand Aage Knudsen, politifuldmægtig Lemvig Møller og P. W. Christensen.

Resultatet blev, at kommandanten ville acceptere, at der kom politi på gaden for at opretholde ro og orden. Man forklarede ham, at en del betjente havde mistet deres uniform i forbindelse med aktionen mod politiet den 19. september 1944, men disse ville så i stedet blive udstyret med et armbind, forsynet med politimesterens stempel.

Vi kunne altså ikke bruge det almindelige frihedskæmperarmbind, så gode råd var dyre. P. W. Christensen havde i sin manufakturforretning nogle ruller af flonel, ca. 10 cm. brede og med smalle, røde længdestriber.

Nogle damer gik straks igang med at klippe og sy armbind af disse ruller og andre forsynede ved hjælp af et gummistempel armbindene med politimesterens stempel. Jeg har gemt mit armbind og vil gerne overlade det til arkivet. Det er blevet vasket nogle gange, hvilket har medført, at politimesterens stempel er forsvundet, og det er også gulnet noget i de forløbne snart 50 år. Jeg vedlægger armbindet.

armbind fra Odder

Billede af det specielle frihedskæmperarmbind for Odder, da de ikke kunne bære det almindelige frihedskæmperarmbind. Foto: Odder Lokal Arkiv

Det skal her indskydes, at Ærbødigst (Herluf Jensinius), der dengang skrev digte om aktuelle begivenheder, også fandt, at situationen i Odder fortjente et digt.

I forbindelse med 40 års dagen for befrielsen genoptrykte Berlingske Tidende, hvori Ærbødigst skrev, blandt andet digtet "An der Odder". Jeg fik ved den lejlighed fat i det, og sender det her i fotokopi. Jeg synes, at det er så sjovt og humoristisk, at det bør bevares i arkivet.

Men videre til begivenhederne den 5. maj 1945.

I løbet af dagen, jeg mener sidst på formiddagen, fik vi ordre til at stille ved Skydehuset i Vejlskoven, kl. 15,00, medbringende de våben, som gruppen måtte have. Og så var gode råd dyre. Som tidligere omtalt lå vore våben på Snærild Vestergaard, og som forholdene på det tidspunkt endnu var i Odder, var vi givetvis ikke særligt interesseret i at bringe våbnene åbenlyst gennem Odder.

Så kom jeg i tanke om, at vi måske kunne få min gamle kammerat fra handelsskolen, og forøvrigt gode ven, Iver Petersen, søn af vognmand Carl Petersen, til at hjælpe. Vi drog nogle stykker ned på Aabygade, hvor Carl Petersen boede, og fik kontakt med Iver.

Vi forklarede ham om vores problem og han var straks parat. "Vi tager ambulancen og henter de våben", sagde Iver. Zone-Redningskorpsets ambulance var dengang stationeret hos vognmand Carl Petersen, og det var Ivers opfattelse, at tyskerne næppe ville standse og undersøge en ambulance. Og det fik han ret i.

Vi kom til Snærild Vestergaard og jeg blev lagt ned i båren i ambulancen og våbnene pakket ved siden af mig, og så blev våbnene og jeg dækket godt til med tæpper, og turen gik mod Odder.

Jeg havde tilbudt at skjule våbnene i en skunk i vores lejlighed, og vi kørte derfor til Mørupsvej. Min svoger, Carlo, strøg straks ind for at berolige mine forældre, der jo nok kunne blive foruroliget over, at ambulancen holdt udenfor, og så blev båren med både våben og mig båret om i gården og pakket ud.

Kl. 15,00 mødtes vi så ved Skydehuset sammen med øvrige grupper og der blev udleveret våben og armbind til alle.

Herfra gik turen så i lastbiler til Centralhotellet, der var udset til kommandostation og forøvrigt også til internering af de, der skulle inteneres.

Rygtet om, at nu kom frihedskæmperne, var løbet i forvejen, og der var mange mennesker på Torvet og gaderne og en fin stemning med hurraråb o.s.v.

De enkelte grupper fik her tildelt deres opgaver. Nogle skulle internere personer, der havde samarbejdet med besættelsesmagten, og andre skulle på bevogtnings- og patruljeopgaver.

Og det giver så anledning til at fortælle lidt om

Vor gruppens opgaver den 5. maj og senere.

Vi fik til opgave at oprette og bemande en landevejsspærring på Horsens Landevej, nærmere betegnet lidt før "Den tykke Eg", når man kom fra Odder. Ved hjælp af nogle harver og en arbejdsvogn, som vi lånte på Rodstenseje, etablerede vi spærringen, idet harverne blev rejst i en spids op imod hinanden på ca. halvdelen af vejbanen, medens arbejdsvognen dækkede den anden halvdel. Skulle nogen passere kunne vi trække arbejdsvognen ind på en overkørsel til Vejlskoven.

Maskingeværet, bemandet med Niels Smidt, blev placeret i vejgrøften, hvor også maskinpistolskytter og karabinskytter skulle opholde sig, hvis nogen, navnlig biler, nærmede sig. Kun et par stykker blev ved selve vejspærringen og standsede trafikanter.

I langt de fleste tilfælde, var det fredelige vejfarende, som blot kunne passere, men jeg husker dog en episode, som på et tidspunkt tegnede til at kunne blive alvorlig.

Det var enten den 5. maj eller 6. maj om aftenen og det var blevet mørkt, da vi hørte og så en bil nærme sig spærringen fra Horsens-siden. Thorvald og jeg stod på det tidspunkt ved spærringen, medens de øvrige i gruppen lå i grøften. Vi var selvfølgelig bevæbnede. Da bilen standsede så vi, at det var en tysk militærvogn, en form for personvogn, og at der sad 4-5 tyske underofficerer/officerer i den.

På vores bedste skoletysk bad vi om at få at vide, hvorhen de agtede sig samt anmodede om "Ausweiss".

De viste ikke særlig vilje til at rykke ud med det og der opstod nogen diskussion, hvor vi insisterede på at få, hvad vi havde bedt om.

Det hele begyndte at udarte og på et tidspunkt famlede en af passagerene ved sit pistolhylster.

I det samme lød der en byge fra vort maskingevær og det fik tyskerne på lidt andre tanker, også fordi vore kammerater dukkede op fra grøften.

Vi fik nu, hvad vi bad om, og det viste sig at være i orden, idet de kunne vise en tilladelse fra byledelsen i Horsens til, at de kunne køre videre til Aarhus i et tjenstligt ærinde.

De fik så lov at passere og episoden medførte alene det, at der kort efter i en lastbil ankom en gruppe af vore kammerater fra Odder. Skydningen var blevet observeret derinde, og de ville se, om vi havde brug for hjælp, men vi kunne berolige dem og sende dem tilbage.

Da vi bagefter drøftede episoden fortalte Niels Smidt, at han nok syntes, at situationen var ved at udarte og at han hellere måtte vise tyskerne, at der altså var flere end de to ved vejspærringen. Så han havde rettet maskingeværet op og affyret en salve op i trætoppene, men der er ingen tvivl om, at tyskerne var helt klare over, at det var et maskingevær, de havde hørt, og at det nok var klogt at holde en lidt lav profil.

Landevejsspærringen blev opretholdt vel omkring en uges tid, selvfølgelig bemandet med skiftende grupper, men vi var der mindst en gang i døgnet.

På det tidspunkt var morgenturen for mange Odder-borgere en tur gennem Vejlskoven, og havde vi morgenvagten fik vi ofte besøg. Jeg husker blandt andet, at førnævnte tobakshandler Søren Petersen ofte kom, og han havde altid et par pakker cigaretter i lommen, hvilket jo var vældig dejligt i disse tobaksfattige tider.

Efterhånden gik vi over til alene at patruljere på strækningen ca. fra Hagemannsgade og til "Den tykke Eg", normalt to mand.

Den dag, tyskerne skulle forlade Odder, var Kaj Jensen og jeg på patrulje. Vi så styrken komme fra Odder, og stod stille i den modsatte vejside for at lade den passere. Men ca. 100 m fra os gjorde den pludseligt holdt og soldaterne sprang ned i grøften og man begyndte at stille maskingeværer op, og udvise en truende adfærd.

Kaj, som havde været dansk soldat, sagde, at det ikke lignede "Hvil på marchen", og tilføjede, at de vist nok var lidt for mange til at vi kunne klare dem med vore våben.

Så han foreslog, at vi tog en lille skovtur, og med vort kendskab til Vejlskoven var det ingen sag at komme derind og ad skovveje og -stier ind mod Odder. På et tidspunkt var vi meget længere inde mod byen end tyskerne, og vi gik så igen ud på landevejen, vel 2-300 m bag dem. Da de så os blev der åbenbart kommanderet march, for de kom op af grøften, pakkede våbene sammen, og fortsatte mod Horsens. Kaj og jeg talte bagefter om, hvorvidt der var tale om en provokation, at vi på en eller anden måde skulle forløbe os, men det gjorde vi altså heldigvis ikke. Det fortælles iøvrigt, at man, inden den tyske kommandant forlod Odder, fortalte ham om "krigslisten" med armbindene og at han var stor nok til at indrømme, at han var blevet taget grundigt ved næsen.

Efterhånden ophørte også patruljetjenesten og vi indgik nu i vagtstyrken ved Centralhotellet, hvor vi dels gik vagt uden om bygningen og dels i salen, der rummede de internerede.

Da vi efterhånden også skulle passe vort arbejde, var der oftest tale om aften og nattjeneste. Vagt fra kl. 18,00 til midnat eller fra midnat til 06,00. Det kunne undertiden var drøjt, når arbejdet om dagen også skulle passes. Om dagen overtog politiet samt arbejdsløse kammerater bevogtningen.

Jeg erindrer med glæde den store venlighed, som mange Odder-borgere viste os i den periode. Ved næsten hvert vagtskifte var vi inviteret på smørrebrød i et Odderhjem. De der skulle møde kl. 24,00 blev bespist mellem 23,00 og 24,00 og de, der blev afløst, efter kl. 24,00. Det var noget, der hjalp gevaldigt på humøret, som forøvrigt ikke fejlede noget.

På et tidspunkt fik modstandsbevægelsen i Odder en opgave, som egentlig ikke havde noget med selve frihedskampen at gøre, men som skulle løses.

En lørdag - var det i slutningen af maj eller i juni måned, det husker jeg ikke ­ fik vi besked om at møde ved Centralhotellet på et tidspunkt søndag formiddag.

Det viste sig at være en ransagning i de tyske flygtningelejre i og omkring Odder, hvor vi dels skulle undersøge gemmerne for eventuelle våben og beslaglægge danske penge, hvis vi fandt nogle sådanne.

Jeg selv kom med en gruppe under ledelse af ingeniør Helge Bang Clausen, der jo var en slags kollega, til Malling Landbrugsskole, der husede mange flygtninge. Vi undersøgte deres gemmer og konfiskerede som sagt penge. Våben fandt vi ingen af.

Det var egentlig, set med øjnene i dag, slet ikke så rart et stykke arbejde. Der var jo tale om mennesker, der havde måttet forlade hjem og ejendele, men det skal også indrømmes, at vi dengang nok så på det med lidt skarpere øjne ud fra den betragtning, at der var tale om borgere fra et land, der havde voldt så frygteligt meget ondt, også i vort land.

Jeg husker tydeligt, at alle konfiskerede penge blev afleveret på ingeniørkontoret, hvor ingeniør Clausen (der var blevet leder af flygtningeadministrationen) og jeg søndag eftermiddag sad og talte penge. De blev så afleveret i bank på Torvet, og er formentlig gået ind i statskassen.

Dette var nok den sidste egentlige opgave, jeg var med til. Efterhånden normaliseredes tingene jo også, vi afleverede vore våben og kunne igen føre en mere normal tilværelse.

Men der blev en lejlighed til at sige pænt farvel til hinanden og jeg vil derfor omtale

[til top]

Afslutningsfesten.

Engang i sommerens løb var der arrangeret en afslutningsfest for deltagerne i modstandsbevægelsen i Odder.

Vi mødte en søndag eftermiddag i en grusgrav ved Morsholt. Her var der først skydning mod skive med US-karabin. De enkelte grupper konkurrerede, som i de efterfølgende dicipliner, indbyrdes.

Efter skiveskydningen blev vi sendt ud på et terrænløb, vel 1½ - 2 km, og hjemkommet derfra fik vi langet en maskinpistol ud med ordre om at skyde mod nogle dåser, som var stillet op.

Om aftenen samledes vi på Centralhotellet til en spisning og underholdning. Her blev der uddelt præmier for eftermiddagens konkurrencer. Vor gruppe vandt terrænløb og maskinpistolskydning, og vi fik alle i gruppen overrakt en tysk medalje eller orden - vistnok noget, man havde fundet på Hotel Phønix, som tyskerne jo havde beslaglagt i den sidste del af besættelsen.

Jeg fik en medalje med indskriften: "Für Arbeit zum Schutze Deutschlands" og med korslagt spade og sværd på den anden side. Og var der noget jeg ikke havde gjort var det jo at beskytte Tyskland. Vores gruppefører, Thorvald, fik så vidt jeg husker et Jernkors. Nå, det var jo selvfølgelig kun en spøg. (Se N.B. side 11).

Jeg medsender medaljen, som jeg kan tænke mig, at arkivet gerne vil have.

tysk medalje forside tysk medalje bagside

Tysk medalje, overrakt til danske modstandsfolk efter befrielsen som en spøg. Foto: Odder Lokal Arkiv 

Derudover fik alle deltagere to emblemer, nemlig dels det officielle emblem for medlemmer af modstandsbevægelsen i Region 2, som jeg også hermed sender, dels et lokalt frihedskæmperemblem.

Modstandsembelm

Det officielle emblem for medlemmer af modstandsbevægelsen i Region 2. Foto: Odder Lokal Arkiv

Det viser mindestenen for Viggo von Holstein-Rathlou, de jyske herregårdsskytters fører i 3-års-krigen 1848-1850. Han og skytterne var jo også en form for friheds­kæmpere og hertil kom, at der til ham knytter sig noget ganske særligt.

Skovrider F. Biilmann, Rathlousdal, der også var med i byledelsen ville skjule nogle våben i de sarkofager, der står i kapellet i parken ved Rathlousdal. Det viste sig, at den eneste sarkofag, som kunne åbnes, var Viggo von Holstein-Rathlous. Og deri blev der så skjult våben.

Så der var altså flere grunde til at bruge mindestenen for ham som vort lokale emblem.

Jeg kan tænke mig, at arkivet også gerne vil have dette emblem, og jeg overdrager det hermed gerne til arkivet.

lokalt frihedskæmper enblem

Lokalt frihedskæmperemblem, for medlemmer af modstandsbevægelsen i Odder. Foto: Odder Lokal Arkiv

Vi havde en dejlig aften og var glade for, at vi alle "var kommet godt igennem" og for at kunne sige tak for et ualmindelig godt kammeratskab.

Efterskrift.

Jeg har i det foregående nævnt nogle personer, der var med i byledelsen i Odder, nemlig manufakturhandler P. W. Christensen, arkitekt H. P. Nielsen og skovrider F. Biilmann. Herudover mener jeg, at gårdejer Arnold Fenger Kristensen, Vejlskovgård, var med og formentlig også politifuldmægtig Lemwigh Müller, sidstnævnte i hvert fald som en slags tilforordnet. Det er dem, jeg kan huske.

Jeg har forstået, at arkivet ikke har så meget om befrielsesdagene i Odder og jeg har derfor gået mine gemmer igennem og fundet nogle ting, som I formentlig kan have interesse i. Det drejer sig dels om et eksemplar af Odder Dagblad for den 11. maj 1945 og nogle udklip af dagbladet. Endvidere et lille hæfte, som dagbladet udgav ved årsskiftet 1945/46 om befrielsesårets lokale begivenheder i tekst og billeder.

Jeg medsender disse ting med håbet om, at de har interesse.

Nogle vil måske hævde, at frihedsbevægelsen - og måske navnlig M-grupperne, der jo var en slags ventegrupper - ikke ydede den helt store indsats.

Men på et punkt tror jeg dog, at også M-grupperne havde en stor betydning nemlig den, at vi undgik "De lange knives nat". Vi undgik at befolkningen selv tog sig til rette over dem, der havde svigtet under besættelsen, og - ikke mindst set i bakspejlet - var dette nok af ganske stor betydning.

Og det var vel også betydningsfuldt, at vi under besættelsen var en flok, der kunne påvirke venner, bekendte og omgivelser i den rigtige retning, til gavn for vort land,

Jeg er nået til slutningen på min redegørelse.

Jeg er klar over, at den på visse, måske mange, punkter er præget af følelser og holdninger.

Men jeg tror også, at disse i vidt omfang deles af andre, der har oplevet besættelsen.

Poul Louring-Andersen

N.B.

I forbindelse med omtalen af medaljepræmien glemte jeg at fortælle, at vi også som præmie fik en slags armbind, sort og med påskrift i "sølvrunebogstaver": "Grossdeutschland".

På et tidspunkt lå i Odder en afdeling af Grossdeutschland-regimentet. De havde dette "armbind" syet på deres uniformer, lige over opslaget på det ene jakkeærme. Det er åbenbart også nogle, der var efterladt på Hotel Phønix

Jeg sender også dette med.

tysk armbind sort og sølv

Tysk armbind med påskriften "Grossdeutschland", der blev givet som gave til modstandsfolk i Odder efter befrielsen. Foto: Odder Lokal Arkiv

[til top]