Poul Henningsen: "Fører folkestyre til demokrati?", 30. marts 1946

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne tekst fra Politiken den 30. marts 1946 var et indlæg i en principiel debat om demokratibegrebets indhold, som udspillede sig i danske dagblade og tidsskrifter mellem juli 1945 og december 1946. I debatten deltog flere af tidens mest toneangivende intellektuelle. Arkitekten Poul Henningsen (1894-1967) kastede sig også ind i debatten. Poul Henningsen (ofte blot benævnt PH) havde været en af 1930'ernes mest radikale kritikere af danske samfunds- og kulturforhold og havde været sympatisk stemt overfor kommunismen. Hjemvendt fra Sverige i 1945 deltog han livligt i debatten om retsopgøret, hvilket bragte ham i et modsætningsforhold til modstandsbevægelsen og de venstreorienterede kræfter omkring DKP. Du kan læse mere om debattens mange diskussioner og deltagere i temaet: Demokratidebatten 1945-46.

I Tilslutning til Professor Alf Ross søger Poul Henningsen at uddybe visse Problemer omkring Demokratiet i Dag.

Med sin kronik Ordet eller Sværdet her den 23/3 bringer professor Alf Ross atter diskussionen om demokratiet igang og ogsaa derfor er jeg ham taknemmelig. Tidens ungdom har under hele besættelsen aldrig oplevet hvad demokrati er skønt mange af dem kæmpede for dets bevarelse. Inden hade de gaaet i en totalitær skole som ikke med eet fornuftigt ord illustrerede demokratiets væsen. Det er derfor nødvendigt at begrebet sættes under debat. Man behøver ikke komme til samme resultat. Hvert parti maa ha sin opfattelse og demokratiet er kun i fare hvis noget parti søger at skjule sin stilling. Det styrkes hvergang en uklarhed belyses og en konflikt trækkes frem.

Besættelsens og efterkrigstidens hektiske situation har sat demokratiet paa en haard prøve og det er ikke uopretteligt hvis vi en enkelt gang ikke bestaar den. Men det er afgørende at der hersker offentlig klarhed naar demokratisk tankegang paa grund af omstændighederne svigtes og det er livsfarligt hvis man begaar udemokratiske handlinger i demokratiets navn. Vi kan som professor Jørgen Jørgensen kræve den ubetingede politiske frihed erstattet med en betinget til demokratiets gavn. Men ikke i folkestyrets navn. Men ogsaa den politiske konflikt mellem Socialdemokratiet og Det kommunistiske Parti rummer mere end valgtaktik. Bag svingningen fra folkefrontsforhandling til blindt had fra den ene side ligger netop en forskellig opfattelse af den politiske friheds betydning. Enhver omhyggelig bestræbelse for at provokere klarhed frem paa dette punkt maa derfor ha tværpolitisk værdi - for at bruge et smukt nyt ord som er blevet meget lidt slidt i praksis.

Det sir sig selv at et hidtil saa hastigt voksende parti som det kommunistiske hvor de ledende endda springer lige fra illegalitet og koncentrationslejre ud i organisation og propaganda - er stærkt hæmmet af mangel på arbejdskraft. Derfor maa det klare dagens problemer før de mere teoretiske og partiets tilslutning til demokratiet som jo er ret ny maa blie uklar og tilfældigt belyst. Den eneste mere samlede fremstilling af hvad Det kommunistiske parti forstaar ved demokrati stod mig bekendt i en kronik af Leif Gundel i Land og Folk for 10 januar. Han gaar ind for at demokratiet er fuldgyldigt defineret ved bladets devise: Folkets Vilje Landets Lov og afviser derfor berettigelsen af en diskussion om den sag. Det gælder ikke om at snakke skriver han men om at handle og sætte folkestyret i kraft. Det maa dog allerede her indskydes at en af folkestyrets bedste traditioner anbefaler at man omhyggeligt diskuterer hvad det er man sætter i kraft før man sætter det i kraft. Vi har været ude af vane med at diskutere alvorlige ting offentligt ganske simpelt fordi tyskerne forbød os det. Men derfor er der ingen grund til ogsaa efter 5 maj at sætte handling over tænkning. Begge dele er lige nødvendige men rækkefølgen er ikke ligegyldig for det heldige resultat. Tænkningen maa ha sin tid. Det nytter ikke at blie utaalmodig.

Leif Gundel indtar det forbløffende standpunkt at alle mennesker efter 6 aars kamp ved hvad demokrati er nemlig folkets vilje landets lov i de største som de mindste forhold. Vendt mod Hal Koch skriver han: "Enhver Bestræbelse for at indskrænke Folkets Adgang til at styre sine egne Anliggender er antidemokratisk". Ordene sigter formentlig til at Hal Koch ikke ubetinget vil anerkende de ulovlige strejker og demonstrationerne mod domstolenes afgørelser som et sandt og derfor ukrænkeligt udtryk for folkets vilje.

Men baade Socialdemokratiet og Det kommunistiske parti benytter jo - ud fra hver sin forudsætning - nummerering af valgkandidaterne. Dermed indskrænker de folkets adgang til at styre egne anliggender og det er efter Leif Gundels paastand antidemokratisk. Dernæst er folkets vilje saa mange ting at intet parti vil gaa ind for at folkeviljen øjeblikkelig skal ophøjes til lov ligegyldigt hvad udslag den gir. Kommunisterne vil næppe anse Venstres fremgang ved de to sidste valg for at være udtryk for en folkevilje de har pligt til at bøje sig ærbødigt under. Alle partier er og skal være interesseret i den del af folkeviljen som falder sammen med deres program og bekæmpe al anden folkevilje. Det kommunistiske parti danner ingen undtagelse fra denne regel og devisen betyder ganske simpelt og rimeligt: Det kommunistiske partis vilje landets lov. Ethvert parti vil se en værdifuld folkevilje udtrykt i de demonstrationer som stemmer med partiprogrammet og betragte alle andre stemningsudslag som sekteriske og mistænkelige. Kommunisterne vil med fuld ret se folkeviljen udtrykt i de ulovlige strejker og betragte Venstres fremgang som nazistisk præget reaktion. Omvendt kan Venstre - undskyld at sagen ses fra to sider - se en sand folkevilje i sin fremgang og betragte de ulovlige strejker som en ansvarsløs ophidselse af folkestemningen.

Der er ikke noget forargeligt ved at et parti anser sig for at være et fuldgyldigt udtryk for folkeviljen selvom det kun har et mindretal bag sig. Det vilde tvært imod være forargeligt om det ikke gjorde det for saa maatte det ændre sit program. Selv to ensomme mennesker som Marx og Engels mente at udtrykke hele arbejderklassens inderste vilje gennem deres materialistiske lære. Og tiden har giet dem ret deri saa snart arbejderklassen blev sig politisk bevidst. Men derved bortfalder den aktuelle folkevilje at være rettesnor for partierne. Og dermed blir saavel Land og Folks devise som Leif Gundels definition en frase uden politisk indhold.

Som overskriften antyder hviler denne artikel paa den opfattelse at demokrati er noget mere end folkestyre. Enhver har jo i og for sig lov til at mene hvad han vil med ordene men pligt til at definere klart hvad han mener. Folkestyre er bare en regeringsform. Gennem almindelig og lige valgret konstaterer man den øjeblikkelige folkevilje med mellemrum og landets styre rettes derefter. Respekterer man folkestyret maa man - hvad enten det passer en eller ej - erkende baade venstres valgsejre og kommunismens fremgang som klare udtryk for stemningen i dag. Demokrati derimod er noget højere - et maal som de demokratiske partier stræber efter og som kun med tilnærmelse kan naas. Gennem frie valg faar befolkningen muligheden for at svare ja eller nej til de politiske programmer og derigennem faar vi muligheden men ikke sikkerheden for at faa folkets sande politiske vilje at høre. For at faa sikkerhed maa folket være saa politisk oplyst at det ikke kan vildledes af propaganda øjeblikkelige stemninger uvedkommende følelsesmomenter o.s.v. men virkelig koldt og klart formaar at vareta sine egne interesser. Valgene i Tyskland var frie nok til at vise at folket lod sig lokke til ogsaa politisk at støtte et styre som betød dets egen undergang. Midlerne var haardhændet propaganda og følelsesspekulation i herrefolksdrømme racehad imperialisme statsnationalisme - kort sagt narresutter som fik den enkelte til at tilsidesætte egne interesser for et paastaaet højere hensyns skyld. Til dem der tror at det danske folk derimod er modent nok til at vareta sine egne interesser kan oplyses at en gallupundersøgelse ved en session i Jylland viste at 10 procent af de unge mennesker stadig anser Stauning for statsminister i Danmark. Det skal endnu engang nævnes at 99 procent af befolkningen var bytte for aldeles urealistiske stemninger under den finske vinterkrig. Ogsaa det danske folks stilling til Rusland viser en saadan bølgegang at det ikke tyder paa større politisk modenhed eller orientering. Det ligger baade i at det er svært at gaa nogen steder hen og faa nøgtern orientering i den sag og i at pressen gør sig til udtryk for disse skiftende stemninger. Men paa den anden side vil et mere politisk vaagent folk være mindre paavirket af tilfældig propaganda og mere interesseret i kendsgerninger.

Der siges ikke her noget ondt om det danske folk. Maaske har vi takket været provisorietidens kampe og træning - Hørups lysende arbejde - været længere fremme mod politisk modenhed end noget andet land. Men det maa ikke overspringes at meget er sat overstyr under besættelsen. Det er let forklarligt at for eksempel udrensningslovene ikke er blevet udtryk for demokratisk kultur men for noget helt andet. Det er menneskeligt. Men lad os ikke yderligere begaa den fejl at kalde det gjort i demokratiets navn. Vi er ikke fri af krigstidens stemninger og der forestaar et haardt arbejde for bare at naa op i nærheden af det demokrati vi hade i mellemkrigsaarene.

Det er derfor naturligt at betragte de to stedfundne valg som krigsvalg som endnu ikke genspejler folkets sande vilje. Vi skal respektere valgene fordi det er det eneste kontrolinstrument vi har til at undgaa diktatur. Men vi kan ikke forpligte os til at ta ethvert udslag af folkeviljen som det sidste ord i den sag. Det er der heller ikke noget politisk parti der gør.

Ved demokrati maa vi forstaa noget mere end folkestyre nemlig almindelig stemmeret plus en konsekvent opdragelse til frihed saa folkets sande vilje i størst mulige udstrækning kommer til at bestemme landets styre. Maaske vil folkets sande vilje falde nogen for brystet som svævende men det betyder kun en tro paa at ca. 100 procent af de normale vælgere gennem opdragelse kan naa op paa et saa kritisk standpunkt at de ikke lar sig forlokke af propaganda men at hver enkelt uden ambitioner af social racemæssig eller national art - uden mindre- eller mereværdskomplekser - varetar sine egne interesser ved valget. I hvert fald maa det ved metodisk opdragelse være muligt at reducere den flok af uvidende som samtlige partier ved hvert valg slaas om. (Det viser niveauet af valgpropagandaen). Fjender af folkestyret kan med megen ret paastaa at det er de politisk aandsvage som er tungen paa vægtskaalen og de der tror paa demokrati har pligt til at ændre dette forhold.

Der er imidlertid andre der mener at folkestyret ikke kan føre til demokrati - d.v.s. til at folkets sande vilje bestemmer styret. De mener at den vej Sovjetunionen har betraadt er den eneste farbare. Man kan opstille de to muligheder som den vestlige og den østlige.

Om den vestlige udvej er at sige at den aldrig er ført til ende. Allerede Kant gjorde opmærksom paa at et folk ikke skal være politisk modent for at faa valgret. Det maa ha valgret for at blie politisk modent. Men det synes som om man i de vestlige demokratier har slaaet sig til taals med folkestyrets første skridt. Dette var blandt andet medskyld i at Hitler fik saa let spil overfor det tyske folk. Demokratiet fordrer at vi allerede i skolen opdrages til at kunne skelne mellem tilfældig stemning og fornuftig mening - mellem propaganda og sand interesse. Skolen som nu overalt i de vestlige demokratier er totalitær maa radikalt ændres til en skole for personligheden og en forskole til livet. Det pædagogiske demokrati er en absolut forudsætning for at vi fra folkestyret nogensinde kan komme over i demokratiet. Det er derfor besynderligt at de partier der ønsker udviklingen fremmet ad folkestyrets vej - fuldstændig har negligeret skolens hovedopgave: at enhver opdrages til fri og selvstændig vælger. Det er ikke mindre paafaldende at Det kommunistiske parti gennem Inger Merete Nordentofts tanker er gaaet ind for det pædagogiske demokrati. Det viser for det første at Partiet ikke dikteres fra Moskva hvor man er gaaet tilbage til den totalitære skole. Det viser ogsaa at kommunisterne synes at holde enhver udvej aaben for at naa frem til demokratiet - baade den østlige og den vestlige - mens de gamle demokratiske partier sidder med hænderne i skødet.

Den østlige udvej kender vi fra Sovjetunionen og den hviler unægtelig ikke paa større tillid til at folket af sig selv skal kunne vareta sine egne interesser. Landet er ogsaa saa vældigt og befolkningen ikke som den danske gennem lang tid vant til politisk frihed. Man har end ikke nu saa lang tid efter revolutionen fundet tiden moden til en saadan frihed. Det har dog ikke behøvet at forhindre at man har lovgiet efter hvad man ansaa for folkets sande vilje. Man har tidligt set muligheden for at indføre økonomisk demokrati men altså endnu ikke fundet tiden moden for det politiske. Man har vel ment at de opnaaede goder for folket derved kunde udsættes for fare.

Det kan ikke benægtes at baade den østlige og den vestlige vej kan føre til demokrati. Men det er lige saa sikkert at ingen af dem endnu har gjort det. Skal vi videre er det nødvendigt at vi gør det klart for os selv hvad vej vi foretrækker - og de konsekvenser det medfører. Enten maa man betragte den politiske frihed som en frugt af demokratiet som de gør det i Rusland eller som et fundament for demokratiet efter den vestlige opfattelse. I sidste tilfælde kan man ikke røre ved den politiske frihed uden at svigte demokratiet.

Der tænkes her på spørgsmaalet om forbud mod partier som det nazistiske. Det er logisk at kommunisterne gaar ind for et saadant forbud men mindre overbevisende at de samtidig prætenderer en saa dyb respekt for ethvert udslag af folkeviljen. Men de partier som gaar ind for det kantske synspunkt at den politiske frihed er demokratiets fundament kan ikke ogsaa gaa med til forbud mod noget som helst politisk parti.

Har vi ikke tillid til at folket under fuld frihed vil vælge den demokratiske samfundsform endda med overvældende flertal saa er vi ikke tilhængere af folkestyret og har ingen ret til at pynte os med navnet.

Det hører til folkestyrets centrale ide at det aldrig er staten regeringen eller domstolene der skal afgøre om en anskuelse er lovlig men kun om de midler der bruges til at føre den frem er det. Derfor kan vi kun forbyde et nazistisk parti at bevæbne sig og planlægge oprør men ikke dets parlamentariske eksistens. Folkets vilje vil i dag gaa mod denne konsekvens af dansk demokrati men jeg tror at ethvert politisk forbud rummer større fare for folkestyret end den danske nazisme nogensinde har gjort eller vil gøre. Efter en valgsejr for de højreorienterede partier vil der dermed være skabt præcedens for et forbud mod kommunisterne. I en arbejderregering med kommunistisk flertal kan muligheden for et forbud mod Venstre ikke afvises. I det øjeblik vi lægger afgørelsen om et partis politiske lovlighed i regeringens domstolenes rigsdagens eller vælgernes hænder er folkestyret dermed afskaffet.

Man forstaar mennesker som sir: Folkestyre fører ikke til maalet. Lad os erstatte det med et mindretalsstyre til folkets vel. Men man kan ikke forstaa at folk af iver for at sikre folkestyrets eksistens skærer dets hovedpulsaare over.

Om kilden

Forfatter(e)
Poul Henningsen
Dateret
30.03.1946
Oprindelse
Politiken 30/3 1946 s. 10-11. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 163-170.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. maj 2009
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Poul Henningsen
Dateret
30.03.1946
Oprindelse
Politiken 30/3 1946 s. 10-11. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 163-170.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. maj 2009
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk