Politifuldmægtig Lemvigh-Müllers beretning om besættelsestiden på Odder-egnen - 4. del. Befrielsen 1945

Kilder

Kildeintroduktion:

Politifuldmægtig Lemvigh-Müller var i 1943-44 af udenrigsministeriet udkommanderet til Odder som forbindelsesofficer mellem de tyske tropper og den lokale øvrighed (politi og sogneråd). Efter politiets internering i 1944 gik han under jorden og arbejdede for politiets undergrundsorganisation. I befrielsesdagene var han igen tilbage i Odder for at forhandle med den lokale tyske kommandant samt agere bindeled mellem de lokale modstandsgrupper og den nationale modstandskamp. Hans beretning, som her er bragt i uddrag, blev nedskrevet i 1949 og derefter indleveret til Odder lokalarkiv.

I denne del af sin beretning beskriver Lemvigh-Müller befrielsesdagene i Odder. De fik et ganske særligt forløb her på grund af, at den tyske kommandant nægtede at overgive sig til modstandsbevægelsen, og forbød enhver fejring d. 5. maj. Lemvigh-Müller var en af de centrale forhandlere i den særlige situation Odder stod i, i befrielsesdagene.

Begivenhederne omkring kapitulationen den 5. maj 1945.

Den 1ste maj 1945 blev jeg, som da gjorde tjeneste som adjudant for politikommandør Martensen-Larsen, den daværende chef for politiets illegale modstandsstyrker for Jylland-Fyen, af region II i Aarhus beordret til Odder for der som militær- og politileder i samråd med den lokale modstandsbevægelses ovenfor nævnte repræsentanter, at træffe de nødvendige forholdsregler til imødegåelse af den tilstand, som måtte indtræde ved tyskernes forventede kapitulation.

Her oplyste man mig om, at man rådede over ca. 150 mand + ca. 15 politifolk, men kun bevæbning for ca. 120 var til rådighed. Bevæbningen bestod af 2 basukaer, maskingeværer, maskinpistoler samt rifler og pistoler. Beholdningen af ammunition var tilstrækkelig.

Overfor de stedlige repræsentanter af frihedsbevægelsen redegjorde jeg ved et møde den første om aftenen for de opgaver, som skulle løses. 1) eventuel internering og afvæbning af de i Odder værende tyske styrker, samt 2) oprettelse af militære vejspærringer ved byens 4 udfaldsveje, og 3) internering af danske statsborgere, som i besættelsesårene havde udvist landsskadelig optræden. De nærmere enkeltheder for løsningen af disse 3 opgaver drøftedes ved møder de følgende dage.

Den 4. om aftenen efter at meddelelsen om de tyske troppers kapitulation i Danmark var udsendt fra den engelske radio, samledes den lokale modstandsbevægelses ledere sammen med sognerådsformand Aage Knudsen og mig i købmand P.W. Christensens hjem i Rosensgade. Efter nogen forhandling enedes man om, at sognerådsformanden ved henvendelse til den tyske kommandant i byen skulle få oplyst dennes stilling til kapitulationserklæringen. Sognerådsformanden anmodede mig om sammen med ham at henvende mig til den tyske kommandant og på hans vegne føre forhandlingerne.

Ved midnatstid blev vi modtaget af kommandanten, major Erdmann i dennes kvarter på hotel "Phønix". Det skal oplyses, at den i Odder værende garnison bestod af følgende Enheder: 1 bataillon "Weisbach" af regiment Grossdeutschland, en mindre afdeling af luftwaffe (ca. 100 mand) samt 200 sårede tyske soldater. Overfor den tyske kommandant angav jeg at være tolk for borgmesteren, og at jeg ellers var sagfører i byen. På forespørgsel om, hvorledes kommandantens stilling var efter den i radioen ovenfor anførte meddelelse om kapitulationen, oplyste kommandanten, at han ingen meddelelse havde fået om en sådan, og at denne nok stammede fra den engelske løgneradio. Han tilføjede, at hans bataillon tilhørte et af Adolf Hitlers æresregimenter, som aldrig overgav sig. Han meddelte i en skarp tone, at såfremt der i byen fandt de mindste former for demonstration sted, ville han slå ned med hård hånd.

Han havde således erfaret, at der var planlagt flagning i byen næste dag, og han meddelte, at såfremt han opdagede et eneste flag, ville påglædende hus, hvorfra der flagedes, blive sprængt i luften, ligesom han udtalte, at hvis der i byen faldt blot eet skud, eller hvis der viste sig medlemmer af modstandsbevægelsen, ville han omgående tage 25 gidsler, deriblandt sognerådsformanden og mig, som eventuelt så ville blive henrettede. Det lykkedes os at få sat en frist til kl. 9 morgen for fjernelse af eventuelle flag.

På forespørgsel om, hvorvidt han ville yde modstand imod allierede troppestyrker i byen, erklærede han, at såfremt englænderne eller amerikanerne nærmede sig, ville han marchere ud af byen og eventuelt gå i stilling syd for denne, men såfremt det drejede sig om russiske styrker, ville byen blive jævnet med jorden. Han lovede til slut at underrette mig, såfremt han fra sine overordnede fik ændrede forholdsordrer.

Det besluttedes derefter af frihedsrådet at udstede et opråb underskrevet af sognerådsformanden om forbud mod flagning efter kl. 9 næste dag, ligesom det på mit forslag vedtoges at lade det kommunale vagtværn forstærke med brandkorpsets medlemmer. Mødet hos købmand P.W. Christensen sluttedes kl. 4,30 morgen.

Kl. 7 morgen mødtes ledelsen igen for nærmere at drøfte situationen Da kl. var 10 var der endnu ingen meddelelse kommet fra den tyske kommandant. Ved telefonisk henvendelse til ham fik jeg oplyst, at han stadig indtog den samme stilling som aftenen forud.

Da situationen i byen blev mere og mere vanskelig, dels på grund af, at folk havde måttet tage deres flag ned, samtidig med at vi hørte i radioen, hvorledes de øvrige indbyggere i landet fejrede dagen og dels på grund af Tyskernes noget provokerende optræden på gaderne, der ustandselig afpatruljeredes, ligesom en udsendt højttalervogn blev truet med beskydning, besluttedes det, at jeg skulle rette henvendelse til den tyske overkommando i Silkeborg. Det lykkedes mig at få forklaret denne situationen og at få forbindelsen etableret mellem denne og den stedlige kommandant. - Ved fornyet telefonisk henvendelse til sidstnævnte oplyste denne, at han ingen nye ordrer havde fået, men bekræftede, at han havde været forbindelse med Silkeborg.

Der efter oplyste jeg ham om denne fuldstændig uholdbare og farlige situation, under hvilken sognerådsformanden måtte fralægge sig ethvert ansvar for ro og ordens opretholdelse og spurgte, om han i lighed med, hvad der skete i den øvrige del af landet, ville gå med til, at ro og ordens opretholdelse varetoges af modstandsbevægelsens styrker. Til dette forslag erklærede kommandanten; at han ikke på nogen måde ville anerkende modstandsbevægelsens styrker som militære formationer, hvorimod han på min forespørgsel erklærede at ville anerkende det tidligere danske politi og eventuelt træde i forbindelse med den lokale politichef. Efter nogen betænkning erklærede han sig villig til at modtage denne.

Jeg henvendte mig derefter på kommandantens kontor iført uniform og optog forhandlinger med ham. Efter nogen diskussion erklærede han sig villig til, at politiet overtog ansvaret for ro og orden, bortset fra de tyske militære områder i byen, ligesom han indgik på, at flagning og klokkeringning måtte finde sted. Han udtalte gentagne gange skarpt, at det kun var politiet, der måtte opretholde orden, under ingen omstændigheder civilister. Jeg gjorde ham opmærksom på, at da Tyskerne den 19. september f. a. gik til aktion mod politiet, havde de fjernet en del af uniformerne, og det var derfor umuligt for mig at uniformere hele styrken. Han var indforstået med, at en stor del af denne derfor blot var forsynet med armbind. Han lovede i 24 timer fra kl. 15 eftermiddag at holde de tyske tropper i deres kvarterer, og kun officerer og ordonnanser, sidstnævnte forsynet med ausweis udstedt af ham, måtte færdes på gaderne.

Modstandsbevægelsen blev derefter mobiliseret ved skydepavillonen i Vejlskoven som politi, hvorhos der udstedtes et opråb til politi­kredsens befolkning om at udvise ro og orden.

Under mobiliseringen kom en motorordonnans fra modstandsbevægelsen og meddelte at Tyskerne omgående ønskede at tale med mig, og at der gik rygter om, at de var ved at rykke ud fra deres indkvarteringssteder. Min første tanke var, at de havde opdaget, at det i virkeligheden var modstandsbevægelsen, der mobiliseredes, og da kamp for enhver pris måtte undgås på grund af vor militære underlegenhed, besluttede jeg mig til omgående at tage hen til kommandanten og så selv tage konsekvenserne, koste hvad det ville, jeg havde jo ansvaret for det høje spil, der blev spillet. På hotel "Phønix" blev jeg straks modtaget af major Erdmann, der imidlertid oplyste, at han havde søgt forbindelse med mig for at opnå tilladelse til, at en deling tyske soldater, der var ventet fra Aarhus, måtte passere gennem byen. Rygtet om, at Tyskerne var rykket ud for at nedkæmpe modstandsbevægelsen, viste sig at være fuldstændig grundløst. Blandt dem, der mobiliseredes var folk fra alle samfundslag, landmænd såvel som arbejdere og tjenestemænd. Som et kuriosum skal jeg anføre, at mellem de fremmødte var to af herredets præster pastor Chrillesen fra Randlev, og pastor Wilhjelm fra Gosmer-Halling.

Kl. 15 overtoges bevogtningen af gader og stræder af danske styrker, de tyske vagtposter trak sig tilbage til indkvarteringsstederne, uden at det kom til episoder. Vejspærringer oprettedes, og om aftenen påbegyndtes interneringen af danske statsborgere, der under besættelsen havde udvist landsskadelig optræden.

Da tinghuset var indrettet som tysk Lazaret, beslaglagdes efter ordre fra mig "Centralhotellet"s bygning. Heri indrettedes ståvel kontor for modstandsbevægelsen, kaserne som internat.

Resten af dagen forløb i ro uden episoder af nogen art. Der var mange mennesker på gaderne, men Tyskerne holdt sig som lovet i deres kvarterer.

Den 6. maj forlængedes overenskomsten med den tyske kommandant yderligere i 24 timer. Den 7. maj indfandt kommandanten med stab sig hos mig på "Centralhotellet", hvor han erklærede, at han ville bøje sig for kendsgerningerne og blot anmodede om, at jeg ved bataillonens afmarch ville sørge for, at tropperne såvidt muligt ikke blev "ausgepøbelt" jeg meddelte ham, at jeg ikke mente, dette ville blive tilfældet, og han indgik derefter på, at bataillonen skulle afmarchere næste morgen kl. 5 kompagnivis med et kvarters mellemrum. Bataillonen måtte først formeres 5 km syd for byen. Håndvåben med 5 skud pr. mand måtte medtages. Al øvrig udrustning skulle overtages af modstandsbevægelsen.

Han indgik at disse betingelser og om morgenen den 7. maj afmarcherede hovedparten af de tyske tropper uden at der skete episoder af nogen art.

Erdmann foto

Odder By Politikommandant Politifuldmægtig Lemvigh-Müller gør korrekt Honnør for den slagne Fjende, Odders Meget omtalte tyske Bykommandant Erdmann, der her er ved at stige ind i Bilen efter den officielle Afskedsvisit. Foto: Odder Lokal Arkiv

Modstandsbevægelsens hovedopgave var løst, uden at menneskeliv var gået tabt eller dansk ejendom blevet ødelagt.

Tilbage stod arbejdet med afviklingen af de resterende tyske tropper, af hvilke den foran omtalte afdeling af luftwaffe, der var indkvarteret på Odder Højskole, under kommando af en oberstløjtnant Jessnitzer efter ordre fra Royal air force foreløbig skulle forblive i Odder, samt forplejning og indkvartering af de i Herredet værende c. 1000 tyske flygtninge, der hidtil havde været anbragt i sommerhusene i Hou og Saxild. Herfra blev de overført til Malling landbrugsskole, Testrup Højskole, Rathlousdal og Holsatia i Hou. Fra disse lejre blev de i løbet af 1946 ved politiets foranstaltning sendt til lejre uden for Herredet.

Endelig forestod der arbejdet med opgøret af landssvigerne. Den 5. maj og de nærmeste dage derefter interneredes c. 125 personer, der alle var opført på de af det lokale frihedsråds arrestationslister. Det drejede sig for en del om folk, der direkte havde gået Tyskernes ærinder som værnemagere og meddelere, men iøvrigt var det af hensyn til ro og orden nødvendigt at sikre sig yderligere et antal personer, om hvem man havde oplysninger om, at de i større eller mindre omfang havde haft samkvem med Tyskerne eller udvist tyske sympatier, af hvilken grund man i de bevægede dage omkring kapitulationen kunne forvente, at de ville bliver udsat for overlast. Så hurtigt det overhoved kunne lade sig gøre, gennemgik man først alle de lettere tilfælde, og langt de fleste blev løsladt i løbet af få dage. Ca. 50 personer af de den 5/5 1945 arresterede er senere blevet domfældet

I forhold til herredets indbyggerantal må det med rette siges, at befolkningen under besættelsen fulgte kongens bud af 9’april 1940 om rolig og værdig optræden. En optræden uden hvilken de lovlige myndigheder ikke ville have været i stand til at gennemføre deres den gang ualmindelig krævende arbejde i det danske samfunds interesse.

Synlige spor af de tyske troppers ophold i herredet under den 2den verdenskrig findes vel næppe, men besættelsesårene vil alligevel med alle deres bevægende begivenheder for dem der oplevede dem altid erindres som en national katastrofe, som man må håbe fremtiden vil forskåne landet for en gentagelse af.

KBH., den 5. aug. 1945

Om kilden

Dateret
05.08.1949
Oprindelse
Odder lokalarkiv
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
30. maj 2013
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk