PH's Danmarksfilm 1935

Artikler

Den 29. april 1935 havde PH’s (Poul Henningsen, 1894-1967) dokumentar- og propagandafilm 'Danmark' premiere, både i København og på Verdensudstillingen i Bruxelles. Filmen blev produceret i årene 1933-35 og var bestilt af Udenrigsministeriet. Filmen vakte megen forargelse og vrede, fordi den udfordrede den danske nationale selvforståelse, specielt i de borgerlige kredse.

Danmarksfilmskandalen

Dagen efter premieren kunne PH vågne op til drøje hug i pressen. I løbet af få dage talte man om Danmarksfilmskandalen, og den fik et forløb over mange år. Der var en stærk modstand mod filmen, men også mod PH som person. I dagene og ugerne efter blev der ført en skarp kritik i pressen. Det kunne f.eks. læses i BT, Dagens Nyheder, Politiken, Social-Demokraten, Aalborg Stiftstidende og Lolland-Falsters Folketidende. Sidstnævnte havde ikke haft en journalist inde at se filmen, men trykte alligevel en historie på forsiden under overskriften "Danmarks Film-Fiasko", hvorfra der her er et uddrag:

"…vi kender Navnet paa Manden, der har lavet den. Det er Poul Henningsen. Selvfølgelig! Naar Regeringen er socialistisk, udøves kunsten af Kommunister, og saa får vi en kommunistisk Rundtur i vort Land…ledsaget af moderne Negermusik."


Først: en kurgæst på vej ind til kongen. Næst: Ølflasker på samlebånd. Foto: Danmark (1935)  

Citatet er rammende i forhold til den generelle kritik, hvor der var mange hadske angreb på PH’s person samt på Bernhard Christensens (1906-2004) jazzmusik, som blev kaldt "Negermusik", "udansk", "Negerbanjo" eller sågar "Negernes Hævn over den hvide Race!". Dagens Nyheder var en af de aviser, som førte an i slaget mod Danmarksfilmen, og her kom PH også i maskinen:

"…allerede paa Forhaand kunde man have sagt til sig selv, at han var uegnet. En af de sidste, der kunde skabe en Danmarksfilm. Thi dertil kræves før noget andet Kærlighed. Kærlighed til Landet og til Opgaven."

Der var dog undtagelser fra den hårde kritik. Danmarksfilmen blev taget i forsvar af Arbejderbladet, og paradoksalt nok fik den også en udmærket anmeldelse i Børsen, som håbede på "Filmens forhaabenligt solbeskinnede Propagandavej ud i den store Verden", hvilket også var filmens primære formål. I det kulturradikale tidsskrift, Vi Gymnasiaster, kunne man i december læse filmskribenten Karl I. Roos' (1914-1951) anmeldelse af filmen, hvor han tog PH i forsvar og kritiserede filmkritikerne for generelt manglende filmkundskab. Han afviste den grove og meget personlige kritik og skrev bl.a., at pressen aldrig havde vist sig mere korrumperet: Den havde sat de værste PH-fjender til at anmelde og omtale filmen.

Filmcensuren

Den stormomsuste modtagelse af Danmark betød, at Udenrigsministeriet lod sig presse til at censurere filmen. Adskillige scener blev klippet ud og andre klippet ind, så samfundskritikken ikke var for tydelig. Den danske "sangskat" skulle også inkorporeres og det betød, at Kong Christian stod ved højen Mast blev brugt i filmen sammen med flere andre nationale melodier.

PH's samfundskritik kom bl.a. til udtryk gennem montageklipning og i speakerkommentaren. Et eksempel på et klip, der blev ændret er scenen, hvor kammerherrer og officerer ser ud til at vælte ud af den samme bil inden de skal til kur hos kongen. Herefter klippes til ølflasker, der kører af sted på samlebånd og i speaken konstateres det tørt, at "det er godt øl".

Først: Toget kører langs elnettet, og den kraftige røg og damp fra lokomotivet ses tydeligt. Toget passerer en vindmølle, der drejer godt i vinden. Foto: Danmark (1935).  

På denne måde gjorde PH grin med borgerskabet, og samtidigt kunne han få seerens tanker ledt over til at forestille sig det drukgilde, der foregik hos kongen. I den censurerede version blev der i stedet indsat et klip imellem de to scener med legende børn. Andre kritikpunkter af kongehuset og borgerskabet blev også klippet ud. I 1962 blev filmen rekonstrueret af Børge Høst. Filmen er dog ikke en præcis gengivelse af den oprindelige film på grund af manglende materiale. En oversigt over filmens oprindelige udtryk kan findes i Rigsarkivets udenrigsministerielle samling i sagsakterne om filmen samt overvejelserne i forbindelse med censureringen. Der er også senere blevet fundet kopier af den oprindelige film. Disse kan komplementere opfattelsen af Danmarksfilmen, fordi den satiriske PH træder tydeligt frem, hvor den nuværende rekonstruktion ikke giver et fuldendt billede.

Med censureringen var den offentlige stemning i Danmark blevet lidt mere venligstemt over for Danmarksfilmen. I 1937 fik den censurerede film premiere i San Francisco, hvor den blev taget godt imod, dog ikke af udenlandsdanskerne, som besad en stærk nationalisme; PH's Danmark var ikke det land, de havde forladt. I den dansk-amerikanske avis Bien skrev Redsted Pedersen i et åbent brev til det danske udenrigsministerium, at

"…herude i det fremmede, hvor vi på enhver Måde søger at hævde vor Nationalitet blandt de mange andre, er Nationalfølelsen langt mere ømfindtlig, end ved de hjemlige Kødgryder og derfor gør det så meget mere ondt, når vi på Fædrelandets Vegne må sidde og skamme os overfor en anden Nation."

Den historiske kontekst

Danmarksfilmen var blevet bestilt i 1920'erne, hvor fremtidstroen og optimismen var intakt, men med den store depression, massearbejdsløshed og de truende autoritære styreformer i udlandet begyndte det nationale at spille en væsentlig rolle i det danske samfund, såvel som i Europa. Ytringsfriheden blev indskrænket af frygt for nazisterne, og man ønskede at hylde det gamle nationalromantiske billede af et Danmark med 1000 års historie. PH passede ikke ind i denne sammenhæng. Han sagde, skrev og filmede, hvad der passede ham, og som en af de mest fremtrædende kulturradikale personligheder hørte han til på den yderste venstrefløj, hvilket skabte ham mange fjender, specielt inden for borgerskabet. I bogen Va mæ kulturen (1933) kritiserede han i skarpe vendinger nazismen og påtalte risikoen for, at Danmark kunne ende med et autoritært styre. De socialdemokratiske kulturpolitikere gik heller ikke ram forbi, da han mente, at de spillede med på den nationalistiske bølge. Han mente i stedet, at befolkningen skulle lære at bruge sin fornuft og derved kæmpe for demokratiet. Under 2. verdenskrig måtte han flygte til Sverige, hvor han fortsatte sit virke som kulturkritiker. Efter krigen vendte han tilbage til Danmark.

Danmarksfilmens danmarksbillede

Den ahistoriske fremstilling af Danmark passede ikke ind i borgerlige værdier og selvopfattelser i 1930'erne. Danmarksfilmens danmarksbillede kan beskrives som det arbejdende og almindelige Danmark. Et Danmark i bevægelse, hvor PH bruger filmen til at fange nuet og til at skue fremad. Dette ses i det meget bevægelige kamera og i de levende billeder, som PH og fotograf Poul Eibye (1885-1972) har optaget og klippet. Filmen er fuld af optimisme blandt andet understøttet af de lyse og lette jazzmelodier med børnekor.

Shotsene herunder er et eksempel på fremtidsoptimismen i filmen og troen på fremskridtet gennem teknologien. For eksempel er der mange vindmøller og hjul, som symboliserer samfundets bevægelse fremad.

Først: Mælken modtages i junger på mejeriet. Læg mærke til vindmøllen. Næst: Arbejdende kvinder på mejeriet ved maksinernes snurren. Foto: Danmark (1935).

De ovenstående shots er blot et par eksempler på optimismen i filmen udtrykt gennem teknologien og arbejdet, og der kan findes mange flere. Danmark har store genremæssige ligheder i sin fremstillingsform med den britiske dokumentarisme fra 1930'erne.

Dokumentarfilm i 1930'erne

Dansk dokumentarfilms guldalder refererer til tiden op til og efter 2. verdenskrig, hvor der blev produceret mange dokumentarfilm efter britisk forbillede. Dokumentaristerne ønskede at skabe kreative film, som skulle anvendes til at skabe en social bevidsthed om samfundet, man levede i. Det vil sige, at de blev anvendt som oplysende film, og de var ofte bestillingsarbejde fra staten.

Drivkraften i dansk dokumentarfilms udvikling var Theodor Christensen (1914-1967), som ligesom andre danskere fik inspiration fra Storbritanniens righoldige dokumentarfilmmiljø, herunder PH. I Storbritannien var John Grierson en hovedaktør, og hans meget citerede definition på, hvad en dokumentarfilm er, fortæller en del om opfattelsen af genren og filmmediets anvendelse på daværende tidspunkt. En dokumentarfilm var ifølge John Grierson: "creative treatment of actuality". Dermed menes, at filminstruktøren benytter sig af filmmediets kreative muligheder, samtidigt med en formidling af aktuelt stof. F.eks. i forbindelse med en bestillingsfilm.

Arven fra Danmark

PH's eneste film står tilbage som et stykke danmarkshistorie, der beskriver det almindelige liv i 1930'erne, og den indskriver sig samtidigt som en klassiker i dansk filmhistorie. Danmark er forløber for mange nyere Danmarksfilm. Her kan bl.a. nævnes Klaus Rifbjergs Danske billeder (1970), Jørgen Leths Livet i Danmark (1971) og Max Kestners Verden i Danmark (2007). Karl I. Roos fik ret, da han i Vi Gymnasiaster skrev, at "Ved statusopgørelsen vil det vise sig, at 1935 i filmhistorisk henseende er et vigtigt år."

Om artiklen

Forfatter(e)
Mads Einar Nielsen
Tidsafgrænsning
1935 - 1962
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Hammerich, Paul, Lysmageren (1986).

Petterson, Palle Bøgelund: "De forbudte klip fra Poul Henningsens danmarksfilm", i Politiken 8. marts 2009, 2. sektion, s. 10-11.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Mads Einar Nielsen
Tidsafgrænsning
1935 - 1962
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Hammerich, Paul, Lysmageren (1986).

Petterson, Palle Bøgelund: "De forbudte klip fra Poul Henningsens danmarksfilm", i Politiken 8. marts 2009, 2. sektion, s. 10-11.

Udgiver
danmarkshistorien.dk