"Pensionsbomben - Den skæve alderdom", artikel i Fagbladet, 11. marts 1988

Kilder

Kildeintroduktion:

I denne artikel i fagforeningen SiD's medlemsblad Fagbladet udtrykkes Specialarbejderforbundet i Danmarks holdning til en pensionsreform. SiD ønskede en solidarisk pensionsreform, der skulle skabe mere lige levevilkår for pensionister. Kun 11 % af SiD's medlemmer havde arbejdsmarkedspensionsordninger ud over folkepensionen. Derudover gavnede de eksisterende arbejdsmarkedspensioner også primært gavnede de højtlønnede og ikke de lavtlønnede SiD-medlemmer. SiD ønskede solidariske arbejdsmarkedspensioner udbredt til hele arbejdsmarkedet. De ønskede endvidere, at den opsparede pension skulle forvaltes i kollektive pensionskasser, styret af lønmodtagerrepræsentanter. Det ville give fagforeningernes hovedorganisation LO en stor indflydelse på, hvordan pensionsmidlerne skulle investeres, og dermed også indflydelse på erhvervslivet. Arbejdsmarkedspension blev indført for de fleste lønmodtagere i 1989-91.

Fagbladet var medlemsblad for fagforeningen Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD). I SiD organiseredes specialarbejdere, ufaglærte arbejdere samt på enkelte områder faglærte arbejdere.

Fagforeningen blev oprettet i 1897 og blev i 2005 sammenlagt med Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD) til 3F, Fagligt Fælles Forbund.

Pensionsbomben - Den skæve alderdom

Af Lennart Weber[1]

 

EN PENSIONISTILVÆRELSE med rimelige levevilkår for alle. Det er hovedmålet med den pensionsreform, arbejderbevægelsen forsøger at få gennemført.

Det er på høje tid, der gennemføres en generel arbejdsmarkedspension. I forvejen er der en utrolig skævdeling på pensionsområdet. Der er pensionister, der hutler sig igennem tilværelsen med folkepensionen som eneste støtte, mens andre soler sig i rigdom og materiel overflod.

Denne skævdeling bliver værre med årene - hvis ikke der snart gribes ind. I dag er der betydelige forskelle i folks indkomster. Disse problemer bliver langt større, når de unge af i dag skal pensioneres.

Der har i årevis været tendens til, at det kun er de højtlønnede grupper, der får særlig pension til supplering af folkepensionen, ATP[2] og den opsparede kapital i Lønmodtagernes Dyrtidsfond[3].

Se blot på skemaet her på siden. Det giver et klart billede af hvilke grupper, der har særlige pensionsordninger.


Forskellig pension

Antal pensionister inden for følgende bruttoindtægtsgrænser:

Under 60.000 – 614.000
60-100.000 – 140.000
100-200.000 – 71.000
200-300.000 – 7.000
300-400.000 – 2.000
400-500.000 – 500
over 500.000 – 700


Det er typisk samfundsgrupper, der i forvejen er begunstiget med høje lønninger og en god samfundsbetalt uddannelse

 

Folkepensionen undermineret

Ideen med folkepensionen er god og rigtig. Men den er undermineret af politiske krav til besparelser og af de private pensionsordninger.

I øjeblikket har ca. 1/3 af arbejdsstyrken en pensionsordning som et led i ansættelsesforholdet.

Men ordningerne er skævt fordelt. Der findes mindre lavtlønsgrupper, der har pensionsordninger. Mens gennemsnitlig 33 pct. af lønmodtagerne har en pensionsordning, er det kun 11 pct. af SiDs medlemmer og 16 pct. af de faglærte grupper, der har en pensionsordning.

Men selv blandt de grupper, der har pensionsordninger, er der en skævdeling. De fleste ordninger bygger på en aftale, hvor den ansatte betaler 3-5 pct. af sin løn, mens arbejdsgiveren betaler 6-10 pct. Det er indlysende, at en sådan ordning er langt gunstigere for lønmodtageren med en årsindkomst på 300.000 kr. end for den person, der tjener 150.000 kr. årligt.

LOs[4] pensionsreform

Det var på den baggrund, LO i 1985 fremlagde et forslag til en samlet pensionsreform. Bag forslaget lå grundigt forarbejde og analyser af pensionsproblemet.

Forslaget fik i første omgang en kold modtagelse. Men langsomt er der skabt en øget forståelse for det uholdbare i de nuværende forhold.

Hovedsigtet med pensionsreformen er at sikre folk en ordentlig folkepension, en bedre ATP-ordning og endelig en arbejdsmarkedspension.

Beregninger har vist, at en sådan tre-strenget model vil sikre lavtlønnede en pension, der svarer til 100 pct. af deres slutløn på arbejdsmarkedet, mens højerelønnede grupper vil få en pension, der er mindre end deres slutløn.

Magt og opsparing

Selv borgerlige politikere er begyndt at anbefale tankerne varmt. De har deres særlige motiver til at støtte sagen. Det bliver mere og mere klart, at en løsning af Danmarks gælds- og produktionskrise kun kan løses ved øget opsparing, der kan virke som et middel til at nedbringe det private forbrug og medvirke til at sikre kapital til nye investeringer i produktionsapparatet.

Men der er andre interesser, der spiller ind i den forståelse for en pensionsreform, der er voksende i den borgerlige lejr.

Mange frygter, at en pensionsreform skal bruges til at få ØD[5] ad bagvejen. Det har også været påstået, at reformen vil skabe store fonde med central magt.

En pensionsreform handler også om magt. Men det er ikke målet for arbejderbevægelsen i denne sag. Det centrale har været at skabe større lighed på pensionsområdet. Og her er LOs pensionsreform et vigtigt redskab.

Noget andet er, at lønmodtagerne naturligvis ønsker at deres egen formue skal forvaltes i lønmodtagerregi.

Set fra fagbevægelsens side er det et helt urimeligt krav, når arbejdsgiverne lufter ideer om at de skal have 50 pct.s magt i de pensionsfonde, en reform kan skabe.

Lokal indflydelse

Fagbevægelsen ønsker, at den indflydelse, der kan skabes via en pensionsreform, i høj grad skal uddelegeres til de lokale tillidsfolk.

Et godt eksempel på denne politik har man set i relation til Lønmodtagernes Dyrtidsfond, hvor man har et tæt samarbejde med de lønmodtagervalgte bestyrelsesmedlemmer i A/S-bestyrelserne.


SiDs KRAV TIL PENSIONSREFORM

SiD ønsker en solidarisk løsning, hvor en arbejdsmarkedspension dækker alle grupper. Det kan kun opnås gennem lovgivning. Uden lovgivning er der en alvorlig risiko for, at titusinder af SiDs medlemmer ikke får gavn af en pensionsreform. Det gælder bl.a. de mange medlemmer, der arbejder under de knap 3.000 lokale overenskomstaftaler.

Pensionsopsparingen skal samles i større selvstændige pensionskasser, og magten skal ligge hos lønmodtagerne. Arbejdsgiverne har ikke noget at gøre her. Når kasserne skal have en vis størrelse er det for at sikre, at de bliver i stand til at foretage investeringer i større sager. Pensionskasserne skal kunne uddelegere indflydelse til lokale tillidsrepræsentanter.


KUN RÅD TIL PUSLESPIL PÅ TILBUD

- Vi klager ikke. Men der skal spares for at få tingene til at hænge sammen, siger fhv. HT[6]-chauffør Otto Ejsing, Hillerød.  Otto og Hanne må klare sig for folkepensionen plus 180 kroner månedligt fra ATP og en HT-pension på 300 kroner. 

I alt knap 6.000 kroner månedligt.

 - Det betyder, at vi altid køber vores madvarer og forbrugsvarer på tilbud. Der er ganske enkelt ikke råd til at købe mad til butikkernes normalpris.

 ”Har I ingen dyre laster? ” 

- Mor og jeg har kun en enkelt lille hobby. Vi samler puslespil.  Men vi er nødsaget til at købe, når de er på tilbud. Ellers bliver det for dyrt. 

”Tager I aldrig på ferierejser? ”

- I fjor var vi på en fem-dages busrejse, og vi håber da at få råd til det igen. Men nu skal jeg først have nye brilleglas, og de koster 1.000 kroner. Så det kræver, at vi holder igen på andre ting. 

 

 

PENSION 214.000 – JEG ER IKKE RIG

Andreas B. Hansen, Silkeborg, er en af de pensionister, der får en pæn privat pension. I 1988 bliver det til 214.000 kroner inklusiv folkepension og 600 kroner fra ATP. 

- Men jeg føler mig ikke rig, siger Andreas B. Hansen. - Jeg klager selvfølgelig heller ikke.  Når skatten har taget 95.000 kroner, og jeg har betalt 54.000 kroner i husleje har jeg ikke så meget tilbage, fordi min indkomst også bevirker, at jeg mister visse pensionistgoder. 

”Hvad bruger du dine penge til? ”

- I mange år forærede jeg børnebørn og oldebørn hver 8.000 kr. årligt. Men det kan jeg ikke klare mere. 

”Er du enig i kravet om en generel arbejdsmarkedspension? ” 

- Selvfølgelig. Men betingelsen må være, at den øgede opsparing bruges til pensionisterne.  Den må ikke gå til staten, som vi har set det med ATP, hvor staten hæver mere i skat end pensionisterne får udbetalt. 


Ordforklaringer m.m.

[1] Lennart Weber (1946-): journalist og forfatter. Journalist på SiD's medlemsblad Fagbladet 1987-1995.

[2] ATP: forkortelse for Arbejdsmarkedets Tillægspension, der er en obligatorisk pensionsordning. Ordningen blev vedtaget ved lov i 1964 og har siden fungeret som en selvstændig og selvejende institution. Alle lønmodtagere betaler bidrag til ordningen, der således dækker en stor del af den danske befolkning.  Både lønmodtageres indbetalinger og pensionsudbetalingerne er forholdsvis små.

[3] Lønmodtagernes Dyrtidsfond: selvejende institution oprettet i 1977 for at forvalte og udbetale de to dyrtidsportioner, der var blevet indefrosset i perioden 1977-1979 for at begrænse lønudviklingen. Dyrtidsportioner var udbetalinger, der søgte at regulere løn i forhold til prisændringer. Som lønmodtager kunne man som udgangspunkt først få udbetalt sin dyrtidsportion, når man var fyldt 60 år. Lønmodtagernes Dyrtidsfond blev således en slags pensionsordning. 

[4] LO: forkortelse for Landsorganisationen i Danmark, hovedorganisation for 17 fagforbund for faglærte arbejdere, specialarbejdere og lavere funktionærer. LO blev stiftet i 1898 som De Samvirkende Fagforbund.

[5] ØD: forkortelse for Økonomisk Demokrati, hvor lønmodtagerne har andel i ejerskabet i de virksomheder, hvor de er ansat. ØD var et stort politisk tema i dansk politik i 1970'erne og 1980'erne, men blev aldrig gennemført.

[6] HT: Hovedstadsområdets Trafikselskab.

Om kilden

Dateret
11.03.1988
Oprindelse
Fagbladet, nr. 10., 11. marts 1988. Gengivet med tilladelse fra Fagbladet 3F.
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. februar 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
11.03.1988
Oprindelse
Fagbladet, nr. 10., 11. marts 1988. Gengivet med tilladelse fra Fagbladet 3F.
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. februar 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk