Peder Sunesen, ca. 1161-1214

Artikler

Peder Sunesen var en del af den sjællandske Hvide-slægt, der var en af middelalderens mest magtfulde og indflydelsesrige slægter i Danmark. Efter ungdommens studier i Paris blev Peder indsat i nogle af Danmarks vigtigste kirkelige og verdslige embeder, hvorved han i udpræget grad påvirkede dansk indenrigs- og udenrigspolitik resten af sin levetid.   

Familie og uddannelse

Peder var en af den sjællandske stormand Sune Ebbesens mange sønner. Faderen var fætter til ærkebiskop Absalon. Blandt de øvrige sønner var Anders Sunesen, der skulle blive Danmarks ærkebiskop, og som Peder samarbejdede tæt med gennem hele livet. I løbet af teenageårene blev Peder sendt til Paris for at studere hos tidens førende undervisere, men før afrejsen må han havde modtaget en basal undervisning i blandt andet teologi, historie og særligt latin. Ellers kunne han ikke havde fulgt undervisningen i Paris.

Der findes flere breve, der beskriver Peders studier i Paris. Af en brevkorrespondance mellem ærkebiskop Absalon og abbed Stefan af det berømte St. Geneviève kloster i Paris fremgår det, at den unge Peder blandt andet studerede i netop dette kloster, men at han også ønskede at følge undervisning uden for klosteret hos byens populære verdslige undervisere.

Han studerede i Paris, mens byen var et af Europas førende lærdomscentre, og den uddannelse han fik i byen, rustede ham til de opgaver, han fik senere i livet. Peder blev sandsynligvis præsteviet, mens han befandt sig i Paris, hvorved hans fremtidige karriere inden for kirken nu lå fast. Omkring 1183 lader det til, at Peder blev ramt af sygdom, hvorfor han vendte tilbage til Danmark, hvor Absalon straks knyttede ham til sit ærkesæde i Lund. Afbrydelsen af studierne i Paris blev imidlertid ikke et brud med de lærde miljøer i og omkring byen. Resten af sit liv opretholdt Peder nemlig tætte forbindelser til forskellige franske lærdomscentre.

Biskop i Roskilde og kongelig kansler

I 1191 blev Peder indsat som biskop i Roskilde, der ud over ærkesædet i Lund var middelalderens rigeste og mest betydningsfulde kirkelige embede i Danmark. Indtil Peders indsættelse havde Absalon både været biskop i Roskilde og ærkebiskop i Lund, nu nøjedes han med stillingen som ærkebiskop. Peder blev på bispestolen i Roskilde frem til sin død, og i hele perioden satte han sit tydelige præg på den sjællandske kirkeprovins. Han var en stærk støtte for mange af klostrene på Sjælland, hvorfor munkene i bl.a. Esrum Kloster i det nordvestlige Sjælland og Skt. Peders Kloster i det sydvestlige beskrev ham i meget positive vendinger som en af klostrenes største velyndere. Særlig opmærksomhed gav og fik han af cisterciensermunkene i Sorø, da dette kloster var grundlagt af medlemmer fra Hvide-slægten, og klosterkirken fungerede da også som begravelseskirke for flere af slægtens centrale medlemmer.

Allerede fra sine første år som biskop i Roskilde markerede Peder sig som en kompetent og indflydelsesrig biskop, der præcis som sine slægtninge stod last og brast med kongerne Knud 6. og Valdemar 2. Sejr. Omkring 1201 overtog Peder hvervet som kongelig kansler (en slags statsminister) fra broderen Anders Sunesen, der blev ærkebiskop. Hermed kom han i besiddelse af rigets vigtigste verdslige politiske embede, kun kongen var højere placeret, men der vides ikke meget om Peders virke i denne stilling, udover at han selvfølgelig spillede en nøglerolle i udformningen af rigets udenrigs- og indenrigspolitik.  Dog vides det, at Peder, på trods af kirkens forbud mod at gejstlige deltog i krige med våben i hånd, flere gange var med i front, når kongen drog i krig. Særligt var han involveret i tidens danske militære sejre i Nordtyskland.


Esrum Kloster i det nordvestlige Sjælland
. Foto fra 2007
fra Wikimedia Commons.


Død og eftermæle 

Peder Sunesen døde i løbet af efteråret 1214. Modsat mange andre af Hvide-slægtens medlemmer blev han ikke begravet i slægtens gravkirke i Sorø Kloster, men nok snarere i bispekirken i Roskilde, selvom hans gravsted ikke kendes. Han fremstår som en af de centrale bygherrer i Roskilde Domkirkes lange bygningshistorie. Med baggrund i de tætte forbindelser til Frankrig fik han kendskab til den nye stilart gotikken, som i udpræget grad ses i de dele af Roskilde Domkirke, der blev bygget i løbet af Peders tid som biskop. Udover i Roskilde Domkirke kom gotikken også til udtryk i den første udgave af Vor Frue Kirke i København, en kirke som Peder Sunesen personligt indviede i år 1200.

Gennem stillingerne som både biskop i Roskilde og kongelig kansler samt de tætte relationer til kongerne Knud 6. og Valdemar 2. Sejr bidrog han til etableringen af Valdemartidens danske Østersø-imperium, og gennem sine relationer til Frankrig bidrog han til de tætte kulturelle bånd mellem kirkelige miljøer i Danmark og Frankrig. Peder Sunesen fremstår som en af de mest betydningsfulde danske magthavere i tiden omkring år 1200.


Sorø Klosterkirke. Peder Sunesen gav og fik særlig
opmærksomhed af cisterciensermunkene i Sorø,
da dette kloster var grundlagt af medlemmer fra
Hvide-slægten, og klosterkirken fungerede da
også som begravelseskirke for flere af slægtens
centrale medlemmer. Illustration af klosterkirken
fra 1895 fra Wikimedia Commons.

Om artiklen

Forfatter(e)
Kasper Holdgaard Andersen
Tidsafgrænsning
1161 - 1214
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. september 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Fenger, Ole: "Kirker rejses alle vegne", i Olsen, Olaf (red.):Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie 4 (1989)

Kræmmer, Michael: Den Hvide Klan (1999)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Kasper Holdgaard Andersen
Tidsafgrænsning
1161 - 1214
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. september 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Fenger, Ole: "Kirker rejses alle vegne", i Olsen, Olaf (red.):Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie 4 (1989)

Kræmmer, Michael: Den Hvide Klan (1999)

Udgiver
danmarkshistorien.dk