Peder Laales ordsprog

Artikler

Peder Laale var en dansk ordsprogssamler fra 1300-tallet. Hans samling udkom første gang på tryk i 1506. Ordsprogene var trykt både på latin og dansk og blev længe brugt til undervisning. Laales værk er en vigtig kilde til forståelse af dansk middelalders forestillingsverden. Det indeholder mange endnu velkendte ordsprog, såsom "Med lov skal man lande bygge", "Højt at flyve, dybt at falde" og "Mange bække små gør en stor å".

Laales liv

Om Peder Laales liv vides ikke meget andet, end at han levede engang i løbet af det 14. århundrede. Nogle gætter på, at han var lovkyndig, måske endda landsdommer. Der er andre formodninger om, at han har opholdt sig i Frankrig i en periode og kunne være identisk med Peder Nielsen Laale, præst i Odense stift og ved pavestolen i Avignon mellem 1330 og 1332.

Laales lærebog

Laales værk er fra midten af 1300-tallet. Det består i den trykte form fra år 1506 af 1204 ordsprogspar ordnet i alfabetisk rækkefølge efter begyndelsesbogstavet. Hvert par består af en latinsk sentens og et dansk ordsprog med samme eller nogenlunde samme indhold. Ordsprogene består overvejende af indsamlede, allerede eksisterende og delvist meget gamle ordsprog, måske suppleret af nogle, han selv opfandt. Værket hører hermed til blandt de ældste kilder til "dagligdags" forestillinger i dansk middelalder, og det er den største af denne slags. Det blev en af de mest brugte lærebøger i latinundervisning i middelalderens Danmark, men efter Reformationen i 1536 blev det kritiseret og afskaffet. Ordbogen er bevaret i et håndskriftfragment fra midten af 1400-tallet, i en overførelse af samlingen til svensk fra første halvdel af 1400-tallet og i to trykte udgaver fra henholdsvis 1506 og 1516.

Peder Laales værk blev ikke kun brugt som lærebog. Andre end de gejstlige har haft det i deres bogsamling, og flere af dets ordsprog er i strid med gejstlighedens opfattelse af Gud. Fx: "Gud er god mod enhver og bedst overfor sig selv". Laale har ikke haft lovprisning af Gud som målet med sit værk. Der er også ordsprog i samlingen, som er kritiske over for magten: "Det fede vil altid flyde ovenpå".

Laale i nutiden

I moderne tid kender vi stadig mange af Laales ordsprog, bl.a. fra folketingssalen på Christiansborg og over indgangen til Højesteret. Her står der: "Med lov skal landet bygges”. Sentensen indleder Jyske lov fra 1241, men den indgår også i Laales lærebog.

Eksempler på ordsprog fra Laales lærebog

Ris gør godt barn.

Det er vanskeligt at lære en gammel hund at stå på bagbenene.

At give dårer råd er som at slå koldt vand på en gås.

Ung engel bliver ofte gammel djævel.

Kvindetale er ligesom krageskrig.

Den gamle skal man ære; Den unge skal man lære.

Dårlig pebling i skole er som femte hjul på en vogn.

Om artiklen

Forfatter(e)
Nedim Dzeko, Bjørn Poulsen
Tidsafgrænsning
1300 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. maj 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Peder Laales ordsprog er udgivet i: Danmarks gamle ordsprog 1:2 (1979).

Ordsprogene i 1506-udgaven findes oversat til nudansk i: Peder Laales Gammeldanske Ordsprog, oversættelse til nydansk af Aage Hansen (1966)

 

Se også:

Dansk Litteraturhistorie 1. ”Fra runer til ridderdigtning o. 800-1480” (2000), s. 280-282, 448-453.

Aage Hansen (udgivet efter Aage Hansens død af Merete K. Jørgensen & Iver Kjær): ”Om Peder Laales danske ordsprog” i Historisk-filosofiske Meddelelser. 62. Det kongelige Danske Videnskabernes Selskab, i kommission hos Munksgaard (1991).

Iver Kjær: ”Opslagsord: ordsprog” i Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, bind 12, (1967), s. 671-684.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Nedim Dzeko, Bjørn Poulsen
Tidsafgrænsning
1300 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. maj 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Peder Laales ordsprog er udgivet i: Danmarks gamle ordsprog 1:2 (1979).

Ordsprogene i 1506-udgaven findes oversat til nudansk i: Peder Laales Gammeldanske Ordsprog, oversættelse til nydansk af Aage Hansen (1966)

 

Se også:

Dansk Litteraturhistorie 1. ”Fra runer til ridderdigtning o. 800-1480” (2000), s. 280-282, 448-453.

Aage Hansen (udgivet efter Aage Hansens død af Merete K. Jørgensen & Iver Kjær): ”Om Peder Laales danske ordsprog” i Historisk-filosofiske Meddelelser. 62. Det kongelige Danske Videnskabernes Selskab, i kommission hos Munksgaard (1991).

Iver Kjær: ”Opslagsord: ordsprog” i Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, bind 12, (1967), s. 671-684.

Udgiver
danmarkshistorien.dk