Oxfordbevægelsen

Artikler

Oxfordgruppe-bevægelsen/ Moralsk Oprustning var en kristen vækkelsesbevægelse, der kom til Danmark i 1930’erne og blev et markant indslag i offentligheden og i tidens kirkelige debat. Den blev siden til den anti-kommunistiske bevægelse Moralsk Oprustning, som spillede en vis rolle i Danmark i den tidlige efterkrigstid.

Oxfordgruppe-bevægelsen

Oxfordgruppe-bevægelsen blev stiftet af den amerikanske præst Frank Buchman i 1921. Dens forkyndelse rettede sig mod samfundets højere lag og adskilte sig derved fra de gængse socialt orienterede, kristelige vækkelser. Bevægelsen var ved 1930’ernes begyndelse blevet et internationalt fænomen og kom til Danmark i 1933.

Oxfordgruppe-bevægelsens forkyndelse var funderet i troen på, at synden var et problem, som kunne overvindes ved omvendelsen, og at man gennem syndens overvindelse kunne skabe en bedre tilværelse for sig selv. Bevægelsen havde et individualistisk præg og var løst organiseret, ofte i mindre grupper, der var rammen om den religiøse praksis. Den kunne i Danmark knytte an til den kristelige idealisme, som i forvejen fandtes i visse dele af det kirkelige miljø, eksempelvis i Indre Mission og i K.F.U.M. Bevægelsen var dog fra begyndelsen omstridt, og skønt den omfavnedes af dele af det kirkelige landskab, fik den ingen afgørende indflydelse på dansk teologi eller på Folkekirken.

Moralsk Oprustning

Bevægelsens popularitet aftog internationalt fra slutningen af 1930’erne. I 1938 blev den omdøbt til Moralsk Oprustning, idet den nu fokuserede på en moralsk oprustning, der kunne modsvare den militære oprustning og derved bidrage til at sikre demokratiet mod fascismens og kommunismens ideologier. Den udviklede sig i den forbindelse i en mere almen-religiøs retning, og blev en bevægelse, der i sin moralisme mente at finde et anknytningspunkt for alle de store religioner.

I efterkrigstiden blev det særligt anti-kommunismen, som kom til at præge Moralsk Oprustning, der i Danmark i disse år først og fremmest blev tegnet af den fremtrædende konservative folketingsmand og udenrigsminister, Ole Bjørn Kraft (1893-1980). Bevægelsen ebbede ud i løbet af 1950’erne og har siden da ikke spillet nogen rolle. Den blev i 2002 omdøbt til Initiatives of Change.

Frank Buchman
Portrætfoto af præsten Frank Buchman (1878-1961) som stiftede Oxfordgruppe-bevægelsen i 1921. Foto: Harris & Erwing, Wikimedia Commons

Om artiklen

Forfatter(e)
Christian Egander Skov
Tidsafgrænsning
1930 -2002
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Lausten, Martin Schwarz: Danmarks Kirkehistorie (2004).

Blytgen-Petersen, Emil: Oxford i Danmark bd. I & II (1935).

Lindhardt, P.G: Fra Oxfordbevægelse til Moralsk Oprustning (1951).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Christian Egander Skov
Tidsafgrænsning
1930 -2002
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Lausten, Martin Schwarz: Danmarks Kirkehistorie (2004).

Blytgen-Petersen, Emil: Oxford i Danmark bd. I & II (1935).

Lindhardt, P.G: Fra Oxfordbevægelse til Moralsk Oprustning (1951).

Udgiver
danmarkshistorien.dk