Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Otto Mønsted, 1839-1916

Artikler

Otto Mønsted var, som sit førende produkt OMA margarine, et kendt navn i dansk erhvervsliv omkring år 1900. Til gengæld værnede han om sit privatliv og forblev på den front ret ukendt. Ved sin død var han Danmarks rigeste mand, men til det sidste forblev han tro mod sit gamle udsagn, om at det spændende ved penge "hverken er at eje eller at bruge dem, men at tjene dem".

Købmanden

Otto Mønsted blev født på Lyngsbækgaard ved Femmøller på Mols og kom i købmandslære som 14-årig. Den færdiguddannede handelsbetjent (kommis) arbejdede blandt andet for Halberstadt & Mannheim, en kendt københavnsk købmandsforretning. Mønsted slog sig i 1865 ned som købmand i Aarhus med speciale i smør; der herskede på den tid hård konkurrence mellem byens omkring 90 købmandsforretninger. Den mest indflydelsesrige blandt dem var nok Hans Broge (1822-1908). Mønsted giftede sig i 1870 med Broges datter, Anna Sophie, og i et vist omfang også med svigerfaderens professionelle netværk. Der opstod en stærk alliance mellem Prins Otto og Jyllands Kong Hans, som man sagde. I 1874 oprettede Mønsted Danish Preserved Butter Company med smøreksport til blandt andet England, Kina og Afrika. Firmaet høstede en del priser for sine produkter, herunder sølv ved Verdensudstillingen i Paris i 1878.

Det var i disse år margarinen – kunstsmørret – dukkede op som et alternativ til smør. Efter patenteringen i 1869 gik det nye produkt sin sejrsgang over Nordvesteuropa, og så sent som i 1882 udtalte Mønsted sig stærkt kritisk om det. På det tidspunkt var han i færd med at udvikle en teknik til margarinefremstilling, så det kan være vanskeligt at vide, hvad der præcis lå bag hans udtalelse. Om det var et røgslør, eller om projektet var ved at slå fejl, vides ikke.

Margarinefabrikanten

I 1883 stiftede Otto Mønsted Aarhus Butterine Company, som kort efter udbød det første danskproducerede margarine. Det nye produkt blev opfattet som en alvorlig trussel af mejeribruget, hvor andelsbevægelsen var ved at bryde igennem. Fra 1885 rasede ”margarinekrigen” – en fejde om, hvorvidt margarine kunne tillades i et smørland, og i bekræftende fald på hvilke betingelser. Skulle det farves, hvordan skulle det mærkes, og måtte det eksporteres med fare for at chikanere smøreksporten? De politiske partier blev engagerede og blev splittet i processen. Venstremanden Viggo Hørup og godsejere fra Højre propaganderede således sammen for et ”rent land”, dvs. et uden margarine. Otto Mønsted skrev et par lange og velformulerede artikler i dagspressen, og krigen endte med et ret fredsommeligt kompromis i 1888. Ikke blot overlevede margarinen – med tiden blev danskerne verdens mest margarineforbrugende folk med over 20 kg om året per indbygger. Også efter ”margarine-krigen” forblev Mønsted den største og dominerende producent i Danmark, selvom antallet af konkurrenter med tiden steg til over 100. I 1912 var der 400 ansatte i Otto Mønsteds virksomhed, og dens markedsandel lå på 45 procent.

Internationalisering

Allerede tidligt stiftede smøreksportøren Otto Mønsted bekendtskab med det engelske marked, og han har været vidende om margarinens muligheder der. Dels steg efterspørgslen kraftigt, og dels var der stort set ingen engelsk margarineproduktion. Der er ingen tvivl om, at England trak, men samtidig skubbede margarinekrigen nok i samme retning. I hvert fald købte han i 1888 en fabrik i Godley ved Manchester for £ 3000 (svarende til knapt 60.000 kr.), og snart antog de årlige overskud en anselig størrelse (fx £ 11.000 i 1893). Fabrikken nåede snart sin kapacitetsgrænse, og i 1894 stod en splinterny margarinefabrik klar – verdens største hævdedes det – i Southall uden for London. Mønsted, hans direktør Einar V. Schou og tre engelske partnere ejede hver en femtedel af aktiekapitalen i den nye virksomhed, som få år senere også overtog Godley-fabrikken.

Når de engelske fabrikker blev en så overvældende succes – i 1897 var overskuddet vokset til £ 34.000 – skyldtes det netop de engelske partnere, brødrene Watson, som drev Englands hurtigst voksende detailhandelskæde, Maypole Dairies Ltd. Kæden aftog løbende omkring halvdelen af Mønsteds margarineproduktion, og tilsammen dannede Mønsted og Watson-brødrene en veritabel ”margarine-akse”. De ellers så dominerende hollandske margarineproducenter, Gebr. Jurgens og Van den Bergh, havde mere end vanskeligt ved at vinde fodfæste i kampen mod Watson-brødrene og Mønsted. For Schou og Mønsted sluttede det engelske eventyr i 1909, da de afhændede deres ejerandele til briterne mod en meget klækkelig betaling.

Senere, i 1912-14 forsøgte Mønsted sig igen med en international ekspansion, denne gang i det storrussiske rige, henholdsvis Helsinki og Warszawa. Men dels løb man på betydelige forhindringer af blandt andet veterinær art, og dels blev ekspansionen afbrudt af 1. verdenskrig og senere sovjetiske nationaliseringer af en håndfuld oliefabrikker, Mønsted også var medejer af. Det samlede tab ansloges at være i størrelsesordenen 11 millioner kroner, hvoraf Otto Mønsteds udgjorde godt en tredjedel.

Forretningsmanden

Otto Mønsted blev kendt som en af reklamens pionerer. Han betjente sig af avis- og ugebladsreklamer, slogans, lysreklamer og branding – især af mærket OMA (Otto Mønsted Aarhus), der snart efter lanceringen i 1910 blev et af de meget stærke brands i Danmark. Hurtige – 35 km/t. – lastbiler fragtede margarinen til butikkerne, og hele livet lagde Mønsted stor vægt på at fremstille kvalitetsvarer. Det sikrede han blandt andet ved udviklingsarbejde på egne laboratorier. Forbindelsen til Watson-brødrene sikrede Mønsted stabil afsætning i England og gennem medejerskabet i Aarhus Oliefabrik og dens udenlandske datterselskaber var der styr på tilgangen af lødige råvarer til margarinefremstillingen. Større investeringsbeslutninger blev ofte truffet i en ret snæver kreds af pengestærke forretningsvenner i Jylland og Hamborg (Pontoppidan-familien).

Netværk, handlekraft, innovation og internationalisering – Otto Mønsted stod for alt det, der nu om stunder efterlyses og udbydes kurser i. Men i sin Aarhus-tid engagerede han sig desuden i lokalpolitik som medlem af byens råd. Således havde han ansvaret for byens gasværk, som blev drevet op til en overskudsforretning, der tog betydelige sociale hensyn.

Sine sidste, lidt mere rolige år tilbragte han i København, hvortil han flyttede med sin hustru, Anna Sophie, i 1899. Hjemmet var en statelig, nyopført villa i Kristianiagade – den nuværende russiske ambassade.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015