Orla Lehmann, 1810-1870

Artikler

Den nationalliberale politiker, cand.jur. Orla Lehmann, var en af de vigtigste politikere i det 19. århundrede. Hans mest markante politiske bedrifter var hans kamp mod enevælden, der kulminerede med indførelsen af Grundloven i 1849, hans aktive rolle i de begivenheder, der førte til 1. Slesvigske Krig 1848-50, og hans bidrag til fællesforfatningen for Danmark og Slesvig i 1863. Fællesforfatningen skulle knytte disse tæt sammen, men udløste i stedet 2. Slesvigske Krig i 1864. Derudover arbejdede Lehmann især for bedre forhold for bønderne og oprettelsen af en skandinavisk union. Han var i flere omgange minister og sad med en kort afbrydelse i Landstinget fra 1854-1870.

Kampen for en fri forfatning

Orla Lehmann havde fra 1840 og frem til 1864 en absolut central rolle i dansk politik som bannerfører for den liberale bevægelse, der bekæmpede enevælden og ønskede en fri forfatning. Hans gennembrud på den politiske scene kom i 1840, hvor han som ordfører for et netværk af liberale akademikere afleverede en adresse (skriftlig henvendelse) til den nye konge, Christian 8. (1839-1848). Adressen krævede blandt andet en fri forfatning, men blev afslået af kongen.

Lehmann forsatte dog den liberale kamp. I januar 1841 holdt han sin såkaldte ’Falstertale’ ved et landbomøde, hvor han argumenterede for, at enevælden ikke var god for bønderne. De kunne nemlig ikke være sikre på, at kommende konger ville behandle dem lige så godt, som Frederik 6. (1808-1839) havde gjort. For de udtalelser blev han idømt tre måneders fængsel for at have skabt ”had og misnøje” mod Danmarks forfatning, Kongeloven. Fængslingen gjorde Lehmann til martyr, og liberale fejrede ham som frihedshelt ved løsladelsen.

Da Lehmann kom ud af fængslet i 1841, holdt han en tale, hvor han for første gang brugte kampråbet: ”Danmark til Ejderen.” Her forenedes kampen for en fri forfatning med kampen for en samling af Danmark og Slesvig under samme forfatning. Lehmanns bevægelse var blevet nationalliberal.

Lehmanns politiske begyndelse

Orla Lehmanns livslange kamp for et nationalliberalt Danmark foregik på trods af, at hans far var holstensk født, og at han i en årrække gik i en tysk skole. Lehmanns politiske virke var dog dansksindet, lige fra han udgav sin første artikel i tidsskriftet Maanedsskrift for Litteratur i 1832.

Et studieophold i Berlin i vinteren 1833-34 grundlagde hans liberale værdier. Han blev her inspireret til bl.a. at nærstudere Norges, efter europæiske standarder, meget demokratiske grundlov. Da Lehmann vendte hjem fra Berlin, blev hans fremtidige virke beseglet. Han involverede sig hurtigt i den gryende liberale bevægelse i København og begyndte at skrive kritiske indlæg om enevælden til oppositionsaviser som Fædrelandet og Kjøbenhavnsposten.

Han fattede også interesse for bøndernes vilkår. I 1846 var han medstifter af Bondevennernes Selskab, hvis mærkesager var en fri forfatning, ophævelse af tvangsfæsteriet og indførelse af værnepligt for alle – ikke kun bønderne. Selskabet fik stor betydning for bondebevægelsens kamp for politisk indflydelse.

Lehmanns mål: Magt til de veluddannede og rige

I forbindelse med revolutionerne og tronskiftet i 1848 var Orla Lehmann med til at udarbejde den henvendelse, der fik den nye konge, Frederik 7. (1808-1863), til at indsætte Martsministeriet, hvor Lehmann selv fik en ministerpost. Her fik han blandt andet indflydelse på udformningen af Grundloven året senere.

For Orla Lehmann var formålet med den fri forfatning at flytte noget af kongens magt over til veluddannede borgere. Han var således ikke fortaler for en almindelig stemmeret eller demokrati i moderne forstand. Som hos flere andre nationalliberale skete der også et konservativt skred i hans holdninger i perioden mellem de to slesvigske krige. I 1860 udtalte han således, at magten tilkom ”de begavede, de dannede og de formuende”. Han var da også tilhænger af den reviderede grundlov, der i 1866 indskrænkede den stemmeret, han selv havde været medskaber af i 1849.

1864-krigen og skandinavismen

Efter Grundlovens indførelse i 1849 vendte Lehmann sig i stigende grad mod det slesvigske spørgsmål. Da det omkring 1860 stod klart, at Det Tyske Forbund og Holsten modarbejdede alle forsøg på at skabe en levedygtig dansk helstat, var Lehmann med til at rejse den folkestemning, som krævede Slesvigs indlemmelse i kongeriget Danmark. Han skrev også udkastet til fællesforfatningen af 1863, der udløste 2. Slesvigske Krig i 1864.

Som mange andre nationalliberale var Lehmann en ivrig skandinavist og agiterede ofte for tanken om en samlet skandinavisk union. Op til krigen i 1864 kom det så vidt, at Lehmann med daværende indenrigsminister D.G. Monrad i ryggen henvendte sig til den svenske gesandt i København med forslaget om at indgå i en union med fælles nordisk parlament og et ægteskab mellem den danske prins og den svenske kongedatter. Svenskerne var imidlertid ikke interesserede.

Svenskerne kom heller ikke danskerne til hjælp under 2. Slesvigske Krig, og det danske nederlag og afståelsen af Slesvig og Holsten ramte Lehmann meget hårdt både fysisk og psykisk. Både hans nationalliberale og skandinaviske drømme havde lidt et alvorligt knæk. Han fortsatte dog sit politiske virke indtil sin død i 1870.

Om artiklen

Forfatter(e)
Ole Krogsgaard
Tidsafgrænsning
1810 - 1870
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. december 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Friisberg, Claus: Orla Lehmann - Danmarks første moderne politiker: Orla Lehman, de nationalliberale og Danmark 1810-49: en politisk biografi (2000).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Ole Krogsgaard
Tidsafgrænsning
1810 - 1870
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. december 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Friisberg, Claus: Orla Lehmann - Danmarks første moderne politiker: Orla Lehman, de nationalliberale og Danmark 1810-49: en politisk biografi (2000).

Udgiver
danmarkshistorien.dk