Ordensbestemmelser ved militærnægterlejren i Oksbøl, januar 1949

Kilder

Kildeintroduktion:

Militærnægterlejren ved Oksbøl i Sydvestjylland eksisterede fra 1949 til 1959 under navnet C.A.-lejren, Civil Arbejdslejr. Den danske militærnægterlov fra 1917 gjorde det muligt at aftjene civil fremfor militær værnepligt i Danmark.

I 1929 havde det danske militær etableret en militærlejr ved Oksbøl, som under besættelsen blev overtaget af den tyske værnemagt. Fra 1945 til 1949 var den nordlige del af lejren landets største interneringslejr for tyske flygtninge. Da de sidste flygtninge i 1949 rykkede ud af området, flyttede nægterne efterfølgende ind. Som det fremgår af de sidste linjer af disse ordensbestemmelser for lejren, var militærnægternes hovedopgave at slette sporene af besættelsestidens tyske militærlejr og den efterfølgende flygtningelejr ved at demontere barakker m.v. og reetablere Aal Plantage, der havde ligget i området før krigen. Desuden skulle det byggemateriel, der kom ud af nedtagningsarbejdet, efterfølgende sælges med henblik på at skaffe penge til den danske statskasse.

Militærnægterne var mænd mellem 20 og 30 år af meget forskellig baggrund, men med en fælles modvilje mod krig. Som hovedregel var nægterne enten politisk eller religiøst motiverede. På det politiske plan kommunister, folk med tilknytning til Det Radikale Venstre og andre, og på det religiøse plan personer fra blandt andet Jehovas Vidner, Indre Mission og pinsebevægelsen.

Militærnægterlejren blev nedlagt i 1959, hvorefter Forsvaret overtog området.    

Ordensbestemmelser

Aske må ikke udrenses på stuernes gulve, men skal samles i barakkernes askebeholdere, og disse skal daglig tømmes i nærmeste, murede skarnbeholder, hvis låger skal holdes lukkede.

Belægningsstuer og gange med gulvbelægning af dafoleum[1] o. l. må ikke benyttes til pudsning m. v., da disse gulve ikke tåler syreholdig olie o. l.

Cykler må ikke henstilles op ad barakker, træer o. l. og ejheller medbringes på kvarterer, gange o. a. s.[2] Cyklestald findes på nordsiden af barak nr. 5.

Døre og vinduer skal enten være lukkede eller sat på krog. I regn-, storm- og snevejr skal yderdøre holdes lukkede.

Enhver beskadigelse af barakker, inventar o. l., bemaling af skilte og opslag o. s. v. vil ved lejrkommandantskabets foranstaltning blive udbedret for skadevolderens regning.

Fyring er kun tilladt i fyringsperioderne eller efter nærmere tilladelse fra lejrkommandantskabet og med brændsel udleveret fra lejren.

Genveje må ikke skydes udenfor veje og stier, opsatte afvisere og hegn m. v. skal respekteres.

Henkastning af papir, tændstikker, flasker o. l. er forbudt. Tomme flasker afleveres i udsalg eller messe[3].

Idrætspladsen nord for barak nr. 19 må kun benyttes til boldspil under kommando, ikke til tilfældig træning. Færdsel uden grund på pladsen er forbudt.

Kassabelt eller reparabelt inventar ombyttes på lejrens depot i barak nr. 16.

Lyset skal slukkes, når kvarter[4], stue, toilet, vaskerum o. l. ikke benyttes.

Melding om beskadigelser, mangler o. l. samt fejl ved installationer m. v. afgives snarest til lejrens tilsyningsofficiant.

Nøgenkultur (solbad) må ikke dyrkes synligt fra veje og stier.

Ophængning eller opklæbning af private billeder på kvarterer, stuer m. v. er forbudt.

Påklædning udenfor lejren skal i fritiden være udgangspåklædning. Befalingsmænd og menige skal være påklædt, når de færdes udenfor de anviste kvarteromraader. Færdsel i badebenklæder (idrætstøj) er kun tilladt til og fra badebarak (idrætsplads).

Rygning og brug af åben ild er forbudt på sovestuer, i spisesalen, depoter, sygestuer, garager o. l. steder, stalden samt på lyngbevoksede arealer.

Skodder må ikke aftages. Søm må ikke slås i vægge, døre, skabe, senge o. l. Støj fra såvel motorkøretøjer som radioapparater skal undgås mest muligt.

Tøjtørring sker på de anbragte tørrestativer, ikke i barakkernes vinduer.

Udsalgets flasker skal tilbageleveres.

Vaskerummenes spejle må ikke nedtages og endnu mindre fjernes. Det samme gælder vandhanernes brusere.

Ændringer af tekniske installationer er strengt forbud.

________

 

Skån overalt den sparsomme bevoksning, hvor de færdes,

Og hjælp lejrkommandantskabet med at udslette de spor,

Som de tyske tropper efterlod sig i vor gamle lejr. 

 

Følg derfor veje og stier overalt i lejren!

 

G. Frisenvang[5].


Foto fra Vardemuseerne.


[1] Dafoleum: slidstærke gulve af støbeasfalt.

[2] o.a.s.: og andre steder.

[3] Messe: spise- og opholdssted på en kaserne og andre militære steder.

[4] Kvarter: militær betegnelse for indkvarteringsrum.

[5] G.J.J.A. Frisenvang (1896-1971): oberstløjtnant og leder af militærnægterlejren i Oksbøl fra 1949 til 1959.