Orbodemål

Artikler

I middelalderens strafferet skelnede man mellem to typer af lovbrud; bødemål og orbodemål. Bødemål (bødesag) var betegnelsen for en forbrydelse, der kunne sones med bøder til den forurettede part. Orbodemål (u-bødesag) var betegnelsen for en forbrydelse, der blev betragtet som så alvorlig, at gerningsmanden ikke kunne slippe med bøder, men i stedet blev dømt fredløs og kunne dræbes straffrit af enhver. Klassificeringen af forbrydelser som henholdsvis bødemål og orbodemål udsprang af kongemagtens og kirkens fredslovgivning. Oprindeligt var retsbrud et mellemværende mellem to slægter, som ingen statslig myndighed havde indflydelse på, hvorfor retsbrud måtte sones med bøder til den krænkede slægt og ikke ved offentlig straf. Efterhånden som kongen og kirken i løbet af højmiddelalderen øgede deres magt over retssystemet, blev flere og flere forbrydelser gjort til orbodemål. Desuden sikrede kongemagten sig ret til bøder i forbindelse med en række bødemål.

Orbodemål i højmiddelalderens lovgivning

Den tidligste kongelige fredslovgivning forsøgte at inddæmme fejder og begrænse vold ved at udpege forbrydelser begået på bestemte tider og steder som fredsbrud. I videreudviklingen af denne fredslovgivning blev stadig flere af disse fredsbrud gjort til orbodemål og belagt med fredløshedsstraf. Som eksempler på orbodemål kan nævnes: Drab begået i kirke, på tinge, i forbindelse med krænkelse af husfreden, i julehelgen eller efter aftalte bøder samt ildspåsættelse, hærværk og voldtægt. Den yngste af landskabslovene, Jyske Lov fra 1241, gik så vidt som til at gøre ethvert overlagt drab til orbodemål, hvilket naturligvis overflødiggjorde de ældre regler, hvor kun drab i forbindelse med specielle fredsbrud var orbodemål. Endvidere var landsforræderi og majestætsforbrydelser orbodemål.

Orbodemål i senmiddelalderen og renæssancen

Orbodemål eksisterede i princippet lige så længe som loven skelnede mellem forbrydelser, der udløste henholdsvis bøde- og fredløshedsstraf, dvs. indtil 1600-tallet, men selve ordet ”orbodemål” gik efterhånden ud af almindelig brug. I 1500- og 1600-tallet, da fredløsheden gradvist mistede sin oprindelige betydning til fordel for korporlige, statslige straffe, blev selve ordet orbodemål så vidt vides stadig mere sjældent anvendt.

Om artiklen

Forfatter(e)
Jeppe Büchert Netterstrøm
Tidsafgrænsning
400 - 1866
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Fenger, Ole: Fejde og mandebod (1971)

Jørgensen, Poul Johs.: Manddrabsforbrydelsen i den skaanske Ret fra Valdemarstiden (1922)

Jørgensen,Poul Johs.: Dansk Retshistorie, 2. udg. (1947)

Jørgensen, Poul Johs.: Dansk strafferet fra Reformationen til Danske Lov (udg. Ditlev Tamm og Helle Vogt) (2007)

Büchert Netterstrøm, Jeppe: Fejde og magt i senmiddelalderens Danmark (2011)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Jeppe Büchert Netterstrøm
Tidsafgrænsning
400 - 1866
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Fenger, Ole: Fejde og mandebod (1971)

Jørgensen, Poul Johs.: Manddrabsforbrydelsen i den skaanske Ret fra Valdemarstiden (1922)

Jørgensen,Poul Johs.: Dansk Retshistorie, 2. udg. (1947)

Jørgensen, Poul Johs.: Dansk strafferet fra Reformationen til Danske Lov (udg. Ditlev Tamm og Helle Vogt) (2007)

Büchert Netterstrøm, Jeppe: Fejde og magt i senmiddelalderens Danmark (2011)

Udgiver
danmarkshistorien.dk