"Optøjerne ved Grønttorvet", Berlingske Tidende, 14. november 1918

Kilder

Kildeintroduktion:

Grønttorvet i København - nu Israels Plads - var den 13. november 1918 scene for konfrontationer mellem politiet og revolutionære socialister. Begivenhederne blev kendt som ’Slaget på Grønttorvet’ og var kulminationen på flere måneders uroligheder. Nedenfor kan du læse avisen Berlingske Tidendes beskrivelse af begivenhederne dagen efter.   

Optøjerne ved Grønttorvet

Spektakelmødet paa Grønttorvet igaar viste, hvad man paa Forhaand kunde vide, hvor ringe Magt den saakaldte Syndikalistbevægelse har her i Landet. ”Generalstriken” blev en Fiasko; Ophidselsesmødet blev det i Virkeligheden ogsaa. Kun et ubetydeligt Antal af Arbejderne, der vel efter Hensigten skulde have været Tilhørerne og Materialet for Ophidselsen, gad høre paa de arbejdssky Individers Bravader[1] og tomme Brandtaler.

Men dette i og for sig ganske betydningsløse Møde fik, for en stor Del ganske vist som Følge af Publikums Tankeløshed, et skandaløst Efterspil ved det ”Nytaarsaften-Halløj” i forværret Udgave, som i en hel Del Timer fik Lov til at forstyrre Byens Ro og paaføre Befolkningen Ulæmper.

Hvor Ansvaret i første Omgang ligger, er der ingen Tvivl om. Selvfølgelig hos ”Førerne” for de Rabulistgrupper[2], der havde arrangeret Mødet, og som holdt de første Ophidselses- og Brandtaler - for derefter at salvere[3] sig, da de fandt Situationen uholdbar og begyndte at frygte for Rygstykkerne eller Anholdelse. Ynkeligere Parodier paa ”Revolutionshelte” kan man ikke ønske sig. Men de har dog altsaa formaaet, støttet ved Publikums tankeløse Optræden, at give de ungdommelige Driverter og Bøller, som findes i enhver Storby - og hvis Tal en kortsynet Arbejdsløshedslovgivning vel ogsaa har øget - Anledning til at lave en ”Fest”, der Navnlig er gaaet ud over Beboerne i Kvarteret og andre sagesløse Borgere.

Politiets Optræden var som Helhed paaskønnelsesværdig; der blev af Politimandskabet udvist Pligttroskab, virkeligt Mod og Utrættelighed, og det vilde ogsaa have været tilstrækkeligt stærkt til at tilvejebringe Orden, hvis det ikke havde været hæmmet ved de stedlige Forhold: en Plads midt i Byens Forretningskvarter med mange omliggende Tvær- og Længdegader, der gjorde det muligt for Bøllesværmene at lege Kispus med Betjentene. Selve Politistyrken, Mandskab og Befalingsmænd, er der intet at bebrejde.

Men Ansvaret kan selvfølgelig ikke begrænses til de professionelle Ophidsere og Fantaster. Der er andre, der har Skyld. For det første ligger det nær at spørge, om det ikke var særdeles ubesindigt at tillade Afholdelsen af et Møde af denne Art paa et Midtpunkt for Byens Forretningsliv og Trafik. Man behøvede dog ikke, bl. a. med Børsspektaklerne[4] i Erindring, at kunne se langt ud over sin Næsetip for at regne med som en nærliggende Mulighed, at Bøllesværmene vilde benytte Anledningen til at lave Spektakler. Faktisk ventede hele Byen det. Men Myndighederne fandt det altsaa i sin Orden - tænkte end ikke paa at lede Trafiken udenom. Det bestemte Forlangende retter nu Byens Befolkning til Myndighederne, at Gentagelse af dette ikke finder Sted. Der er afsides Pladser nok indenfor Storkjøbenhavns Grænser, hvor Spektakelmagerne Thøgersen[5] eller Sperling[6] eller Marie Nielsen[7], eller hvad de hedder, kan komme til at bruge deres løse Mund, uden at den hellige Forsamlingsfrihed derved krænkes. Vi vil ikke mere have den Slags Møder paa Steder hvor Færdselen standses derved og Befolkningen forulempes. Vi lægger et direkte Ansvar herfor paa Ordensmyndighederne.

Og dernæst forekommer det Befolkningen ganske utilbørligt, at Personer som de nævnte faar Lov til at drive det Spil med Straffemyndighederne, som de hidtil har drevet. Samfundet kan udmærket undvære dem, det er unyttige og skadelige Medlemmer, og ved deres egen Færd har de givet saadanne Holdepunkter for de retshaandhævende Myndigheder, at Samfundet nok kunde sikre sig mod dem. Vi forlanger ikke Hævn, men vi forlanger Ro.  Og skal vi vedblivende se disse Personer drive deres Spil saa forholdsvis uantastet som hidtil, vil der hos de lovlydige og ordentlige Medlemmer af Samfundet opstaa en dyb Mistillid til Evnen eller Villien hos dem, der er kaldede til at haandhæve Roen.

I samme Forbindelse henleder vi - atter- Opmærksomheden paa Individerne af fremmed Nationalitet iblandt os. De var ogsaa igaar paa Færde. Det maa forlanges, at der føres den skarpeste Kontrol med de Udlændinge, der finder for godt at misbruge Gæstfriheden, og som finder deres Fordel ved at fremkalde Forstyrrelse og Usikkerhed her i Landet - ved Tilskud til ophidsende Organer og andre lyssky Metoder.

Vor Regering har under Krigssituationen, naar det passede den, henvist til sin Styrke og Forudseenhed. Vi ønsker ikke netop en yderligere Udvikling af dens Magtfuldkommenhed, men de Kræfter, den endnu maatte have i Behold, mener vi passende kunde komme til Udfoldelse ved haandfaste Foranstaltninger til Bevarelsen af den indre Ro og Orden. Det er ikke saa indviklet en Opgave. Vore hjemlige Uroelementer er ikke saa talrige eller kraftige og Smitten udefra kan vi nok ved passende Forholdsregler holde fra Dørene. Kravet til Roms Konsuler lyder ogsaa til vor Regering: Den har Pligt til at sørge for, at der ikke tilføjes Staten og Samfundet Skade.

 


Ordforklaringer m.m. 

[1] Bravade: pralende opførsel

[2] Rabulist: højrøstet og intrigant person.

[3] Salvere sig: redde sig i sikkerhed.

[4] Børsspektaklerne: der henvises her til ’Stormen på Børsen’ den 11. februar 1918, hvor en flok demonstranter bevæbnet med køller gik ind på Børsen i København.

[5] Thøger Thøgersen (1885-1947): dansk politiker. Thøgersen var i 1918 formand for Socialistisk Arbejderparti. I 1920’erne var han engageret i DKP. En periode var han også formand for dette parti, men måtte se sig slået af Aksel Larsen. Thøgersen blev som kommunist interneret under besættelsen og blev senere sendt til KZ-lejren Stutthof. Han døde i 1947 på grund af mén fra tiden i Stutthof.

[6] Johannes Sperling (1899-1980) var i 1918 på syndikalisternes side. Ved demonstrationen på Grønttorvet den 13. november 1918 blev han anholdt efter at have stået på taget af en sporvogn med en rød fane. Han forsonede sig senere med Socialdemokratiet og blev den første direktør for Dansk Folkeferie.

[7] Marie Nielsen (1875-1951): lærer. Hun var i 1918 ansvarshavende redaktør på dagbladet Klassekampen. I 1919 var hun medstifter af DKP, men blev senere ekskluderet på grund af kritik af partiledelsen og det sovjetiske styres politiske kurs. 

Om kilden

Dateret
14.11.1918
Oprindelse
Berlingske Tidende, 14. november 1918
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. marts 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
14.11.1918
Oprindelse
Berlingske Tidende, 14. november 1918
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. marts 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk