Opbruddet i det parlamentariske landskab i 1970'erne

Artikler

Indtil Jordskredsvalget i 1973 dominerede 4-5 partier det parlamentariske landskab. Vælgerne stemte i høj grad efter sociale tilhørsforhold og klassetilhørsforhold. Socialdemokratiet var arbejdernes parti, Venstre var bøndernes parti, Det Radikale Venstre lærerenes og funktionærernes parti og Det Konservative Folkeparti godsejernes og de erhvervsdrivende i byernes parti. Ved Jordskredsvalget blev antallet af partier fordoblet, hvilket blev betalt af en massiv tilbagegang for de gamle partier. Især nye enkeltsags- og protestpartier som f.eks. Fremskridtspartiet kom nu til at fylde i det politiske billede. Opbruddet signalerede et ønske om forandring, men det var samtidig et tvetydigt opbrud, der stak i mange forskellige retninger.

Det parlamentariske landskab før 1973

Indtil 1973 var det danske parlamentariske landskab domineret af et system med 4-5 partier i Folketinget, og vælgerne stemte i høj grad efter sociale tilhørsforhold og klassetilhørsforhold: Arbejderne stemte på Socialdemokratiet, bønderne stemte på Venstre, funktionærer i liberale erhverv stemte på Det Radikale Venstre, og godsejerne og de erhvervsdrivende i byerne på De Konservative. Men med urbaniseringen og affolkningen i landdistrikterne, uddannelseseksplosionen, væksten i servicesektoren -  herunder kvindernes store indtog på arbejdsmarkedet - og velfærdsstatens udvikling begyndte de traditionelle klasseskel at blive udvisket. Det gav anledning til et stort både samfundsmæssigt og kulturelt opbrud, der kulminerede i 1970'erne.

Samtidig blev båndet mellem det sociale og det politiske i nogen grad brudt til fordel for en højere grad af individualisering. Enkeltsager som miljø, skat, EF og med tiden indvandring kom til at vægte mere for vælgernes politiske orientering, ligesom nye politiske deltagerformer slog igennem, for eksempel gennem græsrodsbevægelser.

Jordskredsvalget 1973: Overgangen fra én politisk-parlamentarisk fase til en ny

De samfundsmæssige ændringer og deres betydning for partierne slog for alvor igennem ved Jordskredsvalget den 4. december 1973. Dette folketingsvalg kom til at symbolisere overgangen fra én politisk-parlamentarisk fase til en anden.

Før valget var der 5 partier repræsenteret i Folketinget; efter sad der 10. Denne udvidelse blev betalt af en massiv tilbagegang for de gamle partier. Socialdemokratiet mistede 24 mandater og gik tilbage fra 70 til 46, mens Socialistisk Folkeparti oplevede en tilbagegang fra 17 til 11 mandater. På den borgerlige side blev De Konservatives mandattal næsten halveret fra 31 til 16, mens Venstre og Det Radikale Venstre oplevede en mere behersket, men dog stadig markant tilbagegang fra henholdsvis 30 til 22 mandater og 27 til 20.

Mandaterne blev især slugt at to nye partier: Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne (CD). Mogens Glistrup (1926-2008) og hans Fremskridtsparti stormede ind med 28 mandater, hvilket svarede til 15,9 % af de afgivne, gyldige stemmer, og det var nok til at gøre partiet til det næststørste. Den tidligere socialdemokrat Erhard Jakobsens (1917-2002) parti Centrum-Demokraterne kom ind med 14 mandater. Kristeligt Folkeparti fik sin debut med 7 mandater. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) fik et comeback i Folketinget med 6 mandater, og endelig fik Retsforbundet 5 mandater.

'Jordskredsvalget' den 4 december 1973 gav massiv tilbagegang til de partier, der i forvejen sad i Folketinget. Til gengæld stormede nye partier som Fremskridtspartiet ind med 28 mandater og Centrum-Demokraterne ind med 14 mandater. De to partistiftere Erhard Jakobsen, CD, og Mogens Glistrup, Fremskridtspartiet, var begge særdeles mediebevidste. Særligt i første halvdel af 1970’erne kørte de hyppigt mediemæssigt parløb trods deres temmelig forskellige politiske dagsordener. Foto: Erik Holmberg, Scanpix    

Kristeligt Folkeparti

Kristeligt Folkeparti blev stiftet i 1970 som en direkte protest mod billedpornoens frigivelse (1969) og liberalisering af abortlovgivningen (1970). Overordnet kan partiet ses som en reaktion på de borgerlige partiers uskarpe værdipolitiske profil i 1960'erne og 1970'erne.

Venstre og De Konservative var ikke uberørte af den venstreorienterede tidsånd, og det var konkret VKR-regeringens liberalisering af abortlovgivningen og frigivelsen af billedpornografien, der var årsag til Kristeligt Folkepartis stiftelse. Partiet kom i Folketinget i 1973 med syv mandater, bl.a. på baggrund af deres modstand mod den fri abort og partiets kritik af provokunstneren Jens Jørgen Thorsens Jesus-film.

Kristeligt Folkeparti udviklede sig hurtigt fra at være et protestparti til at være et centrum-højre parti, der særligt lagde vægt på forsvaret af de traditionelle, kristne værdier. I 1982 blev Kristeligt Folkeparti en del af den borgerlige Firkløverregering, men stod ikke tilbage for at støtte de socialdemokratiske regeringer i økonomiske spørgsmål. I 1980'erne markerede partiets miljøminister Christian Christensen (1925-1988) dette ved at gå uden om sin regering og udnytte det alternative flertal til at forfølge Kristeligt Folkeparti grønne profil.

Centrum-Demokraterne

Centrum-Demokraterne blev stiftet af tidligere socialdemokrat og Gladsaxe-borgmester Erhard Jakobsen (1917-2002). Han blev i 1973 så utilfreds med venstredrejningen i sit parti og i regeringen, at han i november meldte sig ud af partiet og kort efter stiftede sit eget parti.

CD var et selverklæret borgerligt parti, der placerede sig nogenlunde midt i det politiske landskab, og som kombinerede mærkesager fra forskellige ender af det politiske spektrum. Partiet ønskede at bevare velfærdssamfundets kerneinstitutioner, men appellerede især til servicesamfundets voksende middelklasse og mellemlag - og til højreorienterede og erhvervsvenlige socialdemokrater. Partiet blev hurtigt kendt som parcelhusejernes parti, og det var ikke mindst spørgsmålet om boligskatter, der havde drevet Jakobsen fra Socialdemokratiet. Udenrigs- og forsvarspolitisk var CD ligesom Venstre og Det Konservative Folkeparti stærke tilhængere af såvel EF som NATO, men stod til gengæld for en meget liberal flygtninge- og indvandrerpolitik, der mere lignede Det Radikale Venstres.

Fremskridtpartiet

Fremskridtspartiet var det måske mest udprægede protestparti - og det mest succesfulde ved Jordskredsvalget. Det blev stiftet af den karismatiske advokat Mogens Glistrup (1926-2008) i 1972.

Fremskridtpartiet kom til at udgøre en helt ny højrefløj i Folketinget. Mærkesagerne var et oprør mod det stærkt stigende skattetryk og den omsiggribende statslige regulering. Partiets utraditionelle partiprogram krævede en afskaffelse af indkomstskatten, en kraftig reduktion af den offentlige sektor samt månedlige valg til et stærkt reduceret Folketing. Desuden foreslog Glistrup at nedlægge Forsvaret og erstatte det med en telefonsvarer, der sagde "vi overgiver os" på russisk.

Partiet var i 1970'erne næsten udelukkende karakteriseret ved stifteren Mogens Glistrup. Det var Glistrups parti, og han var en uberegnelig samarbejdspartner i Folketinget, hvorfor de etablerede partier søgte at undgå at basere et flertal på Fremskridtspartiet.

Fremskridtspartiet var gennem det meste af sin tid i Folketinget præget af uenigheder mellem to fløje. På den ene side 'strammerne' med Glistrup i spidsen, der ville bevare partiets uafhængighed og karakter af protestparti, og på den anden side 'slapperne', der søgte at opnå politiske indrømmelser ved at deltage i det normale parlamentariske arbejde. Denne splittelse kom ikke mindst til udtryk, da Glistrup mistede sit greb om partiet, efter at han i 1983 blev idømt tre års fængsel for skattesvig og efterfølgende ekskluderet fra Folketinget.

Oprør fra både venstre og højre

Jordskredsvalget signalerede et ønske om forandring, men det var også et tvetydigt og multifacetteret opbrud. Glistrup havde 16 % af vælgerne bag sin minimumsskattepolitik, men resten af de danske vælgere stemte på partier, der accepterede en betydelig skattebyrde som led i velfærdssolidariteten.

Kulturopbruddet manifesterede sig også ved Kristeligt Folkepartis indtog i Folketinget, der mobiliserede stærkt mod eksempelvis fri abort og Jens Jørgen Thorsens Jesus-film. Centrum-Demokraterne kunne slå tilsvarende toner an med angreb på venstredrejningen af Danmarks Radio og fristaden Christiania.

På venstrefløjen var der blevet mere plads til det yderste venstre i form af Danmarks Kommunistiske Parti, der i høj grad blev valgt ind som protest mod Socialistisk Folkepartis 'klassesamarbejde' med Socialdemokratiet i 1960'erne. I 1975 kom Venstresocialisterne igen i Folketinget og kom her i høj grad til at fungere som græsrodsbevægelsernes talerør.

Både Erhard Jakobsen og Mogens Glistrup havde opfanget vigtige signaler i tidens samfundsmæssige opbrud, og at de formåede at omsætte det til politisk kapital på en måde, der efterlod de etablerede politikere målløse. På den måde var de forløbere for senere tiders post-faktuelle politikere.

Samtidig er det vigtigt at fastholde, at der var grænser for opbruddets gennemslag. Den politisk-kulturelle venstredrejning havde tag i en langt større del af befolkningen og fik et større magtpolitisk råderum, også i Socialdemokratiet. Det var herfra initiativet udgik til Danmarks første miljølov (1973), loven om fri abort (1973), Bistandsloven (1976), ligeløns- og ligebehandlingslove (1976 og 1978) samt væksten i dansk udviklingsbistand (Danmark nåede i 1978 op på at give 0,7 pct. af BNP).  Ligeledes formåede fagbevægelsen at fastholde en stor organisations- og mobiliseringsgrad.

Trængsel på midten af dansk politik

Den venstreorienterede kulturdominans omsatte sig ikke til en parlamentarisk dominans. Det var kun i Anker Jørgensens (1922-2016) første regeringsperiode, at han sammen med SF og de nordatlantiske mandater nåede op på 90 mandater. I de følgende mindretalsregeringer måtte han smede forlig til både højre og venstre i Folketinget, og efter valgene i 1973 og 1975 var der et klart borgerligt flertal i Folketinget.

Når det ikke lykkedes de borgerlige partier at udnytte Anker Jørgensens mindretal og deres eget flertal effektivt, skyldtes det netop Fremskridtspartiet og det forhold, at de andre borgerlige partier ikke ønskede at inddrage partiet. Grundlæggende anså de - ligesom Socialdemokratiet - Fremskridtspartiet som et antiparlamentarisk og anarkistisk parti, og desuden upålideligt. De turde ikke basere sig på Fremskridtspartiets mandater, hvilket bl.a. var en af årsagerne til, at Venstres leder Poul Hartling (1914-2000) ikke dannede regering i 1975, på trods af at han havde vundet folketingsvalget.

Hertil kom, at der var en betydelig splittelse mellem og internt i de borgerlige partier i perioden. Venstre var splittet mellem by- og land-Venstre, og det Konservative Folkeparti led under en intern 'borgerkrig', indtil Poul Schlüter (f. 1929) i slutningen af 1970'erne fik samlet magten i partiet. Forholdet mellem Venstre og Konservative var i bedste fald konkurrencebetonet og ofte præget af kontraproduktiv rivalisering, ikke mindst pga. Hartlings regeringsdannelse (uden Konservative) efter Jordskredsvalget, og det blev ikke bedre med dannelsen af SV-regeringen i 1978. Denne splittelse udnyttede Socialdemokratiet til bl.a. at lave et vigtigt økonomisk forlig med Det Konservative Folkeparti og de små borgerlige midterpartier i august 1976.

Det parlamentariske landskab var en af hovedårsagerne til, at Anker Jørgensen kunne regere via ganske smalle mindretalsregeringer i 1970'erne. Til gengæld sled det på Socialdemokratiets interne sammenhold og ikke mindst på forholdet til fagbevægelsen, når regeringen måtte smede det ene økonomiske kriseforlig efter det andet med de borgerlige midterpartier igennem 1970'erne, og uden at store mærkesager som Økonomisk Demokrati (spredning af virksomhedernes ejendomsret og medbestemmelse til lønmodtagerne) blev gennemført.

Jordskredsvalget forandrede grundlæggende betingelserne og spillereglerne for den parlamentariske politik. Til gengæld rykkede de gamle partier sammen på midten og forsøgte i deres politiske praksis at holde yderfløjene uden for indflydelse. Det kom mest markant til udtryk i regeringskonstellationen SV-regeringen i 1978-79, men også i en lang række af forlig på tværs af Folketinget, der samtidig strakte dansk koalitionspolitik og forligskultur til sit yderste.

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Thorsten Borring Olesen
Tidsafgrænsning
1970 - 1980
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. november 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1, Gads Forlag (2017)

Olesen, Niels Wium og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2, Gads Forlag (2018)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Thorsten Borring Olesen
Tidsafgrænsning
1970 - 1980
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. november 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1, Gads Forlag (2017)

Olesen, Niels Wium og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2, Gads Forlag (2018)

Udgiver
danmarkshistorien.dk