Om Ove Gieddes ekspedition til Ceylon og Trankebar 1618-1622

Kilder

Kildeintroduktion:

Christian 4. ønskede som led i sin merkantilistiske politik at oprette en handelsrute mellem København og Indien. Til dette formål oprettedes det Danske Ostindiske Kompagni 1616. Støttepunkter skulle etableres til sikring af handelstrafikken og admiral Ove Giedde fik til opgave at føre den indgåede kontrakt med rajaen (herskeren) af Ceylon (Sri Lanka) ud i livet. 1618 lettede admiral Ove Giedde anker og satte kursen på den farefulde rejse mod Ceylon. Ved ankomsten viste det sig hurtigt, at rajaen ikke havde til hensigt at opfylde aftalen, hvorfor blikket vendtes mod Tanjore (Trankebar). Roland Crappe, som var udsendt af Dansk Ostindisk Kompagni, havde søgt tilflugt hos naiken (herskeren) af Tanjore, efter at skibet var gået på grund som følge af søkamp med portugiserne. Her fik han forhåndstilsagn om danske privilegier ved indgåelse af en kontrakt. Crappe sendte derfor bud efter Giedde. Efter lange og taktiske forhandlinger kom en aftale på plads den 16. november 1620. Aftalen indebar bl.a.

  • Handelsprivilegier i form af toldfrihed
  • Kun danskere og portugisere måtte handle i naikens besiddelser
  • Dansk møntfod accepteres som betalingsmiddel
  • Trankebar blev dansk støttepunkt mod årlige afgifter
  • Oprettelse af dansk fæstning blev tilladt.

Trankebar forblev dansk frem til 1845, hvor den blev solgt til Storbritannien, som forinden havde besat den i to omgange (1801-1802 og 1808-1815). Ove Giedde nedskrev sin beretning efter hjemkomsten til København i 1622 og afleverede den til Christian 4. den 1. maj 1623. Her skildres mødet med den fremmede kultur. Ligeledes kommer kulturernes forskellige sædvaner og verdensopfattelser til udtryk i Gieddes beskrivelse af forhandlingerne med naiken.

Fæstningen Dansborg i Trankebar, nu Tharangambadi, i Tamil Nadu.

Fæstningen Dansborg i Trankebar, nu Tharangambadi, i Tamil Nadu. Fra Wikimedia Commons.

Fortegnelse paa alt hvis imellem Naichen af Tanjoure og os forfalden er, saa vel som alt hvis den Coromandelske Kiøbmandskab anlanger.

1620

Den 30.[oktober], der jeg udi Forstaden til Tanjoure kom, begegned Type-Naichen, hvorudi han begierede, som er een af Naichens fornemste Officerer, inden for Porten, og lod sig bære udi en Pallenkin, med 8 af Naichens Elephanter, som hannem efterfulgte, hvor han stod af, og bad mig paa Naichens vegne være velkommen, og begierede, at jeg paa den største Elephant vilde opsidde, hvilken var meget stor, og først med et fint Klæde paa Ryggen og over Livet bedekket, hvorpaa siden laae et rødt Fløiels Hiønde, med Guld-Snorer bebræmmet. Men jeg undskyldte mig, for den Skade, jeg havde udi mit Been som jeg paa Vejen havde bekommet, og lod mig, som tilforn, udi Directeurens Pallenkin indbære. Og fulgte den foreskr. Type-Naiche mig udi Lossementet[1], og adspurgte, naar jeg med Naichen vilde tale? Der var nødigt, at jeg en Dag tilforn talte med den øverste Bramene[2], som etr deres øverste Præst. Hvortil jeg svarede, jeg intet med hannom havde at tale, men jo før jeg kunde komme Naichen i Tale, jo kierere det mig skulde være.

November.

Den I Nov. spurgte Type-Naichen mig ad, om jeg om Middagen vilde Tale med Naichen. Og der jeg svarede, ja, sagde han, at efterdi Støkkerne ikke vare kommen, jeg da efter Landsens Viis skulde forære Naichen med Sukker og Silketøi, som vi der kunde kiøbe. Hvorpaa jeg svarede, mig paa Naichens Skrivelse at være did kommen, og ikke for nogen Foræringer at udgive, som jeg dog med Tilbørlighed aflagde med vores lands Brug, og dermed hannem contenterede[3]. Om 2 Slet[4] kom Tolken til mig, og sagde, at jeg da kunde komme i Tale med Naichen om jeg den Aften eller om Morgenen vilde tale med Hannem. Hvortil jeg svarede, naar han vilde.

Den 2 blev jeg om Middagen opfordret, hvor jeg først proponered[5] om min Udskikkelse, dernæst hvorledes jeg did til Landet efter hans Skrivelse og Begiering var kommen, og siden formedelst hans anden Brev did opreist, med hannem udi al Billighed[6] paa min herres vegne at beramme, hvis baade min herre og hannem, samt begge af deres Undersaatter til Nytte og Gavn kunde geraade. Hvorpaa, om han saa syntes, vilde jeg Punkter skriftligen forfatte, og hannem siden tilstede.

Han begegned mig med meget gode og venlige Ord, og beloved meget Got. Men jeg maattte stande noget udi en gammel Sal, førend jeg indkom udi Palladsen til hannom, hvor han laae paa en Stie, med en fløiels Hiønde og Pude under sig, og havde den øverste Præst siddendes ved sine Been, med en Biskobs Hat paa, stukket med Perler. Og maatte jeg hannem ikke paa 8 eller 10 Skridt nær komme, men stod paa det øverste Trin af en Trappe, hvor han mig siden bad nedersidde.

Den 3 om Aftenen var jeg hos Naichen med Contracterne, hvilke han vel accepterte, og belovede dennem med det første at revidere. Han discurrered meget om vores Lande, og spurgte, om vores Lande vare vidt paa hin Side Portugal liggendes? Om min Herres, de Engelskes, Hollænders og Portugisers Lande? Hvem af de Herrer den fornemste var?

[…]

Den 11 lod Naichen mig 4 Heste tilskikke, og lod begiere, at jeg vilde opkomme, og der jeg opkom, blev jeg henviist til den Plads, som hans fornemste Herr sad (som var uden Hoved) og der Naichen indkom, gjorde han sin Bøn til et Dievels-Billede, paa Veggen var afmalt. Dog alle Folkene maatte tilforn bort, og mig førte de jevnsides ved Trappen, paa hvilken han paa det øverste Trin sad paa sine Knæ, der han bad, og lagde sit Hoved nogle gange neder paa Gulvet med stor Andagt for det Billede. Og der han det havde gjort, ginge de tvende Bramenes til, og hengde ham to Kieder paa halsen, gjort af Urter, hvilke han igien foræred nogle Klæichens[7], som vare tilsammen bunden. Hvormed han opstod og gik igien neder og salutered mig efter deres Maneer, som tilforn, der han opgik. Og dermed lod mig ved Type-Naichen til Hesten føre, og dermed rede ud til Forstaden; og hvor han afstod og indgik, der blev jeg med Hesten henført til Døren, som han skulde indgaae, og salutered mig altid, saa jeg maatte holde der, indtil han igien kom; (thi ingen Christen maatte komme i deres Huus) og var han udi fire Huse, dog lidet udi hvert, og lod sig først bære udi en Pallenkin, siden reed han paa en Hest, og dærnest paa en Elephant. Og der vi tilbage rede, lod han alle Folkene til side gaae, saa jeg maatte ride ved Pallenkinen hos hannem. Og der vi indkom og stod af Hestene, lod han dem stille staae med sin Pallenkin, og lod mig sige, at jeg da kunde Hvile, og den efterfølgendes Dag skulle bekomme Afsked.

[…]

Den 16 var jeg om Middagen hos Naichen, og lod han mig da alt sit Guldverk og Klenodier see, som han og hans 365 Koner brugte. Hvilket var stort nok, dog ont Guld; og store Stene, dog fulde af Pletter og uskaaren. Og var deriblandt store Perlekieder og store Smykker med ubesnedne Diamanter, Smaragder, Katteøien, Saphir, Hyacinter og Rubiner, hvilke jeg laudered[8] meget, endog det var ikke efter sin Størelse Lov værd.

[…]

Samme Middag [18. november] var jeg hos Naichen, hvor han mig strax adspurgte, hvor mange Folk jeg der i Landet vilde efterlade? Hvortil der jeg svarede, at jeg det endda ikke egentligen kunde vide, men formente 20 eller 30 Mand. Da sagde han, at efterdi vi ikke meer Folk efterlode, hvorledes Byen da skulde blive større? efterdi han saae gerne, at den skulde blive større end Negabatam, og at han havde meent, at der skulde handles altid udi Landet med 8 eller 10 Skibe. Hvorfor jeg svarede, at det var vores første Reise, derfor kunde vi ikke flere Folk efterlade, endog der 3 Skibe skulde forblive i Landet at handle, og endligen begierede, at han Contracten vilde  undertegne, hvortil han svarede, ja. Dog han om Aftenen med mig vilde tale om Afsked, efterdi han nogle Puncter havde, som han mig skriftligen vilde overlevere. Dermed lod han mig med sin Statholder og Type-Naichen omføre, sin Sal og Pallads at besee, som var efter deres Maneer bygt meget kosteligt, og allevegne med Maler-Guld stafferet. Han havde derudi et stort Bord og en Stoel overdragen med tyk Pladeguld, og derforuden kostelige Senge af sort Træ, indlagt Verk, og Stolperne og Benene af Elephant-Tænder, som var meget fint Arbeide, undertagendes hvis Malerverk der var.


Om kilden

Forfatter(e)
Ove Giedde
Dateret
01.05.1623
Oprindelse
'Fortegnelse paa alt, hvis paa Ceylon passeret er imellem Keiseren, hans Tienere, og os, fra Novembris Anno 1618 og indtil den 4. Martii Anno 1622" i J.H. Schlegel (ed): Samlung zur Dänische Geschichte, Münzkenntniss, Oekonomie und Sprache I, vol. 2
Kildetype
Dagbog
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. august 2015
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Ove Giedde
Dateret
01.05.1623
Oprindelse
'Fortegnelse paa alt, hvis paa Ceylon passeret er imellem Keiseren, hans Tienere, og os, fra Novembris Anno 1618 og indtil den 4. Martii Anno 1622" i J.H. Schlegel (ed): Samlung zur Dänische Geschichte, Münzkenntniss, Oekonomie und Sprache I, vol. 2
Kildetype
Dagbog
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. august 2015
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk