Oluf Christian Krag, 1870-1942

Artikler

Oluf Krag var indenrigsminister for Venstre 1921-24 og igen 1926-29. Efter at Danmark var blevet besat, blev han minister uden portefølje i samlingsregeringen fra april 1940. Krag var desuden en af de ledende venstrepolitikere i Rigsdagen i 1930’erne, hvor han repræsenterede den linje i partiet, der ønskede at vise forhandlingsvilje overfor den socialdemokratisk-radikale regering. Dette førte til flere forlig med Stauning-Munch regeringen, hvor Kanslergadeforliget og den efterfølgende socialreform var det største.

Krags tidlige liv

Krag blev født i Nordjylland, hvor hans far var malermester. Krag valgte den boglige vej og studerede matematik ved Københavns Universitet, hvilket han færdiggjorde i 1893. Herefter blev han lærer på katedralskolen i Nykøbing Falster, og efter nogle år blev han i 1902 dr.phil. på en afhandling om pendulsvingninger.

Krag optræder i Hans Scherfigs berømte roman ”Det forsømte forår”. Han var i perioden 1918-21 rektor ved Metropolitan-skolen i København, som er rammen for bogen. Han bliver her beskrevet som en ofte fraværende herre som, kun var til stede, når eleverne skulle afstraffes.

Politisk karriere

I 1914 blev Krag valgt til landstinget for Venstre. Samtidig startede 1. verdenskrig, og det var svære tider, hvor der var brug for både forhandlingsevne og hårdt arbejde. Med disse evner rykkede Krag hurtigt frem i rækkerne inden for partiet. Krag var en hårdtarbejdende politikker, som var dygtig til det tekniske lovgivningsarbejde og kunne få tingene gjort. Som forhandler opnåede Krag resultater, og han var villig til at gå på kompromis for at få noget igennem.

Da indenrigsminister Sigurd Berg døde i 1921, overtog Krag dennes plads i Niels Neergaards venstreregering. Som indenrigsminister fik Krag gennemført en række sociale love, som øgede statens hjælp til pensionister og arbejdsløse. Socialdemokratiet overtog kort magten i perioden 1924-26, hvorefter Venstre igen kom til magten. Krag overtog I.C. Christensens plads som folketingskandidat i Ringkøbing-kredsen i 1924. Denne kreds var en sikker venstrekreds, og han sad dermed i folketinget frem til sin død i 1942.

I 1926 blev Krag igen indenrigsminister. Denne gang var det med den mere liberalistisk orienterede Thomas Madsen-Mygdal som regeringsleder. Madsen-Mygdals politik havde til formål at skære ned på statens udgifter og dette medførte, at Krag måtte skære ned på flere af de sociale ydelser, som han selv havde indført i sin tidligere ministerperiode. Denne politiske kovending fra Krags side gjorde, at han måtte høre mange vittigheder om sig selv. Bl.a. blev det fremhævet, at det ikke var tilfældigt, at det netop var pendulsvingninger, Krag havde skrevet sin doktordisputats om, når man så på de svingninger, hans politiske handlinger viste.

Venstre i opposition

Madsen-Mygdal måtte i 1929 overgive regeringsmagten til den socialdemokratisk-radikale regering under Stauning. Det kom til at betyde, at Venstre måtte sidde i opposition indtil 1940.

Som oppositionsparti måtte Venstre vise forhandlingsvilje og -evne for at få indflydelse. Dog blev partiet hjulpet af, at regeringen frem til 1936 havde brug for et af de borgerlige partier, da den ikke havde flertal i Landstinget. Da der ved Kanslergadeforliget skulle forhandles et kriseforlig på plads i 1933, var Krag blandt de inviterede fra Venstre. Krag måtte sammen med den anden venstremand Henrik Hauch overtale Madsen-Mygdal til at gå med på forliget. Desuden stod Krag forrest, da rigsdagsgruppen skulle overbevises om Kanslergadeforliget, og det var ham, der forhandlede detaljerne på plads med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.

Da Madsen-Mygdal trådte tilbage som leder for Venstres rigsdagsgruppes i 1933 overtog Krag posten. En post han dog måtte forlade igen i 1936 på grund af sygdom. I Krags tid som leder for Venstres rigsdagsgruppes 1933-35 var Venstre udsat for meget politisk pres fra landbrugsorganisationen Landbrugernes Sammenslutning (LS), som var imod Krags forhandlingspolitiske linje.

Pragmatisk politiker

Krag var en pragmatisk politiker, som var villig til at forhandle for at få tingene igennem frem for at lade ideologiske forskelle stå i vejen. Han mente, at man måtte forhandle ud fra de betingelser, som man blev givet, og i øvrigt få det bedste ud af det.

Det var nok blandt andet også Krags forhandlingsvilje, som gjorde, at han var en af de venstrefolk, som Thorvald Stauning pegede på til at træde ind i samlingsregeringen den 10. april 1940. Her blev Krag minister uden portefølje, tilknyttet udenrigs- og indenrigsministeriet, frem til omorganiseringen af regeringen den 8. juli, hvor han ikke blev en del af den nye regering.

Krag døde i september 1942. Han blev i sin tid i Rigsdagen af mange betragtet som dets bedste hjerne. Han havde dog en tendens til at bruge meget komplicerede sætningsopbygninger, hvilket gjorde ham svær at forstå for mange. Dette kombineret med en akademisk sprogbrug gjorde, at han ikke havde stor vælgertiltrækning.