Økonomisk demokrati, ca. 1965-1993

Artikler

I 1973 fremlagde Socialdemokratiet et lovforslag om indførelsen af økonomisk demokrati (i daglig tale kaldet ØD). Forslaget var et led i Socialdemokratiets og fagbevægelsens vision om den moderne socialisme. Økonomisk demokrati skulle sikre de danske lønmodtagere medejendomsret og medbestemmelse over deres arbejdspladser. Kernen i forslaget var etableringen af en central fond, hvortil arbejdsgivere skulle indbetale en del af den samlede lønsum. 2/3 af pengene skulle forblive i virksomheden som aktiekapital, og som aktionærer skulle lønmodtagerne have sæde i virksomhedens bestyrelse. Den sidste tredjedel skulle sættes i en investeringsfond, hvis repræsentantskab i høj grad skulle udpeges af fagbevægelsen og arbejdsministeren.

Hverken de borgerlige partier eller Socialistisk Folkeparti kunne dog støtte forslaget i denne form, og regeringen besluttede at udskyde vedtagelsen. Op gennem 1970'erne og 1980 blev forskellige former for ØD diskuteret, men det lykkedes aldrig at få et konkret forslag gennemført.

Debatten om ØD gled ud i slutningen af 1980'erne og er ikke siden blev genoptaget. Flere af de store pensionsfonde fungerer dog til dels efter principper hentet fra ØD.   

Økonomisk demokrati og industrielt demokrati - kort fortalt

Økonomisk demokrati (ØD) er et begreb, som dækker over initiativer og forslag, der skal sikre en øget demokratisering af ejendomsretten til produktionsmidlerne. Et beslægtet begreb er industrielt demokrati (ID), der omhandler initiativer og forslag, der skal sikre en større inddragelse af medarbejderne og deres faglige organisationer i planlægningen og udformningen af produktionen, f.eks. ved at inddrage medarbejderne ved implementering af ny teknologi, valg af lønsystemer mm.

Modsat økonomisk demokrati indeholder industrielt demokrati i udgangspunktet ikke en omfordeling af ejendomsretten til produktionsmidlerne eller en ændring af arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. I praksis er begreberne dog ofte blevet brugt synonymt og til tider kædet sammen med hinanden.

Økonomisk demokratis forhistorie

I første halvdel af det 20. århundrede diskuterede man i hele Europa spørgsmålet om arbejdernes medindflydelse og medejendomsret, såvel som hvem der havde ret til at bestemme og styre landets produktion. I Danmark indeholdt Socialdemokratiets stort anlagte efterkrigstidsprogram Fremtidens Danmark fra 1945 stærke elementer af økonomisk demokrati, f.eks. samfundsmæssig kontrol med produktionsmidlerne. Spørgsmålet om ØD fremstod særlig aktuelt efter 1930’ernes økonomiske krise og 2. verdenskrig. Alligevel gled ØD langsomt ud af den politiske dagsorden i takt med, at det generelle velstandsniveau i Europa steg.

Til gengæld blev der i efterkrigstidens Danmark taget skridt i retning af større medindflydelse for lønmodtagerne på arbejdspladsen, altså industrielt demokrati. LO (lønmodtagernes faglige interesseorganisation) og deres modpart på arbejdsgiversiden Dansk Industri indgik således aftaler i 1947, 1964 og 1970. I slutningen af 1960'erne konstaterede LO dog, at de fandt forandringspotentialet for småt ved ID. LO ønskede derfor, at emnet skulle løftes op på lovgivningsniveau, og at fokus skulle skiftets fra ID til ØD.

I 1971 udarbejdede LO udarbejdede derfor et forslag omkring økonomisk demokrati. Dette kom til at danne forlæg for Socialdemokratiets officielle lovforslag om økonomisk demokrati i januar 1973.

Det var ikke kun arbejderne og fagbevægelsen, der tog spørgsmålene om ID og ØD seriøst. Der var i tiden en meget udbredt opfattelse af, at demokrati og medbestemmelse også måtte omfatte produktionen og erhvervslivet. Både Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti havde således arbejdet med forslag om ID, ØD og medarbejderindflydelse i forskellige former.

31. januar 1973: Socialdemokratiet fremsætter lovforslag om økonomisk demokrati

Den 31. januar 1973 fremsatte den socialdemokratiske arbejdsminister Erling Dinesen (1910-1986) et lovforslag om økonomisk demokrati. Selv om det var arbejdsministeren, der fremsatte ØD-lovforslaget, var det ikke Dinesen, der stod for at tegne Socialdemokratiets profil på området.  Lovforslaget var i høj grad baseret på det fællespapir om økonomisk demokrati, som LO og Socialdemokratiet sammen havde udviklet året før, og som finansminister Henry Grünbaum (1911-2006) havde været hovedansvarlig for.

I folketingsalen blev det således finansminister Henry Grünbaum, statsminister Anker Jørgensen (1922-2016) samt tidligere statsminister Viggo Kampmann (1910-1976), der skarpest tegnede partiets profil i spørgsmålet.

Anker Jørgensen pressede på for, at ØD-forslaget kom i folketingssalen så hurtigt som muligt – hurtigere end flere i Socialdemokratiets egen folketingsgruppe selv syntes var rimeligt – og det havde ikke været forhåndsdrøftet med de andre partier, hvilket var usædvanligt for så banebrydende lovgivning. Der var derfor stor kritik fra de borgerlige partier af, at forslaget ikke var blevet gjort til genstand for et større kommissionsarbejde inden lovforelæggelsen.

Anker Jørgensens hast med at få lovforslaget om ØD fremsat i Folketinget kan forklares ud fra hans behov for som ny statsminister at markere sig selv som en stærk leder, der kunne sætte en dagsorden, der tiltalte baglandet i fagbevægelsen. Ikke desto mindre kom den kompromisløse lancering til at virke afskrækkende på Folketingets andre partier.

Hovedelementer i Socialdemokratiets forslag om økonomisk demokrati

Hovedformålet med den socialdemokratiske regerings forslag om økonomisk demokrati var at sikre lønmodtagerne medejendomsret, medbestemmelse og medindflydelse i erhvervslivet. Det skulle ske ved at opnå en mere ligelig fordeling af formuer og indkomster via etableringen af en central investeringsfond, der groft sagt var finansieret af arbejdsgiverne og administreret af lønmodtagerne. Alle virksomheder med mere end 50 ansatte skulle indbetale en procentdel af den samlede lønsum til denne fond, i første omgang 0,5 % i 1974 stigende til 5 % i 1983. Regeringen regnede med, at den årlige indbetaling til den tid ville være godt 10 mia. kr. Hver lønmodtager ville modtage et personligt fondsbevis svarende til vedkommendes andel i fonden. Pengene kunne ikke umiddelbart hæves, idet 2/3 af pengene som hovedregel skulle forblive i virksomheden og konverteres til aktiekapital. Den sidste tredjedel skulle stå som risikovillig kapital i den lønmodtageradministrerede investeringsfond, som kunne låne penge ud eller investere på eget initiativ. Fondsbeviser kunne dog hæves efter syv år, ved død (af familien) eller ved det fyldte 67. år. Desuden skulle lønmodtagerne repræsenteres i virksomhedernes bestyrelse i forhold til deres andel af aktiekapitalen.

Til at administrere de indbetalte fondsmidler skulle der vælges et repræsentantskab på 60 personer. 36 af repræsentantskabets medlemmer, dvs. over halvdelen, skulle udgøres af lønmodtagerrepræsentanter. Det ville i praksis sige fagforeningsrepræsentanter, og eksempelvis skulle LO udpege 18 af medlemmerne til repræsentantskabet. Arbejdsministeren havde retten til at udpege den resterende del, med undtagelse af fire repræsentanter, der skulle udpeges på indstilling af fagbevægelsen.

Repræsentantskabet skulle vælge en bestyrelse på 10 mand. Her tilgodeså systemet igen lønmodtagerrepræsentanterne, der skulle have 3/5 af pladserne.

Modtagelsen af forslaget

I Folketinget var de fleste af partierne i 1970'erne åbne over for at diskutere en form for medbestemmelse og medindflydelse for lønmodtagerne. Ikke desto mindre fik Socialdemokratiets lovforslag om økonomisk demokrati en hård medfart i Folketingssalen.

De borgerlige partier havde en række økonomiske bekymringer over forslaget. De frygtede bl.a. en forringet konkurrenceevne for virksomhederne. Det var imidlertid fondsopbygningen, der var hovedanledningen til den største kritik fra de borgerlige politikere. Skrækscenariet var, at fondsetableringen ville rokke afgørende ved samfundets økonomiske og politiske magtstrukturer. Modellen ville med tiden give lønmodtagerorganisationerne en meget stærk position i det danske samfund. De ville skulle forvalte en enorm kapitalfond, som kunne få en bestemmende indflydelse lokalt i de enkelte virksomheder og mere generelt komme til at påvirke hele udlåns- og investeringspolitikken i landet. De borgerlige partiers kritik var derfor også ideologisk funderet, de talte om socialisering, LO-kapitalisme og ligefrem statskup.

Lige så alvorligt for den socialdemokratiske mindretalsregering var det, at heller ikke støttepartiet Socialistisk Folkeparti (SF) ville støtte forslaget. Det skyldtes at forslaget ikke var radikalt nok. SF var især kritisk over for, at forslaget ikke på det lokale virksomhedsplan rokkede ved arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, og at det ikke på det nationale plan lagde op til en mere håndfast offentlig kontrol med banker og finansieringsinstitutters udlån med henblik at kunne styre investeringerne ud fra bredere samfundshensyn. Derudover syntes SF’erne, at den foreslåede ledelsesform for fonden var alt for centralistisk og fjern fra den enkelte lønmodtager. Her var partiet i virkeligheden ret enig med de borgerlige partier.

Forslaget om ØD foranledigede en omfattende samfundsdebat, som både fagbevægelsen, Dansk Arbejdsgiverforening og Industrirådet såvel som række jurister var særdeles aktive i.

I befolkningen var der ikke opbakning til forslaget. En Gallupundersøgelse, offentliggjort en uge inden regeringen fremsatte sit lovforslag, viste således yderst ringe opbakning til økonomisk demokrati, men en solid opbakning til ”demokrati på arbejdspladsen”. Undersøgelsen var kompleks, og spørgsmålene var metodisk problematiske, men den gav næppe et helt misvisende billede. I en senere undersøgelse gennemført blandt metalarbejdere fremstod der et billede af, at metalarbejderne nok gik ind for ØD, men ikke den centrale fond.

Forslaget om ØD var således blevet fremsat, inden der havde været en ordentlig intern debat i Socialdemokratiet og fagbevægelsen eller en dialog med de andre partier i Folketinget. I sin dagbog begrundede Anker Jørgensen den forcerede fremsættelse af forslaget som taktisk motiveret. ØD-dagsordenen var et markant venstreorienteret forslag, og det var velegnet til at række ud til fagbevægelsen og venstrefløjen i partiet, som var splittet efter EF-afstemningen i 1972.

Kombinationen af SF's kritiske modtagelse af forslaget, vanskelighederne ved at ’sælge’ ØD uden for fagbevægelsens topkreds og en trussel fra de borgerlige partier om en folkeafstemning om økonomisk demokrati medførte, at regeringen besluttede at udskyde forslaget til næste folketingssamling. Det blev imidlertid ikke til noget, da Socialdemokratiet mistede regeringsmagten ved folketingsvalget den 4. december 1973.

Økonomisk demokratis videre skæbne

I 1975 genvandt Anker Jørgensen og Socialdemokratiet regeringsmagten. Hverken Socialdemokratiet eller fagbevægelsen havde opgivet tankerne om økonomisk demokrati, og forslaget dukkede op gentagne gange i 1970’erne. Ikke mindst i forbindelse med overenskomstforhandlinger, hvor LO så ØD som en rimelig betaling for at skulle acceptere regeringens indkomstpolitiske tiltag, som bl.a. suspension af dyrtidsreguleringen eller loft over lønudviklingen. Det var dog for høj en pris både for arbejdsgivere og Folketingets flertal.

Anker Jørgensens regeringer forsøgte i 1976 og igen i 1977 at skrive ØD – eller i en mindre vidtgående version OD (Overskudsdeling, som var uden central fondsdannelse) – ind i forskellige forhandlingsoplæg, men tankerne måtte altid ofres, når der skulle sikres et forlig.

I 1978 optog Socialdemokratiet Venstre i regeringen. I regeringsaftalen mellem partierne stod der, at: ”regeringen afventer betænkningen fra udvalget vedrørende lønmodtagernes ejendomsret”. Altså intet specifikt om ØD, hvilket dækkede over Venstres kategoriske afvisning af at skrive et løfte ind i aftalen. Dermed blev problemet udskudt til senere. ØD-spørgsmålet var en forhindring for overenskomstforhandlingerne 1979 – og i det hele taget for regeringssamarbejdet mellem Venstre og Socialdemokratiet. Venstre sikrede, at der ikke blev indført en ØD-ordning, men omvendt sørgede Socialdemokratiet for, at dyrtidsordningen ikke blev afskaffet, som Venstre ønskede. LO (og især formand Thomas Nielsen (1917-1992) var modstandere af SV-regeringen, og det skyldtes bl.a. udsigten til en stram indkomstpolitik uden nogen erstatning i form af f.eks. en ØD-ordning

I 1979 skulle regeringen enes om en ny økonomisk plan, som skulle præsenteres i statsministerens åbningstale. Anker Jørgensen havde på forhånd været i forhandlinger med LO, og han havde her accepteret et forslag om ØD, der godt nok blev præsenteret som overskudsdeling, men indeholdt et krav om en central fond, der blev kaldt en "fællesfond”. Statsministeren var klar over, at inklusion af ØD i den økonomiske demokrati kunne medføre at SV-regeringen brød sammen. Det gjorde den også, men det var nu ikke kun pga. ØD-spørgsmålet. Det skyldtes også en række ufravigelige krav fra Venstres side, som især ville gå ud over lønmodtagerne. Det var mere end Socialdemokratiet ville eller kunne stå model til. Regeringen brast, og Anker Jørgensen udskrev valg til Folketinget.

Da Anker Jørgensen dannede sin fjerde regering den 26. oktober 1979 blev tankerne om ØD taget op igen, denne gang som et element i regeringens økonomiske Helhedsplan (1979). Regeringens udspil indeholdt en hård indkomstpolitik over for lønmodtagerne, men denne bitre pille blev forsødet med en form for ØD. I den forelagte form kunne dog hverken Det Radikale Venstre eller SF støtte op, og regeringen var nødsaget til at skrive ØD ud af Helhedsplanen. Det lykkedes dog regeringen som en del af forliget at få etableret Lønmodtagernes Dyrtidsfond, hvor de indefrosne dyrtidsportioner skulle opbevares og forvaltes, og hvor bestyrelsen hovedsageligt bestod af lønmodtager repræsentanter. Der var altså elementer i Helhedsplanen, der pegede i samme retning som ØD.

1980'erne: Økonomisk demokrati kædes sammen med pensionsspørgsmålet

Selvom det ikke lykkedes Socialdemokratiet og fagbevægelsen at få gennemført deres plan om økonomisk demokrati i 1970'erne, holdt LO fast i ideen i 1980'erne. Strategien omkring ØD ændrede sig dog i løbet af 1980’erne, så indførelsen i stigende grad blev kædet sammen med spørgsmålet om en pensionsreform, der skulle give pensionisterne bedre vilkår.

I 1985 offentliggjorde LO et forslag til en pensionsreform, der bl.a. indeholdt en arbejdsmarkedspensionsordning (dvs. en pensionsordning etableret på baggrund af ansættelsesforhold). Forslaget indebar, at en procentdel af lønnen (finansieret 2/3 af arbejdsgiverne og 1/3 af lønmodtagerne) skulle indbetales til en central fond, som skulle have et flertal bestående af repræsentanter fra fagbevægelsen i bestyrelsen og repræsentantskabet. Ved pensionering kunne den enkelte lønmodtager få udbetalt sine bidrag. Fonden skulle forvalte og investere den samlede opsparede pension for de danske lønmodtagere. Dette ville hurtigt blive et anseeligt beløb, og det ville give lønmodtagerne (og fagbevægelsen) stor indflydelse på, hvordan der ville blive investeret i erhvervslivet. I praksis var der således mange elementer, der var hentet fra de oprindelige ØD forslag.

En arbejdsmarkedspensionsordning, udbredt til hele arbejdsmarkedet, blev vedtaget i årene 1989-91, men det blev uden den centrale fond, som LO havde ønsket. Da det heller ikke i denne version lykkedes at gennemføre ØD, opgav fagbevægelsen efterhånden ØD-projektet, der ikke siden er blevet genoptaget.

På trods af, at debatten om ØD har været meget begrænset siden 1980’erne, kan man hævde, at flere af Danmarks store pensionsfonde såsom ATP og Sampension faktisk udøver en form for ØD, i og med at de styres helt eller delvist af repræsentanter fra lønmodtagernes organisationer.    

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Astrid Elkjær Sørensen, Thorsten Borring Olesen
Tidsafgrænsning
1965 - 1993
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
1. november 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Astrid Elkjær Sørensen, Thorsten Borring Olesen
Tidsafgrænsning
1965 - 1993
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
1. november 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk