Odin

Artikler

I kilderne til den nordiske mytologi fremstår Odin ubetinget som den mest magtfulde af guderne. Han optræder i alle henseender som 'kongen' blandt guderne.

Navnet Odin

Eftersom hovedparten af de skriftlige kilder omhandlende Odin (oldnordisk: Óðinn) stammer fra Island, er det så meget desto mærkeligere at Odin, bedømt ud fra sted- og personnavne og fra Islændingesagaerne, så godt som ingen rolle har spillet på Atlanterhavsøen. Årsagerne til dette skal vi kort vende tilbage til nedenfor. Odins navn betyder ’raseri’ og har i varierende former (oldhøjtysk: Wutan; angelsaksisk: Woden) været kendt over hele det germanske område meget langt tilbage.

Spørgsmålet er imidlertid, om denne pangermanske guddom har været identisk med og haft de samme funktionsområder som den Odin, vi kender fra eddadigtene og Snorres Edda. Forskerne har været meget uenige om dette, og mange har ment, at Odin oprindelig har været en krigsgud eller dødsgud eller noget tredje, der først i den sene vikingetid er vokset til ære og værdighed som gudekonge. Andre har ment, at Odin, eller en gud af samme type har eksisteret helt tilbage fra indoeuropæisk tid, og at alle de træk, vi møder i kilderne hører sammen i en fasttømret struktur.

Odin som den ’intellektuelle’ gud

Odin er først og fremmest karakteriseret som den ’intellektuelle’ gud. Han behersker således en lang række former for magisk viden, som det blandt andet berettes i den klassiske beskrivelse af Odin som vi finder i Ynglinga saga kapitel 6 og 7.

I en meget berømt myte (Hávamál 138-141) fortælles det, hvordan han i ni nætter hang på verdenstræet Yggdrasill (som betyder Odins hest), for så at samle runerne op og blive klogere i ord og handlinger. Runer betyder i denne sammenhæng snarere ’hemmeligheder’ end blot skrifttegn. I hvert fald er myten typisk, idet den portrætterer Odin som den videnssøgende gud. Andre tilsvarende myter drejer sig om, hvordan han tilegner sig vidensmjøden og kommer i besiddelse af Mimers hoved, som kan fortælle ham viden fra andre verdener.

Odin med sine to ulve Gere og Freke, samt sine ravne Hugin og Munin
Odin afbilledet med sine to ulve Gere og Freke, samt de to ravne Hugin og Munin i tegneren Lorenz Frølichs gengivelse fra ca. 1845. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Odin som skytsgud

I en anden type af myter møder vi derimod Odin – ikke som den videnstilegnende, men som den der deler ud af sin viden. Det gælder en række helte, der alle er krigere eller konger, og som vi møder i de såkaldte fornaldarsagaer, fortids sagaer, og hos Saxo, samt i flere eddadigte. Her optræder Odin som en slags skytsgud for sine udvalgte.

For eksempel berettes det om kong Sigmund, at han som helt ung fik et sværd af Odin, et sværd, som gjorde ham mere eller mindre usårlig og som ikke kunne slås i stykker. Karakteristisk er det imidlertid også, at Odin selv sørger for at bryde sværdet i stykker, da han ønsker at kalde Sigmund hjem til sig i Valhal.

Dermed siges det også, at Odin ikke blot var gud for de levende konger men også for de døde, idet han, som Snorre siger, tager alle de mænd til sig, der er døde i kamp. Disse omfatter hovedsageligt to kategorier, nemlig dels kongerne og dels medlemmerne af de såkaldte krigerforbund, som ved deres indtræden blev indviet til Odin. Andre helte får råd om, hvordan de kan besejre fjender og hvordan de skal opstille deres hære.

Odin som ’shamangud’?

Denne ’intellektuelle’ karakter har fået en del forskere til at mene, at Odin var en art ’shamangud’, det vil sige en gud som betjente sig af de samme magiske teknikker, som vi kender fra shamaner over hele verden. Og det er da også korrekt, at nordboerne havde nær kontakt med et sådant shamanistisk folk, nemlig samerne, som de var naboer til i Nordnorge og Nordsverige; der kan næppe heller være tvivl om at disse shamanistiske teknikker var kendt og respekteret blandt nordboerne. Spørgsmålet er imidlertid, om det er muligt at forstå Odinskikkelsen i sin helhed, ud fra dette kompleks? Svaret herpå må være et klart nej: Shamaner var ikke konger og fyrster, så hele forholdet mellem Odin og fyrsterne vil ikke kunne forklares med henvisning til samisk shamanisme, selv om det er sandsynligt at iagttagelser af shamanistisk praksis har smittet af, også på nogle af de teknikker, som Odin behersker.

Konkluderende må vi derfor sige, at Odin sandsynligvis må opfattes som en meget gammel gud, der trods visse forandringer basalt set har været karakteriseret som den gud, der beskyttede konger og krigere med magiske midler. Ud fra denne opfattelse kan vi forklare alle de træk, som fremgår af kilderne og undgår at rekonstruere historiske udviklingssekvenser, som mildest talt er usikre.

Om artiklen

Forfatter(e)
Jens Peter Schjødt
Tidsafgrænsning
800 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Lassen, Annette: Odin på kristent pergament. En teksthistorisk studie (2011).

Udgiver
danmarkshistorien.dk