Nordisk mytologi

Artikler

Almindeligvis antager man, at den nordiske mytologi udgjorde den fortællende udmøntning af den førkristne verdensopfattelse blandt nordboerne. Dette er imidlertid kun delvist rigtigt, da der findes mange elementer i kilderne, som er af ikke-nordisk oprindelse. Det, man almindeligvis forstår ved ’nordisk mytologi’ er den samling af historier, (og brudstykker af historier), som kan læses i den Ældre og den Yngre Edda, samt mere fragmentarisk i en lang række andre kilder (fx hos Saxo og i forskellige sagaer).

Verdensopfattelse

Den opfattelse af et næsten modsigelsesfrit ’world-view’, som den moderne læser har af den nordiske mytologi, skyldes i vidt omfang, at vores viden især stammer fra den Yngre Edda, der blev forfattet af islændingen Snorre Sturlason i middelalderen.  I virkeligheden er der ingen tvivl om, at der i det hedenske Norden som i andre mundtlige kulturer har eksisteret mange forskellige varianter af myterne, og at mange af enkeltfortællingerne har været indbyrdes modsigelsesfyldte, hvilket der også tydeligt er tegn på i de skriftlige versioner, som er overleveret til os.

Ikke desto mindre synes der med nogenlunde sikkerhed at kunne udpeges nogle overordnede strukturer, som har karakteriseret den verdensopfattelse, som myterne har været udtryk for. Man har, som det er tilfældet i alle mytologier, haft en ’skabelsesberetning’, der har søgt at forklare og legitimere en lang række af de forhold, som har præget den tid, hvor myterne blev fortalt: naturfænomener, sociale institutioner og verdens tilstand i almindelighed.

Selve verdensbilledet har bestået i en række forskellige verdener, der har udgjort koncentriske cirkler: Inderst var Asgård, hvor guderne hører til, og hvor de har deres boliger, hvoraf den kendteste er Valhal, Odins hal, hvor de døde krigere samles. I centrum af Asgård står verdenstræet Yggdrasil, hvis rødder rækker ud til forskellige verdener, og som desuden er en tidsmåler: Vi møder det, liggende som frø under jorden, som det store stolte træ og som den ’skælvende Ask’ umiddelbart før Ragnarok. Uden for denne verden ligger Midgård, menneskenes verden, og uden for denne igen Udgård, som ganske vist kun er nævnt i en enkelt kilde ved det navn, men hvis tilstedeværelse som område for jætterne ikke kan drages i tvivl. Jætterne, der kendes under flere forskellige betegnelser, repræsenterer en ’modkultur’ i forhold til asernes og menneskenes verdener, og udgør en konstant trussel helt frem til Ragnarok.

Efter skabelsen af kosmos har man forestillet sig en ’guldalder’, hvor alt var ideelt, men som bliver afbrudt af en række forskellige hændelser, der fører frem til den langt fra ideelle tilstand, som præger verden i nutiden. Denne nutid vil få en afslutning med Ragnarok, ’gudernes skæbne’, hvor guderne, deres modstandere, jætterne, menneskene og hele jorden vil gå til grunde. Ud af dette kaos vil en ny jord imidlertid opstå, med nye gude- og menneskeslægter. Hvorvidt denne tilstand er ’evig’ eller om der er tale om en cyklisk opfattelse, er omdiskuteret.

I dette forløb spiller en række forskellige guder forskellige roller. Odin er fyrsternes gud og den viseste af alle. Thor er den stærke, som konstant bekæmper jætterne, og Frey og hans søster Freyja har med frugtbarhed og seksualitet at gøre. Loke er en dæmonisk skikkelse, som så at sige ’indefra’ er med til at nedbryde gudernes og menneskenes samfund og ved Ragnarok fører jætterne an i kampen mod den ordnede verden.

Ved siden af disse findes en lang række væsener, guder og forskellige kollektivgrupper (fx alfer, valkyrier, diser mf.), som vi kun har et meget ufuldstændigt kendskab til gennem de overleverede kilder. Der er ingen tvivl om, at hovedparten af disse skikkelser, ud over deres rolle i fortællingerne, også har spillet en rolle i den religiøse kult.

Historie

Det er meget vanskeligt at sætte et tidspunkt for den nordiske mytologis opståen. I virkeligheden er spørgsmålet om oprindelsestidspunkt umuligt at stille, når det gælder mytologier, der har været forankret i religioner, som ikke tilskrives historiske personer. Vi ved fra adskillige kilder fra det germanske område, ikke mindst de angelsaksiske, at mange af guderne havde en udbredelse langt ud over Norden, ligesom det er muligt at følge visse mytiske motiver meget langt tilbage i historien. Men i hvilken udstrækning disse var de samme som de nordiske, der er overleveret i middelalderlige tekster, er der stor uenighed om. Man kan i visse tilfælde argumentere for, at nogle af guderne og de tilknyttede myter går helt tilbage til indoeuropæisk tid (formentlig 4. årtusind f.v.t.). Med andre ord er der ingen indlysende argumenter mod at dele af mytologien, og givetvis i stærkt varierende former, går tilbage til tidlig jernalder eller måske endda bronzealder, uden at den slags naturligvis nogensinde vil kunne ’bevises’.

Den nordiske mytologi ophørte med at eksistere som religiøs ideologi med kristendommens sejr i perioden fra 800 til 1200. Ikke desto mindre fortsatte den med at spille en rolle i folketroen og i forskellige former for kunstnerisk udtryk helt op til nutiden.

Mytologien, som den kendes i dag, er med sikkerhed i et betydeligt omfang påvirket af ideer, som dels skyldes middelalderforfatternes kendskab til de klassiske (græsk og romersk) mytologier, og dels skyldes den massive kristne påvirkning. Imidlertid har der blandt forskerne været en overdreven tendens til at ville læse hele mytologien som udslag af disse påvirkninger. Mange myter har, om end ofte i andre former end de bevarede versioner, dybe rødder i en hedensk religiøs ideologi. Og man kan, naturligvis med alle mulige forbehold, kildekritiske iagttagelser og diverse usikkerhedsmomenter in mente, derfor også rekonstruere store dele af de strukturer, der har præget denne ideologi.

Kilder: Den ældre Edda

Den ældre Edda er en samling af digte, der er overleveret i forskellige islandske håndskrifter fra middelalderen, men de fleste er samlet i hovedhåndskriftet Codex Regius af den Ældre Edda. Indholdet af digtene er ganske forskelligt, og som regel opererer man med to hovedgrupper, nemlig gudedigte og heltedigte. De første, som er de mest relevante i forhold til mytologi, består af cirka 10 digte (afhængigt af hvordan man klassificerer), hvoraf det mest berømte uden tvivl er ’Vølvens spådom’, et digt, som i en ekspressionistisk stil fremstiller hele verdensforløbet fra skabelse til Ragnarok samt den nye verden, der opstår på ruinerne af den gamle. Andre digte har bestemte guder som hovedpersoner (fx Odin, Thor og Frey), og flere af dem udspilles i dialogform, hvor to eller flere aktører stiller spørgsmål til hinanden eller direkte skændes.

Den anden gruppe, heltedigtene, har for fleres vedkommende og i modsætning til gudedigtene tydelige tematiske paralleller til fortællinger fra store dele af det germanske område.  Fx handler mange af heltedigtene om Vølsungeslægten og dens mest berømte repræsentant, Sigurd Fafnersbane, hvilket er et tema, der genfindes i det oldhøjtyske Niebelungenlied.

Et afgørende problem med eddadigtene er, at de er vanskelige at datere. Forskerne har siden 1800-tallet diskuteret, om de kunne anses for at være en egentlig hedensk digtning (dvs. fra tiden før kristningen af Island, der fandt sted år 1000), eller om de tværtimod bør anses for at være middelalderlige og altså forfattet af kristne til et kristent publikum. Der hersker i dag ingen enighed om dette spørgsmål, selv om hovedparten af de moderne forskere vil mene, at i hvert fald en stor del af digtene er forfattet i middelalderen. Måske mere interessant set fra et historisk synspunkt er dog ikke, om de i den overleverede form er middelalderlige, men om de i deres indhold formidler forestillinger, som er hedenske.

At dette er tilfældet, hvad angår en lang række informationer, er de fleste forskere enige om, hvorved digtene altså bliver vigtige kilder til den verdensopfattelse, som var gældende i det førkristne Norden. Man kan naturligvis ikke antage, at denne verdensopfattelse var konsistent, og at digtene altså skulle udgøre en form for kanoniske skrifter. Den førkristne nordiske religion var ikke en skriftreligion, og den var givetvis helt udogmatisk, hvorfor man også må påregne en betydelig variation i såvel forestillinger som ritualer, både fra sted til sted, men også i relation til forskellige sociale lag. Ikke desto mindre kan eddadigtene være med til at tegne konturerne af den forestillingsverden, som karakteriserede det hedenske Norden, og i et vist omfang måske endda hele det førkristne germanske område, på trods af betydelige tidslige, stedlige og sociale forskelle.

Dette gælder også for en del af heltedigtene, hvor man får et indblik i det samspil, der har eksisteret mellem guder og mennesker, sådan som vi kender det fra alle mytologier. Her er det især Odin, som ofte færdes blandt sine udvalgte helte fra menneskenes verden.

Illustration af Ragnarok. Fra Danmarks Historie i Billeder (1898).

Illustration af Ragnarok. Fra Danmarks Historie i Billeder (1898).

Kilder: Den yngre Edda (Snorres Edda)

Den yngre Edda, som er forfattet af den islandske stormand og politiker Snorre Sturlason og derfor ofte benævnes Snorres Edda, er skrevet ca. 1220, og er altså utvetydigt et produkt fra kristen tid. Snorre skrev sin Edda med henblik på at give sin samtids skjalde en vejledning i, hvordan skjaldedigte skulle forfattes. Den vigtigste del af Snorres Edda i forhold til mytologien er den del, der kaldes ’Gylfaginning’, der kan oversættes som ’Gylfes øjenforblændelse’. Teksten er organiseret med en rammefortælling, hvor Gylfe, der er en svensk konge, drager til Asgård, hvor han møder tre aser (der måske alle er aspekter af Odin), som han udspørger om deres verdensopfattelse. I asernes svar udfoldes så hele den nordiske mytologi, i store træk i overensstemmelse med kompositionen i ’Vølvens spådom’, som sammen med andre eddadigte også flittigt citeres som belæg for fremstillingens ægthed.

Ud fra almindelige kildekritiske overvejelser er det naturligvis problematisk at bruge en kilde som Snorres Edda til at belyse en forestillingsverden, der officielt ophørte med at eksistere mere end 200 år før, værket blev skrevet. Ikke desto mindre er der træk i Snorres værker, som man gennem sammenligninger med andre indoeuropæiske mytologier (fx indisk, græsk og romersk) har kunnet påvise må have en betydelig ælde. I forhold til de fleste myter, og detaljer i myter, som Snorre beretter, er der dog stor uenighed om, i hvilken udstrækning de afspejler hedenske forhold.

Virkningshistorie/efterliv

Den nordiske mytologi har lange linjer op i mod nutiden. Disse kan inddeles i tre hovedkategorier, nemlig a) folklore, b) nyreligiøse bevægelser og c) forskellige former for kunstneriske udtryk.

a) En mængde forestillinger og skikke levede videre efter kristendommens indførelse, fordi de ikke, eller kun i ringe grad blev anset for at være en trussel imod den rette tro. Især i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. var der en stærk interesse for folkloristik eller ’folkeminder’ og store mængder materiale blev indsamlet, hvoraf en del med sikkerhed kan siges at have rod i den førkristne verdensopfattelse. Der er ordsprog, folkelige varsler, folkelige skikke i forbindelse med årets gang og meget mere, som gennem mere end 1000 år mere eller mindre problemfrit har levet side om side med kristendommen.

b) I løbet af det 20. årh. især hen mod slutningen, opstod en række religiøse bevægelser, som hævdede, at deres tro og ritualer gik tilbage til tiden før kristendommens indførelse. Det er naturligvis problematisk, da vi har meget lidt viden om ritualerne i førkristen tid, og da der givetvis ikke var tale om et egentligt trossystem, som vi kender det fra kristendommen og andre såkaldte ’højreligioner’. Nogle, men dog kun et fåtal, af de bevægelser, der er opstået som genoptagelse af den hedenske nordisk/germanske religion og mytologi, har også haft højrepolitiske tendenser og har været forbundet med fascistiske og nazistiske bevægelser i Europa og USA. Langt de fleste af de ’nyhedenske’ bevægelser er dog ganske uskyldige i denne henseende og er mere variationer over almindelig ’new-age’-religiøsitet.

c) I såvel billedkunst som i skrift har den nordiske mytologi haft stor gennemslagskraft, i hvert fald siden romantikken. I Danmark har især Grundtvig spillet en rolle i denne henseende, men også i senere tid har forfattere som Villy Sørensen, Ebbe Kløvedal Reich og andre brugt den nordiske mytologi i et seriøst kunstnerisk ærinde, samtidig med at dens indtog i populærkulturen har været betydelig. Fra 1970’erne og fremefter har således tegneserien Valhalla gået sin sejrsgang i Danmark, såvel som i mange andre lande, og i de allerseneste år han man brugt mytologien i TV-julekalendre og på film. Den måske mest storslåede genbrug af den nordiske mytologi udgøres af Richard Wagners operacyklus om Niebelungens Ring, hvor inspirationen fra de nordiske kilder er ganske tydelig, om end brugt på en helt ny og original måde.

Den nordiske mytologi vil formentlig vedblive med at fascinere såvel kunstnere og lægfolk som forskere – naturligvis ud fra ganske forskellige motiver – grundet det rige univers, som fortællingerne tilsammen udgør.

Om artiklen

Forfatter(e)
Jens Peter Schjødt
Tidsafgrænsning
800 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Steinsland. G. Norrøn religion. Myter, riter, samfunn (2005).

Turville-Petre, E. O. G.: Myth and Religion of the North (1964).

Vries, J. de: Altgermanische Religionsgeschichte (1956-57).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Emneord

Jens Peter Schjødt Kernestof Danmarks tilblivelse Kernestof national identitet nordisk mytologi vikingetiden

Om artiklen

Forfatter(e)
Jens Peter Schjødt
Tidsafgrænsning
800 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Steinsland. G. Norrøn religion. Myter, riter, samfunn (2005).

Turville-Petre, E. O. G.: Myth and Religion of the North (1964).

Vries, J. de: Altgermanische Religionsgeschichte (1956-57).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk