N.J. Andersen: "Embedsvælde", 5. december 1946

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne boganmeldelse fra Ekstra Bladet den 5. december 1946 er et indlæg i en principiel debat om demokratibegrebets indhold, som udspillede sig i danske dagblade og tidsskrifter mellem juli 1945 og december 1946. I debatten deltog flere af tidens mest toneangivende intellektuelle. N. J. Andersen var landsretssagfører. Du kan læse mere om debattens mange diskussioner og deltagere i undervisningstemaet Demokratidebatten 1945-46.

De senere Tiders utallige Indlæg i Dagspressen om de offentlige Myndigheders Fejlgreb og træge Behandling af Sager, som ifølge én eller anden Lov skal afgøres af disse, og som for den enkelte Borger, ja ofte for hele Samfundet kan være af overordentlig  stor Betydning, synes klart at vise, at de udøvende Myndigheder ikke er i Stand til at følge med i Udviklingens Tempo. Hvilke Livsomraader man end bevæger sig paa i vore Dage, støder man paa "Kommissioner" og "Udvalg" og "Kontorer", som skal spørges, før man handler, og i bedste Fald vil en skriftlig Henvendelse (der kræves altid skriftlig Henvendelse) til et af disse Organer kunne forventes besvaret paa 8-14 Dage; men paa vigtige Omraader er Ekspeditionstiden betydeligt længere. Dette Baand paa Borgernes Handlefrihed har jævnlig meget ubehagelige Konsekvenser, saaledes som vi har set det for Handelens Vedkommende i Forholdet til Varedirektoratet.

Efterhaanden har den megen Kontrol med Borgernes Færden skabt en forstaaelig Irritation, samtidig med at den har betydet en enorm Udvidelse af Embedsstanden. To Spørgsmaal er i denne Forbindelse blevet særlig aktuelle. For det første: Er det rigtigt af den folkevalgte Rigsdag i saa vidt Omfang, som det faktisk sker, at give "Bemyndigelseslove" eller Love, der overlader en Sags Afgørelse til Administrationens frie Skøn? Og for det andet: Er der sikret en passende Kontrol med Administrationens Forvaltning af saadanne Love?

Ved Besvarelsen af det første Spørgsmaal maa man stedse have for Øje, at Embedsstanden har overordentlig stor Indflydelse paa Affattelsen af nye Love. De Lovforslag, der fremlægges paa Rigsdagens Bord, er saa at sige uden Undtagelse udarbejdede af Embedsmændene i det Ministerium, hvorunder Loven vil komme til at sortere, og naar man tager den "Vi alene vide"-Aand, som siden Enevældens Dage har behersket Embedsstanden, i Betragtning, kan det ikke undre, at Lovforslagene paa væsentlige Punkter gaar ud paa at tillægge Administrationen den størst mulige Myndighed og henlægge de flest mulige Afgørelser til denne i Stedet for at fastsætte klare Retsregler, som binder Embedsmændene til at handle paa en ganske bestemt Maade.

Forskellen paa en Lov, der siger, at et eller andet Ministerium eller "Udvalg" i hvert enkelt Tilfælde afgør, om Borgerne maa foretage sig en eller anden Handling, og en Lov, der klart siger, hvad man maa eller ikke maa, er iøjnefaldende. Det er mere end en generende Formalitet, og i de allerfleste Tilfælde var der teknisk set intet i Vejen for, at Loven gav en klar Retsregel, som enhver Interesseret kunde læse sig til. Forholdet er jo nemlig det, at Administrationen allerede ved Lovens Givelse maa fastlægge Rammerne for den Praksis, den agter at følge ved sine Afgørelser i Henhold til den paagældende Lov, og det vilde derfor være langt mere naturligt, hvis disse "Rammer" fandt Udtryk i Loven ved klare, letfattelige Retsregler, hvorfra man da kunde nøjes med at lade et Ministerium eller "Udvalg" bevilge Undtagelser.

Gennemførelsen af dette rigtige Lovgivningsprincip overalt, hvor det ikke er teknisk umuligt (og det er det yderst sjældent), vilde skabe større Retssikkerhed, mindske Mulighederne for vilkaarlige Afgørelser, indskrænke den om sig gribende "Skriven Ansøgninger" og spare saavel det offentlige som Borgerne for baade Tid og Penge.

Lader Folkets valgte Repræsentanter sig derimod fortsat forlede til at give lapidariske Love, flyttes Tyngdepunktet lidt efter lidt fra Rigsdagen til den røde Bygning; men jeg kan ikke se rettere, end at Faren for, at vi ender i grundlovsstridige Tilstande, derved bliver overhængende.

Endnu mere betænkelig er de i adskillige Love forekommende Bestemmelser om, at en af Administrationen truffen Afgørelse er "endelig", saaledes at den ikke kan indbringes til Prøvelse for Domstolene, der jo dog er Borgernes eneste Værn mod Overgreb og Uretfærdighed fra de udøvende Myndigheders side.

Naar Professor Alf Ross i sin Bog "Hvorfor Demokrati", som jeg tidligere har omtalt her i EKSTRABLADETS Kronik, siger: "Ligesom i sin Tid den enevældige Konge løber ogsaa mangen folkelig Minister forgæves Storm mod en Barrière af tekniske Hensyn, naar han konfererer med sin Departementschef" (p. 331), har han utvivlsomt truffet Sagen Kerne, og det er vigtigt at være opmærksom herpaa, fordi man jo dog med Rette kan kræve, at den administrative "Teknik" underordnes Folkets naturlige Krav paa Retssikkerhed, og fordi det er Rigsdagen - ikke Embedsmændene - der skal regere.

Det er i øvrigt ikke blot de ved Krigen og den økonomiske Krise nødvendiggjorte ekstraordinære Foranstaltninger, der har skabt det eksisterende Embedsvælde; ogsaa i Aarene før Krigen var Rigsdagen tilbøjelig til at "springe over, hvor Gærdet er lavest". Faren bestaar deri, at det er vanskeligere at aflægge daarlige Vaner end at tillægge sig gode Vaner.

 

Den ovenfor beskrevne forkastelige, men desværre vidt udbredte Lovgivningsform har naturligt affødt det andet af de to vigtige Spørgsmaal: Er der tilstrækkelig Kontrol med Embedsmændenes Forvaltning af disse Love?

Svaret maa blive benægtende. Og hvis man dernæst kunde ønske at vide, om det da ikke skulde være muligt at skabe en tilstrækkelig Kontrol, maa Svaret ogsaa her blive et Nej.

I et demokratisk Samfund forudsættes det - som tidligere nævnt - at de uafhængige Domstole kan paakaldes af Borgerne som Værn mod Uret og Overgreb fra de udøvende Myndigheders Side; men dels er alt for mange administrative Afgørelser "endelige" og altsaa ikke undergivet Domstolskontrol, og dels er Domstolene i utallige Tilfælde afskaaret fra at bedømme det af Administrationen udøvede "Skøn", fordi Loven ikke indeholder tilstrækkelig klare Regler, saaledes at det ikke er muligt at fastslaa, om den trufne Afgørelse ikke er lige saa "lovlig" som den modsatte Afgørelse.

Prof. Ross har udtrykt dette saaledes: "Det er klart, at Domstolenes Kontrol af Prisdirektoratets Myndighed... er ganske illusorisk. I mange Tilfælde erklærer Domstolene sig selv inkompetente, naar det drejer sig om udpræget administrativt-tekniske Regler. Det gamle Princip om Forvaltningens Lovbundethed - the rule of law, som Englænderne siger - forflygtiges, og Borgerne staar mere og mere retsløse overfor et stedse mægtigere Bureaukrati" (p. 332). Og han foreslaar, at man skaber en ny Kontrol ved 1) Oprettelse af et Embede svarende til den svenske "Justitieombudsmand", der har til Opgave at føre Tilsyn med Love og Anordningers Efterlevelse, 2) Nedsættelse af et Rigsdagsudvalg, der skulde udstyres med Myndighed "til at omgøre Forvaltningens Afgørelse og til at give almindelige Direktiver for den Maade, hvorpaa Loven skal forvaltes", og endelig 3) Indførelse af af Offentlighed i Administrationen derved, at enhver Borger fik Ret til at gøre sig bekendt med og til at offentliggøre alle Aktstykker vedrørende en ham vedkommende, af Administrationen behandlet Sag.

Af to Grunde tror jeg ikke, at de foreslaaede Kontrolorganer vilde være i Stand til at udrette stort. For det første vilde de ligesom de folkelige Ministre "forgæves løbe Storm mod en Barrière af tekniske Hensyn", og for det andet frygter jeg, at jo flere Overbygninger den administrative Kolos forsynes med, jo stærkere vil Tendensen til at skabe Skønsregler og ikke Retsregler blive, ganske simpelt fordi Lovgivningsmagten efter Indførelsen af de omtalte Kontrolorganer let vil kunne forfalde til at tro, at Skoven er renset for Røvere.

Der er ingen anden Vej ud af Uføret end et fast Greb om Ondets Rod. Vi maa vende tilbage til den virkelig forsvarlige Lovgivning, der klart fortæller Borgerne, hvad de maa og ikke maa, og som alene overlader det til Administrationen at gøre eventuelle Undtagelser fra Reglerne. I Virkeligheden bør Grænsen for den offentlige Kontrol med Samfundslivet trækkes der, hvor det ikke længer er muligt for Rigsdagen at udtrykke sig i klare og forstaaelige Retsregler. Hvis denne Grænsedragning skulde medføre, at f. Eks. Socialisering herefter ikke lader sig gennemføre, kan jeg ikke se andet, end at man maa give afkald paa Socialisering, hvor stor Sympati man end maatte have for denne Samfundsform. Det er under denne Forudsætning et Valg mellem paa den ene Side Socialisme og paa den anden Side Retssikkerheden.

 

Som Eksempel paa, at Lovgivningsmagten er tilbøjelig til, selv i Tilfælde, hvor det ikke er nødvendigt, at delegere sin Myndighed til administrative Organer, kan nævnes "Loven om Boliganvisning", der blev vedtaget efter Krigen, nemlig i Foraaret 1945. I denne Lov er det bestemt, at alle ledige Lejligheder skal anmeldes til et "Boligudvalg", og at dette skal give sin Tilladelse til enhver ny Indflytning i en saadan Lejlighed. Der er ikke fastsat Regler om, hvem der kan komme i Betragtning som Lejere, hvilke Betingelser disse skal opfylde; men hvis man henvender sig til Udvalgets Kontor, kan man dog erholde visse Oplysninger som f. Eks., at Enlige eller Ægtepar uden Børn ikke kan komme i Betragtning, at Folk fra Provinsen heller ikke har Udsigt til at blive godkendt som Lejere o.s.v., suppleret med en Opfordring til at "indsende en Ansøgning", som da vil blive besvaret inden otte Søgnedage.

Det er uforstaaeligt, hvorfor den Del af "Udvalget"s Praksis, som fra første Færd har kunnet anses for at blive "fast", ikke har fundet Udtryk i klare Retsregler. Man kunde have sparet baade det offentlige og Borgerne for megen Ulejlighed, hvis man havde nøjedes med at henvise dem, der ønskede at opnaa Dispensationer, til at "skrive Ansøgninger", uden at man derfor behøvede at miste Kontrollen med Lovens Overholdelse, en Kontrol, som uden større Besvær kunde udøves gennem Folkeregistrene.

I utalte andre Tilfælde kunde Administrationen aflastes i sit Arbejde og Retssikkerheden for Borgerne øges ved, at en "fast Praksis" lovfæstedes.

Indgreb paa nye Livsomraader ville dernæst kunne udformes langt mere konkret, langt mere klart, hvis Rigsdagen gav sig bedre Tid til Lovgivningsarbejdet, og navnlig hvis den ville møde de af Embedsmændene udarbejdede Lovforslag med en vis sund og naturlig Skepsis i Forstaaelse af, at det er "Ræven, der snakker for Gæssene" - i øvrigt sans comparaison.

Om kilden

Forfatter(e)
N.J. Andersen
Dateret
05.12.1946
Oprindelse
Ekstra Bladet 5/12 1946 s. 7-8. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 250-255.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
N.J. Andersen
Dateret
05.12.1946
Oprindelse
Ekstra Bladet 5/12 1946 s. 7-8. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 250-255.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk