Nina Bang, 1866-1928

Artikler

Nina Bang, født Ellinger, var historiker, marxist, socialdemokratisk landstingsmedlem og Danmarks første kvindelige minister.

Nina Bang tog sin historiske embedseksamen i 1894 og forsatte livet igennem studietidens arbejde med Øresundstoldens regnskaber. I 1895 meldte hun sig, sammen med sin mand historikeren Gustav Bang, ind i Socialdemokratiet og blev i 1898 ansat som skribent ved Socialdemokraten. Hun skrev om arbejderklassens livsvilkår, om udenrigspolitik, og hendes analyser af aktieselskabernes regnskaber var frygtede.

Det var særligt arbejderklassens kvinder, der optog Nina Bang, men tro overfor sin marxistiske overbevisning havde hun stort fokus på klasseaspektet. Hun var derfor modstander af særlige kvindeorganiseringer inden for partiet, men støttede de kvindelige fagforeninger. Sideløbende skrev hun til en række tidsskrifter, oversatte Marx’ Lønarbejde og Kapital og skrev en biografi af ham.

Danmarks første kvindelige minister
I 1903 blev Nina Bang indvalgt i Socialdemokratiets hovedbestyrelse. Fra 1913-17 sad hun i Borgerrepræsentationen i Kbh. I 1918 blev hun valgt til Landstinget, og da Socialdemokratiet dannede regering i 1924, blev hun undervisningsminister. I hele sit politiske liv var Nina Bang optaget af det internationale socialdemokratiske arbejde og var ofte Staunings stedfortræder. Blandt udenlandske socialdemokrater var hun højt respekteret.

Nina Bangs overordnede mål som minister var at demokratisere skolen og forbedre lærernes uddannelse. Ingen af delene lykkedes i hendes ministertid, men mange af hendes ideer blev siden gennemført. Som kvindelig politiker og socialist var hun udsat for stærk kritik fra mange sider, men blev dog kaldt regeringens eneste mandfolk og var et yndet offer for karikaturtegnere.

Nina Bang blev et forbillede for senere kvindelige politikere, og på 75 årsdagen for hendes udpegning til minister indstiftedes Nina Bang Prisen, som hvert år tildeles en ung lovende kvindelig politiker.