Nimandsudvalget

Artikler

Rigsdagens Samarbejdsudvalg, eller Nimandsudvalget som det blev kaldt til dagligt, blev oprettet kort tid efter den tyske besættelse i 1940. Udvalget havde repræsentanter fra alle de samarbejdende partier og var et vigtigt bindeled mellem regeringen og Rigsdagen i en tid med begrænset mulighed for åben debat.

Rigsdagens Samarbejdsudvalg (Nimandsudvalget), blev oprettet den 2. juli 1940, på initiativ af partierne bag forhandlings- og samarbejdspolitikken. Dvs. Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Venstre samt Retsforbundet. Eller som det bekendtgjordes ved oprettelsen: de partier der ønskede ”den bestående forfatning bevaret som grundlag for det politiske liv”. Herved pegedes også på hvilke partier, der var ekskluderet fra samarbejdet, nemlig de antiparlamentariske partier Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP), Danmarks Kommunistiske Parti samt det agrarfascistiske Bondepartiet. De fire store partier fik hver to pladser, mens Retsforbundet fik én.

Nimandsudvalget blev oprettet, fordi besættelsen havde skabt helt særlige vilkår for det politiske liv på Christiansborg. Selvom Tyskland helt fra 9. april 1940 tillod det politiske liv at fortsætte næsten som hidtil med opretholdelsen af de centrale institutioner – som monarkiet, en uafhængig regering og det valgte parlament – så var der vanskeligheder ved at føre en åben debat i Rigsdagens to kamre, Folketinget og Landstinget. På den ene side ønskede man ikke, at besættelsesmagten kunne lytte med, og på den anden side opfattede man de antiparlamentariske partier som illoyale, og ville derfor gerne kunne forhandle uden deres tilstedeværelse. Desuden krævede besættelsens særlige forhold også i visse situationer, at regeringen kunne handle hurtigt, men helst gerne med sikkerhed for at være i overensstemmelse med rigsdagsflertallet. Det var derfor ønskeligt at have et organ, der kunne mødes bag lukkede døre og forhandle hurtigere end de store forsamlinger i Rigsdagens to ting.

Nimandsudvalget fik således en rolle som en art mini-rigsdag, der på den ene side kunne kontrollere regeringen, men på den anden side også kunne sikre opbakning til denne blandt de regeringsbærende partier. Nimandsudvalget fik afgørende indflydelse under besættelsen, hvad der også afspejledes i, at det var partiernes førende medlemmer, der sad i udvalget, hvis disse da ikke var ministre. Karakteristisk er det således f.eks., at da besættelsesmagten krævede socialdemokraten Vilhelm Buhl afsat fra statsministerposten, så blev han i stedet det ledende medlem af Nimandsudvalget.

Nimandsudvalget fungerede ofte som en bremse på udenrigsminister, og senere statsminister, Erik Scavenius’ aktivistiske samarbejdspolitik. Det var også Nimandsudvalget, der den 28. august 1943 traf beslutningen om at sige nej til det fremsatte tyske ultimatum, der krævede blandt andet dødsstraf for sabotage. Med dette nej stoppede forhandlings- og samarbejdspolitikken officielt, idet regeringen, Rigsdagen og kongen ophørte med at fungere fra 29. august 1943 indtil 5. maj 1945.

Med ophøret af normalt parlamentarisk arbejde den 29. august, var Nimandsudvalgets rolle for så vidt udspillet. Det fortsatte dog som mere uformelt organ, idet det i oktober 1943 udvidedes med yderligere fire ledende politikere og tog navneforandring til Trettenmandsudvalget. Dette forum var mindre kendt i offentligheden. Det kendes også som “Buhls kreds”. Dets opgave var på den ene side at kontrollere det såkaldte departementschefstyre, på den anden side at støtte dettes arbejde ved at sikre, at det havde politisk opbakning og dermed også en form for demokratisk legitimitet.