Nekrolog over Stauning, Fædrelandet 4. maj 1942

Kilder

Kildeintroduktion:

Thorvald Stauning (1873-1942) var socialdemokratisk statsminister i 1924-26 og igen fra 1929 til sin død 3. maj 1942. Han er den længst siddende statsminister i danmarkshistorien. Især for arbejdere blev hans liv et symbol på den sociale, kulturelle og demokratiske udvikling, han og Socialdemokratiet havde stået i spidsen for siden århundredeskiftet.

Efter Staunings død udsendte de fleste af landets aviser nekrologer for den afdøde statsminister, hvori hans liv og politiske karriere blev opsummeret og vurderet. Nedenfor er gengivet den danske nazistiske avis Fædrelandets nekrolog over Stauning fra den 4. maj 1942. Fædrelandet, som blev udgivet fra 1939-1945, var organ for Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP).


Postkort med Staunings portræt.
Fra Det Kongelige Bibliotek.

Statsminister TH. STAUNING

Statsminister Stauning er Søndag Formiddag Kl. 1045 død paa Bispebjerg Hospital efter to Døgns Bevidstløshed.

Thorvald Stauning blev født den 26. Oktober 1873 i Holmens Kanal Nr. 30. Hans Fader var Karetmagersvend, men forlod ret hurtigt Faget, og efter i nogle faa Aar at have ernæret sig som Markedshandlende begyndte han at leve af tilfældigt Arbejde som Flyttemand og Bud. Hans Moder var svagelig og kunde derfor ikke hjælpe med til at bedre det lille Hjems Økonomi. Hun var en sværmerisk og lyrisk Natur, der hurtigt følte sig tiltrukket af de socialdemokratiske Pionerer, og hun har uden Tvivl haft en stærk Indflydelse paa Sønnens senere Livsbane.

Stauning, der var eneste Barn, voksede ikke op under saa elendige Forhold, som man ofte har villet give det Udseende af, og navnlig havde han langt bedre Muligheder end Datidens Arbejderbørn i Almindelighed for at skaffe sig Oplysning om Tidens Problemer, idet hans Forældre havde Forbindelse med stærkt intellektuelt prægede Kredse. Det er derfor ogsaa ganske ved Siden af, naar han engang selv har udtalt: ”Mit Liv har i flere Henseender formet sig eventyrligt, men det er netop derfor ogsaa typisk for den hele Udvikling, thi som jeg gradvist avancerede fra daarligere til bedre Køkkentrapper, fra beskedne til bedre Hovedtrapper, saaledes har store Dele af Samfundets Befolkning gradvis avanceret, og Arbejderklassen som Helhed har haft Del i Eventyret igennem de sidste 60 Aar sammen med mig og mange andre, der udgik fra Arbejderklassen”.

Thorvald Stauning havde i Virkeligheden været heldig i Valget af sine Forældre, ulige mere heldig, end Arbejderklassen havde været i Valget af ham, derfor fik kan Del i Eventyret, hvad Arbejderklassen aldrig fik. Han blev til den hvide Svane, men Arbejderklassen fortsatte under hans Regime den triste Tilværelse som den grimme Ælling, hvem alle hun[d]sede og huggede efter.

Efter Konfirmationen kom Thorvald Stauning i Smedelære, men det haarde Arbejde passede ham ikke, og der blev saa søgt en anden Lære til ham inden for Cigarmagerfaget. Paa Fabriken var han en af de ivrigste Forkæmpere for Klassekamp-Politiken ligesom han var ivrig Deltager i Datidens politiske Møder af enhver Art. Efter en kort Tid at have haft Arbejde som Cigarsorterer i Fredericia rejste han til Hamborg, hvor det dog ikke lykkedes ham at skaffe sig Beskæftigelse.

Da han kom tilbage fra Udlandet, begyndte hans egentlige politiske Arbejde inden for Socialdemokratiet. Det var navnlig Arbejdet med Fagforeningerne, han kastede sig over, idet han allerede dengang var af den Opfattelse, at der ikke var nogen Mulighed for at vinde Arbejderklassen uden gennem en Forbedring af dens Levevilkaar, eller i hvert fald maatte man love den at stile imod dette. Denne Opfattelse fik Stauning til i sine allerførste politiske Virkeaar at slaa ind paa den Overbuds-Politik, som blev typisk for hele hans politiske Løbebane, der i Historien vil gaa over som de uopfyldte Løfters Epoke.

 Det var ligeledes i de første Ungdomsaar, at han skrev Skuespillet: ”Livets Løgne”, som blev opført paa Arbejdernes Teater i Forsamlingsbygningen paa Enghavevej. Instruktionen var foretaget af Stauning selv i Samarbejde med Jøden Redaktør Heimann. Stykket fik en vis Sukces, og beruset af den lod Stauning sig friste til ogsaa at optræde som Skuespiller.

Det var dog ikke paa disse Omraader, at han slog igennem. Selv om han oprindelig havde en vis kejtet Facon paa en Talerstol, lykkedes det ham dog i 1896 at blive Forretningsfører for Cigarsorterernes Fagforening, og det blev inden for dennes Rammer, at han lagde Grunden til sin senere Karriere.

Som Taler fandt han hurtigt en vis værdig Facon, der forlenede ham med den Autoritet, som de fleste af Datidens socialdemokratiske Politikere manglede, hvorfor han ogsaa hurtigt blev valgt ind i Partiets Vælgerforening. Han var samtidig en flittig Skribent i ”Socialdemokraten” og en Tid lang Redaktør af ”Samarbejdet” efter Bresemann, og hans Pen satte sig et vist Spor i Datidens politiske Journalistik.

I 1898 overtog Thorvald Stauning Posten som Partiets Kasserer, og gennem denne Stilling kom han i Forbindelse ikke blot med Spidserne inden for Socialdemokratiet, men ogsaa med mange af dets menige Medlemmer, inden for hvis Rækker han forstod at skaffe sig en vis Popularitet, samtidig med at han konsoliderede sin Stilling i Centralledelsen stærkere og stærkere. I 1906 var Stauning kommet ind i Folketinget som Repræsentant for Faksekredsen, og den 9. januar 1910 blev han valgt til Peter Knudsens Efterfølger som Partiets Forretningsfører paa et Tidspunkt, da Socialdemokratiet talte 45.000 Medlemmer.

Allerede i 1913 var Thorvald Stauning, som dengang var Formand for den socialdemokratiske Rigsdagsgruppe, paa et hængende Haar komet til at danne Ministerium, men han nægtede paa Kongens opfordring saavel at gøre dette alene som i Samarbejde med det ”radikale” Parti, og det blev derfor Zahle, der den 21. juni kom til at danne sit andet radikale Ministerium. Staunings Arbejde i den kommende Tid koncentrerede sig navnlig om Vedtagelsen af Grundlovsændringerne, og da den nye Grundlov i 1915 blev vedtaget den 31. Maj i Landstinget og den 5. juni i Folketinget, havde Stauning for saa vidt vundet en Sejr over I. C. Christensen og ”De Konservative”.

Som det senere har vist sig, var Stauning som Politiker langt større og stærkere, saa længe han stod i Opposition, end da han selv kom til Magten, og forsaavidt kan der efter hans Regeringsperiode være Brug for en ny Forfatter til et Skuespil med Titlen ”Livets Løgne”.

I 1916 blev Stauning første Gang Minister uden Portefølje i Ministeriet Zahle. I dette Ministerium blev han i 1918 Socialminister, paa hvilken Post han sad, til Ministeriet faldt i 1920.

Under Ministeriet Neergaard i Perioden 1920-21 fik Stauning, som nu var i Opposition, Lejlighed til at bruge sine Evner paa en helt anden Maade, end det var lykkedes ham, saa længe han selv sad i Regering. Det er dog for meget sagt, at det var Stauning og hans Parti, som var Hovedaarsagen til, at ”Venstre”-Regeringen maatte gaa af. Den virkelige Aarsag var at søge i de Forhold, som efter Krigsperiodens Virvar væltede ind over Landet. Efter Valgene i April 1924 raadede den socialdemokratiske Rigsdagsgruppe over 55 Mandater, medens ”Venstre” kun fik 44, ”De Konservative” 28, ”De Radikale” 20 og det tyske Parti i Sønderjylland 1 Mandat.

Kongen henvendte sig derefter til Stauning og bad ham om at danne Regering, og den 23. April 1924 fik Danmark sin første socialdemokratiske Regering med Thorvald Stauning som Statsminister og Minister for Industri, Handel og Søfart.

Atter viste Stauning sine manglende Evner til at regere, og under ham blev Landet ført ind i den ulykkelige Deflationspolitik, som næsten lagde Danmarks Erhvervsliv totalt øde. Samtidig viste han en udpræget Mangel paa Evne til at benytte Kompromispolitikken, og snart var alle Veje lukkede, saaledes at hans Regering ingen Vegne kunde komme, hvorfor han ikke havde nogen anden Udvej, end at udskrive til nyt Valg. Dette gik ”Socialdemokraterne” imod, og den 14. December 1926 dannede Madsen-Mygdal et ”Venstre”-Ministerium med Støtte i det Konservative Folkeparti.

Stauning var atter i Opposition, og hans Plan til Snigløb af ”Venstre”-Regeringen lykkedes for saa vidt, som han fik sat Spild mellem ”Venstre” og ”De Konservative” paa Forsvarsspørgsmaalet saaledes at ”De Konservative” nægtede at stemme for Finansloven i Marts 1929, med mindre Militærbevillingerne blev forhøjede. Der blev udskrevet til nyt Valg, og efter dette mønstrede ”Socialdemokraterne” og ”De Radikale” tilsammen 77 mandater, hvorefter Stauning den 30. April  1929 dannede sit andet Ministerium med støtte af ”De Radikale”. Ved Siden af Statsministerposten overtog han tillige Ministeriet for Søfart og Fiskeri, som han imidlertid i 1933 ombyttede med Forsvarsministerposten, fra hvilken han trak sig tilbage November 1935. Derefter har han alene været Statsminister. Efter Besættelsen den 9. April 1940 har han fortsat fungeret som Chef for den saakaldte Samlingsregering.

Staunings Politik i Løbet af Trediverne viser ham med al Tydelighed som den svage Mand ved Roret. Alle de store Løfter, som han afgav paa Møder og ved Taler i Folketinget, saa længe han var i Opposition, er ikke blevet holdt, og paa samme Maade er det gaaet med alt det, som han lovede Arbejderne i sine Taler paa Vælgermøderne umiddelbart før Valgene.

Kanslergadeforliget i 1933 er maaske et af hans Største Nederlag. Arbejderne fik ganske vist Socialreformen, men samtidig drev Landet ud i en Valutapolitik, som væltede Ulykkerne ind over Arbejderklassen, lige som Fagforeningernes Ret til at strejke fra da af faktisk har været skrinlagt. Værst er det dog gaaet ud over Arbejderklassen efter Krigsudbruddet. Som Chef for Samlingsregeringen har han ikke forstaaet at dæmme op for Kapitalens ubændige Profithunger, men har langt snarere været med til at give denne ny Næring.

Som Udenrigspolitiker naaede Stauning aldrig op i et højere Plan, det viste sig første Gang, da det ikke lykkedes ham at løse Grønlandsstriden mellem Danmark og Norge paa en mere værdig Maade, end da vi lod denne henvise til Afgørelse ved den internationale Domstol i Haag. Men først og fremmest ved det Medansvar, som han uden Tvivl havde for hele Værneviljens Forfald i Norden. Efter at Hjalmar Branting[1] var død, kom Stauning ret hurtigt til at indtage en ledende Stilling blandt de nordiske Politikere, og hans Meninger kom ikke blot til at præge Udviklingen i Danmark, men ogsaa i de andre nordiske Lande. Hans berømte Tale imod et nordisk Forsvarsforbund kan ikke overvurderes, og Stauning bærer uden Tvivl et stort Medansvar for at Norden er blevet gjort til direkte Kampplads i den Krig, som nu udkæmpes.

Under Verdenskrigen var Stauning udpræget tyskvenlig indstillet, og han udtalte dengang, at Amerika udelukkende traadte ind i Krigen for at kæmpe for Storkapitalens Interesser. Men senere slog han fuldstændig om, og det tjener ikke til megen Ære for ham, at den forhenværende amerikanske Gesandt i Danmark, Fru Bryan Owen, i den Grad var i Stand til at paavirke ham, at han helt lod sig orientere imod Vest. Dette Omslag var saa stærkt, at han ikke blot foretog en Rejse til Amerika for at forhandle om Grønlands Salg, men direkte forberedte og gennemførte et Salg af Danmarks Undergrund til et amerikansk Monopolselskab.

I Historien vil Stauning gaa over som den sidste Klasserepræsentant, der har haft Indflydelse paa Danmarks politiske Styre. Vejen til denne Afslutning har været lang og trang og man afløses af en ny og bedre.

Før Reformationen var det Gejstligheden, der saa at sige var eneraadende. Efter Reformationen blev det Adelen og Kongemagten, der var de bestemmende. Ved Grundloven i 1849 blev der sikret Borgerskabet en vis Indflydelse, som imidlertid afsvækkedes af Grundlovsrevisionen i 1866 og der kom nu en Tid med et Godsejervælde, som ikke var meget forskelligt fra de gamle Adelsvælde. Ved Systemskiftet 1901 blev det Bønderne, der fik Hovedindflydelsen paa det politiske Styre, og først fra 1929 kan man tale om en Arbejderklassens Epoke, hvis da dette ikke er for meget sagt. Udviklingen taler imod denne Benævnelse, og maaske bør Tiden snarere karakteriseres som de socialdemokratiske Pamperes Glansperiode.

Bægeret er fuldt, og Udviklingen skrider Fremad. De gamle forfejlede Principper og Metoder maa kastes over Bord, og nye og mere farbare Baner staar parat.

Stauning og hans Liv betegner et Stadium paa Livets Vej, der maatte gennemleves, før det nye kunde bryde frem. Fremtiden vil vise, at det er slut med Klassepolitikken, det danske Samfund maa slaa ind paa den eneste Vej, der betyder Livet, nemlig Enighedens Vej, hvor Helhedens Vel sættes over den enkeltes. Som det var, drev Landet uvægerligt længere og længere hen imod Ruin og Tilintetgørelse baade paa det økonomiske og kulturelle Omraade.


[1] Hjalmar Branting (1860-1925): svensk socialdemokratisk politiker, statsminister 1920, 1921-1923 og 1924-1925.

Om kilden

Dateret
04.05.1942
Oprindelse
Fædrelandet, 4. maj 1942
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. januar 2013
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk