Nationsopfattelser i 1840'erne

Artikler

Nationalisme er en af 1800-tallets mange -ismer.

I Danmark blev ideologien eller tankerne om nationens forrang offentligt debatteret i danske aviser og i Stændersalene fra begyndelsen af 1840’erne. Fortalerne for at føre national politik var bl.a. de nationalliberales Orla Lehmann. Heroverfor stod den venstreradikale avis Kjøbenhavnsposten og helstats-politikeren Anders Sandøe Ørsted, der på forskelligt grundlag bekæmpede den nye politiske strømning.

Forhistorien

Nationale sympatier var et forholdsvist nyt fænomen i den danske helstat op mod midten af 1800-tallet.

De blev ved indgangen til 19. århundrede først fremført af københavnske kunstnere som Adam Oehlenschläger (1779-1850) og B.S. Ingemann (1789-1862), som i deres digte hyldede den danske nations historie. I de følgende årtier blev kunsten suppleret af forskningsstudier, der betonede Danmarks sproglige og historiske kontinuitet. Disse arbejder bidrog til at skabe bevidsthed om en særlig dansk identitet.

Den nationale identifikation var grundstammen i 1840’ernes politiske strid mellem Helstatens danske og tyske indbyggere. Striden, der udkrystalliseredes i den sønderjyske sprogsag samt spørgsmålene om monarkiets arvefølge og en ny og fri forfatning, handlede grundlæggende om, hvorvidt de to nationaliteter skulle ligestilles inden for helstaten.

Enevælden, der var personificeret i Christian 8 (født 1786, regent 1839-1848)., var som følge af den politiske konflikt under konstant pres i 1840’erne, fordi styret modsagde sig både at sympatisere med de nationale bevægelser og at indføre reformer. Med tronskiftet i januar 1848 banedes vejen dog for indførelsen af en nationalorienteret politik.

For Helstatens opretholdelse

Enevældens politik kendetegnedes ved, at magthaverne forsøgte ikke at tage særlige hensyn til Danmarks forskellige befolkningsgrupper, men i stedet at føre en samlet enhedspolitik for alle rigets dele.

Begrundelsen var, som den så ofte i taler og avisartikler blev fremført af jurist og embedsmand Anders S. Ørsted (1778-1860), at udskilte man de tyske hertugdømmer fra riget, ville landets og befolkningens velfærd og forsvar ikke kunne bestå. Kun når kongeriget og hertugdømmerne var forenet, vel at mærke forenet under kongens arvelige autoritet, var stat og folk i sikkerhed.

Argumentet hvilede dog ikke kun på overvejelser om sikkerhed og velstand. Afgørende var det bestemt også, at befolkningen fortsat blev holdt uden for indflydelse, hvormed kongens suverænitet bevaredes. For Ørsted var nationaliteterne ikke egnet til at tage del i statens styrelse, da det lå ”udenfor Befolkningernes egen Erkendelse”. Helstatens indbyggere besad ikke den nødvendige dannelse og indsigt til forsvarligt at kunne føre politik, ligesom en friere forfatning i Ørsteds optik også kun ville medføre stridigheder om magten mellem nationaliteterne.

Københavns kosmopolitisme

Hovedstadsavisen Kjøbenhavnsposten delte Ørsteds mening om, at de to befolkningsgrupper var lige, men det var på vidt forskellig baggrund. Hvor synspunktet for Ørsted skyldtes ønsket om at bevare enevældens magtgrundlag, var avisens holdning grundet i en humanistisk overbevisning: Dagbladet forstod fx værdierne frihed og lighed som almenmenneskelige, dvs. de skulle gøre sig gældende på tværs af landegrænser, snarere end at være snævert knyttet til den enkelte nation.

Dagbladet mente på klassisk vis, at historie, sprog og etnicitet var særlige nationale kendetegn. Men det var ifølge avisen udtryk for nidkærhed og chauvinisme, hvis man gjorde disse karakteristika til grundstenen i sin politik og hævdede dem på bekostning af andre nationaliteters særpræg, da det nationale snæversyn ville hæmme samfundsudviklingen.

Udvikling var et helt centralt begreb i Kjøbenhavnspostens ideologi. For Ørsted både kunne og skulle enevælden bestå, hvorimod avisen mente, at tiden og samfundets udviklingstrin ikke længere legitimerede enevælden, fordi denne styreform ikke efterkom nationernes sande interesser.

Den politiske autoritet skulle i stedet tildeles befolkningen, hvorved regeringen ville udgå fra folket og udøve folkets vilje. Begrebet folk var ifølge Kjøbenhavnsposten inkluderende, fordi politisk deltagelse hverken skulle være forbeholdt en enkelt af statens nationaliteter eller samfundets mest privilegerede.

Samfundsmagten var tværtimod forbeholdt alle statens indbyggere, hvilket var et ideal, som avisen hentede fra Den Franske Revolution.

Den politiske frihed, og altså ikke kongens autoritet, ville ifølge Kjøbenhavnsposten være det løsen, der kunne forsone helstatens to største befolkningsgrupper. Blev de to nationaliteter agtet lige og fik tildelt identiske politiske frihedsrettigheder, ville det kunne fæstne det statsretlige sammenhold.

”Danmark til Ejderen!”

De holdninger, som De Nationalliberales bannerfører, jurist Orla Lehmann, offentliggjorde i 1840’erne, fik mest politisk gennemslagskraft.

Lehmann mente, at Holsten skulle udskilles af det danske rigsfællesskab, mens Slesvig skulle bevare sin forbindelse til Danmark, trods sin store tyske befolkningsgruppe. Holstens afsondring var nødvendig, fordi hertugdømmet var tysk og derved havde dårlig indflydelse på både den danske kultur og landets udvikling.

Ligesom Ørsted var Lehmann af den opfattelse, at grænsedragningen sikrede rigets levedygtighed, selvom de var uenige om, hvor grænsen skulle gå. Politikeren argumenterede, at med floden Ejderen som den naturlige grænse mod syd, kunne det danske rige bestå.

Ejdergrænsen blev ifølge Lehman legitimeret af historien, da floden allerede i 800-tallet havde fungeret som grænseovergang, mellem det, der dengang var Det Vestromerske Rige og det danske rige.

Derved var historien for politikeren ikke kun det vigtigste nationale kendetegn, men også grundstenen i hans politik, eftersom hverken etnicitet eller sproglige skillelinjer på tilsvarende vis understøttede Lehmanns politik.

Lehmann delte Kjøbenhavnspostens overbevisning om, at tiden var moden til et politisk systemskifte. Men hvor hele nationen ifølge avisen var berettiget til at være politiske medborgere, var det for Lehmann afgørende, at kun det dannede borgerskab fik politisk indflydelse.

Den politiske repræsentation skulle vælges og fungere som Stænderforsamlingerne, blot med den undtagelse, at den nye forsamling også skulle være lovgivende.

Den politiske frihed kunne ikke binde Ejderstaten sammen og bilægge de indre stridigheder, som Kjøbenhavnsposten ellers forudsagde. Lehmann mente derimod, at hvis Slesvig fik mulighed for at vælge sit statslige tilhørsforhold, ville hertugdømmet søge mod syd. Det var uønsket, da Slesvigs adskillelse fra det øvrige kongerige ville ”sønderbryde” den danske stat.

Politiske konsekvenser

Da Enevælden i marts 1848 bukkede under for det politiske pres, var det De Nationalliberale, som fik lov til at diktere udkastet til den nye Grundlov.

Intentionen bag Grundloven var, at den skulle gælde for Kongeriget og Slesvig, og dermed opfylde Lehmanns ønske om en dansk Ejderstat. Men reelt betød Treårskrigen, at forfatningen aldrig kom til at gælde for Slesvig.

Valgretten blev i datidens øjne fastlagt til en meget stor andel af den mandlige befolkning, flere end oprindeligt ønsket af De Nationalliberale. Men trods det, at valgbarheden til Folketinget var mere lempelig end valgretten til tinget, betød valgbarheden til Landstinget og den almindelige politiske kultur reelt, at den politiske indflydelse fortsat var forbeholdt en mindre elite.

Om artiklen

Forfatter(e)
Kristina Møller Andersen
Tidsafgrænsning
1840 - 1849
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
13. juli 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Jensen, Hans: De danske Stænderforsamlingers Historie 1830-1848, bind 2,(1934)

Korsgaard, Ove:Kampen om Folket, (2004)

Rerup, Lorenz: Fra litterær til politisk nationalisme, i

Feldbæk, Ole (red.) Dansk identitetshistorie, bind 2,(1991), s. 325-390.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Kristina Møller Andersen
Tidsafgrænsning
1840 - 1849
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
13. juli 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Jensen, Hans: De danske Stænderforsamlingers Historie 1830-1848, bind 2,(1934)

Korsgaard, Ove:Kampen om Folket, (2004)

Rerup, Lorenz: Fra litterær til politisk nationalisme, i

Feldbæk, Ole (red.) Dansk identitetshistorie, bind 2,(1991), s. 325-390.

Udgiver
danmarkshistorien.dk