Nanna Lüders: ”Afrika”, 1985

Kilder

Kildeintroduktion:

Den danske støttesang ”Afrika”, skrevet og komponeret af Nanna Lüders (f. 1963) blev udgivet i forbindelse med forberedelserne til velgørenhedskoncerten Rock for Afrika, der blev afholdt i Idrætsparken i København den 21. september 1985. Formålet med støttesangen og koncerten var at indsamle penge til Dansk Røde Kors’ arbejde på det afrikanske kontinent. Dansk Røde Kors udskrev derfor i samarbejde med Jesper Bay og Kim Sagild fra pladeselskabet Genlyd en sangkonkurrence, hvor mange af tidens kendte musikere indsendte deres forslag til en støttesang for Afrika. Nanna Lüders sang “Afrika” vandt og blev indspillet i Gnags’ studie Genlyd i Viby den 13. juli 1985 og blev udgivet kort derefter. Sangen er solgt i ca. 150.000 eksemplarer og har siden indsamlet mere end 2.895.000 kr. til Dansk Røde Kors, hvilket gør det til den mest indbringende danske støttesang nogensinde. 

Du kan se og høre den officielle musikvideo til støttesangen her.

Du kan se sangen fremført til Rock for Afrika her.

Forside med afrikansk landskab og bagside med krediteringer og information på albumcoveret til støttesangen "Afrika”, Nanna Lüders 1985. Foto: Genlyd Grammofon    

Afrika

Tekst og musik: Nanna Lüders, 1985

[Thomas Helmig[1]]
Alle går vi rundt
I vores egen lille verden
Drømmer om guld og grønne skove
Og den store kærlighed

[Anne Dorte Michelsen[2] & Leif Sylvester[3] + begge]
Over sø og land
Under en stille stjernehimmel
Har vi sunget dine sange
Har vi danset til din melodi

[Sanne Salomonsen[4] & Bamse[5] + begge]
Det der er vores liv
Er så langt fra sult og nød
Det land som alle børn kender
Er ved at gå til i sygdom og død

[Lis Sørensen[6] & Michael Falch[7]]
Afrika, Afrika
Det bli'r bedre dag for dag
Hvis vi gi'r en hånd til Afrika
Vi gi'r, hva' vi har for din sag, Afrika

[Steffen Brandt[8] & Elisabeth[9]]
Gennem tusind år
Igennem tusindvis af kampe
Har du kun bøjet dine grene
Har du ofret din natur

[CV Jørgensen[10] & Nanna[11] + begge]
Alle går vi rundt
I vores egen lille verden
Finder trøst i ting vi kan eje
Finder fred i troen på et bedre liv

[Henning Stærk[12] & Mona Larsen[13]]
Det der er vores liv
Er så langt fra sult og nød
Det land som alle børn kender
Rejser sig op mod sygdom og død

[Lise Dandanell[14] & Michael Elo[15] + Lars H.U.G.[16] & Marie Bergman[17]]
Afrika, Afrika
Det bli'r bedre dag for dag
Hvis vi gi'r en hånd til Afrika
Vi gi'r, hva' vi har for din sag
(Afrika) Afrika (Afrika)
Det bli'r bedre dag for dag
Hvis vi gi'r en hånd til Afrika
Vi gi'r, hva' vi har for din sag

[Lars Muhl[18] og Lis Sørensen[19]]
Afrika, Afrika
Det bli'r bedre dag for dag
Hvis vi gi'r en hånd til Afrika
Vi gi'r, hva' vi har for din sag, Afrika

[Peter AG[20] & Søs Fenger[21] + begge]
Det der er vores liv
Er så langt fra sult og nød
Det land, som alle børn kender
Rejser sig op mod sygdom og død

[Frede Fup[22] & Donna Cadogan[23] + Allan Mortensen[24] & Gitte Naur[25] + Sanne Salomonsen & Henrik Strube[26]]
Åh, Afrika, Afrika
Det bli'r bedre dag for dag
Hvis vi gi'r en hånd til Afrika
Vi gi'r, hva' vi har for din sag
Åh, Afrika, Afrika
Det bli'r bedre dag for dag, dag for dag, dag for dag
(Hvis vi gi'r) Hvis vi gi'r en hånd til Afrika
Vi gi'r, hva' vi har for din sag
Afrika, Afrika
Det bli'r bedre dag for dag
Hvis vi gi'r en hånd til Afrika
Vi gi'r, hva' vi har for din sag
(Afrika) Afrika (Afrika)


Ordforklaringer m.m.

[1] Thomas Helmig (f.1964): dansk sanger, musiker og producer.

[2] Anne Dorte Michelsen (f.1958): dansk sanger og sangskriver, tidligere sanger i bandet Tøsedrengene.

[3] Leif Sylvester Petersen (f.1940): dansk musiker, skuespiller og maler, har været medlem af bandet Røde Mor.

[4] Sanne Salomonsen (f.1955): dansk sanger og musiker, har været med i bandsene Sneakers og Anne Linnet Band.

[5] Flemming Bamse Duun Jørgensen (1947-2011): dansk sanger og musiker, forsanger i bandet Bamses Venner.

[6] Lis Sørensen (f.1955): dansk sanger, sangskriver og komponist.

[7] Michael Falch (f.1956): dansk sanger, sangskriver, forfatter og skuespiller, forsanger i bandet Malurt.

[8] Steffen Brandt (f.1953): dansk musiker, sanger, sangskriver og tekstforfatter, forsanger i bandet TV2.

[9] Elisabeth Gjerluff Nielsen (f.1957): dansk sanger, musiker og forfatter.

[10] Carsten Valentin (C.V.) Jørgensen (d.1950): dansk sanger og sangskriver.

[11] Nanna Lüders Jensen (f.1963): dansk sanger, sangskriver og skuespiller.

[12] Henning Stærk Jakobsen (f.1949): dansk sanger og musiker.

[13] Mona Larsen (f.1949): dansk sanger, forsanger i bandet Halberg Larsen.

[14] Lise Dandanell (f.1947): dansk sanger.

[15] Michael Elo (f.1949): dansk musiker og tegnefilmsdubber.

[16] Lars Hugh Uno Grammy (f.1953): dansk musiker, forsanger i bandet Kliché.

[17] Marie Bergman (f.1950): svensk sanger.

[18] Lars Muhl (f.1950): dansk forfatter og musiker, forsanger i bandet Lost Kids

[19] Lis Sørensen (f.1955): dansk sanger, sangskriver og komponist, har været med i Anne Linnet Band.

[20] Peter Andreas Gjerluf Nielsen (f.1952): dansk sanger og sangskriver, forsanger i bandet Gnags.

[21] Charlotte Fenger (f.1961): dansk sanger, guitarist og sangskriver.

[22] Frede Norbrink (f.1947): dansk sanger, del af bandet Frede Fup.  

[23] Donna Cadogan (f.1968): dansk sanger og sangskriver.

[24] Allan Mortensen (f.1946): dansk sanger, musiker og skuespiller.

[25] Gitte Naur Stilling (f.1960): dansk sanger, tidligere med i bandet Tøsedrengene.

[26] Henrik Strube (f.1949): dansk guitarist, forfatter og komponist, tidligere del af bandet Røde Mor.

Om kilden

Dateret
13.07.1985
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. september 2019
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk