MYTE: Sagde C.F. Møller: Fik de ram på buerne?

Mytedrab

Næsten enhver aarhusianer ved, at det første, C.F. Møller sagde, da han blev fundet og gravet frem efter bombardementet af universitetet i 1944, var: "Fik de ram på buerne?" Eller sagde han nu også det?

Midt på dagen den 31. oktober 1944 bombede RAF på anmodning fra den aarhusianske modstandsbevægelse GESTAPOs hovedkvarter i parkkollegierne på universitetet. Bombardementet var præcist, men nogle af bomberne ramte den nærliggende store hovedbygning, som netop da var under opførelse, og arkitekten C.F. Møller blev begravet i ruinerne.

Næsten enhver aarhusianer ved, at det første, C.F. Møller sagde, da han blev fundet og gravet frem efter lang tids søgning, var: "Fik de ram på buerne?"

Det er velkendt, at C.F. Møller var blevet træt af de buer, der indrammer vandrehallen ud imod Ringgaden og gården ud imod parken; men det forekommer ikke umiddelbart troligt, at det er det første, et menneske siger efter lang tids begravelse i ruiner uden vished for at blive fundet.

Det gjorde han da heller ikke. Ved åbningen af udstillingen i anledning af 60 års-markeringen af bombardementet fortalte den murerformand, der først så arkitekten under udgravningen af ruinerne, at han råbte ned til ham: "Er det Dem, Hr. Møller?" og fik et stakåndet "ja" til svar.

I forbindelse med hovedbygningens indvielse i september 1946 blev C.F. Møller imidlertid interviewet til studenterbladet Den jydske Akademiker og blev herunder spurgt, om han ikke var bitter på Royal Airforce, hvortil han leende svarede"Nej da, slet ikke. Og da jeg kom op efter mit Hospitalsophold, havde jeg håbet, at også Buerne, der indrammer Gaarden ved Hovedbygningen, var blevet ramt; men de var selvfølgelig uskadte, og så fik de Lov at blive stående."

Sådan sagde C.F. Møller, men altså ikke lige, da han blev fundet efter bombardementet.

Om myten

Forfatter(e)
Erik Christiansen
Tidsafgrænsning
1944 - 1944
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om myten

Forfatter(e)
Erik Christiansen
Tidsafgrænsning
1944 - 1944
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk