MYTE: Er Den Lille Havfrue et dansk nationalsymbol?

Mytedrab

"Man sender da ikke et nationalsymbol ud af landet", var en af reaktionerne, da det stod klart, at skulpturen i foråret 2010 skulle forlade sin plads på Langelinie i København og flyttes til verdensudstillingen i Shanghai for at blive der i otte måneder.

Bronzeskulpturen af Den Lille Havfrue ved Langelinie i København vækker stærke følelser. "Man sender da ikke et nationalsymbol ud af landet", var en af reaktionerne, da det stod klart, at skulpturen i foråret 2010 skulle forlade sin plads på Langelinie og flyttes til verdensudstillingen i Shanghai for at blive der i otte måneder. "Man kunne jo heller aldrig finde på at låne Frihedsgudinden ud", lød det på tilsvarende vis, mens andre mente, at skulpturen snarere er et "symbol på vores værste mindreværdskompleks", og at det er "et mysterium, hvordan denne bagatel af en skulptur kan blive et nationalt anliggende." Uanset om den er klenodie eller bagatel, så er baggrunden for Den Lille Havfrues berømmelse at finde i 1930'erne.

Den Lille Havfrue blev ikke - modsat Frihedsgudinden - skabt som et nationalsymbol, men som en hyldest til balletdanserinden Ellen Price (1878-1968), der dansede titelpartiet i balletten Den Lille Havfrue i 1909. Billedhuggeren Edvard Eriksen (1876-1959) skabte skulpturen, der blev opsat på Langelinie i 1913. Her førte havfruen i mange år en temmelig upåagtet tilværelse, mens Gefionspringvandet tiltrak sig den store opmærksomhed, ganske i overensstemmelse med datidens sans for nordiske myter og sagn.

I 1930'erne begynder der så at ske noget. Turistforeningen for Danmark går i gang med at fortælle nye historier til landets gæster, hvor man lægger vægt på det frigjorte og smilende Danmark, samtidig med at man betoner landets harmoni og rolige atmosfære. På én gang international og provinsiel kan Danmark favne både moderne funktionalisme og socialt ansvar – og som en klar modsætning til 1930'ernes stadigt mere urolige Europa bliver Danmark nu præsenteret som en fredelig oase fuld af romantik og eventyr. Turistforeningen for Danmark har nemlig i 1935 foretaget et grundigt udvalgsarbejde og fundet ud af, at Den lille Havfrue er mere populær end Nationalmuseet blandt udlændingene og det var "…i det hele taget forbavsende at se, hvor meget H.C.Andersen betyder for Danmark". Udvalgets anbefaling lyder, at man "med smag" udnytter denne interesse, og i de efterfølgende år begynder forsigtige henvisninger til "H.C. Andersens eventyrlige København" at dukke op i turistbrochurerne, og hans (opdigtede) barndomshjem i Odense bliver valfartsmuseum. Man producerer 'kvalitets-souvenirs' som f.eks. en genudgivelse af eventyret om Den Lille Havfrue, som en modvægt til de mange reproduktioner, nips og tingel-tangel af skulpturen. Billeder af Den Lille Havfrue får også en mere fremtrædende plads i turistbrochurerne, men beskrives dog stadig ikke som en særskilt attraktion og slet ikke som et vartegn eller et symbol på hverken København eller Danmark. Undtagelsen er den lille brochure København i en Nøddeskal (1934), hvor havfruen i både tekst og billede symbolsk repræsenterer selve den livsglade, romantiske og eventyrlige hovedstad.

Grundstrukturen for at lade Den Lille Havfrue repræsentere noget særligt 'dansk' var således til stede allerede i 1930'erne, men stadig havde den officielle danske turisme visse forbehold. Da der efter 2. verdenskrig så småt begyndte at komme gang i turismen igen, blev historien om 'det fredelige eventyrland' genoptaget og gjort til selve den bærende struktur i dansk turisme. Med filmen Hans Christian Andersen (1952) legemliggjorde Danny Kaye historien om både Danmark som eventyrets hjemland og København som Wonderful Copenhagen. Den Lille Havfrue opnåede en uhørt popularitet og blev et ikon for dansk turisme, hvor også Turistforeningen for Danmark smed sine forbehold overbord. Snart blev havfruen 'berømt for at være berømt' og et 'must-see' for danske og udenlandske gæster i København. Den Lille Havfrue var omskabt til et dansk nationalsymbol, men det var udenlandske turister og Hollywood, der skabte hende!

Symbolsk repræsentation kræver imidlertid symbolsk modstand. Nok havde den officielle turisme overgivet sig, men ikke alle danskere kunne eller ville genkende danske værdier i turismens fortælling om Den Lille Havfrue. Hærværk mod skulpturen fandt første gang sted i 1964, hvor hovedet blev savet af som en kunstnerprotest mod den nationale selvforståelse, som havfruen repræsenterede og symboliserede. Senere hærværksaktioner har haft kopiens lidt kedsommelige præg over sig, men bidrager dog til at cementere Den Lille Havfrues status som en symbolsk slagmark, hvorpå der skal kæmpes om repræsentationen af det særligt danske. Skulpturen er også blevet brugt til politiske manifestationer, fx ved at blive iklædt burka, blive malet pink eller få sat en dildo i hånden. Ikke bare bidrager hærværksmændene til skulpturens fortsatte historie og berømmelse, nej, de anerkender i virkeligheden dens status som dansk nationalsymbol, blot med omvendt fortegn.

Den virkelige trussel mod Den Lille Havfrue er derimod at blive glemt, bagatelliseret eller ignoreret. I år 2000 var det igen blevet tid til at skabe nye grundfortællinger om Danmark, og dansk turismes hovedorganisationen – der nu hedder VisitDenmark – lancerede konceptet Branding Denmark. Heri fandtes ingen plads for Den Lille Havfrue, som man ikke længere mente kunne repræsentere Danmark på en tilfredsstillende måde. Paradoksalt nok, fordi det nyskabende brandingkoncept i forbløffende grad lagde sig op ad 1930'ernes satsning på frihed, uhøjtidelighed, social ansvarlighed, kvalitet og design som særlige danske dyder – og fordi det efterfølgende årtis største satsning blev H. C. Andersen-fejringen i 2005.

Men Den Lille Havfrue var der altså ikke plads til. Og så var det måske kun passende, at hun drog til Shanghai for at finde sin egen uudgrundelige og kitschede plads i globaliseringen. På den måde kunne Den Lille Havfrue spille sin rolle som dansk nationalsymbol på en ny måde. Men det er en anden historie!

'Den genmodificerede Havfrue' blev skabt af kunstneren Bjørn Nørgaard og opsat på Langelinie i 2006. Skulpturen indgår i en større skulpturgruppe 'Det genmodificerede Paradis', der i et postmoderne formsprog får os til at reflektere over fremskridtet, genteknologien og kroppen.