Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Mordet på Erik Klipping 22. november 1286

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 22. november 1286 fandt det foreløbig sidste kongemord i danmarkshistorien sted, da Erik Klipping (1249-1286) blev myrdet i Finderup Lade ved Viborg. Kongens regeringstid var præget af intern splid. Efter bilæggelsen af striden med ærkebisp Jakob Erlandsen i 1274 blussede en ny strid op med stormændene. Det resulterede i, at kongen i 1282 måtte besegle en håndfæstning, som sikrede stormændenes rettigheder. Én af bestemmelserne i håndfæstningen var, at der hvert år skulle afholdes danehof. Herefter blev forholdet mellem kongen og stormændene væsentligt forbedret. Kilderne til mordet på Erik Klipping er sparsomme og tendentiøse, og det er aldrig blevet opklaret, hvem der myrdede ham. Flere stormænd menes dog at have haft et motiv til mordet, blandt andet hertug Valdemar af Slesvig, som længe havde været på kant med kongen. I 1287 blev ni mænd kendt skyldige i kongemordet ved Danehoffet på Nyborg slot og dømt til fredløshed og fortabelse af al ejendom, heriblandt marsk Stig Andersen. De dømte var dog allerede forinden flygtet til Norge. Her bringes uddrag fra tre kilder om mordet:

  • Ryd Klosters Årbog er skrevet kort efter eller i 1288, som er det seneste år, den rummer oplysninger om – og altså ganske tæt på mordet i 1286. Den er blevet til i Ryd Kloster, et cistercienserkloster syd for Flensborg Fjord , i hertugdømmet Slesvig, som var placeret dér, hvor Glücksburg Slot nu ligger.
  • Jyske Krønike er blevet til som et forsøg på at føre Saxos danmarkshistorie frem til 1342 og er altså skrevet omkring 1340. Da den især interesserer sig for begivenheder i Jylland, må den antages at være skrevet i et jysk kloster. Den bygger bl.a. på Ryd Klosters Årbog.
  • Procesakterne fra striden mellem Jens Grand og Erik Menved kendes fra forskellige senere afskrifter.

Der findes enkelte andre kilder til mordet end de her gengivne.

Egnen ved Finderup
Egnen ved Finderup. Fra Danmarks Riges
Historie (1896-1907).

Ryd Klosters Årbog

1286 … Kong Erik blev dræbt på sit leje St. Cecilie nat[1] af dem han havde sat højest blandt sine egne folk, han fik 56 sår…

Jyske Krønike

… Erik Christoffers søn fulgte ham på tronen i det Herrens år 1260.[2] Han tog kirkernes tiender og øvede ingen retfærdighed, forarmede klostrene med heste og hunde og fuld af laster, som han var, øvede han vold mod stormændenes hustruer...

hans 24. regeringsår blev hertug Eriks søn Valdemar[3] gjort til Jyllands hertug[4], han blev i sin hertugtids andet år taget til fange af kongen og kastet i fængsel. Men det følgende år, da han var blevet frigivet ved fyrsternes mellemkomst, begyndte han sammen med flere af rigets stormænd at konspirere om kongens død; denne blev også dræbt af nogle, som disse havde sendt, nær Viborg, da han sov i sin seng i Den hellige Cecilies nat i Det Herrens år 1286, og i sin regerings 27. år, og han blev begravet i Viborg i Domkirken. Han fik imidlertid 56 dødelige sår, af hvilke ingen uden ét var under brystet…

Uddrag fra indlæg fra processen mellem ærkebisp Jens Grand og kong Erik Menved for pavens domstol i Rom 1296-1297.

Uddrag fra kongens anklager:

2) Ja, denne kong Erik Kristoffersen[5] opfostrede og opdrog nogle af denne ærkebiskops og biskops[6] slægtninge som sine børn, nemlig grev Jakob, marsk Stig, Peder Jakobsen, Rane Jonsen[7] og flere andre... Han gjorde dem rige frem for alle rigets kongetro, han havde dem i sit hus, han satte dem som fædre over riget, og han indsatte dem som herrer over alle rigets indtægter og indkomster, så han alene forbeholdt sig kongenavnet. De var utaknemmelige over for denne store velgører, og efter at have beriget sig med hele fædrelandets fedme mente de, at de ved at have riget med hud og hår intet havde, så længe det stadig stod tilbage at erhverve rigets krone. Da deres forblindede trop af sammensvorne var blevet samlet, rejste mørkets sønner sig midt om natten med vildskab mod kong Erik, Herrens salvede, og på det allergrusomste ombragte de ham med utallige og gruopvækkende sår, som han fik, mens han lå i sin seng.

Uddrag fra ærkebispens svar på kongens anklager:

2) Til den anden artikel, som slutter ”mens han lå i sin seng” svarer han, at han ikke mener, det sandt, hvad artiklen indeholder. Og nu svarer han til det, der siges om, at han gjorde dem rige, at han ikke umiddelbart tror på det, som det fremstilles. For selvom kongen somme tider gav dem noget for deres tjenester, så mistede de dog mere af deres egne ejendomme på grund af denne konge, eller fordi de hørte til rigets bedste og rigeste mænd.

Hvad der også tilføjes, at ”han satte dem som fædre over riget” og ”han indsatte dem som herrer over alle rigets indtægter og indkomster” etc. svarer han, at han ikke tror på det, og at der heller ikke findes noget rygte om, at de nogensinde skulle have stræbt efter rigets krone. Han tror heller ikke, at nogen af dem dræbte eller ombragte den nævnte konge, først og fremmest fordi de var forbundet med ham i det tætteste blodslægtskabs bånd[8], og fordi de modtog mange velgerninger fra ham, som det allerede er sagt, og flere tøvede ikke med at udsætte deres egen krop og rigdom for fare for at bevare den samme konge og hans ære. Også fordi de på drabstidspunktet var så langt fra ham, nogle af dem tre dagsrejser, andre to, undtagen Rane, som dengang var hans kammermester, og han modsatte sig drabsmændene, så godt han kunne, selvom han var blevet overrasket, og selvom han var nøgen og ubevæbnet, efter hvad det almindelige rygte i riget fortæller. Det synes den nye konge også at have anerkendt ved at lade dem opholde sig indenfor rigets grænser og tilbagegive dem alle deres ejendomme.[9]

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015