Mordet på Erik Klipping, 22. november 1286

1286 … Kong Erik blev dræbt på sit leje St. Cecilie nat[1] af dem han havde sat højest blandt sine egne folk, han fik 56 sår…

… Erik, Christoffers søn fulgte ham på tronen i det Herrens år 1260.[2] Han tog kirkernes tiender og øvede ingen retfærdighed, forarmede klostrene med heste og hunde og fuld af laster, som han var, øvede han vold mod stormændenes hustruer...

I hans 24. regeringsår blev hertug Eriks søn Valdemar[3] gjort til Jyllands hertug[4], han blev i sin hertugtids andet år taget til fange af kongen og kastet i fængsel. Men det følgende år, da han var blevet frigivet ved fyrsternes mellemkomst, begyndte han sammen med flere af rigets stormænd at konspirere om kongens død; denne blev også dræbt af nogle, som disse havde sendt, nær Viborg, da han sov i sin seng i Den hellige Cecilies nat i Det Herrens år 1286, og i sin regerings 27. år, og han blev begravet i Viborg i Domkirken. Han fik imidlertid 56 dødelige sår, af hvilke ingen uden ét var under brystet…

Uddrag fra kongens anklager:

2) Ja, denne kong Erik Kristoffersen[5] opfostrede og opdrog nogle af denne ærkebiskops og biskops[6] slægtninge som sine børn, nemlig grev Jakob, marsk Stig, Peder Jakobsen, Rane Jonsen[7] og flere andre... Han gjorde dem rige frem for alle rigets kongetro, han havde dem i sit hus, han satte dem som fædre over riget, og han indsatte dem som herrer over alle rigets indtægter og indkomster, så han alene forbeholdt sig kongenavnet. De var utaknemmelige over for denne store velgører, og efter at have beriget sig med hele fædrelandets fedme mente de, at de ved at have riget med hud og hår intet havde, så længe det stadig stod tilbage at erhverve rigets krone. Da deres forblindede trop af sammensvorne var blevet samlet, rejste mørkets sønner sig midt om natten med vildskab mod kong Erik, Herrens salvede, og på det allergrusomste ombragte de ham med utallige og gruopvækkende sår, som han fik, mens han lå i sin seng.

Uddrag fra ærkebispens svar på kongens anklager:

2) Til den anden artikel, som slutter ”mens han lå i sin seng” svarer han, at han ikke mener, det er sandt, hvad artiklen indeholder. Og nu svarer han til det, der siges om, at han gjorde dem rige, at han ikke umiddelbart tror på det, som det fremstilles. For selvom kongen somme tider gav dem noget for deres tjenester, så mistede de dog mere af deres egne ejendomme på grund af denne konge, eller fordi de hørte til rigets bedste og rigeste mænd.

Hvad der også tilføjes, at ”han satte dem som fædre over riget” og ”han indsatte dem som herrer over alle rigets indtægter og indkomster” etc. svarer han, at han ikke tror på det, og at der heller ikke findes noget rygte om, at de nogensinde skulle have stræbt efter rigets krone. Han tror heller ikke, at nogen af dem dræbte eller ombragte den nævnte konge, først og fremmest fordi de var forbundet med ham i det tætteste blodslægtskabs bånd[8], og fordi de modtog mange velgerninger fra ham, som det allerede er sagt, og flere tøvede ikke med at udsætte deres egen krop og rigdom for fare for at bevare den samme konge og hans ære. Også fordi de på drabstidspunktet var så langt fra ham, nogle af dem tre dagsrejser, andre to, undtagen Rane, som dengang var hans kammermester, og han modsatte sig drabsmændene, så godt han kunne, selvom han var blevet overrasket, og selvom han var nøgen og ubevæbnet, efter hvad det almindelige rygte i riget fortæller. Det synes den nye konge også at have anerkendt ved at lade dem opholde sig indenfor rigets grænser og tilbagegive dem alle deres ejendomme.[9] Men hvordan og af hvilken ulykkelig grund denne konge døde på et mistænkeligt og øde sted, fortalte en vis person, som er hævet over enhver indsigelse og er troværdig, til ærkebispen dette år: hans navn kan oplyses Jer og vor herre paven af ærkebispen, hvornår det skal være.[10]

[1] St. Cecilie nat: 22. november.

[2] Der er fejl i krøniken. Erik Klipping blev konge i 1259.

[3] Valdemar: barnebarn af Abel (ca. 1218-1252), som var konge fra 1250.

[4] Titlen betyder hertug af Slesvig.

[5] Erik Kristoffersen: Erik 5. Klipping, konge 1259-86

[6] Her tales om ærkebiskop Jakob Erlandsen (død 1274) og Roskildebispen Peder Bang (død 1277), som lå i voldsomme stridigheder med først kong Christoffer 1. til dennes død 1259, derefter med hans søn og efterfølger Erik Klipping, og de, der førte formynderskabet for Erik Klipping, så længe han var umyndig.

[7] Disse fire samt fem andre blev i 1287 dømt fredløse for mordet på Erik Klipping og fik konfiskeret alt deres gods. Ærkebisp Jakob Erlandsen og Roskildebispen Peder Bang var gennem kvindelinier beslægtede med (eller tilhørte) den såkaldte (sjællandske) Hvide-slægt. Ærkebisp Jens Grand var søstersøn af Peder Bang. Grev Jakobs (af Nørrehalland) mor var af Hvide-slægten, Rane Jonsen nedstammede gennem et par kvindelige led fra samme slægt og Marsk Stig Andersen af den såkaldte jyske Hvideslægt var gift med Ingeborg, som nedstammede fra Hvide-slægten, mens vi ikke kender noget til Peder Jakobsens familieforhold

[8] Dette lader sig kun belægge for grev Jakobs (af Nørrehalland) vedkommende, idet denne var oldebarn af Valdemar Sejr (konge 1202-41), mens Erik Klipping var sønnesøn af Valdemar Sejr.

[9] Den nye konge er Erik 6. Menved, der efterfulgte sin dræbte fader 1286. Han sluttede i 1295 våbenstilstand med den norske konge, som havde taget de fredløse til sig. Ifølge betingelserne skulle de fredløse have lov til at vende hjem og få deres godser tilbage. Det er dog tvivlsomt i hvilken grad disse bestemmelser blev overholdt.

[10] Desværre kommer denne angivelige viden aldrig frem i løbet af den lange proces - vel fordi kongens advokat ikke havde interesse i at spørge, men holde fast i, at Jens Grands slægtninge var de skyldige.