Mogens Fog: "Nazismens Arv" 1945

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne tekst fra Politiken den 2. september 1945 er et indlæg i en principiel debat om demokratibegrebets indhold, som udspillede sig i danske dagblade og tidsskrifter mellem juli 1945 og december 1946. I debatten deltog flere af tidens mest toneangivende intellektuelle. Lægen Mogens Fog (1904-1990) virkede således fra 1938 som professor i neurologi ved Københavns Universitet og overlæge ved Rigshospitalet. Af større betydning i den aktuelle debat var, at han også var Minister for særlige anliggender i befrielsesregeringen frem til det første folketingsvalg efter besættelsen den 30. oktober 1945. Mogens Fog fik denne minsterpost fordi han havde været et fremtrædende medlem af det tværpolitisk modstandssamarbejde Frit Danmark og i Frihedsrådet. Fog havde været medlem af Danmarks kommunistiske Parti fra midten af 1920'erne og frem til besættelsen i 1940, og han blev på DKPs opstillingsliste valgt til folketinget den 30. oktober 1945.


Ved Tale om Nazismens Arv vilde de fleste vel i første Instans tænke paa de "Frø af Ugræs", som et mangeaarigt Naboskab og et femaarigt tvunget Samliv med Hitlers Idéverden har spredt i det aandelige danske Landskab. Det er imidlertid ikke disse Kim, jeg har til Hensigt at beskæftige mig med, dertil ejer de i sig selv for ringe Grokraft. Langt væsentligere er det at efterspore, om den Mentalitet, som afgav jordbund for den nazistiske Bevægelses Vækst, endnu lever, specielt i vort eget Folk, og derfor kan skabe Betingelser for en ny Lære af Nazismens kulturfjendtlige Karakter.

Det er efter min Mening Tilfældet; vi maa stadig ud i Fremtiden være paa Vagt, hvis ikke Ugræssets Frø skal slaa an.

Naar en hel Verden nu med Afsky vender sig imod en Hitlers Adfærd, er det først og fremmest paa Grund af de Metoder, han har bragt i Anvendelse, Terror, Løgn og Løftebrud. Men hvor oprørende man end maa finde disse Hovedhjørnestene i den nazistiske Praksis, er det dog af sekundær Betydning i Forhold til det Fundament, de Grundbetragtninger, de hviler paa, selve den nazistiske Tankes Væsen.

Læser man nogle af de saakaldte teoretiske Værker, f. Eks. Hitlers "Mein Kampf" - og det bør man gøre, hvis man vil søge Kernen i hans Virke - saa bliver man vel nok i første Række slaaet af de tomme Postulater og fornuftstridige Konstruktioner, det bestaar af. Det virker forfærdende, at et saa irrationelt Hjernespind skulde kunne realiseres og sætte Verdenskulturen i dødelig Fare. Men samtidig finder man ind til den Generalnævner, som er bestemmende for al nazistisk Teori og Praksis - Foragten for Mennesket.

Uløseligt knyttet til denne Foragt er Overmennesketeorien - kun ved at føle sig hævet over sine Medskabninger kan man tillade sig at foragte dem - men da det er vanskeligt at forklare, hvorledes et Overmenneske skulde opstaa af en ussel Menneskehed, maa "Føreren" forlade sig paa en eller anden guddommelig Kaldelse, der ikke kan fornuftbegrundes, og derved opstaar Myten. Overmennesket har faaet sin særlige karaktermæssige og intellektuelle Overlegenhed i Gave og dermed erhvervet sig Retten til at herske og gennemføre sin Mission med ethvert egnet Middel. En Afvejning af modstridende Interesser, Kompromisser og Overenskomster er Tidsspilde; Handlingen som den ensrettede Viljes Redskab er det eneste af Værdi.

Naar man saaledes har ført Nazismen tilbage til enkelte Grundelementer, vil man straks se, at den kun er et Udslag af en Livsopfattelse eller Mentalitet, som ofte har manifesteret sig i Historiens Løb. Det er alle Despoters Ideologi gennem Aarhundreder, og da Samfundsformerne i den nyere Tid gjorde Selvherskertendenserne vanskeligt gennemførlige over for Folkenes Vilje til Selvstyre, opstod der mange Steder hemmelige Ku Klux Klaner o. s. v., som blev baaret af de samme Søjler: Mystik, Intolerance og Terror, og tjente samme Formaal: at hævde nogle faa Udvalgtes Ret over for de mange Plebejere.

Naturligvis vil mange mene, at Nazismens Fald for lang Tid har umuliggjort tilsvarende Bevægelser, men det er ikke rigtigt. Allerede i Dag og her i dette Land kan vi øjne de Anlæg, hvoraf Proselyter eller Initiativtagere for en ny autokratisk Bevægelse vil kunne udvikle sig. Man kan træffe dem overalt i Samfundet, og lad mig sige rent ud, at jeg ogsaa har konstateret dem i vore egne Rækker blandt Frihedskæmperne. Ikke i faretruende Form, men alligevel umiskendeligt til Stede.

Mange af Modstandsbevægelsens Kritikere vil utvivlsomt gnide sig i Hænderne og glæde sig over, at jeg giver dem Ret i deres Paastand, men de tager fejl. Jeg véd, at der i et Par Tilfælde - og kun et Par - har været begaaet Overgreb, som afslører en "nazistisk" Psykologi. Naturligvis er der straks og med haard Haand grebet ind overfor dem. Derimod har jeg ikke taget det saa tungt, at nogle faa Internerede, som optraadte udfordrende og hoverende over for Vagterne, har faaet en Dragt Prygl. Det er forkert og er blevet skarpt paatalt, men man forstaar fuldt ud, at Naturen kan gaa over Optugtelsen. Heller ikke aner jeg nazistisk Sæd i de "Aktioner", som Frihedskæmperne i nogle Tilfælde har iværksat, for Eks. i Vestre Fængsel. Naturligvis, Metoden var forkert og uklog, ikke mindst fordi en Række tidligere Tilhængere af Scaveniuspolitiken, der aldrig har løftet deres Røst mod Uretten, medens Tyskerne var i Landet, nu sidder vagtsomme paa Spring for at falde over den Bevægelse, hvis Politik sejrede over deres. Men man maa holde sig for Øje, at der faktisk bag "Aktionerne" laa Forhold, som maatte krænke den almindelige Retsfølelse. Det er i Forsvar for Demokratiets Interesse og ikke for at tjene en Hersker-Idé, vore unge Kammerater gik til Selvtægt. Lad mig betone, at Frihedsbevægelsens ansvarlige Ledere har forklaret dem, at Fremgangsmaaden var forkert, og henvist dem til at bruge et folkestyret Lands normale Veje, men den Mentalitet, hvoraf de Handlinger er udsprunget, rummer ingen Fare for Nazi-Infektion. De skal blot lære at omforme den Selvtægt, der var nødvendig i Kampen mod Nazisterne, til den politiske Aktivitet, der er Fredens Kampmiddel.

Nej, Faren truer fra anden Side. I de Maaneder, der er gaaet siden Befrielsen, har jeg modtaget mange Breve og Henvendelser, hvori det hedder, at Rigsdagen burde hjemsendes, at Regeringen burde bruge Dekreter, at vi frem for alt maatte holde os fra Politik o. s. v. Jeg har svaret, at ganske vist er den nusiddende Rigsdag ikke valgt paa grundlovsmæssig Vis og næppe nogen helt sandfærdig Afspejling af Folkeviljen i Dag, men at vi for det første i et frit Land maa bruge de normale Organer og for det andet, at Rigsdagens store Flertal har givet Tilslutning til de Love, der udtrykker Frihedsbevægelsens Krav. Og yderligere, at Sagerne naturligvis maa gaa langsommere, naar Hensyn skal tages til mange Meninger, end ved et "handlekraftigt" Diktatur. Men naar jeg gik videre og søgte at faa vakt Forstaaelsen af, at et demokratisk Styre maa udøves under Form af Politik, ja rent ud Partipolitik, har mange ment, at saa ser alt haabløst ud, og at vi har kæmpet forgæves.

Nu kan man selvfølgelig nøjes med at konstatere, at de Folk, jeg taler om, savner ethvert politisk Begreb, men Sagen kan ikke affærdiges saa let. Jeg er overbevist om, at der er Tusinder i dette Land, hvis Opfattelse er lige saa primitiv og ureflekteret som disse Medkæmperes. Og det er dødsensfarligt. Det er i denne jordbund, Førerideologien kan slaa Rod. Man tager altid Standpunkt, ogsaa politisk Standpunkt. Og jo mindre oplyst man er, jo mindre man har gennemtænkt og gennemprøvet Samfundsidéerne, jo mindre man har sat sig ind i Begivenhedernes Forudsætninger, des mere maa man i sin Standpunkttagen forlade sig paa Følelser. Følelserne er nok medfødte Instrumenter, men de er stemt i Tonarter, der er ubevidst tillærte. Overleveringer, Fordomme, forenklede og derfor ikke fulde Sandheder faar dem lettere til at klinge end Fornuftens nøgterne Anslag. Tro ikke, jeg hermed kaster Vrag paa Følelserne, heller ikke de almene, der vedrører Samfundsforhold - politiske, nationale, sociale. Men paa disse Omraader, hvor det drejer sig om rationelle Forhold, maa det være en bevidst Vurdering af Kendsgerninger, der underbygger dem. Da vi rejste Modstanden mod Tyskerne, var det et Udslag af primitiv Frihedstrang, men den var i Pagt med Fornuftens Bud, der sagde os, at hver Fjer, vi lagde i samme Vægtskaal som andre frihedselskende Folk, maatte tynge den ned til Fordel for Demokratiets Sejr.

Autokrater spiller altid paa Følelseslivet - men kun paa det ureflekterede Følelsesliv. De maa undertrykke Oplysningen og ensrette Propagandaen, for at ikke Viden skal lede Følelserne ind i nye Baner.

De Mennesker, der endnu i Dag staar uforstaaende over for Begrebet Politik, specielt Partipolitik, viser sig ofte at tilhøre en bestemt Karaktertype: Det er ærlige og beslutsomme Folk, der til enhver Tid foretrækker Handling fremfor "gustent Overlæg". Det er dem instinktivt imod at sætte sig ind i en Modparts Motiver og Tankeverden, det er Tidsspilde at forhale en Afgørelse ved "Snak"! Udvalg og Komitéer og lignende er efter deres Mening Roden til Forkludring af enhver Sag. Udad til virker de ofte med en Selvhævdelse, der kan nærme sig Brutalitet - naturligvis forklaret som "Handlekraft". Gaar man dem nærmere paa Klingen, viser de sig at nære den Grundopfattelse, at Menneskehedens store Flertal har Formynderskab behov.

Det er Folk af denne Opfattelse, hvad enten de nu har været Frihedskæmpere eller ikke, der er naturlige Arvtagere til Nazismens aandelige Gods. Vel er de ikke erklærede eller bevidste Despoter, men den ensidige Dyrkelse af Effektivitet og den faste Tro paa Formynderskabsidéen er Despotiets nære om end mere beskedne Slægtninge. Jeg vil vove at paastaa, at... hvis Hitlers Hære var gaaet uden om Danmark, men i øvrigt havde sejret, vilde mange af dem være blevet Tilhængere af "Føreren". Som det nu gik, var de blandt de ivrigste til at forsvare Landets Interesser. Det var let at lede deres Energi ind i disse Baner, fordi den umiddelbare nationale Følelse og Muligheden for aktiv Handling tilsammen anslog deres Væsens Grundakkorder. Men det er et møjsommeligt Oplysnings- og Opdragelsesarbejde at gøre dem til positive Demokrater, fordi Folkestyrets Veje er saa langt mere krogede. Reflektionen, Forhandlingen og Tolerancen stiller større Krav end den simple følelsesbaarne Aktion. Formaar vi ikke at omskabe denne Mentalitet, vil den vækkes til Live, naar nye aabenlyse eller utilslørede autokratiske Idéer kalder paa den.

Og maaske vil Kaldet lyde, før vi i Dag venter det.

Nu er Folkeflertallene i Skred, ligesom sidste Krig fører denne til et øget Krav om sociale Reformer Verden over, og Valgresultaterne i de befriede og frie Lande, sidst i England, viser, at Folket er til Sinds at sætte sin politiske Indflydelse ind paa at erobre øgede økonomiske Rettigheder.

I en saadan Situation maa nødvendigvis de hidtil begunstigede føle deres Stilling truet. De ved, de er i uhjælpeligt Mindretal. For en Tid kan de klare sig med at spille paa de Instrumenter, der tidligere sikrede dem Samfundsmagten, men de kan ikke staa sig i det aabne politiske Spil, som det udfoldes under Folkestyret. Her er det nærliggende, om en Del af dem, der ikke anerkender Flertallets Ret til at bestemme, griber den Udvej at skabe nye autokratiske Bevægelser. Alene vil de aldrig kunne faa Magt dertil - det er kun et Faatal, som virkelig rammes alvorligt i materiel Henseende - men de vil under Paaberaabelse af mystiske, følelsesbetonede Tankesæt kunne vinde Proselyter langt ud over deres egne snævre Krese iblandt de Uoplyste, som jeg netop karakteriserede. De vil kunne samle Rekruter blandt alle dem, der tror, at "Masserne" har Formynderskab behov.

Den dybe Forskel imellem den autokratiske og den demokratiske Livsanskuelse ligger i, at Demokraten tror paa det enkelte Menneskes Evne til selvstændig Tænken. Ganske vist ser vi daglig Eksempler paa, at denne ikke er saa højt udviklet hos mange som ønskeligt. Vi er ofte Vidne til, at et Folk, naar det reagerer som Masse, kun er modtageligt for de groveste eller banaleste Fanfarer, men døvt over for den nuancerede Sandhed. Alligevel tror vi paa Menneskets Evne til at bygge paa Fornuftsgrunde, fordi vi Gang paa Gang oplever, at man med Argumenter formaar at overbevise den, der maaske som Del af en Masse har ladet sig lede paa Vildspor. For øvrigt gaar det ofte saadan, at den, der har villet overbevise, selv bliver overbevist, fordi der bag et maaske uartikuleret Krav ligger en reel Begrundelse, som blot ikke har fundet klart Udtryk. I den faste Overbevisning om, at Mennesket i Almindelighed er tilgængeligt for Argumenter og kan se Samfundets og dermed sit eget Vel, ligger Demokratiets bærende Idé. Det betyder ikke, at alle endnu er naaet saa vidt - var det Tilfældet, kunde Nazismen nok være undfanget, men aldrig have naaet saa gigantisk en Udbredelse, - men det fører En til at fremme sine Maal, ikke ved Disciplin og Diktatur, men ved Oplysning, Opdragelse og udvidede demokratiske Rettigheder. Jo flere der inddrages i Samfundets Styrelse, jo flere fatter Folkestyrets Værdi. Den mand, som vælges ind i en Sangforenings Bestyrelse, har herved betraadt en Erfaringens Vej, der gør ham mere velegnet som Folkerepræsentant og mere overbevist som Demokrat, end den, der bare synger med i Koret.

Der tales meget om Folkestyrets Svagheder; de er øjensynlige og utvivlsomt stærkt medvirkende til at fremme antidemokratiske Strømninger. Nogle af dem er uundgaaelige. Det maa nødvendigvis gaa langsommere med en Bestemmelse, naar man skal høre alle Meninger og ikke bare udøve et Flertalsdiktatur. Resultaterne maa ofte blive mindre entydige, naar man skal søge at afveje reelle og berettigede Interessemodsætninger mod hinanden og derfor naa et Kompromis i Stedet for en ensidig Beslutning.

Men andre Svagheder. Naar, som jeg nævnte før, det politiske Partisystem er en særlig Anstødssten for mange, maa man naturligvis hævde, at saa længe der eksisterer Interessemodsætninger i et folkestyret Land, maa det føre til Partidannelse; men samtidig maa man beflitte sig paa at reducere de uheldige Sider derved. Den Demagogi, som ofte præger den offentlige Debat, og hvis Formaal er at forvirre Vælgerne, saa de styrter sig i Demagogens Fangarme, maa systematisk bekæmpes ved at fremme saglig Diskussion i Presse, paa Møder og i Rigsdagen.

Man maa bestræbe sig paa i saa høj Grad som muligt at faa Folkerepræsentanter, der udgaar af Vælgernes egen Kres, lokalt og interessemæssigt. Som det er nu, faar Folketingskandidaterne ofte deres Kres udleveret af Partiledelsen paa samme Maade som Enevoldsherskeren uddelte Len til sine tro Tjenere. Selv om vi ikke har Enmandskrese og heller ikke skal stræbe efter at faa det, maa vi arbejde for en intimere Kontakt mellem Vælgere og Repræsentant, saaledes at han til Stadighed kan give Udtryk for de Menneskers Mening, der har valgt ham. Det er utilfredsstillende, at man kun hvert fjerde Aar ved Valgene har Lejlighed til at udfolde sin politiske Aktivitet og i Mellemtiden helt maa forlade sig paa den, man har sat Kryds ved. Det fjerner Interessen for politisk Virke. Jo mere direkte man føler sin Indflydelse, des mere direkte føler man sit Ansvar. Jo mere umiddelbart Folket udøver sine politiske Rettigheder, des bedre forstaar og værdsætter det Folkestyrets Idéer, des stærkere føler det Pligt og Ansvar og des hurtigere bliver Landets Lov et sandt Udtryk for Folkets Vilje.

Det er med andre Ord min Overbevisning, at Demokratiets Svagheder for den væsentlige Del bestaar i, at det ikke er demokratisk nok.

Men der er en anden Fare, som i mine Øjne for Øjeblikket truer selve den demokratiske Idé. Ligesom Skolastiken efterhaanden stivnede i en Formalisme, der afgav Grundlag for Holbergs Satire i Erasmus Montanus, saaledes frygter jeg, at vi er ved at komme ud i en liberalistisk Formalisme, som kan lægge Folkestyret goldt. Anatole France prægede engang en Sentens, der kaster Lys over, hvad jeg tænker paa. Han sagde, at det er rigtigt, der er Lighed for Loven, det er i lige høj Grad forbudt Fattige og Rige at lægge sig til at sove under Seinens Broer. Vi har i den sidste Tid oplevet Eksempler paa liberalistisk Formalisme, som afslører andre Sider af de Farer, den indebærer. Naar Folk nu melder sig for at afgive Vidnesbyrd mod Landsforrædere, er der dem, som raaber "Stikkere" efter dem. Jeg er selv i Landstinget blevet beskyldt for at nære Nazitendenser i mit Bryst, fordi jeg havde opfordret Folk til at skaffe Anklagematerialet frem mod dem, der svigtede Landet under Besættelsen. Der rejser sig Røster imod et Forbud mod nazistisk Virksomhed under den gamle Devise: Frihed for Loke som for Thor. De, der staar paa dette Grundlag, var med til at bringe vore demokratiske Rettigheder i Fare, fordi de tillod deres Fjender at vokse sig stærke. Og den Svaghed maa ikke gentages.

Naar man hævder at ville eje Frihed, maa man samtidig kræve Forsvar for Friheden. Professor Jørgen Jørgensen har for nylig i "Frit Danmark" meget præcist udtrykt det saaledes: "Demokratisk Frihed er ikke Frihed til hvad som helst, men blot Frihed til hvad som helst, der er foreneligt med Opretholdelsen af de demokratiske Goder, herunder ogsaa den ved dette Hensyn begrænsede Frihed". Derfor maa vi til Stadighed være paa Vagt, for at ikke Folkestyrets alt for højttalende og alt for nærsynede Venner skal faa Lejlighed til at undergrave det ved at forsvare dets formelle Sider paa Bekostning af dets Indhold.

Ved at inddrage saa mange som muligt i Samfundsstyret og ved at staa Vagt om Demokratiets reelle Værdier bygger vi det bedste Værn mod nye Bevægelser af samme Indhold som Nazismen, Fascismen o. s. v.

Der er for mig ingen Tvivl om, at der i de kommende Aar vil opstaa en Situation, som stiller store Krav til os i denne Retning. De, der har kæmpet sammen mod Nazismen, har haft vidt forskellige Motiver til at gøre en Indsats. Men jeg tror, at langt de fleste blev drevet frem af Troen paa den golde Menneskeforagts kultur- og fremskridtsnedbrydende Virkning. Uanset hvilke Veje hver enkelt mener, man bør følge for at opbygge et levedygtigt demokratisk Samfund, maa man bygge paa Tilliden til Menneskets Evne til at styre sig selv og derfor aldrig vige uden om den nationale og politiske Selvbestemmelsesrets Veje. Gør vi det, har vi meldt os som Libhavere til Nazismens Arv.

Om kilden

Forfatter(e)
Mogens Fog
Dateret
02.09.1945
Oprindelse
Politiken 2/9 1945 s. 8-9. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 33-42
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. juni 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Mogens Fog
Dateret
02.09.1945
Oprindelse
Politiken 2/9 1945 s. 8-9. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 33-42
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. juni 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk