"Møde angaaende Prostitutionen", i Social-Demokraten 22. maj 1880

Kilder

Kildeintroduktion:

I 1800-tallets sidste årtier stredes de såkaldte reglementarister og abolitionister om den reglementerede prostitution. Den reglementerede prostitution var et lovhjemlet kontrolsystem, som skulle sikre, at prostituerede kvinder ikke spredte venerisk smitte, det vil sige farlige og svært helbredelige kønssygdomme som syfilis og gonorré. Systemet fungerede i årene 1874-1906 og gav blandt andet politiet mulighed for at tvangsindskrive kvinder som ’offentlige fruentimmere’ og underkaste dem tvangsundersøgelser for kønssygdomme.

Denne artikel stammer fra Social-Demokraten og blev trykt den 22. maj 1880. Artiklen gengiver et borgermøde i Horsens, hvor blandt andre dr. Ove M. Giersing (1813-1901) og dr. Frederik F. Mourier (1804-1896) deltog. Begge mænd var fremtrædende abolitionister og medlemmer af Forening imod Lovbeskyttelse for Usædelighed, som talte for afskaffelse af den reglementerede prostitution. I den refererede debat optræder flere abolitionistiske og reglementaristiske kerneargumenter i diskussionen af den reglementerede prostitution.

Hvor reglementaristerne forsvarede den reglementerede prostitution som et nødvendigt samfundsonde – den eneste effektfulde måde at standse venerisk smitte - krævede abolitionisterne dens afskaffelse. Sidstnævnte hævdede, at den reglementerede prostitution var ineffektiv, fremmede usædeligheden og krænkede kvinders samfundsstilling samt grundlovgivne frihedsrettigheder. De påpegede, at den veneriske smitte kun kunne standes gennem statens fremme af et sædeligt og kristent liv, ikke gennem en ordning af selve prostitutionsvæsnet. På sigt var disse argumenter med til at afskaffe den reglementerede prostitution i 1906. 

Møde angaaende Prostitutionen.

I Horsens er der i disse Dage afholdt et Møde angaaende den offentlige Prostitution. Mødet holdtes paa Raadhuset paa Indbydelse af 3 Mænd deraf Byen. Hensigten var at paavirke Stemningen i Retning af at faa Statens beskyttende Stempel borttaget fra Prostitutionen. Da det er en Sag, ogsaa Socialdemokratiet som samfundsreformatorisk Parti maa omfatte med Interesse, skal vi efter ”Hors[ens] Folklbl[ad]” gengive et Referat af Udtalelser paa det omhandlede Møde, idet vi tillige gentager den Indledning nævnte Blad har troet nødvendig for sit Referat; mange af vore Læsere er vel næmlig ogsaa betaget af det der stemples som falsk Undseelse. Vor Kilde skriver: Ihvorvel vi formoder, at der er dem, som mener, at en Forhandling om et saadant Emne ikke bør komme til Offentlighedens Kundskab, saa har vi dog ikke taget i Betænkning – efter indhentet Samtykke fra de fleste Talere - at referere de faldne Udtalelser; ti det er vor Mening, at det kun lidet kan nytte, at der arbeides i Hemmelighed imod det offenlige Skøgevæsen. Der vil i hvert fald ikke ad den Vej kunne tilvejebringes en paa et gyldigt Grundlag hvilende Stemning. Det offenlige Skjøgevæsen er ogsaa fastsat ved Lov, vedtaget paa almindelig Maade af Rigsdagen og stadfæstet af Kongen; skal denne Lov forandres, bør det ikke ske, uden at et Flertal af Befolkningen ønsker det, og et saadant Ønske kan ikke komme frem, uden at Folk faar at vide, hvad der strides om, samt de forskællige Anskuelser. – Er der nogen af vore Læsere, som efter disse Linjer endnu tror, at de som Borgere i en Stat, der ved Lov har indført offenlige Skjøger, bør lukke deres Øjne i for Oplysninger denne Sag vedrørende, saa kan de blot lade være at læse det efterfølgende:

Pastor Dr. Clausen indlede Mødet og meddelte, at man havde indbudt d’Hrr. Læger Mourier og forhv. Stiftslæge Gjersing[1], som ogsaa var komne tilstede for at deltage i Forhandlingen. Ved dette og lignende Møder vilde man oplyse Folk om den offenlige og lovbeskyttede Prostitution, hvorledes den virkede og i hvad Forhold den stod til den almindelige menneskelige Moral og Kristendommen. Ved ret at forklare denne Sag haabede man at faa tilvejebragt en Stemning blandt Folk, der vilde fordre, at Stadens Stempel blev taget bort fra Usædeligheden. Man troede selvfølgelig ikke, at man kunde udrydde selve Usædeligheden, ti sligt lod sig ikke gøre saa længe der var Mennesker til, som vilde forføre og som ville forføres; men man vilde have de offenlige Bordeller, hvor Usædeligheden dreves under Statens Beskyttelse, afskaffede, for dermed at tilintetgøre denne Aarsag til megen Forargelse for de Gamle og Fristelse for de Unge.  – De to københavnske Læger, Mourier og Gjersing, udviklede derpaa deres dels juridiske, dels lægevidenskabelige Grunde til Prostitutionens Afskaffelse. Ved Lov af 1874 havde Staten sat sit Stempel paa Prostitutionen. Denne Lov, der kaldes Lov imod Udbredelse af veneriske Sygdomme, indeholdt en Del gode og fornuftige Bestemmelser, saaledes at Mænd eller Kvinder, der led af venerisk Syge, men som ikke selv havde Raad til at faa den nødvendige Pleje og Lægehjælp, kunde erholde disse frit paa Offenlighedens Bekostning. At gribe til ethvert fornuftigt og moralsk Middel imod den veneriske Sygdom, var overmaade prisværdigt, ti denne Sygdom var en af de værste, der kunde faa Indpas i vort Folk; men for at modvirke denne Sygdom var det ikke tilladeligt at begaa en saadan Uretfærdighed, at man gjorde Forskæl paa den Mand og den Kvinde, der drev Utugt, ti begge var lige strafskyldige. En ung Pige kunde nu siden Loven af 1874 allerede som 18aarig, ja undtagelsesvis som 16aarig, blive indskreven som offentlig Skøge. Naar saaledes en Kvinde af en Politibetjent blev mistænkt for at drive Utugt for Betaling, saa kunde hun indkaldes for Politimesteren. Her fik hun først en Advarsel, og hvis Politimesteren fandt det fornødent, kunde hun blive underkastet en Undersøgelse, om hun havde paadraget nogen Sygdom eller ej. Fortsatte hun sit utugtige Liv trods Advarslen, kunde hun efter Straffelovens § 180[2] idømmes indtil 90 Dages Ophold paa en Tvangsarbejdsanstalt.  Grunden til, at en saadan ung Pige er kommen saa vidt paa Lastens Vej, er som oftest den, at hun har faaet en slet Opdragelse og har havt daarlig Omgang, mens hun var Barn, og nu kommer hun til at sidde paa en Tvangsarbejdsanstalt, hvor Selskabet ikke er af det bedste. Mon dette er den rigtige Maade til at føre hende tilbage til Samfundet? Og naar hun kommer ud derfra, hvem vil saa tage sig af hende; hun kan intet Arbejde faa og kan ikke komme til at omgaas ordenlige Mennesker. Hvis hun fortsætter sit tidligere Liv, kan hun idømmes Fængsel paa Vand og Brød, og efter gentagen Straf skal hun indskrives som offentlig Skøge og skal da for Fremtiden behandles efter et Politireglement uden Lov og Dom. Saa skal hun et Par Gange om Ugen lade sig syne af en Læge, hvorved den sidste Rest af kvindelig Blufærdighed maa gaa tabt. En saadan Behandling af Kvinden var højst uretfærdig, naar man lod Manden, der dog ligesaa vel som Kvinden bedrev Utugt, gaa fri uden noget Ansvar. Hvis en Lærer, i hvis Skole der var indført en smitsom Sygdom, tog den Bestemmelse, at alle de Børn, der boede øst for Skolen, skulde være fri, men de vest for Skolen skulde vedblive at møde, vilde man dog vist finde, at en saadan Bestemmelse var højst vilkaarlig. Og dog forholdt det sig ligesaa med Behandlingen af dem, der drev Utugt. Mændene, der ligesaa vel som Kvinderne gjorde sig skyldige i Usædelighed, og som ligesaa vel kunne udbrede den smitsomme Sygdom, lod man gaa, men Kvinderne straffede man. – Hvad undskylder man en saadan Uretfærdighed med? Den bestaaende Ordnings Forsvarere siger, at det er nødvendigt at have et udviklet Kontrolsystem, navnlig at de utugtige Kvinder skal samles i Bordeller, hvis man skal kunne modvirke den skrækkelige veneriske Sygdom.  Men om dette Middels Virkning er Lægerne højst uenige. Mange af de dygtigste Videnskabsmænd i Udlandet siger derimod, at Systemet er forfejlet, og at det saa langt fra har opfyldt, hvad man havde ventet sig af det, at det endog antages at være medvirkende Aarsag til Usædeligheden store Omfang. Uomstødelige Kendsgerninger er det, at Usædeligheden og den veneriske Sygdom i de store Steder langtfra er gaaet tilbage siden Systemets Indførelse. Hvorfor skal vi saa bibeholde det?   
Imod de foregaaende Talere talte Justitsraad, Stiftsfysikus Blach[3], som straks erklærede, at han ubetinget holdt paa den nuværende Ordning. Han var ganske enig med de Andre i, at det var beklageligt, at der var saa megen Usædelighed, og at det var nødvendigt at gribe til strænge Forholdsregler imod den og dens Ledsager, den veneriske Sygdom. For ham stod det imidlertid, som om denne Sygdom var i den Grad farlig, at det var berettiget, at Staten benyttede ethvert Middel for at værge sine Borgere imod dens Udbredelse. Den hygiejniske Side af denne Sag var for ham den væsenligste, og naar man saa Sagen fra denne Side, maatte man nødvendigvis komme til det Resultat, at der burde udøves den stærkest mulige Kontrol, hvis ikke den veneriske Sygdom skulde tage Overhaand. Han skildrede dernæst denne Sygdom, der ikke blot angreb et enkelt, men saa godt som alle de menneskelige Organer, navnlig Hjernen, Rygmarven, Øjnene og Huden. Den var i højeste Grad smitsom, saa at en Mand, der fik den, kunde smitte sin Kone, hvorved den forplantedes til Børnene, og disse maatte lide deraf alle deres Dage. For at beskytte Samfundet imod dette, det værste af alle Onder, havde man vedtaget Loven af 1874, og efter hans Anskuelse havde Loven vist sig at være hensigtssvarende; ti Antallet af veneriske Sygdomstilfælde var saavel blevet meget mindre, som selve de enkelte Tilfælde ikke var af en saa ondartet Karakter som tidligere. Fra Fysikatet[4] der nævnte han en Del Tal, der viste, at Antallet af veneriske Syge i Tiaaret 1870-80 var gaaet ned til under det halve, ligesom de enkelte Tilfælde af egentlig ondartet Syfilis nu aarlig var meget lille. Dette gode resultat tilskrev han Loven af 1874, og han kunde med disse Oplysninger for Øje ikke være med til at bære Ansvaret for at gribe hæmmende ind i den nuværende Ordning. - Det var bleven sagt, at det var uretfærdigt, at man tog fat paa Pigerne, der drev Utugt, og lod Mændene gaa; men han vilde dog gøre opmærksom paa, at Pigerne drev Utugt som Erhverv, hvilket Mændene ikke gjorde. Herpaa var en stor Forskæl. Heller ikke bar Politiet sig saa inhumant ad over for de Piger, som det havde Mistanke til; ti det gav dem først en alvorlig Advarsel og meddelte dem samtidig, hvad de gik imøde, hvis de fortsatte den begyndte Bane: at leve af Utugt. Naar det endelig var bleven sagt, at det var Mændenes Skyld, at Kvinder kom ind paa den Vej, eftersom det var hine, som forførte disse, saa maatte man med Hensyn hertil erindre, at der jo ogsaa har været Kvinder, der har forført Mændene. Man skulde ikke bruge den Slags Argumenter, ti det kunde ikke afgøres, hvem der var mest skyldig fra først af. – Det var ikke saa urimeligt, at man navnlig tog fat paa Kvinderne, ti det var disse, som var de egentlige Udbredere af venerisk Sygdom, eftersom de ikke havde saa stor Opfordring som Mændene til hurtig at søge Lægehjælp, naar de blev syge, og han paaviste dette nærmere. – Det var saaledes hans Overbevisning, at de kontrollerede Skøger gjorde Gavn endog til at fremme Sædeligheden, og til Forklaring heraf spurgte han, hvorledes man troede, at Tilstanden vilde være, hvis Bordellerne ikke var. Nu kunde en ung Pige da gaa i Fred paa Gaden, uden at blive tiltalt med usømmelig Tale, og man var fri for det saakaldte ”Træk”[5], der var langt mere forargende og fristende end et Bordel, hvor et par Piger var anbragte.

Provst Høegh-Guldberg[6] havde før Sagen for 1½ Aar siden blev bragt paa Bane i de horsenske Blade, været uvidende om, at der var Bordel i Horsens, og han havde heller ikke vidst, at der i 1874 var vedtagen nogen Lov til Beskyttelse af saadanne offenlige Usædelighedshuse. Det var jo ganske vist vor egen Skyld, at denne Lov var bleven vedtagen, men han maatte da højlig beklage denne Lovs Vedtagelse. Nu da han var bleven bekendt med, at der i Horsens tæt ved en Markedsplads, hvor mange Mennesker samledes fra Landet, fandtes et Bordel, vilde han gøre alt, hvad der stod i hans Magt, for at faa dette Hus nedlagt; ti han ansaa det for sin Pligt at værge sin Menighed imod Forargelse og Fristelse. Den videnskabelige Side af Sagen skulde han ikke komme ind paa, ti han var i dette Stykke kun Lægmand. Men da han saa, at de Lærde var uenige om Sagen, kunde han ikke se, at vi Lægfolk kunde tage noget andet Udgangspunkt i Sagen end vor egen Følelse af, hvad der er rigtigt og godt.

Gjersing indvendte imod Stiftfysikus Blachs Talstørrelser angaaende Nedgangen i Antallet af veneriske Sygdomstilfælde i Tiaaret 1870-80, at man næppe kunde give Bordellet i Horsens Æren herfor, selvom Bordeller i Virkeligheden bevirkede nogen Nedgang, hvad han iøvrig benægtede; ti Horsens By var en lille Del af hele Fysikatet, hvorfor et Bordel i Horsens ikke kunde tillægges saa stor Betydning. Men Sagen var at Syfilis i det Hele var i Tilbagegang udenfor de store Byer, og det var derfor ikke at undres over, at der ogsaa havde været Tilbagegang her. Det var netop den Grund mere til at nedlægge Bordellerne, at Sygdommen var i Tilbagegang, ti overfor kun faa Tilfælde var Systemet af 1874 endnu mindre forsvarligt.

Blach havde atter Ordet for at forsvare sine Tal, og han nævnte Kolding, hvor det havde været rent galt, førend man paa hans Tilskyndelse fik et Bordel oprettet. I Fredericia var Forholdene efter Fjernelsen af de kontrollerede Skøger bleven meget mislig[7].

Endnu havde Pastor Dr. Clausen Ordet for at opfordre Folk til at træde ind i ”Foreningen imod Lovbeskyttelse af Usædelighed”. Det kostede kun 2 Kr. om Aaret at være i denne Forening, og derfor fik man frit tilsendt Foreningens Blad, hvor man kunde hente Oplysning om denne alvorlige Sag. Næste Gang, der skulde holdes Møde, skulde Kvinderne tages med; ti havde det vist sig, at Mændene ikke havde kunnet faa Bordellet afskaffet, saa var han overbevist om, at det vilde lykkes, naar Kvinderne kom med og blev oplyste om Forholdene. Naar vi skulde have Folketingsvalg igen, vilde det have sin Betydning at spørge Kandidaterne ikke om de tilhørte Højre eller Venstre, men om de vilde holde paa, at et sandt og sundt Sædelighedsbegreb kunde komme til sin Ret gennem Lovgivningen.

Sluttelig havde Overlærer Loft[8] og Maler Alexandersen Ordet. Denne sidste for at støtte Pastor Clausens Opfordring til at træde ind i Foreningen. Der var, ytrede Alexandersen, to berettigede Sider at se denne Sag fra, næmlig den moralske og den sanitære, men han antog dog, at Sagen kunde ses fra et tredje, et kristeligt Synspunkt, eftersom vi levede i et Samfund, hvis Borgere bar navn af Kristne. Og uden at stille nogen af disse Sider over eller under hverandre, mente han, at det dog til syvende og sidst væsenlig var et moralsk Spørgsmaal, saa sandt der var noget højere og ædlere for ethvert Menneske selv ikke Kristne, at stile efter end legemligt Velvære eller Velbefindende. Paa egne og Meningsfællers Vegne bragte han Dhrr. Mourier og Gjersing en hjertelig Tak for deres Nærværelse og Deltagelse i Mødet. Derpaa hævedes Mødet. En Del Tilstedeværende tegnede sig straks som Medlemmer.


Ordforklaringer m.m.

[1] Frederik Ferdinand Mourier(1804-1896) og Ove Malling Giersing (1813-1901) var to læger, der argumenterede for det reglementerede prostitutions afskaffelse.

[2] Almindelig borgerlig Straffelov af 10. Februar 1866, § 180: ”Fruentimmer, som imod Politiets Advarsel søge Erhverv ved Utugt, straffes med Fængsel.”

[3] Andreas Black(1819-1892) var amtslæge for amterne Vejle og Skanderborg. Han blev senere læge på Frederiksberg.  

[4] Fysikat: område og embede, som indtil medicinalreformen af 1914 hørte under en fysikus, hvilket var den øverste embedslæge i området.

[5] Træk: det at en prostitueret opsøger eventuelle kunder på gaden; ”at trække på gaden”.

[6] Frederik Christian Julius Høegh-Guldberg (1813-1902) var provst i Voer og Nim herreder.

[7] Mislig: tvivlsom

[8] Jens Peter Loft (1825-1897) overlærer Horsens Friskole og senere ved Horsens tugthus.