Ministeriet Poul Schlüter III, 1988-1990

Artikler

3. juni 1988- 18. december 1990. Ændringer: 10.01.1989, 05.10.1989, 30.10.1989, 02.12.1989 og 07.12.1989.

Den 3 juni 1988 kunne den konservative Poul Schlüter (1929-) præsentere sin tredje regering bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Det Radikale Venstre. Med denne koalition blev der sat et punktum for det alternative udenrigspolitiske flertal og den såkaldte 'fodnotepolitik'. I november 1989 faldt Berlinmuren, hvilket betød en gennemgribende nyorientering i den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Høj arbejdsløshed og fortsat underskud på betalingsbalancen forblev et af de vigtigste temaer for regeringen. Overordnet set blev regeringsperioden præget af intern splittelse og politiske forlig, primært indgået højre om med Fremskridtspartiet. Det tog hårdt på Det Radikale Venstre, der oprindeligt var gået til valg på at holde Fremskridtspartiet uden for indflydelse og havde foretrukket et samarbejde hen over midten med Socialdemokratiet.

Regeringsdannelsen

Den 3. juni 1988 kunne den konservative statsminister Poul Schlüter præsentere sin tredje regering, bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Det Radikale Venstre. Før KVR-regeringen kunne præsenteres, skulle der dog 24 dages intensive forhandlinger og fire dronningerunder til, hvilket vidner om et noget uklart politisk billede. Den nye regeringskonstellation førte til, at de loyale regeringspartnere gennem seks år, Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne (CD), blev fyret uden særlige forhandlinger eller forklaringer. Følelsen af svigt var stærk hos begge partier, og CD's formand Erhard Jakobsen (1917-2002), betroede til datteren og partikammeraten Mimi Jakobsen (1948-): "Tal aldrig derom, men husk altid derpå."

Poul Schlüter håbede, at Det Radikale Venstres inddragelse i regeringen ville ende den såkaldte 'fodnotepolitik, dvs. den parlamentariske praksis fra 1982-1988, hvor den borgerlige regering havde ladet et alternativt flertal gennemføre en udenrigspolitik, som regeringen var imod - dog uden at regeringen gik af. Den praksis ville Det Radikale Venstre som regeringspartner ikke kunne fortsætte, da partiet nu var forpligtet til at støtte op om regeringens samlede projekt. Samtidig forventede man, at inddragelse af Det Radikale Venstre kunne lette det fremtidige samarbejde hen over midten med Socialdemokratiet og dermed sikre en mere stabil og rolig regeringsperiode end den foregående. Generelt blev regeringsperioden dog præget af intern splittelse i regeringen og en voksende højredrejning i den økonomiske og sociale politik.

Det Radikale Venstre var fra regeringens start presset, da partiet og dets vælgere var dybt splittede over, hvorvidt regeringsdannelsen var en god ide. Problemets kerne var, at Det Radikale Venstre var gået til valg på at holde Fremskridtspartiet uden for indflydelse, og nu indgik partiet i en regering, hvis flertal var afhængigt af netop Fremskridtspartiets mandater. Det var derfor en bet for Det Radikale Venstre, da regeringens første politiske forlig omhandlende det kriseramte landbrug ikke blev indgået med Socialdemokratiet, men med Kristeligt Folkeparti, CD og Fremskridtspartiet. Samtidig opstod et nyt alternativt flertal på 92 mandater, kaldet det alternative socialpolitiske flertal, bestående af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Disse partier begyndte i stigende grad at markere sig i debatten og undsige regeringen såvel som Det Radikale Venstres politik. Kulden fra de øvrige midterpartier og Socialdemokratiet gjorde det endnu sværere for Det Radikale Venstre at sælge regeringsprojektet til baglandet, da partiet fremstod som stående alene med højrefløjen.

Udenrigs- og sikkerhedspolitikken

Folketingsvalget den 3. juni 1988 var udløst af uenighed omkring udenrigs- og sikkerhedspolitik - specifikt om hvorvidt Danmark kunne kræve garanti for at amerikanske skibe ikke medbragte atomvåben, når de befandt sig på dansk territorium. Det Radikale Venstre havde været med til bringe Firkløverregeringen i mindretal, da partiet ville stemme for et lovforslag, som pålagde regeringen at kræve forsikringer om, at de anløbende skibe ikke medbragte atomvåben. I den nye KVR-regering var man derfor nødt til af hensyn til det interne samarbejde og regeringens troværdighed at få afklaret konflikten og nå frem til en fælles forståelse om sikkerhedspolitikken.

Det blev Venstres udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (1941-) og den radikale udenrigsordfører Lone Dybkjær (1940-), som fik til opgave at komme med en løsning. De to forfattede sammen et tre siders internt dokument, der lå færdigt den 2. juni 1988 og blev kendt som 'forståelsesbrevet'. Dette dokument kom til at danne grundlag for regeringspartnernes indbyrdes forståelse om udenrigspolitikken. Kort opsummeret fik Det Radikale Venstre indrømmelser på retorikken, der skiftede fra paroler om alliancesolidaritet og kamp mod diktaturet i øst til paroler om en dansk sikkerheds- og udenrigspolitik, der skulle bidrage til afspænding og nedrustning. Det Konservative Folkeparti og Venstre blev derimod imødegået på indholdet, hvor Det Radikale Venstre i store træk accepterede den hidtidige regerings linje - fx at man ikke skulle afkræve forsikringer fra anløbende skibe.

Det lykkedes således KVR-regeringen at lægge 'fodnote-politikken' i graven, og i Folketinget tegnede der sig nu en ny bred enighed om forsvars- og sikkerhedspolitikken. KVR-regeringen kunne således den 14. marts 1989 annoncere et bredt forsvarsforlig. Ligeledes tegnede der sig en ny politisk konsensus om fortsat medlemskab af NATO efter Berlinmurens fald i november 1989. Den nye brede opbakning til NATO skyldtes i høj grad revolutionerne i Østeuropa og den tyske genforening, men også at NATO's strategi som følge af afviklingen af den kolde krig ændrede sig. NATO lagde nu i højere grad vægt på politiske og humanitære indsatser samt afrustning og dialog med de central- og østeuropæiske lande. For socialdemokraterne og De Radikale var ændringerne et skridt i retning af den danske tradition for brobygning og afspænding og derfor noget, begge partier kunne støtte op om.

1989: Den danske reaktion på Murens fald

I 1989 var Europa vidne til en lang række civile oprør i de østeuropæiske lande, der også forplantede sig til Østtyskland (DDR). Den 18. oktober 1989 måtte DDR's partisekretær Erich Honecker (1912-1994) derfor hårdt presset gå af. En lille måned senere, den 9.-10. november, faldt Berlinmuren, og DDR-borgerne kunne for første gang siden 1961 frit besøge Vesttyskland. Disse skelsættende begivenheder forandrede det internationale landskab grundlæggende og krævede en omfattende nyorientering og tilpasning af den danske udenrigspolitik. Omstillingen krævede lidt tid, og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen bemærkede tørt, at bestræbelsen på at opstille prognoser for den fremtidige internationale udvikling mest af alt havde karakter af "at male et kørende tog".

I månederne efter Berlinmurens fald var det tydeligt, at der i ledende politiske kredse i Danmark og i Europa fortsat herskede usikkerhed og utryghed ved de tyske planer om genforening. Men det var også kendetegnende, at KVR-regeringen officielt holdt fast i den tyske ret til selvbestemmelse og i det hele taget ikke var interesseret i at gå ind i nogen større debat om emnet. Debatten om den nye internationale situation mundede i marts 1990 ud i vedtagelsen af en dagsorden fremsat af Socialdemokratiets formand Svend Auken, der opfordrede regeringen til at støtte de nyvalgte regeringer i Central- og Østeuropa, nedrustning og indgåelse af en ny og udvidet aftale mellem EFTA (European Free Trade Association) og EF (Det Europæiske Fællesskab, fra 1993 EU/Den Europæiske Union) samt at støtte en styrkelse af EF-samarbejdet. Dagsordenen opfordrede endvidere regeringen til at arbejde for "det tyske folks selvbestemmelsesret og sikring af, at tysk enhed skabes i en bred europæisk sammenhæng med et udbygget samarbejde i EF og et fortsat nordamerikansk engagement i Europas sikkerhed". Det var en bred dagsorden, som nærmest tog hensyn til alle og holdt alle døre åbne, og det var da også kun Fremskridtspartiet, der ikke lagde stemmer til.

Den økonomiske politik

De økonomiske problemer var stadig store ved KVR-regeringens tiltrædelse. Underskuddet på betalingsbalancen var stadig højt (ca. 17 milliarder), arbejdsløsheden var vokset til 245.000 ledige, og det danske landbrug var præget af betydelige gældsproblemer. Samtidig var der blandt politikerne fokus på, at 'internationaliseringen' (hvad vi i dag ville kalde globalisering) kunne medføre en række nye udfordringer for den danske økonomi. Derfor skønnede man, at det var nødvendigt at 'tilpasse' den danske økonomi til et mere globalt marked. 

Statsminister Poul Schlüter annoncerede derfor i sin åbningstale for Folketinget den 4. oktober 1989, at Danmarks økonomi skulle på en 'hestekur'. Denne ville bestå i betydelige offentlige besparelser, brugerbetaling på flere offentlige ydelser, også i sundhedsvæsenet, effektivisering af den offentlige sektor, afbureaukratisering, salg af statslige aktiver, incitamenter til privat opsparing og løntilbageholdenhed. Det sidste skulle gerne tilvejebringes gennem trepartsforhandlinger, hvor arbejdstagersiden fik en hensigtsmæssig arbejdsmarkedspension.

Der var generelt tale om en barsk tale, der reelt var en ideologisk kovending væk fra den midtsøgende økonomiske linje, som Poul Schlüter flankeret af finansminister Palle Simonsen (1933-2014) hidtil havde stået for.  Arkitekten bag den nye linje var i høj grad Venstres skatteminister Anders Fogh Rasmussen (1953-), der også havde været med til at forberede statsministerens tale.

Den nye ideologiske højreorienterede linje kom generelt til at præge regeringens politik. Det var til stor ærgrelse for finansminister Palle Simonsen og De Radikales leder Niels Helveg Petersen (1939-2017), der flere gange mere eller mindre offentligt var i åbent skænderi med skatteministeren Anders Fogh Rasmussen om, hvorvidt der var økonomisk råderum til skattelettelser.

Finansloven 1989 og en mislykket trepartsforhandling

Poul Schlüters hestekur og regeringens nye ideologiske højredrejning fik sit første konkrete udtryk i forslaget til finansloven for 1989, der indeholdt massive besparelser på de offentlige finanser. Det lykkedes derfor heller ikke regeringen at få samlet et bredt flertal bag forslaget.  Til afstemningen om finansloven i december 1989 var det kun regeringen, CD og Kristeligt Folkeparti som stemte for med i alt 63 mandater. SF og Fremskridtspartiet stemte imod, og der blev således kun en finanslov, fordi Socialdemokratiet undlod at stemme. Det var første gang i dansk historie, at en finanslov ikke blev vedtaget med et regulært flertal.

Regeringens nye økonomiske vision inkluderede også arbejdsmarkedet. I sin nytårstale for 1989 lagde Poul Schlüter - som i sin åbningstale et halvt år før - ud med at male et temmelig dystert billede af Danmarks økonomiske situation. Dernæst forklarede han, at højere løn ville føre til højere arbejdsløshed. Der var i det hele taget brug for mådehold, og han foreslog derfor, at de berammede arbejdstidsnedsættelser, der var blevet aftalt ved overenskomstforhandlingerne 1987, blev aflyst. Efterfølgende foreslog statsministeren, at arbejdsmarkedets parter ved de næste overenskomstforhandlinger skulle aftale en betragtelig lønnedgang mod at regeringen til gengæld leverede en tilsvarende skattenedsættelse. Reallønnen ville da blive bevaret, men konkurrenceevnen forbedret.

Forslaget til arbejdsmarkedets parter om lønnedgang for skattelettelser var oprindeligt udtænkt af skatteminister Anders Fogh Rasmussen, og det ville kræve ganske drastiske offentlige besparelser for at dække provenutabet ved skattelettelsen. Ideen var ikke clearet med regeringspartnerne eller finansministeriet, og både finansminister Palle Simonsen og de radikales leder Niels Helveg Petersen (1939-2017) var målløse. I Helveg Petersens og Simonsens optik var tiden bestemt ikke til skattelettelser, en opfattelse som statsministeren ved flere lejligheder havde udtalt, at han delte.

Statsministerens nytårstale kom dog også til at lægge gift ud for de allerede igangsatte trepartsforhandlinger.  Fem dage efter nytårstalen var der igen møde mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen. Her gentog Schlüter sit forslag om lønnedgang i bytte for skattelettelser. Det fik forhandlingerne til at bryde sammen øjeblikkeligt. Fagbevægelsen med LO’s formand Finn Thorgrimson (1936-) i spidsen var overhovedet ikke interesseret i en sådan ordning. På mødet lod Thorgrimson statsministeren forstå, at fagbevægelsens deltagelse i trepartsforhandlingerne helt fundamentalt var betinget af alle tre parters accept af gældende overenskomster. Det var Schlüters tilbud åbenlyst ikke udtryk for. Fagbevægelsen ville hverken afgive de opnåede lønforbedringer eller arbejdstidsforkortelsen. Hos Dansk Arbejdsgiverforening var man heller ikke just imponerede over statsministerens udspil, som den daværende direktør beskrev som amatøragtigt.

Diskussionen om 1990'ernes økonomi

Den 27. april 1989 offentliggjorde Socialdemokratiet en stor økonomisk plan, 'Gang i 90'erne', der gav et socialdemokratisk bud på, hvordan Danmark i 1990'erne skulle få en god økonomi og lav arbejdsløshed. Udspillet blev generelt godt modtaget, og regeringen var som Socialdemokratiets finanspolitiske ordfører Mogens Lykketoft (1946- ) formulerede det "blevet overhalet indenom". For ikke at overlade den politiske scene til oppositionen, besluttede regeringen derfor at fremskynde offentliggørelsen af sit økonomiske udspil. Den 26. maj 1989 udkom 'Planen. Ny vækst og fremgang'. 'Planen' var først og fremmest en stor skatteomlægning og ikke som 'Gang i 90’erne' et bredere udspil, der også omhandlede erhvervs-, uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik. 'Planen' gav store skattelettelser og kan ses en betydelig udhuling af det progressive element i skattestrukturen. Herudover indeholdt planen massive besparelser på dagpengeområdet.

De to planers forskellige syn på skattesystemets fordelingsmæssige profil blev et af de centrale debatemner i tiden før sommerferien.  De reelle forhandlinger blev sat i gang af regeringen i august og september og blev først og fremmest ført med Socialdemokratiet, men CD og Kristeligt Folkeparti blev også indkaldt til separate møder. Det er værd at bide mærke i som et udtryk for Socialdemokratiets nyvundne status og pondus, at det i Statsministeriets tilrettelæggelse af forhandlingerne blev slået fast, at som grundlag var de to planer ligeberettigede. Forhandlingerne gik dog hurtigt i stå, og det blev tydeligt, at hverken regeringen eller Socialdemokratiet kunne samle et flertal bag deres plan eller nå frem til et fælles kompromis.

Finansloven 1990

Efter at det ikke var lykkedes regeringen at gennemføre hverken trepartsforhandlinger eller en større økonomisk reform, gik man i oktober over til finanslovsforhandlinger med Fremskridtspartiet. På referaterne fra møderne stod der fortsat, at emnet var "Planen/Økonomisk reform", men reelt var der blot tale om finanslovsforhandlinger.

I oktober 1989 valgte den konservative finansminister Palle Simonsen (1933-2014) at forlade Folketinget til fordel for direktørposten i ATP.  En tungtvejende årsag til Simonsens exit fra dansk politik var hans frustration over Schlüters ledelse af regeringen og det sving til højre, regeringslederen havde bevæget sig ud på efter valget i 1988. For Simonsen repræsenterede den nye linje en bristet drøm om Det Konservative Folkeparti som Danmarks nye store midterparti.

For at stemme for finansloven fik Fremskridtspartiet afskaffet renteafgiften med tilbagevirkende kraft fra 1987. På Fremskridtspartiets foranledning kom finansloven for 1990 desuden til at indeholde besparelser på 3 mia. kr. mere, end finanslovsforslaget fra august havde foreslået. Således indeholdt finansloven besparelser for i alt 11 mia. kr. Forliget indeholdt nedsættelse af selskabsskatten fra 50 til 40 %, en række afgiftsnedsættelser samt på indtægts- og besparelsessiden forringelse af overførselsindkomster, bortsalg af offentlige ejendomme og en række privatiseringer, herunder blandt andet af Statsanstalten for Livsforsikring, fjernelse over en årrække af 5000 stillinger i skattevæsenet og begrænsninger af en række erhvervsstøtteordninger.

Finanslovsforliget med Fremskridtspartiet, CD og Kristeligt Folkeparti blev endelig indgået 1. december 1989. Det var første gang i Fremskridtspartiets historie, at partiet stemte for en finanslov. Socialdemokratiet, der ellers har tradition for at stemme for finansloven, stemte imod, idet partiet ikke ville stemme for en finanslov, som det ikke havde haft indflydelse på.

For Poul Schlüter var det en sejr at få en finanslov på plads efter et halvt år præget af forgæves forhandlinger og en voksende skandalesag omkring den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansens (1922-2014) og hans ministeriums dispositioner over for tamilske flygtninge i årene 1987-88.

Udlændingepolitikken

Folketingsvalget i maj 1988 tydede på en stigende interesse blandt danskerne for udlændingepolitikken, og meningsmålinger indikerede, at den lempelige danske udlændingelovgivning ikke nød bred opbakning i befolkningen. Folketingsvalget 1988's store sejrherre Fremskridtspartiet intensiverede efter valget deres engagement for en strammere udlændinge- og flygtningepolitik. Fremskridtspartiets gruppeformand Pia Kjærsgaard (1947-) kaldte således til "et berettiget opgør" mod "den tåbelige flygtningepolitik, som Venstre og de konservative står for". Hun betegnede Dansk Flygtningehjælp som et "redskab mod det danske folk", og fremførte, at det var på tide at "styrke det nationale, så vi igen kan være stolte af vores land og vores historie. "

Venstre og Det Konservative Folkeparti var gennem hele valgperioden bevidste om, at der var tale om et penibelt spørgsmål, også ud over Fremskridtspartiets vedholdende og effektive instrumentalisering af det. Det var det dels i forhold til regeringspartneren Det Radikale Venstre, for hvem en liberal udlændingepolitik var en hjertesag, og dels internt i partierne selv, hvor der særligt i Venstre herskede meget forskellige holdninger til spørgsmålet. Hos det store oppositionsparti Socialdemokratiet undlod man i det store hele at diskutere udlændingeområdet, dels fordi man også her her var internt uenige, og dels fordi man ønskede at tækkes Radikale Venstre af hensyn til et evt. fremtidigt samarbejde.

Berøringsangsten over for emnet gav sig klart udtryk i lovgivningsarbejdet, hvor der ikke blev vedtaget større forandringer på området i valgperioden 1988-90. På den måde holdtes emnet åbent til den næste valgkamp og til de kræfter, som ville udnytte det i en stemmemaksimeringsstrategi.

Værdipolitiske milepæle

I KVR-regeringens regeringsperiode blev to store værdipolitiske lovforslag vedtaget i Folketinget.

Den første var indførelsen af registreret partnerskab i maj 1989. Det gav homoseksuelle par mulighed for at opnå de samme juridiske rettigheder som gifte heteroseksuelle par. Lovforslaget var stillet af Socialdemokratiet og SF og skabte en del uenighed internt i regeringen, hvor Det Radikale Venstre var for, mens Det Konservative Folkeparti var imod.

Det andet var indførelsen af hjernedødskriteriet i maj 1990, der betød, at en række organtransplantationer blev mulige. Forud for vedtagelsen gik en lang debat i både befolkningen og i Folketinget. Forslaget blev dog vedtaget med et stort flertal, idet kun Kristeligt Folkeparti stemte samlet imod.

Folketingsvalget udskrives

Den 22. november 1990 udskrev Poul Schlüter folketingsvalg til afholdelse til den 12. december. Formelt var årsagen til valgudskrivelsen uenighed om finansloven for 1991, men sandheden var dog snarere, at KVR-regeringen var kørt fast.

KVR-regeringen gik officielt til valg samlet. Det Radikale Venstre gjorde det dog klart, at de ønskede et fornyet politisk grundlag for en sådan regering. Generelt blev valgkampen præget af, at Det Radikale Venstre og de to andre midterpartier Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti var utilfredse med blokpolitikken.

Det Konservative Folkeparti og Venstre førte generelt en negativ kampagne vendt mod Socialdemokratiets formand Svend Auken. Den konservative minister Lars P. Gammelgaard (1945-1994) gik så langt som at insinuere, at Auken muligvis tog valium for at klare valgkampen.

Socialdemokratiets kampagne overraskede imidlertid alle iagttagere. Efter i de seneste tre valgkampe at have ført en hård konfrontatorisk oppositionslinje, var partiet og dets formand konstant lavmælt, og de talte om bredt samarbejde, økonomisk ansvarlighed og ønsket om en flertalsregering. Hermed bejlede partiet til de tre midterpartier Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti og Det Radikale Venstre.

Valgresultatet blev en kæmpesejr til Socialdemokratiet, der gik 14 mandater frem til i alt 69 og fik 37,4 % af stemmerne. Mandatmæssigt var det det bedste valg siden 1971 under Jens Otto Krag (1914-1978). Venstre gik også betragteligt frem med 7 mandater til 29. Konservative gik tilbage for tredje gang, mistede 5 mandater og havde nu kun 30. Socialistisk Folkeparti gik kraftigt tilbage og mistede ni mandater. Fremskridtspartiet gik fire mandater tilbage. Det var antagelig ikke en straf for partiets nye, ansvarlige linje, men en konsekvens af, at der i løbet af 1990 igen var opstået stridigheder mellem Pia Kjærsgaards linje og Mogens Glistrups.

Med kun 3,5 % af stemmerne fik Det Radikale Venstre sit ringeste valgresultat i partiets 85-årige historie og gik hermed fra ti til syv mandater. Centrum-Demokraterne bevarede sine ni mandater. Kristeligt Folkeparti klarede spærregrænsen og bevarede sine fire mandater. Fælles Kurs og Enhedslisten klarede ikke spærregrænsen, men var begge tæt på. Valgdeltagelsen var på 82,8 %, den laveste siden 1953.

På valgaftenen fremstod Svend Auken og Socialdemokratiet som valgets helt store sejrherre. Det var dog indlysende, at den næste regeringsdannelse ville afhænge af, hvem midterpartierne støttede.    

Om artiklen

Forfatter(e)
Astrid Elkjær Sørensen, Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1988 - 1990
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. oktober 2018
Litteratur

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2 (2018)

Udgiver
danmarkshistorien.dk