Ministeriet Poul Schlüter II, 1987-1988

Artikler

Fra 10. september 1987 til 3. juni 1988

Folketingsvalget den 10. september 1987 resulterede i en svækket Firkløverregering, som ikke længere havde flertal alene med Det Radikale Venstre, men konstant måtte søge forlig med enten Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet. Regeringsperioden blev præget af indre stridigheder i regeringen, og den nye regering holdt kun syv måneder, før den konservative statsminister Poul Schlüter (1929-) igen udskrev valg.

I den korte regeringsperiode lykkes det dog Poul Schlüter at indgå en vigtig aftale med arbejdsmarkedets parter, Fælleserklæringen af 1987. Den forpligtede arbejdsmarkedets parter sig til altid at forhandle inden for en samfundsøkonomisk ansvarlig ramme. Dette betød, at fagbevægelsen fremadrettet accepterede en lavere lønudvikling. Til gengæld for, at fagbevægelsen forpligtede sig til at vise mådehold i deres lønkrav, lovede regeringen og arbejdsgiverne, at arbejdsmarkedspensioner skulle udbredes til alle danskere.  

Regeringsdannelse

Statsminister Poul Schlüter (f. 1929) fra Det Konservative Folkeparti udskrev folketingsvalg til afholdelse den 8. september 1987. Den konkrete anledning var en længerevarende arbejdskonflikt mellem edb-fagforeningen PROSA og Finansministeriet. Konflikten krævede et regeringsindgreb, men et folketingsvalg var under alle omstændigheder på dagsordenen for 1987.

Valget var en skuffelse for Det Konservative Folkeparti, som Poul Schlüter havde ambitioner om at gøre til det store, samlende folkeparti på midten i stedet for Socialdemokratiet. Socialdemokratiet blev med 54 mandater igen Folketingets største parti. Samlet set mistede partierne i Firkløverregeringen 7 mandater. Heraf gik Det Konservative Folkeparti tilbage med 4 mandater til 38 og Venstre med 3 mandater til 19. Kristeligt Folkeparti fik 4 mandater og Centrum-Demokraterne 9. De Radikale Venstre fik 11 mandater. Dermed var det flertal, regeringen havde haft med Det Radikale Venstre i sidste regeringsperiode, væk. En ny borgerlig regering ville derfor være afhængig af enten Fremskridtspartiets 9 mandater eller Socialdemokratiets 54 for at nå 90. Socialistisk Folkeparti (SF) blev valgets store vinder med hele 27 mandater.

Efter dronningerunden kunne Poul Schlüter præsentere en ny regering den 10. september 1987. Der var endnu engang tale om en Firkløverregering bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Det Radikale Venstre, som havde været regeringens støtteparti i sidste periode, og særligt dets partiformand Niels Helveg Petersen (1939-2017) var efter regeringsdannelsen vrede over ikke at være blevet rådspurgt. Det Radikale Venstre frasagde sig derfor rollen som automatisk støtteparti og forlangte, at regeringen fremover måtte lave politik hen over midten med Socialdemokratiet og uden inddragelse af yderfløjene SF og Fremskridtspartiet.

I Socialdemokratiet havde man håbet at generobre magten, og da det ikke lykkedes, tog Anker Jørgensen (1922-2016) konsekvensen og trådte tilbage som formand. Svend Auken (1943-2009) overtog herefter rollen som partiformand. I LO-toppen og hos Det Radikale Venstre var der skuffelse over valget af Auken, da man her havde foretrukket Folketingets formand Svend Jakobsen (1935-) som formand. Jakobsen afslog dog at stille op, efter at Anker Jørgensen havde udpeget Auken som sin efterfølger.

 

Trepartsforhandlinger og Fælleserklæringen

I sin åbningstale for Folketinget den 6. oktober 1987 annoncerede statsminister Poul Schlüter, at han ville indkalde til trepartsforhandlinger, dvs. forhandlinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter.

Ved forårets overenskomstforhandlinger var der blevet givet høje lønstigninger på både det offentlige og private arbejdsmarked på baggrund af et økonomisk opsving, som dels havde sine rødder i et kortvarigt internationalt konjunkturomsving, og dels i de økonomiske krisetiltag, der tidligere var blevet gennemført. Det havde imidlertid påvirket konkurrencevenen og betalingsbalancen negativt, og da den internationale økonomiske situation blev forværret i efteråret, måtte der nye tiltag til. Regeringen var nået til den erkendelse, at skulle de samfundsøkonomiske problemer med høje lønninger, højt forbrug og lav opsparing løses, krævede det ikke bare indkomstpolitiske regeringsindgreb, men også en inddragelse af arbejdsmarkedets parter.

I november 1987 indkaldte regeringen derfor lønmodtagernes fællesorganisation LO, Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Fællesrådet for Danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer (FTF) og Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverorganisationer (SALA) til trepartsforhandlinger. Relativt hurtigt nåede man her frem til den såkaldte Fælleserklæring, der blev udsendt den 8. december 1987. Det var en fælles udtalelse, der bl.a. klargjorde, at en forbedret konkurrenceevne - og derigennem en nedbringelse af arbejdsløsheden - var hovedmålet for arbejdsmarkedets parter og regeringen.

For at sænke virksomhedernes omkostninger foreslog regeringen at fjerne en række arbejdsgiverbidrag til arbejdsmarkedsordninger som f.eks. Lønmodtagernes Garantifond, Arbejdsmarkedets Uddannelsesfond og førtidspension. I stedet ville man indføre et arbejdsmarkedsbidrag (kaldet AMBI), som var en afgift udregnet på baggrund af virksomhedernes momsgrundlag. Dette ville også medføre skabelsen af nye jobs.

Fagbevægelsen gav desuden tilsagn til, at den danske omkostningsudvikling ikke måtte overstige udlandets. Til gengæld skulle der i stedet for lønstigninger udbredes arbejdsmarkedspensioner til hele arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedspensioner er en pensionsydelse, der er aftalt som en del af et ansættelsesforhold, og hvis formål er at fastholde en lønmodtagers indkomstniveau ved pension (men ikke - som folkepensionen - en omfordeling på samfundsniveau). Samtidig var udbygningen af systemet med arbejdsmarkedspensioner en måde at sikre en øget opsparing - og dermed mindre forbrug.

Regeringen havde i Fælleserklæringen forpligtet sig til at bistå til en udbredelse af arbejdsmarkedspensionerne. Venstre var dog af ideologiske grunde stor modstander af arbejdsmarkedspensionsordninger og ønskede i stedet private og individuelle ordninger. Dette førte til intern strid i regeringen mellem Det Konservative Folkeparti og Venstre, og det betød, at regeringen hurtigt mistede engagementet i pensionsspørgsmålet. Alligevel lykkedes det arbejdsmarkedets parter ved overenskomstforhandlingerne i 1989 og 1991 at nå frem til enighed om en ordning for arbejdsmarkedspensionerne.

 

Finansloven 1988

Fordi AMBI’en, som var aftalt i trepartsaftalen, skulle stemmes igennem på finansloven, måtte denne inkludere Socialdemokratiet.  Den nytiltrådte formand Svend Auken, sekunderet af Mogens Lykketoft (f. 1946) tog sig dog betalt for partiets stemmer ved bl.a. at kræve, at efterlønnen, dagpengesatserne og folkepensionen skulle hæves med 10 %. Derudover bar finansloven ikke præg af nye initiativer, men indeholdt heller ikke store nedskæringer. Underskuddet på drifts-, anlægs- og udlånsbudgettet var 1,6 mia. kr. ud af samlede udgifter på 207,6 mia. kr. Det lykkedes således næsten regeringen at bringe balance i statsbudgettet.

 

Anløbssagen

I sikkerhedspolitikken havde Ministeriet Poul Schlüter I (1982-87) måttet kæmpe med det såkaldte alternative flertal (Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Venstresocialisterne), som pålagde regeringen en række dagsordner for den sikkerhedspolitik, der skulle føres. Dagsordenenerne, som var i modstrid med regeringens egne ønsker, gjaldt især NATO's kernevåbenpolitik. Igennem 1987 havde der dog ikke været større konfrontationer med det alternative flertal, men denne harmoni blev brudt, da to amerikanske flådebesøg i hhv. København og Aarhus nærmede sig. Den danske atomvåbenpolitik foreskrev, at der ikke måtte være atomvåben på dansk territorium "under de nuværende omstændigheder", dvs. i fredstid. Det var imidlertid også dansk politik ikke at minde USA om dette, da USA's 'neither confirm nor deny'-politik bestod i ikke at afsløre, hvor i verden deres atomvåben befandt sig. USA ville således ikke kunne acceptere konkrete forespørgsler om tilstedeværelsen af atomvåben og implicitte eller eksplicitte krav om at overholde det danske forbud.

SF lagde imidlertid op til en dagsorden, der ville pålægge regeringen at kræve forsikringer om, at de anløbende skibe ikke medbragte atomvåben. Dette medførte bekymrede reaktioner fra såvel den danske regering som den amerikanske administration. Socialdemokratiets formand Svend Auken var dog tilbøjelig til at søge et kompromis og enedes med Folketingets formand Svend Jakobsen, statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (f. 1941) om en dagsorden, der var acceptabel for amerikanerne, og med den underliggende præmis, at den ikke måtte føre til et folketingsvalg. Auken havde dog ikke sin folketingsgruppe bag sig, og denne fastholdt et mere skarpt forslag til en dagsorden. Normalt ville regeringens dagsordensforslag komme til afstemning før oppositionens, og Det Radikale Venstre lod melde, at de kunne stemme for begge to. Dermed stod regeringens forslag til at blive vedtaget. Imidlertid begyndte SF at indsamle underskrifter for en afstemning om rækkefølgen af afstemningen om de to forslag. Det Radikale Venstre afslog at stemme om rækkefølgen. Dette gjorde at Socialdemokratiet, VS og SF havde flertal for at stemme om den socialdemokratiske dagsorden først. Resultatet af disse komplekse forviklinger blev, at den socialdemokratiske dagsorden, der var uacceptabel for den amerikanske administration, blev vedtaget med Socialdemokratiets, SF's, Venstresocialisternes og Det Radikale Venstres stemmer. Regeringen anså dagsordenen for en trussel mod Danmarks fortsatte NATO-medlemskab, og Poul Schlüter udskrev på den baggrund folketingsvalg fire dage senere.

 

Folketingsvalget udskrives 10. maj 1988

Statsministeren udskrev valg til afholdelse den 10. maj 1988.  Regeringen søgte at gøre valget til et spørgsmål om Danmarks fulde NATO-medlemskab, mens Socialdemokratiet anførte, at USA ikke skulle diktere Danmarks udenrigspolitik. Valgkampen kom dog hurtigt til at handle om økonomiske spørgsmål og ikke udenrigspolitik.

Ved folketingsvalget mistede Det Konservative Folkeparti tre mandater, og det var nu anden gang, de gik tilbage ved et valg. Også Det Radikale Venstre gik tilbage, dog kun med et mandat, men idet de havde satset på at erobre statsministerposten, var det et markant nederlag. SF tabte tre mandater, men var med sine stadig 24 mandater endnu det tredjestørste parti. Fremskridtspartiet under ledelse af Pia Kjærsgaard (f. 1947) blev valgets store vinder med en fremgang på 7 mandater til i alt 16. Venstre vandt tre mandater og Socialdemokratiet et enkelt mandat. Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne bevarede deres hhv. fire og ni mandater. Firkløverregeringen demissionerede.    

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Wium Olesen, Rosanna Farbøl
Tidsafgrænsning
1987 - 1988
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. oktober 2018
Litteratur

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2, Gads forlag 2018

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Wium Olesen, Rosanna Farbøl
Tidsafgrænsning
1987 - 1988
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. oktober 2018
Litteratur

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2, Gads forlag 2018

Udgiver
danmarkshistorien.dk