Ministeriet Poul Hartling, 1973-1975

Artikler

Fra 19. december 1973 til 13. februar 1975

Venstres Poul Hartling (1914-2000) kunne den 19. december 1973 danne regering efter folketingsvalget den 4. december 1973, det såkaldte jordskredsvalg. Hartlings regering blev en godt et-årig afbrydelse af en lang række socialdemokratiske regeringer i 1970’erne. Regeringsperioden blev præget af jordskredsvalgets efterdønninger, herunder tilgangen af tre nye partier i Folketinget: Fremskridtspartiet (Z), Centrum-Demokraterne (CD) og Kristeligt Folkeparti (KrF). Hartlings historisk smalle mindretalsregering, der var baseret på Venstres i alt 22 mandater, var derfor nødsaget til at indgå en række forlig på tværs af Folketinget. Samtidig med regeringens tiltræden kulminerede den første oliekrise, og Hartling-ministeriet måtte gribe ind for at forsøge at afværge de værste økonomiske konsekvenser for dansk økonomi. Hartling og Venstre kom stærkt styrket ud af folketingsvalget i januar 1975, selv om fremgangen blev opnået på andre borgerlige partiers bekostning. Regeringen faldt på et mistillidsvotum kort efter. Hartling måtte derefter overlade posten som statsminister til Anker Jørgensen, der dannede sin anden regering, Ministeriet Anker Jørgensen II (1975-78).    

Den 19. december 1973 dannede Poul Hartling en Venstre-regering. Her er Hartling-regeringen fotograferet på trappen op til Christiansborg. Fra venstre er det kirke- og trafikminister Kresten Damsgaard, finansminister Anders Andersen, miljø- og grønlandsminister Holger Hansen, undervisningsminister Tove Nielsen, udenrigsminister Ove Guldberg, landbrugs- og fiskeriminister Niels Anker Kofoed, statsminister Poul Hartling, økonomi- og handelsminister Poul Nyboe Andersen, forsvarsminister Erling Brøndum, justits- og kulturminister Nathalie Lind, arbejds- og boligminister Johan Philipsen og indenrigs- og socialminister Jacob Sørensen. Foto: Erik Petersen, POLFOTO/RITZAU FOTO

Regeringsdannelse

Folketingsvalget den 4. december 1973 gik over i historien som ’jordskredsvalget’, fordi det medførte en helt ny sammensætning af partier i Folketinget og en markant ændring af magtforholdene partierne imellem. Ind kom tre nye partier: Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, der alle i forskellig grad var en ny form for protest- og enkeltsagspartier. Desuden fik Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og Retsforbundet efter flere års fravær igen sæde i Folketinget. De store partier tabte derimod terræn, og det parlamentariske landskab ændrede sig markant. Efter jordrystelserne lykkedes det Venstres Poul Hartling at danne en smal mindretalsregering, baseret på Venstres egne 22 mandater. Regeringen havde blot 12 ministre, ti mænd og to kvinder.

En konsekvens af den historisk smalle regering var, at den i praksis var nødt til at overlade en del af regeringsarbejdet til embedsmændene samt de øvrige politiske partier i Folketingets forskellige udvalg, hvor vigtige dele af det lovgivningsforberedende arbejde sker. Det betød også, at næsten 1/3 af alle lovforslagene i regeringsperioden blev fremsat af andre partier end regeringen selv, og dermed at regeringen havde mindre styr på lovgivningsprocessen end sædvanligt.

’Jordskredsvalget’ den 4 december 1973 gav massiv tilbagegang til de partier, der i forvejen sad i Folketinget. Til gengæld stormede nye partier som Fremskridtspartiet ind med 28 mandater og Centrum-Demokraterne ind med 14 mandater. De to partistiftere Erhard Jakobsen, CD, og Mogens Glistrup, Fremskridtspartiet, var begge særdeles mediebevidste. Særligt i første halvdel af 1970’erne kørte de hyppigt mediemæssigt parløb trods deres temmelig forskellige politiske dagsordener. Foto: Erik Holmberg, Scanpix

Økonomiske udfordringer

Oliekrisen, der var begyndt i oktober 1973, kulminerede ved regeringens tiltræden i december, og de økonomiske konsekvenser prægede hele dens levetid.  Det danske bruttonationalprodukt (BNP) faldt for første gang siden 1950’erne, hvilket resulterede i en stigende arbejdsløshed, der firedobledes i Hartling-perioden. Samtidig blev underskuddet på betalingsbalancen fordoblet, og inflationen steg fra 7 % i 1973 til 12 % i 1974.

Hovedparten af disse udviklingstendenser skyldtes internationale forhold. Venstre-regeringens mulighed for at reagere på de internationale udviklinger kompliceredes imidlertid af, den var en svag mindretalsregering, og at den navigerede i et Folketing præget af jordskredsvalgets efterdønninger. Antallet af partier var som nævnt fordoblet fra fem til ti, og det var ikke i alle tilfælde givet, hvilke der var støttepartier, og hvilke der var oppositionspartier. Især var det et problem, at Hartling havde et anstrengt forhold til Fremskridtspartiet og dets leder Mogens Glistrup (1926-2008). Fremskridtspartiets 28 mandater var svære at navigere udenom, når der skulle skabes flertal, men Hartling nægtede at indgå formelle samarbejdsaftaler med Glistrup, som han nærede dyb mistillid til. Alligevel blev Fremskridtspartiets stemmer afgørende ved flere forlig, der holdt Venstre ved magten.

Oliekrisen skabte store økonomiske problemer for regeringen, ikke mindst i form af et stærkt stigende underskud på betalingsbalancen over for udlandet. For at forbedre den danske konkurrenceevne og modvirke tendensen til øget arbejdsløshed ønskede regeringen at dæmpe løn- og prisudviklingen i Danmark, der blev stærkt påvirket af de høje lønstigninger ved overenskomsterne i 1973 og systemet med automatisk dyrtidsregulering. Dyrtidsreguleringen var en ordning, der kompenserede lønmodtagerne for prisstigninger ved at udløse et løntillæg, en såkaldt dyrtidsportion, når priserne steg med et bestemt niveau. Som konsekvens af, at arbejdsgiverne skulle betale for dette tillæg, satte de priserne op, hvilket både bidrog til inflationsskabelse og til at svække konkurrenceevnen over for udlandet, fordi de danske varer således blev dyrere. Dyrtidsordningen var til gengæld værdsat af lønmodtagerne og fagbevægelsen, og den var en del af arbejdsmarkedets overenskomster. Regeringen indførte kort efter sin tiltræden et såkaldt straks-indgreb i form at et midlertidigt pris- og avancestop. Til Hartlings store ærgrelse lykkedes det til gengæld ikke regeringen at konvertere dyrtidsportionerne til skattelettelser.

Økonomiske forlig

Hartling-regeringen viste sig dygtig til at navigere politisk i det nye jordskredsramte Folketing, og den  fik flere store økonomiske forlig igennem i løbet af 1974. Februarforliget, indgået med Socialdemokratiet, CD og Kristeligt Folkeparti, indeholdt bl.a. en bunden opsparing for indtægter over en vis størrelse, hvilket skulle lægge en dæmper på såvel inflation som forbrug. Hertil kom en forhøjelse af selskabsskatten samt ikke-specificerede besparelser på finansloven. St. Bededagsforliget (indgået med Konservative, CD, Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet) gav skattelettelser samt afgiftsforhøjelser på varer som elektronik, hårde hvidevarer, cigaretter og spiritus. Hertil kom en forståelse med forligspartierne om senere at finde besparelser på fem mia. kr. på statsbudgettet. Afgiftsforhøjelserne skulle dels øge statens indtægter, dels fordyre import og dermed forbedre betalingsbalancen. Regeringen fik også vedtaget en skattereform, der indebar indkomstskattelettelser på syv mia. kr., der dog udskød finansieringen til senere forhandlinger om offentlige besparelser og afgifter. Skattelettelsen var derfor i realiteten ufinansieret.

Store Bededagsforliget fra maj 1974 blev indgået under flere døgns uafbrudte forhandlinger. I det lys var det forståeligt, at CD’s Arne Melchior tog sig et hvil. Billedet forfulgte ham – og til en vis grad også hele politikerstanden – gennem hele hans politiske karriere. I den mere kulørte del af pressespektret var budskabet klart: Enhver måtte jo forstå, at parlamentarikerne ikke lavede dagens gerning, og at ordene fra Folketingets talerstol var søvndyssende. Foto: Mogens Ladegaard, Nordfoto/Scanpix

Regeringens økonomiske indgreb var dog på ingen måde nok til at få rettet op på de økonomiske ubalancer. Nøgletal vedrørende vækst, arbejdsløshed, betalingsbalance og statsbudgetudvikling tog sig alle værre ud ved regeringens afgang end ved dens tiltræden. Det var dog ikke kun regeringens skyld. En vigtig faktor var oliekrisen, der slog igennem, netop som regeringen tiltrådte. Den negative udvikling havde desuden også rod i mere grundlæggende balanceproblemer i den danske økonomi. Men afgørende var især regeringens ønske om at sænke indkomstskatterne, hvilket belastede såvel betalingsbalance som statsbudget, ikke mindst fordi de ledsagende besparelser som nævnt aldrig blev gennemført i Hartling-regeringens tid.

Som reaktion på Store Bededagsforliget i maj 1974, der bl.a. indførte afgiftsforhøjelser på varer som elektronik og hårde hvidevarer samt cigaretter og spiritus, samt forudså besparelser på fem mia. kr. på statsbudgettet, mobiliserede fagbevægelsens venstrefløj til demonstrationer med Hartling-regeringen. Her er det på Christiansborg Slotsplads. Foto: Kurt Petersen, Scanpix

Regeringens fald

Den 3. december 1974 præsenterede Hartling en økonomisk kriseplan: Helhedsplan ’75. Den bestod bl.a. af en midlertidig suspension af dyrtidsordningen, tvungen forlængelse af overenskomsterne samt beskæftigelses- og erhvervsfremmende tiltag. Da det ved førstebehandlingen af forslaget i Folketinget den 5. december stod klart, at der ikke var flertal for planen, valgte Hartling at udskrive valg, og det er da også rimeligere at se Helhedsplanen som et valgoplæg end som kriseforhandlingsoplæg.

Valget fandt sted den 9. januar 1975, og vælgerne gav her Venstre en fremgang til hele 42 mandater. Det skete imidlertid på bekostning af de andre borgerlige partier, især CD og Konservative, der mistede hhv. ti og seks mandater. Socialdemokratiet gik frem til 53 mandater og var således stadig Folketingets største parti.

Da Folketinget genåbnede efter juleferien, sad Hartling fortsat som statsminister. Det gjorde han dog kun en lille uge, for ved finanslovsforhandlingerne den 28. januar 1975 vedtog Folketinget en dagsorden, fremsat af Socialdemokratiet, der opfordrede Hartling til at træde tilbage med henblik på i stedet at søge en bred flertalsregering dannet. Dagsordenen blev vedtaget med 86 stemmer mod 85.

Efter ikke mindre end fire dronningerunder kunne Anker Jørgensen (1922-2016) den 13. februar 1975 danne sin anden regering - en socialdemokratisk mindretalsregering, der sad til den 30. august 1978.

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Thorsten Borring Olesen
Tidsafgrænsning
1973 - 1975
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. november 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring: De danske ministerier 1972-1993 - Del 1: Anker Jørgensens tid 1972-1982 (2017)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Thorsten Borring Olesen
Tidsafgrænsning
1973 - 1975
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. november 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring: De danske ministerier 1972-1993 - Del 1: Anker Jørgensens tid 1972-1982 (2017)

Udgiver
danmarkshistorien.dk