Ministeriet Anker Jørgensen V, 1981-1982

Artikler

Fra 30. december 1981 – 10. september 1982. Ændring 27. april 1982

Statsminister Anker Jørgensen dannede i december 1981 sin sidste regering, der var en ren socialdemokratisk mindretalsregering, baseret på partiets 59 mandater. Sammen med SF og De Radikale forsøgte regeringen at begrænse den stigende arbejdsløshed og få nedbragt underskuddet på statsbudgettet, men da SF nåede sin smertegrænse for kriseforlig og De Radikales opbakning til regeringen forsvandt, blev den parlamentariske situation så fastlåst, at Anker Jørgensen i september 1982 frivilligt afgav regeringsmagten efter kun 8 måneder. På det tidspunkt havde han stået i spidsen for fem mindretalsregeringer siden 1972.

Ved folketingsvalget den 8. december 1981 mistede Socialdemokratiet ni mandater og gik dermed tilbage for første gang siden jordskredsvalget i 1973. Partileder og statsminister Anker Jørgensen (1922-2016) overvejede, om partiet skulle gå i opposition, men endte med for fjerde gang at danne en rent socialdemokratisk mindretalsregering den 30. december 1981. Regeringen var baseret på partiets 59 mandater og bestod af 20 ministre.

Martspakken og Majbuketten

På trods af, at regeringens tidligere økonomiske krisetiltag, herunder Helhedsplanen fra 1979 og Maj-forliget fra 1980, begyndte at have en positiv effekt på samfundsøkonomien, var regeringens hovedudfordringer og -prioriteringer fortsat at få styr på de økonomiske balanceproblemer og de sociale og samfundsmæssige konsekvenser, herunder især den stigende ungdomsarbejdsløshed. Mere end 60.000 unge under 25 år var arbejdsløse. Sammen med SF og De Radikale vedtog regeringen i marts 1982 den såkaldte Martspakke, der bestod af beskæftigelsesfremmende tiltag for alle, men med en særlig job- og uddannelsesgaranti til unge under 25 år. Kapaciteten på ungdomsuddannelserne skulle udvides, ligesom lære- og praktikpladser i virksomheder skulle understøttes økonomisk. Udgifterne til reformen blev anslået til at være 2 mia. kr. i 1982 og 3,5 mia. kr. i 1983. Til gengæld regnede regeringen med i samme periode at spare hhv. 1,3 mia. kr. og 1,8 mia. kr. på bistandshjælp og arbejdsløshedsdagpenge. Resten af finansieringen var et uløst spørgsmål.

I april og maj 1982 blev Majbuketten forhandlet på plads med SF og De Radikale. Majbuketten var en finanspolitisk stramning, bestående af afgiftsforhøjelser på tobak, spiritus, sukker, chokolade, lystfartøjer, energi og personbilers registreringsafgift. Buketten skulle bidrage til finansieringen af Martspakken, men ved at dæmpe efterspørgslen underløb den samtidig pakkens beskæftigelsesmålsætning.

Regeringen ønskede også at gennemføre en skattereform, der skulle reformere rentefradragene for lån og indføre en renteskat særligt rettet mod pensionskasser, fonde og forsikringsselskaber. Hertil kunne regeringen dog ikke samle opbakning. De borgerlige partier, inklusive De Radikale, ville ikke bakke op om udspillet, og hermed blev det umuligt for regeringen at få en dækkende finansiering af Martspakken.

  

Ministeriet Anker Jørgensen V. Fra venstre: fiskeriminister Karl Hjortnæs, miljøminister Erik Holst, landbrugsminister Bjørn Westh, udenrigsminister Kjeld Olesen, kulturminister Lise Østergaard, indenrigsminister Henning Rasmussen, undervisningsminister Dorte Bennedsen, skjult bag hende finansminister Knud Heinesen, socialminister Bent Hansen, skatteminister Mogens Lykketoft, økonomiminister Ivar Nørgaard, statsminister Anker Jørgensen, skjult bag denne justitsminister Ole Espersen, arbejdsminister Svend Auken, industriminister Erling Jensen, trafikminister J.K. Hansen, energiminister Poul Nielson, kirke- og grønlandsminister Tove Lindbo Larsen og forsvarsminister Poul Søgaard. Foto: Erik Gleie, POLFOTO/RITZAU FOTO

 

Fiskeripolitikken i klemme mellem EF's og rigsfællesskabets interesser

I EF kom Danmark i vanskeligheder i forhold til fiskeripolitikken. Siden Storbritanniens, Irlands og Danmarks indtræden i EF i 1973 havde den fælles fiskeripolitik været styret af en tiårig overgangsordning, og da den udløb, kom nationale fiskerierhvervsinteresser i konflikt i kampen om at præge den nye regulering af området. Danmark var EF's største fiskerination og var i forvejen i konflikt med briterne om fiskerizoner, men den danske position blev yderligere kompliceret af, at EF begyndte at inddrage Grønland i de fiskeripolitiske overvejelser. Danmark blokerede for en række EF-fiskeriaftaler med Norge og Canada og forsøgte også at beskytte grønlandske interesser, da EF med Vesttyskland i spidsen ville åbne for torskefiskeri i grønlandske farvande. Grønland havde efter hjemmestyrets indførelse i 1979 besluttet at holde folkeafstemning om EF-medlemskabet i februar 1982. Den danske regering håbede, at den ved en markant indsats for de grønlandske fiskeriinteresser i EF kunne støtte tilhængersiden op til afstemningen. Folkeafstemningen resulterede dog i et grønlandsk flertal for at udtræde af EF, og Grønland blev meldt ud med virkning fra 1985.

  

Ved en vejledende folkeafstemning i januar 1979 stemte mere end 70 pct. af grønlænderne for, at Grønland skulle have hjemmestyre og ikke længere have amtslignende status i Danmark. Afstemningen førte til grønlandsk hjemmestyre med virkning fra den 1. maj 1979. Foto: Ebbe Andersen, POLFOTO/RITZAU FOTO

 

Danmark blev i stigende grad opfattet som besværlig af EF-partnerne – en opfattelse, der blev bestyrket, da Karl Hjortnæs (f. 1934) på den danske regerings vegne nedlagde det første officielle danske veto i oktober 1981, fordi Danmark var imod Kommissionens forslag om at gøre en række fiskebevaringsforanstaltninger permanente. Det slag udspillede sig allerede under Anker Jørgensen IV-regeringen, men konflikterne forsatte i 1982 under Anker Jørgensens femte regering. Danmark var afvisende over for at acceptere Kommissionens udspil til fiskerikvoter, som ’kun’ ville øremærke 23 % af den samlede fangstmængde til danske fiskere. Den danske regering med Markedsudvalgets opbakning blokerede dette udspil og drog fordel af den kendsgerning, at Danmark pr. 1 juli 1982 overtog formandsposten i EF, så det lykkedes at afværge egentlige afstemninger i Rådet og dermed også behovet for flere formelle vetoer. Alligevel kom det i august til fornyet konflikt, da vesttyskerne igen fremsatte ønskerne om fiskekvoter ved Grønlands vestkyst, hvorefter Hjortnæs truede med decideret at opbringe tyske trawlere. Det var en tilspidset situation, som den tiltrædende første Schlüter-regering fra efteråret 1982 fik ansvaret for at løse. Hjortnæs kom i sin periode som fiskeriminister under stærk beskydning såvel blandt EF-partnerne som i den hjemlige debat med anklager om at han enten ikke tænkte europæisk nok eller varetog sit hverv godt nok. Men han var også klemt mellem forskellige hensyn, der bestemt ikke pegede i samme retning: hensynet til EF, hensynet til Grønland og hensynet til de danske fiskeriorganisationer og deres ønsker.

 

Christiania

Fristaden Christiania havde været et stridsemne i Folketinget igennem 1970’erne for alle de forrige regeringer. I 1976 havde et flertal i Folketinget - herunder den socialdemokratiske regering - vedtaget, at fristaden skulle rømmes, men beslutningen var ikke blevet udført. I foråret 1978 var beslutningen efter at sagen havde været i Højesteret blevet udskudt med henvisning til, at der skulle udarbejdes en lokalplan for området, og i 1980 havde regeringen bedt et konsulentfirma om at tegne et skitse for områdets fremtidige anvendelse.

Internationalt var Christiania begyndt at tiltrække sig stor opmærksomhed, både som et udtryk for dansk frisind, men også som det vigtigste hashmarked i Skandinavien og dermed årsag til misbrugsproblemer og illegal narkotikahandel. Da regeringens konsulentrapport lå klar i 1982, resulterede den i endnu en stor debat om Christiania i Folketinget. Konsulentfirmaet anbefalede, at Christiania blev etableret som en lovlig forsøgsby uden narkotikahandel og med beboerbetaling for el, vand og varme. Dette blev derfor også regeringens forslag, fremsat af miljøminister Erik Holst (1922-2013) i Folketinget i marts 1982. Med Fremskridtspartiet i spidsen forsøgte de borgerlige partier at kræve rømning af Christiania inden årets udgang, men regeringen støttet af SF, Venstresocialisterne og De Radikale vedtog en dagsorden, der tog miljøministerens redegørelse til efterretning. I praksis blev Christianias fortsatte eksistens hermed sanktioneret af Folketinget i klar modsætning til det tidligere synspunkt om rømning af fristaden.

Fristaden Christiania har præget den politiske dagsorden fra sin oprettelse i 1971 til i dag. I 1970’erne var kravet fra borgerligt hold rømning af kaserneområdet, mens Socialdemokratiet hældede mod at give ’det sociale eksperiment’ en chance. Foto: Ulf Nilsen, Scanpix

 

Regeringen går af

Regeringen havde samarbejdet med SF og De Radikale om de politiske forlig, men grundlæggende trak de to partier i forskellige retninger. De Radikale ønskede en strammere kurs med indkomstpolitik, kontrol med statsbudgetunderskuddet og en skattereform, mens SF med Majbuketten havde strakt sig til det yderste af sin ’politiske ansvarlighed’. Partiet kunne simpelthen ikke bære at lægge ryg til flere besparelser.

I sommeren 1982 afsøgte regeringen igen som i december 1981 mulighederne for at danne regering sammen med De Radikale. Den radikale partileder Niels Helveg Petersen (1939-2017) havde sendt blandede signaler, men endte med at afvise muligheden. Han var interesseret i en SR-regering, men ikke med Anker Jørgensen i spidsen for Socialdemokratiet. I modsætning til Svend Aukens position 10 år senere, hvor De Radikale spillede an afgørende rolle for Poul Nyrup Rasmussens overtagelse af formandsposten, var Anker Jørgensens position i Socialdemokratiet i 1982 så stærk, at De Radikales ønske ingen gang havde på jorden. Men ’det radikale problem’ bidrog til, at regeringen parlamentarisk kørte uhjælpeligt fast. Den præsenterede alligevel – langt om længe - et handlingsprogram for Folketingets partier den 1. september 1982, men tilsyneladende uden rigtig selv at tro på det. Da baglandet i fagbevægelsens hovedorganisation LO trods fremsættelsen af markante skatteforslag, herunder nu en konkret udgave af en realrentebeskatning på pensionsområdet, fandt programmet uacceptabelt, måtte Anker Jørgensen indse, at der ikke længere var opbakning til regeringen, hverken parlamentarisk, men reelt heller ikke i fagbevægelsen.

Den 2. september 1982 gik statsministeren til dronningen med regeringens afskedsbegæring uden at udskrive valg til Folketinget, og den 10. september ophørte Anker Jørgensens sidste regering formelt, idet den konservative Poul Schlüter (f. 1929) som statsminister stod i spidsen for den nye borgerlige Firkløverregering, bestående af De Konservative, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Anker Jørgensen og regeringen smed altså reelt selv håndklædet i ringen uden at være blevet væltet og uden at udskrive nyvalg. Det banede vejen for, at borgerlige regeringer under Poul Schlüter kunne indtage regeringskontorerne helt frem til 1993.

Sammen med SF og De Radikale forsøgte Anker Jørgensens sidste regering at begrænse den stigende arbejdsløshed og få nedbragt underskuddet på statsbudgettet, men da SF nåede sin smertegrænse for kriseforlig og de Radikale mistede tiltroen til statsministeren var den parlamentariske situation så låst, at Anker Jørgensen frivilligt afgav regeringsmagten efter knap et år. På det tidspunkt havde han stået i spidsen for fem mindretalsregeringer siden 1972. Her ses den afgående statsminister og den tiltrædende, Poul Schlüter udveksle håndtryk ved  overdragelsesforretningen i Statsministeriet den 10. september 1982. Fotograf: Jørgen Schiøttz, Arbejderbevægelsens Arkiv og Bibliotek

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Thorsten Borring Olesen
Tidsafgrænsning
1981 - 1982
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. januar 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Thorsten Borring Olesen
Tidsafgrænsning
1981 - 1982
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. januar 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk