Ministeriet Anker Jørgensen IV, 1979-1981

Artikler

Den 26. oktober 1979 kunne den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen danne sin fjerde regering. Det var for tredje gang en ren socialdemokratisk mindretalsregering. Regeringens hovedudfordring var den økonomiske situation, der blev forværret af, at Danmark i de sidste måneder af 1979 for alvor blev ramt af den anden oliekrise. Det lykkedes regeringen at forhandle en række store forlig igennem med Folketingets små borgerlige partier. Forligene og de økonomiske indgreb begyndte på længere sigt at rette op på de økonomiske balanceproblemer, selvom arbejdsløsheden forsat steg. Desuden måtte statsministeren kæmpe med at holde sammen på sit eget parti, der i stigende grad satte spørgsmålstegn ved hans lederskab. Regeringen faldt i november 1981 på en dagsorden fremlagt af De Radikale. 

Regeringsdannelse

Efter at SV-regeringen efter eget valg gik af, blev der udskrevet folketingsvalg til den 23. oktober 1979. Det blev overordnet set en sejr til de 'gamle' partier som Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti, mens de borgerlige protestpartier fra jordskredsvalget i 1973 (bl.a. Fremskridtspartiet (FrP), Centrum-Demokraterne (CD) og Kristeligt Folkeparti (KrF) gik tilbage. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) kom ikke i Folketinget igen. Der var dog fortsat ti partier i Folketinget.

Socialdemokratiet vandt tre mandater ved valget og blev erklæret som valgets vinder. Med 68 mandater var partiet nu næsten nået op til de 70, som partiet havde stået på, da Anker Jørgensen blev statsminister i 1972. Da det samtidig hurtigt stod klart, at den borgerlige opposition ikke ville kunne mønstre flertal mod en ny socialdemokratisk regering, anbefalede Anker Jørgensen (1922-2016) dronningen at give ham mandat til at danne sin regering med det samme. Det blev endnu engang en ren socialdemokratisk mindretalsregering, der bestod af 18 ministre.

 

 Anker Jørgensen IV

Ministeriet Anker Jørgensen IV: Fra venstre er det undervisningsminister Dorte Bennedsen, socialminister Ritt Bjerregaard, økonomiminister Ivar Nørgaard, delvist skjult bag denne trafikminister Jens Risgaard Knudsen, industriminister Erling Jensen, skatteminister Karl Hjortnæs, udenrigsminister Kjeld Olesen, forsvarsminister Poul Søgaard, arbejdsminister Svend Auken, statsminister Anker Jørgensen, kulturminister Niels Matthiasen, indenrigs- og justitsminister Henning Rasmussen, finansminister Svend Jakobsen, energiminister Poul Nielson, boligminister Erling Olsen, minister uden portefølje Lise Østergaard, landbrugsminister Poul Dalsager og kirke- og grønlandsminister Jørgen Peder Hansen. Foto: Erik Petersen, POLFOTO/RITZAU FOTO

 

"Afgrundens rand" og økonomiske kriseplaner

Fem dage efter valget udtalte formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe og den tidligere SV-regerings finansminister Knud Heinesen (f. 1932) på tv, at Danmark havde kurs mod den økonomiske afgrund. Uagtet at Heinesen ikke sagde noget, der ikke allerede havde været en del af den politiske debat i længere tid, slog hans afgrundsmetafor budskabet fast, både hos tv-seerne, i samtidens politiske debatter og i den senere historieskrivning. Det var da også en bekymrende økonomisk situation, Danmark befandt sig i. Den indenlandske statsgæld var ca. 10 % af BNP, og ifølge Finansministeriets prognoser ville den i de følgende fire år risikere at vokse til hele 50 %. Trods flere økonomiske kriseforlig var det også, hvad der skete, ligesom den offentlige udlandsgæld fordobledes. Derimod faldt underskuddet på betalingsbalancen fra 4,5 % af BNP i 1979 til 3 % i 1981, bl.a. som følge af effekterne af Helhedsplanen (se nedenfor), mens arbejdsløsheden omvendt i samme periode steg fra 6,1 % til 9,2 % af de arbejdsløshedsforsikrede.

Regeringen lancerede i november 1979 en akut krisepakke, der skulle sætte øjeblikkeligt stop for stigninger af priser, indkomster, avancer, honorarer og udbytter for resten af 1979. Hertil kom et stop for forbrugslån og for udstykninger af ejerlejligheder. Krisepakkens forskellige dele blev vedtaget med skiftende flertal i Folketinget. Det var kun regeringen og De Radikale, der stemte for alle forslagene.

Desuden besluttede regeringen at devaluere den danske krone med 5 % den 29. november 1979.

 

Helhedsplanen, december 1979

Regeringen ønskede imidlertid også en mere langsigtet løsning, som den døbte Helhedsplanen. Formålet var at forbedre betalingsbalancen, sænke lønningerne, bremse inflationen og dermed forbedre konkurrenceevnen. Helhedsplanen blev i løbet af december 1979 vedtaget i Folketinget med De Radikale, SF, CD og Kristeligt Folkeparti i skiftende konstellationer. Planen inkluderede 18 forslag, men i den endelige udgave vedtaget den 21. december 1979 var et vigtigt element pillet ud, nemlig forslaget om iværksættelsen af en mindre ØD-ordning, altså en ordning om økonomisk demokrati. Det opnåede aldrig tilstrækkelig parlamentarisk støtte, paradoksalt nok fordi SF ikke ville lægge stemmer til. De vedtagne forslag indeholdt bl.a. et prisstop, et stop for regulering af overførselsindkomster i takt med prisudviklingen (inflationen), begrænsninger for forbrugslån, begrænsning af rentefradragsretten, øget beskatningsprocent ved udbetaling af private pensioner og en forhøjelse af selskabsskatten fra 37 til 40 %.

Det blev også besluttet at foretage et indkomstpolitisk indgreb mod dyrtidsreguleringen. Dyrtidsreguleringen var en automatisk regulering af lønnen i takt med stigninger i pristallet. Når pristallet steg med tre point, udløstes en såkaldt dyrtidsportion, der var en kompensation til lønmodtagerne i form af et løntillæg. Ordningen var problematisk, fordi den i sig selv fremmede inflationen og belastede konkurrenceevnen, og allerede i 1976 havde et flertal i Folketinget vedtaget et tidsbegrænset indgreb, der 'indefrøs' dyrtidsportionerne i en periode, hvilket reelt var en slags tvangsopsparing. I forbindelse med Helhedsplanen blev det nu besluttet, at disse indefrosne dyrtidsportioner fra 1976, der hidtil have været forvaltet af ATP, skulle overføres til en nyoprettet Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), forvaltet af fagbevægelsens hovedorganisation LO, der skulle investere pengene bedst muligt med henblik på udbetaling til den enkelte lønmodtager ved pensionering. Samtidig gennemførtes også et nyt indgreb mod den gældende dyrtidsregulering. Det gennemførte indgreb var dog langt svagere end det, regeringen i sine tidligste udgaver af planen opererede med, hvor der var lagt op til en suspension af den forventede prisudvikling - formentlig otte dyrtidsportioner i alt i den løbende overenskomstperiode. I den vedtagne lov suspenderede man imidlertid kun de to første dyrtidsportioner i 1980, mens man dog samtidig både nulstillede pristallet og trak energipriserne ud af beregningen af pristallet, hvilket virkede bremsende på udløsningen af nye dyrtidsportioner. Dyrtidssatserne blev samtidig justeret op fra 60 øre pr. time til 90 øre pr. time, ligesom indgrebet, der modsat det oprindelige lovforslag kun indbefattede et prisstop og ikke et lønstop, tillod en mindre lønglidning (lønstigning uden for overenskomstforhandlingerne) i perioden frem til næste overenskomstfastsættelse.  

Trods de indkomstpolitiske svækkelser i forhold til regeringens oprindelige intentioner, var Helhedsplanen det hidtil hårdeste indkomstpolitiske indgreb i Anker Jørgensens regeringstid, og regeringens forhold til LO - og ikke mindst det personlige forhold mellem Anker Jørgensen og LO's formand Thomas Nielsen (1917-1992) - blev endnu engang forværret. Til gengæld fik planen betydelige økonomiske virkninger, der dog først for alvor viste sig efter et par år. Samtidig signalerede den indførelsen af nye økonomiske værktøjer: en kombination af aktiv devaluering for at give et (midlertidigt) boost til konkurrenceevnen samt stram lønstyring.

 

Majforliget 1980 (’påskeægget’) og Majforliget 1981

På trods af Helhedsplanen i december 1979 blev der hurtigt behov for nye økonomiske krisetiltag. Oliepriserne fortsatte opad, og der var ikke rigtig gang i eksporten. Samtidig voksede den offentlige sektor fortsat.

Anker Jørgensen måtte nødtvungent erkende, at hvis der skulle rettes op på betalingsbalancen, krævede det, at regeringen satte dette mål over alle andre. Dermed måtte man opgive at fokusere på at bekæmpe den høje arbejdsløshed, hvilket igennem 1970’erne havde været hovedprioriteten for de socialdemokratiske regeringer. Med Maj-forliget i 1980 (af oppositionen døbt ’påskeægget’) blev der indført finanspolitiske stramninger for i alt 5 mia. kr. gennem offentlige besparelser og forbrugsbegrænsninger. Eksempelvis blev momsen forhøjet fra 20,25 til 22 % (dog med økonomisk kompensation til pensionister i form af højere pensionsydelse). Regeringens udregninger forudså, at de statslige og kommunale besparelser ville medføre en forøgelse af ledigheden, så den ville nå 200.000 i 1980. Forliget kom i stand den 5. maj 1980 med Radikale Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti.

Flere vesteuropæiske lande reagerede imidlertid på samme vis som Danmark, og energipriserne fortsatte samtidig med at stige. Arbejdsløsheden nåede derfor op på 250.000, flere virksomheder lukkede, de private investeringer var faldende og der var stadig underskud på betalingsbalancen. Regeringen gennemførte derfor sammen med CD, De Radikale og Kristeligt Folkeparti et nyt forlig, Majforliget 1981, der indeholdt offentlige besparelser på otte mia. kr. Det skulle blandt andet opnås ved at de statslige udgifter ikke måtte stige fra 1981 til 1982, dog fraregnet stigninger i priser, lønninger og arbejdsløshedsunderstøttelse. De kommunale udgifter måtte ikke stige med mere end 1 %, pct., og derudover var der afgiftsforhøjelser for to mia. kr. og en lille forhøjelse af indkomstskatten. Forliget indførte også en tilskudsordning til energibesparende renoveringer af boliger, hvilket både var et (energi)besparende og erhvervsfremmende tiltag. Man regnede med, at det ville skabe 12.-13.000 arbejdspladser på kort sigt. På langt sigt bidrog det til at sænke det danske energiforbrug.

 

Kold krig, sikkerhedspolitik og den første fodnote

Efter afspændingsårene i Europa i 1970’erne optrappedes den kolde krig på ny. Regeringens to hovedmål var at undgå kernevåbenoprustning og at arbejde for fortsat dialog mellem NATO-landene og modparten i Warszawapagten. Socialdemokratiet var i sikkerhedspolitikken ofte splittet mellem en mere NATO-imødekommende linje, bl.a. repræsenteret ved Robert Pedersen (1921-1994) og K.B. Andersen (1914-1984), og en mere NATO-kritisk linje, repræsenteret ved bl.a. Jytte Hilden (f. 1942) og Ritt Bjerregaard (f. 1941). Ved folketingsvalget i 1979 blev den interne partibalance rykket mod venstre og dermed i mere kritisk retning over for afgørende dele af NATO-politikken, ikke mindst kernevåbenpolitikken. Derfor blev partiet og regeringen udfordret, da NATO ønskede at modernisere alliancens atomare mellemdistancemissiler (INF-missiler) som respons på Sovjetunionens modernisering af sine tilsvarende våben, SS-20-missilerne.

Den 12. december 1979 traf NATO-landene den såkaldte dobbeltbeslutning. Den bestod af to dele: For det første en beslutning om at opstille en ny generation af NATO-missiler i Vesteuropa, men for det andet at gøre opstillingen betinget, så den kunne annulleres hvis Sovjetunionen ville indgå i forpligtende forhandlinger om at fjerne sine SS-20-missiler. På NATO-topmødet forsøgte den danske regering forgæves – og alene – at få beslutningen udskudt med seks måneder for at give mere tid til forhandlinger med Sovjetunionen. Anker Jørgensen, der var en drivende kraft i tilrettelæggelsen af den danske politik, ville hellere forhandle nedrustning med Sovjetunionen først, før man besluttede at opstille de 572 nye NATO missiler.

I november 1981 indledtes endeligt formelle nedrustningsforhandlinger mellem USA og Sovjetunionen. USA stod fast på en nul-løsning: alle sovjetiske mellemdistancevåben skulle fjernes. Den sovjetiske leder Leonid Bresjnev (1906-1982) udtalte, at Sovjetunionen var villig til at standse opstilling af nye missiler og påbegynde reduktion af allerede opstillede missiler, mod at NATO ikke påbegyndte sin opstilling. Men altså uden accept af nul-løsningen. NATO's forsvarsministre, der i marts 1982 var samlede i Colorado Springs i USA til møde i den såkaldte nukleare planlægningsgruppe, ønskede at signalere afstandtagen fra Bresjnevs udmelding. Det var den danske regering dog ikke indstillet på. Anker Jørgensen mente nemlig, Bresjnevs forslag kunne være et skridt i den rigtige retning. Derfor fik den danske regering ved forsvarsminister Poul Søgaard (1923-2016) indført en fodnote i NATO's officielle kommuniké, hvor den danske regering tog forbehold for den fælles udtalelse.

 

SS-20 missilerne var et mellemdistance ballistisk missil udviklet af Sovjetunionen. Opstillingen af SS-20 missilerne i de vestligste Warszawapagtslande påbegyndtes i 1976. Billede fra Wikimedia Commons

Forsvarsforlig 1981

Inden NATO-mødet i marts 1982 havde regeringen skullet forhandle et nyt forsvarsforlig på plads. Det måtte ske i et krydsfelt mellem de indre spændinger i Socialdemokratiet omkring NATO-politikken, et pres fra de borgerlige partier i Folketinget for at forøge forsvarsbudgetterne, samt endelig en økonomisk krisesituation, hvor regeringen havde annonceret offentlige besparelser, hvilket også måtte gælde Forsvaret. Hertil kom pres fra NATO, som i 1978 havde vedtaget, at medlemslandene skulle øge deres forsvarsudgifter med 3 % årligt, hvilket den danske regering allerede dengang havde taget visse forbehold overfor. Trods den vanskelige kontekst lykkedes det regeringen at få et forlig vedtaget sammen med de borgerlige partier i august 1981. Det indeholdt en treårig forsvarsaftale med øgede bevillinger på 0.75 % pr. år.

 

Socialpolitikken

Socialministeriet, der var et stort og udgiftstungt ministerium, kunne ikke friholdes fra de generelle offentlige besparelser. Oliekrisen havde medført en stigning i arbejdsløsheden og dermed også et stigende antal borgere, der blev ramt af såkaldte ’sociale begivenheder’ som f.eks. arbejdsløshed og derfor havde brug for offentlig forsørgelse eller hjælp. Samtidig blev perioden, de skulle forsørges, ofte længere end tidligere, og derudover var der færre skatteindtægter til at dække udgifterne. Socialminister Ritt Bjerregaard (f. 1941) indledte et delvist opgør med den generøse sociallovgivning, der var udformet under 1960’ernes højkonjunktur og som havde fundet sit tydeligste lovgrundlag i den nye bistandslov, der trådte i kraft i 1976. Fremover skulle sociale ydelser ikke tildeles en middelklasse, der kunne klare sig selv, mente Bjerregaard, men kun de mest trængende. Der skulle sættes en stopper for den automatiske stigning i udgifterne, den omfattende institutionsopbygning i den sociale sektor skulle begrænses, og Bistandslovens tildeling af ydelser efter et skøns- og behovsprincip skulle erstattes med rettigheder og faste takster. Det var dog ikke intentioner, Bjerregaard for alvor fik omsat i praksis.

 

Nordsøolie og naturgas

Oliekrisekonjunkturerne havde fremskyndet overvejelserne om alternative energikilder, og gerne nogle der også kunne generere indtægter til statskassen. I 1980 mente regeringen derfor, at det var på tide at få revideret den aftale med A.P. Møller og Dansk Undergrunds Consortium (DUC), der i 1962 havde givet DUC eneret på eftersøgning af olie og naturgas i hele den danske del af Nordsøen. Desuden var der politisk såvel som i offentligheden en klar fornemmelse at, at A.P. Møller havde fået olien for billigt og måske heller ikke havde gennemført eftersøgning og indvinding ihærdigt nok.

Regeringens udspil til forhandlinger blev fulgt op af en trussel om at lovgive omkring reguleringen af eneretsbevillingen. Det fik A.P. Møller til forhandlingsbordet, og i marts 1981 kunne regeringen og DUC indgå en aftale. Den indeholdt bl.a. en præcisering af, at efterforskningen efter olie og gas skulle øges, samt at de sokkelarealer, som DUC ikke allerede havde efterforsket, producerede fra eller havde konkrete planer om at udnytte, skulle leveres tilbage til staten hurtigere end den tidligere aftale tilsagde. Derudover fik staten forkøbsret til 40 % af den producerede olie, og det blev besluttet, at det statslige energiselskab DONG skulle etablere og drive en rørledning til transport af kulbrinter fra Gorm-feltet i den sydlige del af sokkelområdet til Fredericia. DUC skulle betale afgifter for brugen af rørledningen.

 

Udskrivelse af valg

Det var lykkedes regeringen at forhandle flere store og vigtige økonomiske forlig igennem Folketinget ved dialog med de små borgerlige partier og af og til SF, men der var stor uro internt i Socialdemokratiet. Anker Jørgensen var ved at miste grebet om parti- og regeringsledelsen, hvilket en række offentlige skandaler og ikke mindst lækager fra minister- og gruppemøder demonstrerede. Anker Jørgensen magtede heller ikke at sætte sig igennem over for LO og organisationens formand Thomas Nielsen. Det sled på statsministerens kræfter og begrænsede hans handlemuligheder for gennemførelsen af en konsekvent arbejdsmarkedspolitik og en målrettet økonomisk krisehåndtering.

Meget tyder på, at Anker Jørgensen med åbne øjne styrede mod et folketingsvalg i 1981, da han og regeringen fremsatte et forslag til et nyt økonomisk forlig, der bl.a. indeholdt krav om en realrenteafgift rettet mod rentegevinsterne i private pensionsopsparinger. Det var afhandlet med LO, men uacceptabelt for ikke bare Venstre og de Konservative, men også de sædvanlige forligspartier CD, Radikale og Kristeligt Folkeparti, samt for SF og Venstresocialisterne. Helt præcist faldt regeringen på en dagsorden, fremsat af Radikale Venstre, der opfordrede regeringen til at trække centrale elementer af forslaget tilbage. Da Anker Jørgensen anså forslaget for et kabinetsspørgsmål, tilkendegav regeringen, at den ikke ville fortsætte uden flertal for det økonomiske forligsforslag. Da den kom i mindretal på De Radikales dagsorden valgte Anker Jørgensen at udskrive valg til afholdelse den 8. december 1981. Dette valg resulterede i en tilbagegang for Socialdemokratiet, men endte ikke desto mindre med, at Anker Jørgensen dannede sin femte og sidste regering.

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Thorsten Borring Olesen
Tidsafgrænsning
1979 - 1981
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. december 2017
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Emneord

arbejderbevægelsen Centrum-Demokraterne Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) De Danske Ministerier 1972-1993 Det Konservative Folkeparti Det Radikale Venstre Kernestof velfærdsstaten Kristeligt Folkeparti Militær Rosanna Farbøl Socialdemokratiet Thorsten Borring Olesen velfærdsstaten økonomisk politik

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Thorsten Borring Olesen
Tidsafgrænsning
1979 - 1981
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. december 2017
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk