Ministeriet Anker Jørgensen II, 1975-1978

Artikler

Fra 13. februar 1975 til 30. august 1978. Rokade 8. september 1976, 26. januar 1977, 26. februar 1977, 1. oktober 1977 og 1. juli 1978

Anker Jørgensen blev den 13. februar 1975 genindsat som statsminister for sin anden socialdemokratiske mindretalsregering. Det skete, efter at Socialdemokratiet havde været afgørende for en mistillidsdagsorden, der fældede Poul Hartlings godt et år gamle Venstre-regering. I sin anden regeringsperiode stod Anker Jørgensen i spidsen for en række brede forlig hen over midten om forsvarspolitikken, boligpolitikken, finanspolitikken og beskæftigelsespolitikken. Det var dog især en række økonomiske kriseforlig, der kom til at kendetegne regeringsperioden. Regeringen håbede, at man kunne ekspandere sig ud af krisen i forventningen om, at et internationalt konjunkturomsving snart ville manifestere sig. Man indså dog efterhånden, at der måtte indkomstpolitiske virkemidler til, hvis underskuddet på betalingsbalancen og statsbudgettet skulle bringes ned.

Efter flere gange at have manøvreret forlig med Folketingets borgerlige partier hjem uden at have held til at vende den økonomiske situation, besluttede Anker Jørgensen og Socialdemokratiets top i august 1978 at udvide regeringen og indgå et regeringssamarbejde med Venstre.

Regeringsdannelse

Anker Jørgensen (1922-2016) blev genindsat som statsminister den 13. februar 1975. Den tidligere Venstre-regering under Poul Hartling (1914-2000) var blevet fældet på et snævert mistillidsvotum den 28. januar 1975 i forbindelse med finanslovsdebatten. Men det skete dog kun, fordi Centrum-Demokraterne og den konservative Hans Jørgen Lembourn (1923-1997) undlod at stemme ved den socialdemokratiske dagsorden, der opfordrede Hartling til at træde tilbage og at åbne op for forhandlinger om en bred flertalsregering. Herefter fulgte fire dronningerunder med regeringsforhandlinger, hvor først Folketingets formand, den radikale Karl Skytte (1908-1986), og dernæst Anker Jørgensen forgæves forsøgte at danne regering. Herefter gik initiativet til Venstres Poul Hartling, som var langt fremme i bestræbelserne på at danne en borgerlig regering bestående af Venstre, Konservative, Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne (VCQM), men Hartling sprang fra i sidste øjeblik, da han frygtede, at Fremskridtspartiet ville vælte en sådan regering ved først givne lejlighed. Derefter gik initiativet som forhandlingsleder tilbage til Anker Jørgensen, og efter denne sidste dronningerunde dannedes en socialdemokratisk mindretalsregering. Regeringen havde 16 ministre og hvilede på Socialdemokratiets 53 mandater.

Den 22. januar 1977 udskrev Anker Jørgensen nyvalg til afholdelse 5. februar 1977. Socialdemokratiet gik her frem til 65 mandater, og regeringen fortsatte derfor med Anker Jørgensen som statsminister.

Ministeriet Anker Jørgensen II foran Amalienborg. Fra venstre ses justits- og forsvarsminister Orla Møller, udenrigsøkonomiminister Ivar Nørgaard, kirke- og grønlandsminister Jørgen Peder Hansen, indenrigsminister Egon Jensen, udenrigsminister K.B. Andersen, socialminister Eva Gredal, statsminister Anker Jørgensen, økonomiminister Per Hækkerup, finansminister Knud Heinesen, bolig- og miljøminister Helge Nielsen, undervisningsminister Ritt Bjerregaard, landbrugs- og fiskeriminister Poul Dalsager, skatteminister Svend Jakobsen, handelsminister Erling Jensen, arbejdsminister Erling Dinesen og endelig kulturminister Niels Matthiasen. Foto: Christen Hansen, POLFOTO/RITZAU FOTO

Overenskomstforhandlinger og forlig med de borgerlige partier

Anker Jørgensen forsøgte i sin anden periode som statsminister at skabe forlig hen over midten i stedet for at føre regeringens politik igennem med venstrefløjen, som han i stort omfang havde været nødt til i sin første periode i 1972-73. Det skyldtes bl.a., at SF, der havde haft 17 mandater i 1971, nu kun havde ni mandater, mens Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og Venstresocialisterne (VS) havde henholdsvis syv og fire mandater. Således presset ’indenom’ på venstrefløjen bevægede SF sig ideologisk mere mod venstre. For at undgå at skulle lave forlig med Venstre og Fremskridtpartiet var Anker Jørgensen nødt til at inddrage alle Folketingets øvrige fire borgerlige partier: Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Centrum-Demokraterne (CD) og Kristeligt Folkeparti.

Den første store opgave for regeringen blev et regeringsindgreb i de fastlåste overenskomstforhandlinger mellem fagbevægelsens hovedorganisation LO og Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Der var udsigt til en storkonflikt med hundredtusinder i strejke eller under lock-out, men det lykkedes regeringen at forhandle et indgreb på plads med såvel LO og DA, som de borgerlige partier i Folketinget (undtagen Fremskridtpartiet) kunne støtte. Regeringen gjorde indgrebet til en del af en større indkomstpolitisk helhedsløsning, der også indbefattede justeringer af dyrtidsreguleringen og lønstigningerne, et avance- og udbyttestop for arbejdsgivernes fortjenester og en dyrtidsregulering af sociale pensioner. Regeringen ønskede at gøre det indkomstpolitiske indgreb socialt balanceret, så den ikke blot ramte lønmodtagerne men også arbejdsgiverne, og så det gjaldt både den offentlige og den private sektor. Lovindgrebet blev godkendt af Folketinget, og en storkonflikt blev afværget.

I 1975 var overenskomstforhandlingerne mellem fagbevægelsens hovedorganisation LO og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) fastlåste, og der var udsigt til en storkonflikt med massive strejker. Det lykkedes dog regeringen at forhandle et indgreb på plads, som begge parter samt Folketinget kunne støtte. På billedet ses fra venstre DA's formand Leif Hartwell, Anker Jørgensen og Thomas Nielsen, formand for LO, til trepartsforhandlinger omkring kaffebordet. Foto: Jørgen Schiøttz, Arbejderbevægelsens Arkiv og Bibliotek  

Økonomiske krisetider

Da Anker Jørgensen overtog regeringsmagten i begyndelsen af 1975, var effekterne af oliekrisen endnu ikke overvundet i Danmark, Vesteuropa og USA. Danmark oplevede endda et direkte fald i bruttonationalproduktet (BNP) i perioden 1973-75. Udviklingen rettede sig derefter, og samlet set var årene 1973-79 en vækstperiode, men altså med en vækst på samme niveau som før 1960’ernes højkonjunktur. På de andre økonomiske indikatorer klarede Danmark sig imidlertid dårligt. Der var både et stigende prisniveau (inflation), en stigende arbejdsløshed (samlet set kaldet stagflation) og et stigende underskud på både betalingsbalancen og statsbudgettet. De to sidste underskud blev forværret af, at regeringen på god keynesiansk vis søgte at bekæmpe arbejdsløsheden ved at ekspandere sig ud af krisen i forventning om, at de internationale konjunkturer snart ville vende og give økonomien medløb i stedet for modløb.   

To af regeringens hovedprioriteter var at bekæmpe den stigende arbejdsløshed og det stigende underskud på statsbudgettet. I december 1974 blev arbejdsløsheden opgjort til 4,3 % af arbejdsstyrken, svarende til 107.000 arbejdsløse. I december året efter var disse tal steget til hhv. 5,4 % og 134.000. I december 1979 rundede arbejdsløsheden 6 % svarende til 158.000 personer. De høje tal skyldtes dog ikke udelukkende afskedigelser og lavere vækst, men også at der var en stærkt øget tilgang til arbejdsmarkedet. Det var især kvindernes indtog på arbejdsmarkedet samt det forhold, at de ikke længere trak sig ud fra arbejdsmarkedet, når de blev gift og fik børn, der var årsag til denne tilgang. Ved finanslovsforhandlingerne i marts-april 1975 fik regeringen således indført en række beskæftigelsestiltag, som sammen med finansieringen af de skattelettelser, som regeringens forgænger havde forhandlet i land uden finansiering, resulterede i et rekordhøjt budgetunderskud på godt 9 mia. kr.

Septemberforliget 1975

I august 1975 udarbejdede regeringen en økonomisk handlingsplan, bestående af konjunkturstimulering og besparelser. Regeringen håbede fortsat, at man kunne ekspandere sig ud af krisen. Regeringen ønskede på den ene side at stimulere efterspørgslen gennem en midlertidig momsnedsættelse fra 15 % til 9,25 % samt en række erhvervsfremmende aktiviteter, og på den anden side skulle der findes (uspecificerede) besparelser på ca. 2 mia. kroner i perioden 1976-79. Venstre trak sig hurtigt fra forhandlingerne, men regeringen fik i stedet indgået en aftale med de borgerlige midterpartier Radikale Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti, som til gengæld fik sparemålet fordoblet til 4 mia. kr. Det fik Venstre tilbage til forhandlingsbordet, hvorved der blev tilføjet yderligere 0,5 mia. kr. til sparemålet. Forliget blev kendt som Septemberforliget.

Septemberforliget stimulerede tydeligvis den økonomiske vækst, men medførte også et øget pres på betalingsbalancen og et større underskud på statsfinanserne. Forliget havde til gengæld ikke afhjulpet arbejdsløsheden.

Augustforliget 1976

Regeringen og Økonomiministeriet anså stadig arbejdsløsheden som konjunkturbestemt, men var efterhånden overbevist om, at det var indkomstpolitiske virkemidler der skulle rette op på de økonomske balanceproblemer. Regeringen fik derfor et nyt forlig med Radikale Venstre, Kristeligt Folkeparti og CD på plads i august 1976, som De Konservative også tilsluttede sig. Det indbefattede en stramning af finanspolitikken (besparelser på 5 mia. kr. over to år samt forhøjede afgifter) og videreførelse af de selektive erhvervspolitiske og beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Indkomstpolitisk blev der henstillet til beskedne lønstigninger på det private arbejdsmarked på 2 % årligt og en endnu strammere ramme for offentligt ansatte. Desuden skulle der kun kunne udbetales én dyrtidsportion pr. halvår, mens portioner derudover skulle indefryses som pension i Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP). Det lykkedes dog ikke regeringen at få inkluderet en version af sin ØD-plan (Økonomisk Demokrati), der skulle sikre medarbejdere i større virksomheder ret til en del af overskuddet samt medbestemmelse ift. ejerandelen.

Augustforliget 1977

Den økonomiske krise fortsatte dog, og allerede året efter det første Augustforlig var det nødvendigt med endnu et økonomisk indgreb. Underskuddet på betalingsbalancen skulle finansieres, hvilket krævede udenlandske lån, hvor der skulle betales renter og afdrag. Derfor steg statens udlandsgæld, ligesom en stor del af statsbudgettet blev belastet af den stigende arbejdsløshed. Derfor var statsgælden også i vækst.

Det andet Augustforlig kom i 1977 i stand med tilslutning fra Venstre, De Konservative og De Radikale. De finanspolitiske stramninger bestod i en momsforhøjelse og en afgiftsforhøjelse, men igen måtte regeringen opgive ØD-tankerne. Der var besparelser for i alt 6.5 mia. kr. Til gengæld steg udgifterne til beskæftigelsesinitiativer og erhvervsfremmende tiltag med 3 mia. kr. årligt, ligesom socialminister Eva Gredal (1927-1995) foranledigede, at udsatte grupper som pensionister, enker og studerende fik højere ydelser som modvirkning mod momsforhøjelsen.

Forligspolitik

Ud over de økonomiske kriseforlig lykkedes det regeringen at forhandle en større forligspakke på plads efter valget i februar 1977. Den angik forsvarspolitikken, boligpolitikken, finanspolitikken og beskæftigelsespolitikken og blev forhandlet på plads med Venstre, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti i forskellige konstellationer. De Radikale var således til regeringens ærgrelser ikke med i forsvarsforliget, mens Venstre til gengæld stod uden for boligforliget.

At det lykkedes den socialdemokratiske mindretalsregering at komme igennem med sine forlig hen over midten, skyldtes ikke blot regeringens egen kompromisvillighed, men i lige så høj grad, at den borgerlige blok var splittet. Dels ville ingen samarbejde med Fremskridtspartiet, og dels var de mindre borgerlige partier fortørnede på Venstre efter dets udskrivelse af folketingsvalget i januar 1975, som ingen af de små borgerlige partier havde ønsket, og hvor Venstres valgsejr var blevet opnået på bekostning af stemmer til de andre borgerlige partier. Dronningerunderne i februar 1975 skabte også utilfredshed, og derfor var de mindre partier ikke til sinds at indordne sig under Venstre, mens de var viste sig kompromisvillige over for den socialdemokratiske regering. Det tvang Venstre til ligeledes at vise sig kompromisberedt, og partiet kom derfor til at lægge stemmer til flere af periodens forlig. Samtidig kunne regeringen ofte regne med SF’s stemmer.

I sin anden regeringsperiode stod Anker Jørgensen i spidsen for en række forlig med de borgerlige partier om bl.a. forsvarspolitik, boligpolitik, finanspolitik og beskæftigelsespolitik. I sit nye principprogram ”Solidaritet, lighed og trivsel” fra 1977 strammede Socialdemokratiet til gengæld op på den ideologiske profil som parti til venstre for midten. Her ses Anker Jørgensen holdetale ved et partiarrangement ude i landet med titlen fra det nye socialdemokratiske principprogram markeret på talerpulten. Foto: POLFOTO/RITZAU FOTO    

Efter folketingsvalget i februar 1977 var Socialdemokratiet så styrket, at alle tre små midterpartier ikke nødvendigvis skulle med for at nå et forlig, hvor enten enten Venstre eller De Konservative indgik. Anker Jørgensen havde ageret politisk dygtigt og fremstod som en populær regeringsleder, hvad valgresultatet i februar 1977 i sig selv afspejlede.

Andre temaer på den politiske dagsorden

Fristaden Christiania var et problem på den politiske dagsorden gennem hele regeringsperioden, ja var det i hele perioden 1972 til 1982. Selvom Folketinget på Fremskridtspartiets foranledning i april 1975 vedtog, at fristaden skulle rømmes, kom det ikke til at ske, blandt andet fordi christianitterne lagde op til en at ville forsvare sig med sin såkaldte ’regnbuehær’, hvis politiet søgte at sætte dem ud. Den 2. februar 1978 afgjorde Højesteret, at christianitterne skulle forlade fristaden, hvilet dog heller ikke kom til at ske.

Fristaden Christiania har præget den politiske dagsorden fra sin oprettelse i 1971 til i dag. I 1970’erne var kravet fra borgerligt hold rømning af kaserneområdet, mens Socialdemokratiet hældede mod at give ’det sociale eksperiment’ en chance. Foto: Ulf Nilsen, Scanpix

Heller ikke de store infrastrukturprojekter om faste forbindelser over Storebælt og Øresund samt en lufthavn på Saltholm kom nærmere en realisering under Anker Jørgensens anden regering. I oliekrisens finanspolitiske efterdønninger var viljen ikke tilstrækkelig til de massive investeringer, som projekterne krævede.

Oliekrisen havde til gengæld sat gang i debatten om alternative energiløsninger, der kunne gøre Danmark mindre afhængig af den importerede olie. Regeringen genforhandlede i 1976 i hemmelighed en aftale fra 1962 med A.P. Møller om dennes eneretsbevilling (koncession) på at søge efter og udvinde olie og naturgas i den danske del af Nordsøen. Dog var de eneste større ændringer, at den danske stat skulle have forrang til at aftage den kommende gasproduktion, samt at dele af koncessionsområdet efter en nærmere bestemt (lang)tidsplan skulle tilbageleveres til staten.

Spørgsmålet om atomkraft var ligeledes stadig på den politiske dagsorden, men selvom Socialdemokratiet i første omgang signalerede villighed til at skabe rammerne for indførelse af a-kraft i Danmark, var splittelsen internt i partiet så omfattende, at projektet blev udsat. En medvirkende faktor var her den voksende modstand i befolkningen, centreret om græsrodsorganisationen Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA), der blev stiftet i 1974.

Regeringsudvidelse

Regeringen Anker Jørgensen II blev den 30. august 1978 afløst uden forudgående folketingsvalg af regeringen Anker Jørgensen III. Der var reelt mere tale om en regeringsudvidelse, idet den nye regering med inddragelse af Venstre blev en SV-regering. Et sådant forsøg på en regeringsdannelse hen over midten havde ikke før været forsøgt i fredstid. Anker Jørgensen havde dog flere gange tidligere luftet et ønske om at udvide regeringen, og muligheden for at optage De Radikale, De Konservative og/eller Venstre i forskellige bogstavkombinationer havde været overvejet. Det endte imidlertid med den smalle SV-løsning af forskellige politiske og partitaktiske årsager.

Når Anker Jørgensen og den socialdemokratiske top ønskede at udvide regeringen i en tid, hvor den ellers fremstod som en succes, skyldtes det i hovedsagen to forhold. For det første et ønske om at skabe en mere stabil regeringskonstellation. Det var en vedvarende bekymring, at den politiske situation efter jordskredsvalget gjorde det meget vanskeligt at skabe holdbare politiske flertal i Folketinget. Tidens mange ad-hoc forlig havde været opslidende og havde ikke været i stand til for alvor at tage hånd om oliekrisens udfordringer. Ønsket om at kunne gennemføre en mere langsigtet økonomisk politik, der både hentede opbakning i arbejderbevægelsen og hos arbejdsgiverne, var den anden hovedgrund til, at Socialdemokratiet og Venstre indlod sig på eksperimentet med en SV-regering.  

Venstres unge løver blev de kaldt. Fra venstre Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder, Ivar Hansen og Henning Christophersen. Mens Ellemann-Jensen, Haarder og Christophersen var akademikere, var Hansen gårdejer med klassisk Venstrebaggrund i landbruget og højskolen. Det var forskelle, som også havde rod i en reel politisk splittelse i partiet og dets folketingsgruppe. Foto: Peer Pedersen, POLFOTO/RITZAU FOTO

Regeringskonstellationen var omstridt i Venstre, hvor én fløj med politisk ordfører Henning Christophersen (1939-2016), Bertel Haarder (f. 1944) og Uffe Ellemann-Jensen (f. 1941) i spidsen ønskede at afprøve muligheden, mens den anden (”landbo-Venstre”) med bl.a. Anders Andersen (1912-2006) og gruppeformand Ivar Hansen (1938-2003) var skeptiske. I Socialdemokratiet var den interne modstand endnu mere markant, hvilket især skyldtes, at fagbevægelsens hovedorganisation (LO) var stærkt utilfreds, hvad formanden Thomas Nielsen (1917-1992) aldrig lagde skjul på. Han beskyldte blandt andet Anker Jørgensen for at have gennemført SV-regeringen ved et kup, og grundlæggende blev fagbevægelsen og en stor del af partiets modstand mod SV-regeringen en møllesten om halsen på Anker Jørgensen i den efterfølgende regeringsperiode.

SV-regeringen fortsatte med Anker Jørgensen som statsminister i knap 14 måneder indtil den 26. oktober 1979.    

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Thorsten Borring Olesen
Tidsafgrænsning
1975 - 1978
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. november 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring: De danske ministerier 1972-1993 - Del 1: Anker Jørgensens tid 1972-1982 (2017)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Thorsten Borring Olesen
Tidsafgrænsning
1975 - 1978
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. november 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring: De danske ministerier 1972-1993 - Del 1: Anker Jørgensens tid 1972-1982 (2017)

Udgiver
danmarkshistorien.dk