Ministeriet Anker Jørgensen I, 1972-1973

Artikler

Fra 5. oktober 1972 til 19. december 1973. Rokade 27. september 1973. 

Anker Jørgensen overtog statsministerposten og regeringsansvaret efter Ministeriet Jens Otto Krag III (1971-72). Ministeriet Anker Jørgensen I var en ren socialdemokratisk mindretalsregering baseret på 70 socialdemokratiske mandater. Økonomisk set var tiden præget af den store højkonjunkturs sidste fase, inden oliekrisen satte ind sidst på året i 1973. De økonomiske udfordringer bestod derfor i at tøjle tendensen til inflation og betalingsbalanceunderskud. Den 1. januar 1973 trådte Danmark ind i EF, og det var en af regeringens hovedopgaver at forberede medlemskabet af EF, herunder at tilpasse den danske lovgivning til EF’s lov- og regelgrundlag. Regeringen fremsatte også mange nye lovinitiativer og fik blandt andet vedtaget loven om fri abort samt Danmarks første miljølov. Derimod lykkedes det ikke at få det ideologiske prestigeprojekt Økonomisk Demokrati (ØD) vedtaget. Anker Jørgensen overlod efter folketingsvalget den 4. december 1973 statsministerposten til Venstres Poul Hartling (1914-2000).

Jens Otto Krag trådte tilbage som statsminister den 3. oktober 1972, dagen efter at han havde vundet afstemningen om Danmarks indtræden i Fællesmarkedet (EF). Han fik hurtigt og effektivt kørt Anker Jørgensen i stilling som sin efterfølger uden om eventuelle rivaler. Anker Jørgensen overtog både regeringsansvaret på tærsklen til oliekrise og lavkonjunktur samt ansvaret for et parti, der var delt i grupperinger og ideologiske fragmenteringer. Foto: Steen Jacobsen, Scanpix    

Regeringsdannelse

Da den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag (1914-1978) højst overraskende trådte tilbage umiddelbart efter folkeafstemningen om EF-medlemskabet den 2. oktober 1972, fik han behændigt manøvreret partifællen Anker Jørgensen (1922-2016) ind som sin efterfølger som statsminister. Anker Jørgensen overtog den regering, Jens Otto Krag havde dannet den 11. oktober 1971. Det var en ren socialdemokratisk mindretalsregering med 70 mandater, der fik støtte fra 17 SF-mandater og tre nordatlantiske mandater. Anker Jørgensen I-regeringens virke blev præget af efterdønningerne af EF-afstemningen, en ophedet økonomi med fuld beskæftigelse, og et polariseret politisk klima, præget af venstrefløjens ungdomsoprør og højrefløjens opgør med stigende skatter og den ekspanderende og regulerede velfærdsstat.

Med regeringsrokaden i september 1973 fik Anker Jørgensen sit eget ministerium, efter i et år at have regeret med Jens Otto Krags ministerhold. Her ses statsministeren med både de nye og de fratrædende ministre. Fra venstre er det fratrædende forsvarsminister Kjeld Olesen, fratrædende justitsminister K. Axel Nielsen, tiltrædende justitsminister Karl Hjortnæs, tiltrædende undervisningsminister Ritt Bjerregaard, tiltrædende forsvarsminister Orla Møller, statsminister Anker Jørgensen, fratrædende fiskeriminister Christian Thomsen og tiltrædende boligminister Svend Jakobsen. Foto: Mogens Ladegaard, Scanpix

Tilpasning til EF-medlemskabet

En af regeringens første store opgaver blev den danske tilpasning til EF-medlemskabet. Administrativt bestod hovedudfordringen i at tilpasse dansk lovgivning til EF's love, regler og normsamlinger (acquis communautaire).

Politisk var udfordringerne for det første at finde ud af, hvordan den danske regering skulle organisere sig politisk og bureaukratisk i forhold til EF. Suveræniteten skulle deles med EF på en lang række politikområder, så det f.eks. ikke længere var Udenrigsministeriet, der skulle indgå handelsaftaler med andre lande. For det andet skulle relationen mellem regering og Folketing i EF-spørgsmål afklares. Markedsudvalget, som var blevet nedsat i 1961 til at følge regeringens forhandlinger om dansk optagelse i EF, blev derfor gjort til et permanent udvalg i Folketinget. Hermed skulle Folketinget sikres indsigt i og indflydelse på regeringens håndtering af EF-politikken. Det mandat blev i øvrigt hurtigt styrket, så regeringen skulle indhente Markedsudvalgets (og dermed Folketingets) mandat forud for alle større beslutninger i EF's vigtigste besluttende organ, Ministerrådet.

Anker Jørgensen i samtale med minister for udenrigsøkonomi og nordiske anliggender Ivar Nørgaard, den belgiske premierminister Leo Tindemans og udenrigsminister K.B. Andersen. Tindemans havde i 1974 fået i opdrag af EF’s regeringsledere at udarbejde en rapport om EF’s udviklingsmuligheder. Da rapporten så dagens lys i 1975, blev den af den danske regering opfattet som pragmatisk og moderat. EF-modstandere opfattede den imidlertid som alt for integrationsivrig. Foto: Emil Christensen, Scanpix

Økonomisk Demokrati (ØD)

En af regeringens mærkesager var Økonomisk Demokrati (ØD). Hensigten med ØD var at sikre de danske lønmodtagere medejendomsret, medbestemmelse og medindflydelse i erhvervslivet. Den 31. januar 1973 præsenterede regeringen et forslag i Folketinget om indførelsen af ØD. Hovedelementet bestod i, at arbejdsgiverne i større virksomheder skulle indbetale en bestemt procentdel af den samlede lønsum. 2/3 af beløbet skulle forblive i virksomheden som aktiekapital, hvor lønmodtagerne som aktionærer naturligvis skulle have sæde i virksomhedens bestyrelse. Den sidste tredjedel skulle sættes i en investeringsfond, en central ØD-fond, hvis repræsentantskab hovedsagligt skulle udpeges af fagbevægelsen og arbejdsministeren.

De borgerlige partier talte om statskup, socialisering og LO-kapitalisme og truede med en folkeafstemning om ØD. Heller ikke SF kunne støtte forslaget, men det var fordi det ikke var radikalt og decentralt nok. Ud over modstanden blandt Folketingets partier viste gallupundersøgelser ligeledes, at der ikke var ret stor opbakning i befolkningen til regeringens forslag. Derfor valgte regeringen at udskyde forslaget til næste folketingssamling.

Økonomiske balanceproblemer

Regeringen var gennem perioden udfordret af tiltagende økonomiske balanceproblemer. 1960’ernes højkonjunktur og uhørt stærke vækst fortsatte i Anker Jørgensens statsministerperiode 1972-73. Det medførte et stort efterspørgselspres, der sendte priser og lønninger i vejret og dermed medførte en stigende inflation. Udbygningen af velfærdsstaten indebar ligeledes et markant pres på den offentlige sektor, der voksede betydeligt i perioden. Det høje private og offentlige aktivitetsniveau pressede ligeledes betalingsbalancen over for udlandet, som opviste et stigende underskud. Det hele blev forværret af en international valutauro og udenlandske prisstigninger, og da oliekrisen ramte i efteråret 1973, indtrådte en egentlig økonomisk recession, der dog først for alvor blev følelig de to følgende år.

Med finansloven for 1974 søgte regeringen derfor at operere med et statsbudgetoverskud. Formålet var at dæmpe det offentlige og private efterspørgselspres for at forhindre økonomien i at blive overophedet. Finansloven indeholdt en række mindre besparelser, også på sociale områder f.eks. pension, men det budgetterede overskud skulle primært opnås gennem øgede indtægter, bl.a. via skattestigninger i form af forhøjelser af selskabsskatten og formueskatten.

Lovgivningstiltag

I perioden 1972-73 blev der vedtaget ikke mindre end 195 nye love. Regeringen fik blandt andet vedtaget en række love, der var karakteristiske for en kulturel og politisk brydningstid. Sådan en lov var eksempelvis 'Lov om svangerskabsafbrydelse ', der blev vedtaget den 24. maj 1973 og indførte fri abort til og med 12. graviditetsuge. Det var dog langt fra et konsensusanliggende i Folketinget. Afstemningen skete således ved navneopråb og stemmefrihed, fordi der var intern uenighed i flere partier. Abortloven vakte ligeledes stor debat uden for Folketinget. På den ene fløj havde kvindebevægelsen mobiliseret stærkt, og på den anden fløj blev modstanderne i høj grad samlet omkring det nye parti Kristeligt Folkeparti.

Kvindebevægelsen, ligestillingskampen og opbruddet omkring kønsroller og seksualitetsnormer satte spørgsmålet om svangerskabsafbrydelse, dvs. fri abort, på den politiske dagsorden i 1960’erne og 70’erne. Den 24. maj 1973 vedtog Folketinget loven om svangerskabsafbrydelse, der gav alle gravide ret til at få foretaget en abort inden for 12 graviditetsuge. Lovforslaget vakte voldsom debat, og da det blev behandlet i Folketinget mødte både tilhængere og modstandere op i Folketinget. Foto: Erik Gleie, POLFOTO/RITZAU FOTO

Et andet tidstypisk lovgivningstiltag gjaldt miljøområdet. Forurening og miljøforhold var i stigende grad kommet på den internationale dagsorden gennem 1960’erne. Det skyldtes den store vækst og industrialisering i de rige lande og den voldsomme befolkningstilvækst i mange u-lande. I Danmark var det særligt SF og Socialdemokratiet, der fokuserede på emnet, men også De Konservative lagde stemmer til Danmarks første miljølov, der blev vedtaget den 29. maj 1973. Fire måneder efter oprettedes for første gang et decideret Miljøministerium.

Miljøminister Jens Kampmann hilser på miljøhippier i sit ministerium 1973. Miljøspørgsmål appellerede i stigende grad til dele af befolkningen og blev gennem 1970’erne genstand for politisk mobilisering i græsrodsbevægelser, der udfordrede de politiske partiers hidtidige forrang, når det gjaldt at definere den politiske debat og organisere befolkningen bag politiske synspunkter. Foto: Christen Hansen, POLFOTO/RITZAU FOTO

Udskrivning af valg

Internt i Socialdemokratiet var der stigende spændinger. Venstrefløjen i partiet var blevet styrket ved folketingsvalget i 1971, hvor en række – med tiden – fremtrædende politikere som Ritt Bjerregaard (f. 1941), Svend Auken (1943-2009), Birte Weiss (f. 1941) og Helle Degn (f. 1946) var blevet valgt ind, ligesom Anker Jørgensens afløsning af Jens Otto Krag blev opfattet som et ryk til venstre. Dette bekræftede Anker Jørgensen selv ved flere gange at slå fast, at Socialdemokratiet var et parti, der lå til venstre for midten. Denne drejning skabte imidlertid utilfredshed hos partiets højrefløj, der heller ikke var begejstret for det tætte parlamentariske samarbejde med SF.

Socialdemokratiet var et parti med mange interne spændinger og politiske orienteringer, hvor medlemmerne grupperede sig i ’kaffeklubber’. Her ses Ritt Bjerregaards kaffeklub samlet i 1975 i Rigsdagsgården foran Folketinget. Fra venstre er det Dorte Bennedsen, Karl Hjortnæs, Svend Auken, Svend Jakobsen, Ritt Bjerregaard, Kaj Poulsen, Jimmy Stahr, Helle Degn og Inge Fischer Møller. Foto: Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, fotograf Jørgen Schiøttz

Et særligt stridsområde gjaldt boligpolitikken. Det markante folketingsmedlem og borgmester i Gladsaxe, Erhard Jakobsen (1917-2002), var voldsomt imod stigninger i parcelhusbeskatningen, og i protest trådte han den 6. november 1973 ud af Socialdemokratiet og dannede dagen efter sit eget parti Centrum-Demokraterne. To dage senere udeblev han fra en folketingsafstemning om en lov om formueskat, angiveligt fordi hans bil var løbet tør for benzin. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over for Anker Jørgensen. Han anså nu sin egen og regeringens parlamentariske situation for så ustabil, at han valgte at udskrive valg til afholdelse den 4. december 1973.

Dette valg ændrede på flere områder dansk politik og blev kendt som ’jordskredsvalget’. Resultatet blev, at Venstre med Poul Hartling (1922-2016) som statsminister dannede regering, indtil den blev fældet af et mistillidsvotum i begyndelsen af 1975, hvorefter Anker Jørgensen igen overtog Statsministeriet. 

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Thorsten Borring Olesen
Tidsafgrænsning
1972 - 1973
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. november 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring: De danske ministerier 1972-1993 - Del 1: Anker Jørgensens tid 1972-1982 (2017)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Thorsten Borring Olesen
Tidsafgrænsning
1972 - 1973
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. november 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring: De danske ministerier 1972-1993 - Del 1: Anker Jørgensens tid 1972-1982 (2017)

Udgiver
danmarkshistorien.dk