Michael Drewsen, 1804-1874

Artikler

Michael Drewsen var en fremtrædende jysk forretningsmand, som i Silkeborg ofte bliver kaldt byens grundlægger. Han blev født ind i en fabrikantfamilie i 1804, og sammen med familien grundlagde han Silkeborg Papirfabrik i 1844. Med sine ambitioner og sit fremsyn bidrog han til at gøre Silkeborg til Danmarks hovedcenter for papirproduktion i anden halvdel af 1800-tallet.

Silkeborgs papirfabrik

Michael Drewsen blev født ind i papirdynastiet Drewsen, og han blev tidligt sat til at hjælpe med driften på Strandmøllen, familiens papirfabrik nord for København. I 1840 blev Michael og hans ældre bror Christian optaget i firmaet Drewsen & Sønner, og fire år efter overtog brødrene virksomheden.

I den første halvdel af 1800-tallet oplevede Midtjylland en omfattende befolkningstilvækst, og der var derfor brug for en handelsplads i Midtjylland. Derfor indsendte J.H. Bindesbøll, der var kongelig godsinspektør og administrator for Silkeborg hovedgård og dens jorder, i 1840 en plan til Christian 8., hvori han foreslog at udnytte Gudenåens vandkraft og områdets skovarealer til at skabe vækst og handel i det ellers øde område ved Silkeborg.

Kongen ejede området omkring Silkeborg, og sammen med en kommission valgte kongen Drewsen-familien til at grundlægge en fabrik, der kunne udnytte vandkraften i Gudenåen. På daværende tidspunkt bestod Silkeborg kun af Silkeborg Hovedgård, en mølle og et par småhuse, og eftersom Silkeborg var tyndt befolket, måtte arbejdskraften hentes udefra. I april 1844 ankom de første arbejdere, der, sammen med deres familier, fik bolig på Smedebakken nær fabrikken, hvilket blev startskuddet til udvidelsen af byen.

Opførelsen og den daglige drift på fabrikken blev især Michael Drewsens ansvar. I september 1844 stod fabriksbygningen færdig, og to måneder efter ankom papirmaskinen samt øvrige maskiner fra England. Den 1. januar 1845 producerede fabrikken det første stykke papir. Tyve år efter Silkeborg Papirfabriks åbning opkøbte Michael Drewsen selv fabrikken, og drev den videre under firmanavnet M. Drewsen & Søn.

Med Drewsens initiativer og ambitioner blev Silkeborg Papirfabrik efterhånden landets hovedcenter for produktionen af papir, og efter datidens målestok var fabrikken en stor og moderne fabrik med den nyeste teknologi. På Silkeborg Papirfabrik blev landets første vandturbiner eksempelvis taget i brug.

Silkeborg papirfabrik 1864, som blev ledet af Michael Drewsen. Fra Illustreret Tidende

Silkeborg Papirfabrik 1864. Stik efter tegning i Illustreret Tidende.

Michael Drewsens som person og politiker

Drewsen var kendt for at lægge meget energi og engagement i sit arbejde med Silkeborg Papirfabrik, og blandt andet som følge af hans ambitioner blomstrede Silkeborg by op fra midten af 1800-tallet. I 1846, to år efter opførelsen af Silkeborg Papirfabrik, bestod Silkeborg af 149 indbyggere, mens byen allerede i 1855 rummede 1163 indbyggere. I 1855 blev Silkeborg også en selvstædig kommune, hvorefter byen fik rådhus, skole, apotek og distriktslæge, og på Drewsens initiativ fik byen telegrafstation i 1857. Derudover stod han også i spidsen for afholdelsen af grundlovsfesten på Himmelbjerget i 1854, som siden blev efterfulgt af årlige fejringer.

Ud over at være erhvervsmand var Drewsen medlem af den grundlovsgivende forsamling, der udformede Danmarks første grundlov, Junigrundloven af 5. juni 1849. I 1849 og 1854 blev han valgt til Folketinget og i 1855 til Landstinget. Her stod han de nationalliberale nærmest. Drewsen var måske ikke nogen fremragende politiker, men han spillede dog en rolle i konflikten mellem Frederik 7. og den jyske adressedeputation. Deputationen ankom til København i 1854 for at anmode kongen om at skifte rådgiver, men den blev nægtet adgang. Deputationen blev derimod hædret på teateret Casino af de københavnske borgere.

Drewsen var også kendt for sit meget heftige temperament, som til tider bragte ham i unåde blandt samarbejdspartnere og hans familie. Dertil levede han et meget kostbart og ekstravagant liv. I 1870 solgte han Silkeborg Papirfabrik til apotekeren N.C. Strøyberg, hvorefter han købte tre svenske godser, selvom han blev boende i Silkeborg. Det sidste år af sit liv flyttede han dog til København, hvor han døde i 1874.

I dag står en statue af Michael Drewsen på Silkeborg torv, der hylder ham som byens grundlægger.

Michael Drewsen. Silkeborgs grundlægger og direktør for Silkeborg Papirfabrik

Fotografi af Michael Drewsen.
Fra Wikimedia Commons.

Om artiklen

Forfatter(e)
Stine Sick Svendsen
Tidsafgrænsning
1804 - 1874
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
10. oktober 2013
Sprog
Dansk
Litteratur

Larsen, Keld Dalsgaard og Kurt Balle Jensen: Michael Drewsen (1994)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Stine Sick Svendsen
Tidsafgrænsning
1804 - 1874
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
10. oktober 2013
Sprog
Dansk
Litteratur

Larsen, Keld Dalsgaard og Kurt Balle Jensen: Michael Drewsen (1994)

Udgiver
danmarkshistorien.dk