Mette Margrethe Rasmusdatters supplik til kongen, 2. september 1790

Kilder

Kildeintroduktion:

Enhver undersåt havde under enevælden (1660-1848) ret til at indgive supplik til kongen. En supplik er et bønskrift, der kunne rumme alle former for forespørgsler, fra tilladelse til at drive en bestemt form for erhverv, over konfirmation af testamente, til dispensation fra gældende ret eller regulær straffenedsættelse og benådning.

Nedenstående supplik stammer fra en enlig mor, Mette Margrethe Rasmusdatter, der i 1790 henvendte sig til kongen, fordi faderen til hendes barn, som var født uden for ægteskab, ikke ville bidrage til barnets forsørgelse, hvilket han ifølge en lov fra 1763 var forpligtet til.

En supplik blev ikke sendt direkte fra den enkelte undersåt til kongen, men gik gennem den lokale myndighed, som regel amtmanden. Langt de fleste originale supplikker er gået tabt, fordi de blev sendt tilbage til supplikanten (ansøgeren) med afgørelsen skrevet på bagsiden. Supplikken fra Mette Margrethe Rasmusdatter er bevaret, fordi hendes supplik inspirerede lovgiverne til en ny lov, der med trussel om tugthusstraf tvang fædre til uægte børn til at forsørge deres børn. Derfor ligger hendes supplik som et bilag blandt de papirer, der stammer fra lovens udarbejdelse.

(stemplet papir – firetyve shilling)


Til Kongen

Til deres Kongelige Majestæt, ser jeg elendige menneske i dybeste underdanighed, mig nødtvungen til at henvende mig for at udbede mig deres Majestæts landsfaderlige hjælp.

Jeg havde den ulykke at tjene i gård med en karl, Lars Larsen, som under ægteskabsløfte besvangrede mig. Just som jeg håbede, at se ham opfylde sit løfte erfarer jeg, at han på samme tid havde besvangret et andet kvindemenneske, som han siden ægtede. Uagtet han nu ifølge faders pligt og hans Majestæts forordning, skulle bidrage sin del til vort barns underhold, så har jeg på fjerde år endnu ikke erholdet mere af ham til hjælp end blot 10 rigsdaler, vel har han anstillet sig på skrømt, som han ville tage imod barnet og føde det, men dette tilbud har han blot givet fordi han ved, at jeg efter moders hjerte umuligt kunne villige i at hengive mit barn til mishandling af ham og hans kone, som hader både mig og barnet, så at barnet dér, under den grusomste behandling, ville ende sine dage.

Da jeg selv ved at tjene må erhverve mit brød og altså ikke nær kan erhverve det nødvendige til at underholde mit barn hos fremmede, har jeg måttet pantsætte endog mine klæder for at underholde det, og da jeg aldeles intet havde mere tilovers, har jeg henvendt mig til Amtmanden hr. kammerherrer Schumacher for ved hans bistand at erholde af barnefaderen nogen hjælp til barnets underhold, men alt forgæves, såsom barnefaderen nægter at betale, og ved en på hr. Amtmandens ordre hos ham foretaget udpantning, skal han, da han tilforn ufejlbarlig var underrettet om, at udpantningen ville finde sted, have bortbragt sine sager, og intet mere lod tilbage, end hvad som var 5 mark værd.

I denne min store nød påkalder jeg da deres Kongelige Majestæts nåde og understøttelse; umulig er det for mig længere at underholde mit barn.

Af deres majestæts nåde udbeder jeg mig på det allerunderdanigste at barnefaderen må blive tilholdet at bidrage sin andel til barnets underhold, ikke alene for de fire år i hvilke jeg alene har måttet underholde barnet, hvorved jeg kunde se mig i stand til at indløse mine pantsatte klæder, men og for fremtiden indtil barnet fylder det tiende år være mig behjælpelig til barnets underhold, eller at mig nogen bistand hertil enten af Amtet eller af en fattig kasse allernådigst måtte forundes.

Faaborg den 2. september 1790

Allerunderdanigst

Mette Margrethe Rasmusdatter