Merkantilisme og danske tropekolonier, ca.1600-1917

Temaer

Under merkantilismen i 1600- og 1700-tallet fik Danmark i lighed med andre europæiske lande kolonier i troperne. Selvom Danmark aldrig blev en kolonimagt på linje med Storbritannien, Spanien, Portugal, Nederlandene og Frankrig, var kolonitiden vigtig for både dansk handel og selvforståelse.

I 1600-tallet begyndte Danmark at føre en anden økonomisk politik. Stærkt presset af store udgifter efter nederlag i 1600-tallets krige førte Danmark en merkantilistisk politik. Det samme gjorde i øvrigt en række andre europæiske stater. I dette tema er samlet et udvalg af det materiale på danmarkshistorien.dk, der omhandler merkantilisme og danske kolonier i troperne. Der er tale om en række artikler og kilder med fokus på temaets emne samt en henvisning til en mytedræberartikel om kolonitidens betydning for den senere danske udviklingspolitik. 

Merkantilismen

Ordet merkantilisme er fransk (mercantile) og betyder handels- og købmandsmæssig. Det dækker over 1600- og 1700-tallets økonomiske politik, hvis sigte var at forbedre statens skattegrundlag. Politikken havde fokus på handel og håndværk og især på, at eksporten af varer skulle overstige importen. Med et overskud på eksporten ville Danmark nemlig komme i besiddelse af ædelmetaller.

En god handelsbalance skulle blandt andet opnås ved importforbud, pålæg af told og udvikling af importkonkurrerende erhverv. Men da merkantilismen var tidens foretrukne økonomiske handelspolitik, lå Danmark i skarp konkurrence med andre europæiske nationer. En af løsningerne var at få kolonier, så Danmark så at sige kunne handle med sig selv, dvs. kolonien. Danske skibe kunne således sejle eksempelvis krydderier og sukker hjem til moderlandet. På den måde fortsatte Danmark i slutningen af 1600-tallet og det meste af 1700-tallet den politik, som Christian 4. var begyndt på -anskaffelse af kolonier og etablering af handelskompagnier, dvs. selskaber med særlige privilegier på langdistancehandel og søfart.

I løbet af 1700-tallet udviklede Danmark trekanthandlen mellem hjemlandet og de danske områder i Guldkysten (Afrika) og de Dansk-Vestindiske Øer. Skibe lastet med våben og alkohol sejlede fra København til Guldkysten, og for våben og alkohol blev der købt slaver. Slaverne – i alt ca. 100.000 i hele 1700-tallet – blev transporteret til de danske øer i Vestindien, hvorfra sukker og andre varer blev sejlet retur til Danmark.

Trankebar

I 1618 sendte Christian 4. en ekspedition til Ceylon (i dag Sri Lanka), så Danmark-Norge kunne få del i handlen i Asien. Forhandlingerne endte dog uden resultat, og man rettede derfor blikket mod den indiske kyst, hvor man fik en handelsaftale i stand i Trankebar i det sydøstlige Indien. Mod en årlig tribut fik danskerne lov at handle, opkræve told og bygge en fæstning.

De dansk-norske interesser i området blev varetaget af handelskompagnierne Ostindisk Kompagni og siden Asiatisk Kompagni, der havde monopol på besejlingen. Den vigtigste vare var bomuld, men generelt set var Trankebar ikke en særligt indbringende koloni. Efter 1815 døde handlen ud, og i 1845 solgte Danmark Trankebar og handelskontoret i Serampore (Frederiksnagore) i det nordøstlige Indien til Storbritannien.

Guldkysten og slavehandel

Danmark-Norge grundlagde fra 1659 og fremover en række forter på Afrikas vestkyst (i dag Ghana). Området gik under betegnelsen Guldkysten, der kort sagt udgjordes af en række europæiske forter. Der blev aldrig tale om en egentlig dansk koloni, selv om det blev forsøgt. De danske forter fungerede som udgangspunkt for handel og udskibning af slaver til Vestindien.

I perioden frem til 1850, hvor Danmark solgte anlæggene til Storbritannien, var der tale om svingende handel. Danmark-Norge var i 1600-tallet især interesseret i guld og elfenben, som hjemme i Danmark blev byttet til våben og metal. Men efterhånden blev handlen med slaver de dansk-norske forters vigtigste opgave. I første omgang som leverandør til andre landes slaveskibe, siden på egne skibe. Af de ca. 100.000 slaver, som blev fragtet over Atlanterhavet fra Guldkysten, blev ca. 85.000 transporteret på dansk-norske skibe.

Der var dog et moralsk aspekt ved handlen med slaver. Oplysningstidens ideer om frihed og rettigheder for det enkelte menneske fik i slutningen af 1700-tallet flere lande – fx Storbritannien, hvor kristne var stærkt imod slavehandlen – til at sætte spørgsmålstegn ved slavehandlen. Også i Danmark, hvor det dog overvejende var økonomiske argumenter, der spillede ind. Dels diskuterede man, om det overhovedet kunne betale sig at fragte slaver over Atlanten, dels vidste man, at Storbritannien var på vej med et forbud mod slavehandel (det kom i 1807). Derfor ville man gerne give de danske plantageejere tid til at forberede sig på de nye forhold.

En Forordning om negerhandel - et forbud mod handel med slaver - blev således vedtaget i marts 1792, men loven skulle først træde i kraft i 1803. På den måde gav man plantageejerne 10 år til at hente flere slaver, og konsekvensen var da også en stærkt øget slavehandel i årene frem til 1803. Danmark blev med 1792-forordningen ganske vist det første land i verden, der forbød slavehandel, men det var ikke et decideret opgør med slaveri, der først blev forbudt i 1848.

Overvejelserne om opgivelse af slavehandel førte til, at man på Guldkysten i slutningen af 1700-tallet og 1820’erne forsøgte at omlægge til plantagedrift, men dyrkningen af bomuld, kaffe og majs slog aldrig rigtigt an.

De Vestindiske Øer

Danmark-Norge begyndte at sejle i Caribien i midten af 1600-tallet, og det resulterede i, at tre øer – Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix – kom på danske hænder i hhv. 1672, 1718 og 1733. Tobak, bomuld og især sukker var de vigtigste handelsvarer.

Størst økonomisk betydning fik Sankt Croix, hvorfra sukker blev sejlet hjem til København. Efter pres fra plantageejere overtog den danske stat i 1755 øerne fra Vestindisk-Guineisk Kompagni, og hermed kom der fart i handlen med sukker, der blev en af de vigtigste handelsvarer overhovedet for Danmark i slutningen af 1700-tallet. Britiske besiddelser i hhv. 1801 og 1807-15 førte dog til krise, og efterhånden dalede produktionen af sukker.

I flere omgange gjorde slaverne oprør. Mest markant i 1848. Presset for frigivelse af slaverne var som tidligere nævnt efterhånden vokset, og selv om det i 1847 blev besluttet, at børn af slaver skulle fødes frie, kunne utilfredsheden ikke dæmpes. Da generalguvernør Peter von Scholten (1784-1854) i 1848 valgte at lade være med at bekæmpe et slaveoprør og erklærede slaverne for frie, lakkede Danmarks kolonitid i Vestindien også mod enden.

Efter 1848 blev udgifterne til de vestindiske øer desuden større og større, og Danmark ønskede at komme af med de dyre øer. Øerne blev solgt for 25 millioner dollars til USA i 1917 efter en folkeafstemning.

Ud over tropekolonierne har Danmark også (haft) kolonier andre steder end i troperne - Grønland, Island og Færøerne.

 

 

Om temaet

Forfatter(e)
Peter Bejder, Benjamin Kristensen
Tidsafgrænsning
1600 - 1850
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
2. november 2015
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om temaet

Forfatter(e)
Peter Bejder, Benjamin Kristensen
Tidsafgrænsning
1600 - 1850
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
2. november 2015
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk